pdf-format - Gaderummet

2012 August. Håbløs ungdom. Anne Marie Jensen INSTITUT FOR PSYKOLOGI Ψ KØBENHAVNS UNIVERSITET Ψ 2012
forandre på sin egen livssituation, det har potens, og på omverdensbetingelserne, der har potentialitet. Den menneskelige
intentionalitet kendetegnes ved evnen til at tænke og dele tanker, samt en iboende trang til at nå, og overskride,
grænserne for de aktuelle omverdensforhold, samt at foregribe det anede og endu-ikke-værende (Bloch 1986:127). Den
højeste udviklede form af den menneskelige intention er håbet. Subjektet med håbet som drivkraft kan ændre på den
ydre objektverden, når tiden er moden – når den objektive tendens korrelerer med den subjektive latens (Nielsen i
Andersen et al. 1982:64-65).
1.3.4 Den utopiske funktion, anticiperet realitet og håb
Mennesket er i stand til at tænke ud over sin givne situation. Selvom mennesket lever under de gældende forhold og
samfundsmæssige betingelser, er mennesket i stand til at forestille sig andre og nye forhold. Det er i stand til at skabe
nyt. Den anticiperede realitet er en del af denne evne til at forestille sig forandring og handle i overensstemmelse med
disse forestillinger.
”I kraft af fore-stillingen findes der altså noget, der er sat forude og ikke blot intenderet, og som er anticiperet på
denne måde. Først dette udgør det yderste menneskelige topos, nemlig det utopiskes sted, i alt hvad menneskene og
kun menneskene indeholder” (Bloch i Andersen et al. 1982:29)
Den anticiperede realitet er en del af den utopiske funktion, som er et kendetegn ved den menneskelig psyke. Håbet, der
hænger uløseligt sammen med den menneskelige bevidsthed og forestillingsevne, spiller en central rolle i den
menneskelige rettethed, intention og vilje. Derfor er håbet et kerneelement i det, Bloch definerer, som den utopiske
tænkning og funktion (Bloch 1986:144). Det utopiske er den anticiperede realitet, der handles hen imod. Håbet er den
metode, det middel, der skal bruges til at sætte de ændringer i værk, der skal til for at nå det utopiske. Hos Bloch er det
utopiske det fremad-rettede, forventningsfulde og potentielt nyskabende og udviklende.
Bloch taler imod den type fremtidsforestillinger, de abstrakte utopier, der karakteriseres ved at fremstå som færdigt
tænkte endemål. Endemål der ikke er konkret udførlige, men blot eksisterer som en idealiseret drøm, mål uden midler,
uden forbindelse til den objektivt reelle materialitet (Ibid.). Samtidig taler han imod den rene prakticisme, hvor
aktiviteter iværksættes uden reelle fremtidsperspektiver. Heri ligger, at det ikke er muligt at gennemtvinge forandringer
gennem handling for handlingens skyld alene. Handlinger er først ændringsskabende, når de er rettet mod noget, der er
modent til ændringer. Det er kernen i den konkrete utopi, at den er bundet til det praktisk opnåelige, de objektivt-reale
muligheder.
”En central forestilling i værket er opfattelsen af materialitet som processtruktur. Materialiteten - indbefattende
såvel den menneskelige bevidsthed som den tingslige realitet (naturen) - forandrer sig hele tiden. Disse
forandringer udspringer af og begrundes i Muligheder, som er objektivt-reale.” (Andersen i Andersen et al.
1982:39)
Reel udvikling forekommer altså i det dialektiske forhold mellem realiserbare, men ufærdige fremtidsforestillinger og
håb, samt konkret udførbare delmål hen imod denne fremtidsforestilling. Dette gælder både de samfundsmæssige
forhold, men også den personlige udvikling – den meningsfulde handling, er den, der er har et reelt indhold, men også er
håbefuld og udviklelig, og ikke fastsat på forhånd. I den konkrete utopi er praksis dialektisk og konstant udviklelig. Det
sigter mod det nye, gennem et anticiperet fjernmål, men er ikke lagt fast på vejen derhen eller har en endelig form. Det
konkrete er bestemt, men aldrig finit i sin bevægelse mod den anticiperede realitet og det anede slutmål. På trods af at
vejen, i den konkrete utopi, ikke er fastlagt, er dens delelementer objektivt realt mulige. Modsætningen til den konkrete
utopi og det konkrete håb er den abstrakte utopi, der karakteriseres ved at have fastsatte endemål med bestemte værdisæt
og et indhold, som er statisk og ophævet til dogmatiske sandhedspostulater. Vejen til endemålet er ikke klar, eller den
forholder sig ikke til det objektivt-realt mulige og tendens-latens forholdet. Den abstrakte utopi er dermed løsrevet fra de
faktiske forhold i verden, og fører derfor ikke reelle forandringer med sig og skaber ikke ægte nyt, den reproducerer
højest de gældende forhold.
1.5 Forskellige typer håb
I dette afsnit vil jeg redegøre for den opfattelse af forskellige håb-typer, som jeg arbejder med i specialet. I følge Bloch
(1986) og Drahos (2004), kan håbet genereres kollektivt, i fællesskaber, og det kan genereres subjektivt, for den enkelte.
Lige så vel kan håb genereres offentligt. De forskellige håb-typer har det tilfælles, at de fungerer som motivationsfaktor
file:///I|/...R/GADERUMMET%20DK/annemarie/2012%20Haabloes%20ungdom.%20Anne%20Marie%20Jensen,%20Speciale%20psykologi.htm[29-01-2013 18:55:11]