Januar 2011 - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

Vanskeligt at løse samfundets forsvarsønsker
- De Stortings-beslutninger, der ligger til grund for de årlige for-
svarsbudgetter, er ikke i nødvendig grad tilstrækkelige til at kunne
videreføre forsvaret. Så økonomien er en udfordring for forsvarets
evne til arbejde, og derfor prøver vi at påvirke de politiske partier
til at ikke blot se på forsvarets behov, men også at diskutere, hvor
er man på vej hen med forsvaret, og hvordan skal forsvaret se ud.
- For vi har i de sidste 8-10 år været igennem ganske vanskelige
processer, hvor der er skåret ned i struktur og foretaget flytning af
aktiviteter for derved at få et billigere forsvar. Men på et eller andet
tidspunkt er der ikke mere at hente, altså hvor det ikke går an
at skære mere ned eller flytte mere. Spørgsmålet er så nu, hvordan
har man tænkt sig at forholde sig til dette. Hvordan skal man
sikre, at forsvaret fortsat kan løse de opgaver, som det norske
samfund har sagt, at forsvaret faktisk skal løse.
Kampfly er et økonomisk problem
- Der ligger faktisk en plan for forsvarets drift, som jeg tror, at
politikerne modvilligt bliver nødt til at tage stilling til for ikke at
reducere antallet af baser og installationer mere, end det allerede
er sket. Yderligere står vi foran en beslutning om kampfly, som vil
blive en så stor økonomisk belastning, at det vil føre til et behov
for at ændre struktur og måske også tage kapaciteter ud fra forsvaret.
Fordi investeringsbehovet, når det gælder kampfly, vil blive
ganske meget større, end politikerne giver udtryk for. Det bliver en
stor omkostning, næsten uanset hvor mange fly der bliver tale om
at anskaffe, men på den anden side er der en smertegrænse for,
hvor få fly man kan have. I Norge har vi en meget høj ambition,
hvor vi har talt om 52 + 4 fly. Så er det jo et spørgsmål, om det
rent økonomisk er muligt. Et af de tiltag, man diskuterer, er at gå
ned i antallet af fly. Og da tænker man allerede på blot 30 fly, som
er det allerlaveste antal, der er bærende som system. Og sammen
med antallet af nye kampfly er det næste spørgsmål: hvor mange
baser og hvor? Diskussionen går på, om vi skal have en base eller
to - i dag har vi seks. Så alene diskussionen om kampfly vil have
store konsekvenser for forsvaret og dets personel.
Vore medlemmer
- Hvem organiserer vi så inden for forsvaret? Svaret er stort set
alle grader af officerer i det norske forsvar, fra sergenter til generaler.
Vi har omkring 5.000 tjenestegørende medlemmer, hvoraf
otte procent er kvinder, og det totale medlemsantal er omkring
10.000. Det vil sige, at den resterende del er pensionister og folk,
der har ønsket en fortsat tilknytning til organisationen BFO. Kontingentet
er omkring 700 kr. om året for et sådant fordelsmedlemskab.
De aktive betaler derimod 0,95 procent af deres pensionsgivende
indtægt, hvilket betyder, at man ikke betaler kontingent af
overtidsgodtgørelse eller eventuelle andre tillæg – altså maksimum
370 kr. om måneden, og ingen betaler mere.
Avancementsforhold
- I Norge avancerer man kun gradsmæssigt ved ansøgning om en
stilling på det nærmest foranstående niveau. Er man eksempelvis
kaptajn og har de nødvendige kompetencer, erfaringer og så
videre, kan man søge en stilling som major, og får man stillingen,
bliver man udnævnt til den højere grad, samtidig med at man tiltræder
den nye stilling.
Norske officerer
nr. 1/2011 • 21
- Dette søgesystem har vi haft frem til 2010. Nu vil vi få et delt
system, hvor graderne sergent, fenrik og løjtnant også indgår i et
beordringssystem, hvor der i udgangspunktet ikke er nogen ansøgning,
som ligger til grund for opstigning i graderne; men til graderne
over skal man fortsat søge. Grunden til denne forskel her er, at
vi siden 2005 har haft et system, hvor man som specialist skal blive
stående på de lavere gradsniveauer i en længere periode, typisk
hvor en gruppe har brug for en næstkommanderende. Officeren
skal kunne forvente at blive stående på dette niveau over flere år,
og afgangsalderen er for disse specialister 35 år. Det betyder, at
de, som vælger denne form for tjeneste, maksimalt har mulighed
for at konkurrere sig til den højeste militærgrad som løjtnant.
- Parallelt med dette system har vi sergenten, der går ind som
sergent, bliver fenrik efter et år og efter at have gennemgået den
3-årige officersskole bliver løjtnant med adgang til at søge om at
blive kaptajn o.s.v. samt at kunne arbejde frem til pensionsalderen
som 60-årig.
- I princippet skal der ikke være forskel i aflønning på de lavere
grader, men dog får man et vist akademisk tillæg ved at have
gennemført officersskolen; det vil sige, at der en mindre økonomisk
forskel på løjtnantsniveauet.
Frivilligt at deltage i internationale operationer
- I Norge har vi også en vis rådighedspligt til internationale operationer.
I norsk lovgivning er der ingen frivillighed, men loven er
primært en sikringsmekanisme, således at det norske forsvar får
lov til at bemande de opgaver, man skal udføre. Så der lægges i
stor grad op til, at det skal være frivilligt at deltage i internationale
operationer. Men i det omfang, at forsvaret ikke får nok frivillige,
har man lovhjemmel til at udkommandere folk til løsning af
opgaverne. Indtil videre har det dog kun været i brug i et mindre
omfang, for det er normalt ikke et problem at rekruttere nok personel
til at besætte stillingerne. Der er dog små niche-udfordringer,
men i det store billede er det ikke problematisk.
Megen pendling mellem arbejde og hjem
- Skal en forlægning nedlægges, har officeren i udgangspunktet
to valgmuligheder – enten at flytte eller at vælge at pendle,
hvilket mange så gør. For eksempel flyttede det forsvarsfælles
operative hovedkvarter fra Stavanger til Bodø. Der er fortsat ganske
mange, der har deres familier boende i Stavanger, men som
nu arbejder i Bodø. Tilmed blev generalinspektørerne for hæren,
søværnet og flyvevåbnet med deres stabe flyttet fra Oslo i 2009
til henholdsvis Troms i det nordligste Norge, Bergen og Rygge.
Mange af disse flytteprojekter har øget antallet af pendlende officerer
betydeligt.
- Vældig mange vælger derved at pendle mellem deres bolig
og tjenestested, oftest en gang om ugen og i weekenden. I Befalets
Fellesorganisasjon har vi forhandlet os frem til, at der skal
kunne pendles på denne måde. For en generation siden var det
sådan, at det var officeren, som skaffede indtægten til familien.
Sådan er det ikke længere, for i dag er en majorløn oftest ikke
den største blandt ægtefællernes indtægter. Derfor arbejder officererne
ofte et sted, hvor familien ikke bor. Denne belastning
er faktisk en realitet for mange af de officerer, der fortsat ønsker
at blive i forsvaret, slutter formanden for Befalets Fellesorganisasjon,
Eivind R. Solberg, sin samtale med Danske Officerer