p a a Udstilling SOMMERUDSTILLING

Alt sad stolt Vænelil og tænkte ved sig.
mon ikke mine runer kan hjælpe mig?
V.: »Nu har i gilt mig i otte år,
aldrig bad i mig løske jert favre liår. c
Han lagde hans hoved udi hendes skød,
han soved en søvn, den var ham ikke sød.
Hun tog af hans hals det rød' guldbånd,
dermed bandt hun Uivers hvide hånd.
Så løste hun hest af fjeder,
hun spændt' den om Uivers fødder.
V.: »Du våg nu op, Ulver og tal med mig,
i søvne vil jeg ikke svige dig.«
U.: »Hold op, stolt Vænelil, du hug ikke mig
ret aldrig skal jeg svige dig.«
V.: »Nu skal du aldrig mere.
dåre så jomfruer flere.*
Hun drog ud hans gyldte sværd,
det var han Ulver fuld vel værd.
Så kvindelig hun sværdet drog,
Så mandelig hun til hannem hug.
V.: »Lig du nu, Ulver det dig rinder blod,
men linden gror
end vil jeg leve Væne, en jomfru god.«
Se folen fører liget over hede.