Bornholmske Samlinger - Bind 25 - 1937 - Bornholms Historiske ...

Bornholmske Samlinger, 25de Bind, Rønne 1937
152
ket man maa forudsætte er Ministerens Mening, maa jeg spørge,
hvorledes han med Sandhedskjærlighed skulde kunne tilbagekalde,
hvad han anseer for rigtigt« (Folket. Forh. 1866-
67, Sp. 2533-40).
Ministerens og Udvalgsflertallets Ændringsforslag vedtoges
med 54 Stemmer mod 27.
Da Lovforslaget derefter kom til Forhandling i Landstinget,
mødte det megen Modstand, men O. E. Sanne gav det en
varm Anbefaling. »Jeg betragter denne Sag,« udtalte Sanne,
"fra en meget alvorlig Side; det forekommer mig, at den eneste
og vigtigste Side, hvorfra vi kunne betragte den - idetmindste
anseer jeg det for den vigtigste - er den: Hvorvidt
kunne saadanne Foranstaltninger som den foreslaaede fremme
Guds Rige? Naar jeg nu spørger saaledes og seer paa Lovforslaget
for at faae Svar, saa er det min Overbeviisning, at jeg
maa svare: J a, det vil det gjøre. Det vil foranledige endeel
Bevægelse, det indrømmer jeg, men jeg veed ogsaa, at Bevægelse
netop fremmer dette Rige, fremmer det religieuse Liv. Jeg
har selv levet i en Kreds, hvor et saadant Liver blevet fremkaldt,
og jeg har levet i den samme Kreds, medens der herskede
en stor Ligegyldighed i Almindelighed, og de samme
Forhold, som have fundet Sted i den Kreds, hvortil jeg sigter,
have vistnok været tilstede paa flere Steder i Landet og ere
vistnok endnu tilstede der. Der var for en Snees Aar tilbage
- hvad jeg troer, at vi Alle ville mindes og være enige om, -
temmelig almindelig Ligegyldighed med Hensyn til de kristelige
Forhold. Hvem var det, som endelig begyndte at tilveiebringe
dette Liv? Det gjør mig ondt at maatte sige det, men
det var de Seeter, som begyndte at gjøre sig gjældende, navnlig
Papisternes og Mormonernes. For endeel Aar tilbage var
det navnlig den sidste Se et, der virkede med temmelig stor
Styrke her i landet og desværre ogsaa med temmelig stort
Held, saa at den samlede mange Proselytter; for Bornholm var
der nogle Aar, hvor der aarligt gik Folk i Sneseviis over til
Saltsøen for der at finde Guds Rige. Den Ligegyldighed, som
almindeligt var tilstede, og hvoraf Folk begyndte at vækkes
ved den seeteriske Virksomhed, forandrede sig efterhaanden
til en Tørst hos dem, som det før af en æret Taler blev yttret,
efter at faae den religieuse Følelse, der slumrede i deres Hjerter,
og som nu var begyndt at vækkes, tilfredsstillet. Paa den
Tid var det, at den Mand, som senere har dannet en Frimenig-
153
hed, kom over til Bornholm og blev Capellan i et Embede
der. Denne unge, begavede, varmtfølende Mand havde en egen
Maade til at vække det ehristelige Liv paa iblandt Folk, og
de fleste hørte ham gjerne. Efterat han i nogle Aar havde fungeret
som Capellan, besluttede han sig til at reise om til Sognene
og paa denne Maade at fortsætte sin Virksomhed i en
mere udstrakt Kreds. Overalt, hvor han kom hen, fandt han
Tilslutning, og til den Tid fandt han endogsaa flere Geistlige,
som syntes om ham, thi han arbeidede for Kirken og for et
ehristeligt Liv i denne, prædikede til Kirken, uden dengang at
tænke paa eller tale om nogen Adskillelse. Men saa fik han den
ulykkelige Idee, at han maatte være paa en forkeert Ve i, idet
næsten Alle holdt med ham, medens der dog i Skriften staaer,
at Den, der arbeider for Guds Rige, vil have mange Modstandere
og blive forfulgt; saa begyndte den Tanke at opsta,ae hos
ham, at han maatte gaae en anden Vei, at han maatte see at
faae et reent Samfund, frit for denne Verdens Skrøbelighed,
at han maatte udskille sine Tilhængere, som han kaldte Guds
Børn, fra den store blandede Mængde, der levede i Folkekirken,
for at faae en Menighed, som var reen. Han dannede Lægprædikanter,
som skulde hjælpe ham, og hans og navnlig hans
Medhjælperes Taler kom saa efterhaanden til at gaae ud paa,
at i Folkekirken eller Statskirken kunde Saligheden ikke findes,
men maatte træde ud. Dette var altsaa Vildfarelsen, der
fulgte med. Men, naar jeg nu spørger, om denne Virksomhed
med den Vildfarelse, som den har medført, og den Splid, som
det ikke kan nægtes, at den ogsaa har fremkaldt adskillige
Steder baade i Familier og mellem Folk, - men som jeg troer
intetsteds kan undgaaes, hvor et virkeligt kirkeligt Liv begynder
at røre sig -, om den dog ikke har været til Velsignelse,
maa jeg sige: Jo; af mit inderste Hjerte maa jeg sige Jo; den
har været til stor Velsignelse; den har aabnet Øinene for et alvorligt,
ehristeligt Liv, ikke alene paa dem, som ere traadte
ud, men den har aabnet Øinene paa os Andre med, den har
gavnligt vækket os Allesammen, og jeg troer, at jeg tør sige,
at den ogsaa har havt en gavnlig Indflydelse paa Præsternes
Virksomhed«. (Landst. Forh. 1866-67, Sp. 1924-26).
Bornholmeren Madvig ytrede sig fra et stik modsat Synspunkt,
idet han fandt Loven ganske overflødig. At lette Pastor
Trandberg Vejen tilbage til Folkekirken, kunde der efter Professor
Madvigs Mening slet ikke være Tale om. »Der er her«,
www.vang-hansen.dk