Omslag Nytt - Fondet for Dansk-Norsk Samarbeid

til Norge, så alle drøftelser mellem danske og norske embedsmænd om
særbehandling måtte nødvendigvis føres skjult. Allerede tidligt i 1941 var
der ført samtaler mellem repræsentanter for de danske og norske myndigheder.
Ifølge Forsyningsdepartementets chef, Nicolai Schei, blev der hvert
halve år afholdt møder i København, hvor tyske, danske og norske forhandlere
aftalte de dansk-norske importaftaler. Efter at de officielle forhandlinger
var afsluttet, forlod de tyske embedsmænd samtalerne, og
nordmænd og danskere kunne aftale underhåndsleveringer af danske landbrugsprodukter.
Man vurderede, at denne skjulte danske eksport havde
bedre chancer for at nå uopdaget frem ved at lade den indgå i den hjælp,
som Damekomiteen havde fået etableret. Overenskomsten mellem danske
og norske embedsmænd var altså en del af baggrunden for, at Norgeshjælpen
efterhånden fik mange tilladelser til at udføre varer.
Landbruget og fiskeriet
For at skaffe mere mad i Norge opdyrkede man mere og mere jord. Det dyrkede
areal i Norge steg med 15% i løbet af krigen, uden at det dog betød,
at høstudbyttet blev større. Problemet var blandt andet, at importen af frø
og såsæd blev mindre. Den vigtigste årsag til, at den norske fødevareproduktion
forblev så lav, var dog vejret. I de første krigsår var vækstbetingelserne
elendige, hvilket satte sig spor i de rekordlave høstudbytter. Dertil
kom, at usædvanlig hård vinterfrost ødelagde mange fødevarelagre. Derfor
blev der mangel på korn og grøntsager, men frem for alt medførte det, at
der blev voldsom mangel på dyrefoder. Det fik den konsekvens, at en meget
stor del af landbrugets animalske produktion ophørte, efterhånden som
man var nødt til at slagte kvæg, svin, geder og høns. For at gøre ondt værre:
færre dyr i landbruget betød mindre gødning, og mindre gødning medførte
igen lavere høstudbytte. Det var især svine- og hønsebestanden, det gik ud
over ved slagtningerne, og netop svinekød og æg var der udpræget mangel
❧ 39