Omslag Nytt - Fondet for Dansk-Norsk Samarbeid

elt overstået. I løbet af de næste tre år blev Danmark fortsat ledet af den
valgte regering, og Christian 10. forblev krigen igennem Danmarks overhoved.
I august 1943 følte et flertal af politikerne, at de ikke længere kunne
acceptere de stigende tyske krav. Regeringen ønskede at fratræde, og ministeriernes
departementschefer trådte til som praktisk ledelse af landet. Departementschefstyret
fortsatte med at fungere indtil befrielsen i maj 1945.
For tyskerne var fordelen i et samarbejde, at mandskabsbehovet for at få
Danmark til at fungere var lille, samtidig med at man kunne fremvise et
mønsterprotektorat for omverdenen. Senere hen viste det sig desuden, at
Danmark var i stand til at forsyne Tyskland med store mængder landbrugsvarer.
I 1943 var antallet af sabotageaktioner steget, og samme år,
særlig efter august måned, slog besættelsesmagten ind på en mere voldelig
kurs. På trods af at besættelsen i Danmark satte sit stærke præg på hverdagen
med rationering, censur og mørklægning, fortsatte samfundsmaskineriet
i det store og hele kun lidet anfægtet af okkupationsmagten.
De norske tilstande
I de første par år af besættelsen i Danmark blev de norske tilstande brugt
som skræmmebillede. Forsvarerne af samarbejdspolitikken i Danmark
kunne henvise til, at forhandlinger med tyskerne betød, at man undgik norske
tilstande i Danmark. Med norske tilstande forstod man i denne forbindelse
de vilkårlige domfældelser og arrestationer, nazificering og i bred forstand
de skærpede forhold, som nordmændene havde at slås imod. Når
danske politikere argumenterede for, at deres politik i Danmark havde
været forsvarlig og fornuftig, kunne de altså henvise til, at alternativet var
den langt hårdere besættelsespolitik, som blev ført i Norge.
Til at begynde med var der enighed om det uønskede i, at Danmark
fik norske tilstande. Det gjaldt også i kredse, hvor holdningen var modstandspræget.
I slutningen af 1941 og i 1942 skete der imidlertid et skred i,
❧ 17