Januar 2011 - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

Af Leif O. Nørgaard, Dj
Fotos fra bogen Krigsinvalideskolen i Sønderborg
Af Leif O. Nørgaard, Dj
I oktober offentliggjorde tre ministre Danmarks nye ve-
teranpolitik, der med en række initiativer skal styrke grundla-
get for at anerkende og støtte udsendte soldater, pårørende og
veteraner. Ikke så lidt af en opgave i en tid, hvor et stigende antal
soldater, ægtefæller og børn i kølvandet på krig og konflikt rammes
på legeme og sjæl.
Endnu er følgerne af INTOPS dog for intet at regne sammenlignet
med den opgave, der skulle løses for 90 år siden. Da Sønderjylland
– en røvet datter dybt begrædt er kommet frelst tilbage,
som det så smukt hedder i digtet – vendte tilbage til kongeriget
efter de 56 år i den tyske ørns skygge.
Med sig havde ”den røvede datter” fra krigen i 1864 4000 krigsinvalider
med anerkendt krigsskade fra 1. Verdenskrig. Foruden
flere tusinde krigsenker og børn, hvis fædre var blandt de omkring
5000-6000 sønderjyske krigsdeltagere, der satte livet til på krigsskuepladserne
i en krig, de var tvunget ud i.
Dem forpligtigede Danmark sig til at tage hånd om i en traktat
indgået med Tyskland. I afsnittet om ”Forsorgen for Krigsinvalider
(Militärversorgung)” fremgår det, at ”Danmark overtager fra 15.
juni 1920 at regne en fyldestgørende forsorg for sådanne Krigsinvalider
og disses Efterladte, der i Medfør af Versaillestraktatens
Art. 112 er blevet danske Statsborgere”.
Veteranpolitik anno 1920 nr. 1/2011 • 27
4.000 krigsskadede
fulgte Sønderjylland
Den glemte historie:
Krigsinvalideskolen gav veteraner nyt liv
Lægger man øren til vandrørene, høres både det ene og
det andet. Eder og forbandelser, latter og gråd. Det er krigs-
invalider fra Den store Krig, som er under omskoling. Indimellem
snakker de om krigen, der invaliderede dem og kostede så mange
venner, familiemedlemmer og bekendte livet.
Men stemmerne er utydelige. Det er trods alt 85 år siden,
Krigsinvalideskolen i Sønderborg lukkede, og de sidste elever/
krigsinvalider blev sendt ud i det civile samfund udstyret med
svendebrev på det håndværk, som skulle give til dagen og vejen
og supplere krigsinvaliderenten.
På grund af den kortere læretid havde skomagerværkstedet
størst søgning af elever.
Produktionen oversteg afsætningen, så
der ophobede sig et stort lager af tøfler,
kapsko, træsko og træskostøvler, som
måtte sælges med tab.
Bogværket
At forsorgen gled over på danske hænder netop 15. juni hænger
sammen med, at den dag blev Sønderjylland på ny dansk. Og
med til billedet hører da også, at den danske regering – uden held
– forsøgte at få den tyske stat til at bidrage økonomisk ud fra den
betragtning, at de sønderjyske krigsinvalider, selvom de overvejende
var dansksindede, havde tjent tyske og preussiske militærinteresser!
Pensioneret overlæge Anton Marckmann har i sin bog ”Ofrene
fra den store krig 1914-1918” belyst de ofre i form af død og lemlæstelse,
der blev de sønderjyske krigsdeltageres lod samt redegjort
for den omsorg, samfundet ydede krigsinvaliderne og de efterladte.
Bogen er udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, og
det er interessant læsning!
Ud fra sine studier og analyser konkluderer Marckmann, at det
danske samfund levede op til forpligtigelserne i den dansk-tyske
traktat – om fyldestgørende forsorg for de sønderjyske krigsinvalider
og de efterladte.
(kilde: Bogen: Ofrene fra den store krig 1914-1918)
Dem med nål og tråd, skrædderne, holdt til på loftet i hovedbygningen
i det, der har nu været Sønderborg Kaserne et par generationer.
Staten stillede bygningen til rådighed for samarbejdspartnerne
”Den sønderjydske Fond” og Dansk Røde Kors. Det er der,
vi lytter. Den gang i 1920, da Krigsinvalideskolen kom i gang, var
det endnu så nyt, at preusserne havde forladt byen – og overladt
kasernekomplekset, som havde huset kejserens Marineskole, til
danskerne.
En nyopsat planche i hovedbygningen fortæller i tekst og billeder
en støvet og for mange for længst glemt eller aldrig anet
fortsættes /////