16.07.2013 Views

pdf-format - Gaderummet

pdf-format - Gaderummet

pdf-format - Gaderummet

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

2012 August. Håbløs ungdom. Anne Marie Jensen INSTITUT FOR PSYKOLOGI Ψ KØBENHAVNS UNIVERSITET Ψ 2012<br />

2.2.3 Diskursen om det personlige ansvar<br />

””Noget for noget”-princippet gælder på mange områder i vort samfund. Men der er også mange eksempler på<br />

konsekvensløshed. Det skal der gøres op med. Princippet om ”noget for noget” skal udbredes yderligere for at<br />

understrege betydningen af det personlige ansvar.” (Regeringsgrundlag 2, 2003:4)<br />

Diskursen om at tage ansvar og deltage i samfundet handler om, at bidrage til velfærden og tænke på det fælles bedste,<br />

hvilket begrunder og retfærdiggør de begrænsninger i de personlige valg som ses i den førte politik, ud fra et økonomisk<br />

rationale. Diskursen om det personlige ansvar, er et af hovedværktøjerne i forsøget på at styre befolkningen fra politisk<br />

side. Et eksempel på det, er en kampagne som blev sat i værk i folketings året 2007-08, bl.a. med hjemmesiden<br />

www.mitansvar.dk (Regeringen 2008:9).<br />

Det er et rimeligt krav at de unge deltager i samfundet og er med til at skabe og vedligeholde det, lige som det er et<br />

rimeligt krav overfor de voksne. Men en del af denne diskurs fra politikernes side overfor de unge er, at deltagelsen kun<br />

accepteres på de rigtige vilkår. Det personlige ansvar skal tages på en bestemt måde. Det at være ansvarlig, er ikke<br />

ensbetydende med at handle ud fra overvejelser om, at handlinger har konsekvenser, som man skal være parat til at leve<br />

med. I den politiske diskurs er det, at tage personligt ansvar, ensbetydende med ikke at ligge samfundet til last eller være<br />

en byrde. En byrde fx unge på kontanthjælp, i denne sammenhæng, forstås som. Der sættes lighed mellem det, at være i<br />

uddannelse eller arbejde, og det at være ansvarlig. Diskursen tjener en dobbelt funktion. Den tydeliggør for individet, at<br />

det alene bærer ansvaret for, om det kan anerkendes som bidragyder til samfundet, gennem deltagelse i enten uddannelse<br />

eller beskæftigelse. Samtidig indebærer denne forståelse af ansvarlighed en de facto umyndiggørelse de af unge, og<br />

andre der modtager offentlige ydelser, som retfærdiggør det stigende kontrolsystem overfor disse mennesker<br />

(Mchangama 2012), da de agerer ”uansvarligt” ved ikke at deltage på den måde, der anerkendes som et bidrag til<br />

samfundet.<br />

2.2.4 De politiske aftaler som diskursive signalflag<br />

De politiske aftaler, som fx ”Fremgang, fornyelse, tryghed” (Regeringen 2006a), signalerer handlekraft og målrettethed,<br />

og at alle har lige muligheder samt frihed til at vælge. Indholdet af lovpakkerne er dog langt mere begrænsende for den<br />

enkelte, og politikken har medført flere sanktioner og regler. De forskellige reformer begrundes med et ønske om højere<br />

standarder, effektivitet og kvalitet for de samme penge, samt større frihed til de enkelte institutioner.<br />

Den gennemgående linje i politikernes udmeldinger er et mål om mindre topstyring. Konsekvensen af de forskellige<br />

reformer bærer dog omvendt præg af netop centralisering og topstyring. Kommunerne er blevet større, hvilket betyder,<br />

der er længere for den enkelte borger til deres lokale politikere. Staten blander sig mere direkte i socialforvaltningernes<br />

arbejdsgange. Gennem beskæftigelsesindsatsen og med økonomiske incitamenter, både over for borgere og<br />

forvaltningerne (Finansministeriet 2002, Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2005). På universiteterne er ledelserne nu<br />

udpegede af Videnskabsministeriet, hvilket betyder at hvem der leder universiteterne, er en politisk beslutning. Samtidig<br />

er universiteternes organisering ændret mod en mere virksomhedsorienteret ledelsesform, hvilket betyder at de skal køres<br />

på markedsvilkår, efter profit som konsekvens af Universitetsreformen fra 2003, hvor bl.a. Kvalifikationsnøglen blev<br />

indført (Styrelsen for International Uddannelse 2011).<br />

Fremstillingen af unge, som en gruppe der skal styres i den rigtige retning samt som krævende og forkælede, er med til<br />

at sætte en stemning i den offentlige debat, hvor denne diskurs om de unge, er blevet accepteret som sandheden. Det<br />

giver politikerne større råderum til at stramme reglerne. De unges modsvar eller forsøg på at påvirke debatten har ingen<br />

gennemslagskraft og bliver på det groveste affejet af ”de voksne”, som småforkælet krævementalitet eller dovenskab<br />

(Jensen 2012 [19] ). De unge bliver også fanget i dette spin(d). Hvis de protesterer, organiserer sig og demonstrerer, er det<br />

et bevis for at de er forkælede. Hvis de unge ikke reagerer, ikke gør noget er det et bevis for at de unge er passive, ikke<br />

deltager i samfundet eller tager ansvar for deres liv og samfundets fremtid. Dette bruges så til at retfærdiggøre yderligere<br />

indsatser på ungeområdet. De unge bliver beskyldt for ikke at deltage aktivt, og når de deltager bliver de beskyldt for at<br />

være forkælede.<br />

Diskurserne og den førte politik stiller de unge i en situation, hvor de, uanset hvad de gør, ikke bliver anerkendt som<br />

ligeværdige eller betydningsfulde medborgere. Det er en iscenesættelse af de unge som illegitime deltagere og som<br />

uansvarlige i forhold til samfundets fælles interesser, og derfor som en gruppe, man som samfund godt kan forsvarer at<br />

file:///I|/...R/GADERUMMET%20DK/annemarie/2012%20Haabloes%20ungdom.%20Anne%20Marie%20Jensen,%20Speciale%20psykologi.htm[29-01-2013 18:55:11]

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!