pdf-format - Gaderummet

2012 August. Håbløs ungdom. Anne Marie Jensen INSTITUT FOR PSYKOLOGI Ψ KØBENHAVNS UNIVERSITET Ψ 2012
værnepligt. Lasse vælger Søværnet, da de kan optage ham hurtigere. Her kan han starte, lige når han er fyldt 18 år, og
den kortere ventetid gør udslaget, i højere grad end indholdet. Han vil bare gerne i gang med det, han har drømt om i
flere år. Forestillingen om at skulle i militæret har Lasse haft siden folkeskolen, som en interesse han har dyrket med en
ven og dennes familie (l.423-426). Han har tilsyneladende ikke delt denne drøm med sin egen familie eller lærere.
Lasses hovedbegrundelse for at ville i militæret, er en drøm om et utraditionelt arbejde (l.433), med anderledes
udfordringer og arbejdstider. Han har en drøm om, og et behov for at prøve noget andet end det liv, han kender fra byen,
han er vokset op i (l.435-36).
Drømmen om en karriere i militæret bliver forhindret af, at Lasse, i perioden op til sin session, begår et butikstyveri som
han bliver taget i. Mens han aftjener sin værnepligt bliver han idømt bødestraf for tyveriet. Han får lov at færdiggøre sin
værnepligt, selvom hans overordnede ikke er glade for, at han skal igennem en retssag, mens han er på kasernen (l.1420-
40). Dommen for tyveriet betød, at Lasse ikke kunne fortsætte i militæret efter værnepligten. Hans drøm og
fremtidsperspektiv bliver pludseligt utilgængeligt for ham, og han står tilbage uden en plan og uden at vide hvad han vil
igen. Efter værnepligten vendte Lasse tilbage til at arbejde ufaglært i sin hjemby. Lasse føler sig stadig uretfærdigt
behandlet af militæret, da han ved, at nogle af hans venner efterfølgende er blevet tilbudt ansættelse i militæret på trods
af mere alvorlig kriminalitet end den han selv har begået (l.1458-61). Samtidig er han glad for ikke at være endt i
militæret, da hans venner der har været udsendt, er vendt hjem med alvorlige psykiske og følelsesmæssige mén. Han
afslog at blive genindskrevet i Søværnet, da hans dom bortfaldt fra straffeattesten.
”[D]er kunne man så sige bagefter, var jeg glad for det? Ja måske, hvis man ser på min kammerat den dag i dag
så er jeg vel glad for at jeg ikke tog af sted […] [han er] fuldstændig smadret nu […] lidt ligesom de drenge jeg
arbejdede med på asylcentret, præcis samme symptomer” (l. 1477-82)
Drømmen om det anderledes, som Søværnet er repræsentant for på dette tidspunkt i Lasses liv, er ikke velartikuleret eller
-defineret. Lasse ved bare, at han har lyst et ”anderledes arbejde” (l.394). Denne lyst til udfordringer og en anderledes
livs- og jobsituation, er ikke noget som Lasse har delt med andre, det er en drøm han har gået med for sig selv. Lasses
fortælling om sin drøm om at få en karriere i militæret, er første gang i interviewet, at han beskriver et håb og nogle
fremtidsrettede perspektiver, der omhandler andet og mere, end blot det at have en indtægtskilde. Søværnet var en
interesse, der havde et ophav hos ham selv og handlede om mere end at løse problemet med livsopretholdelse. I
drømmen er en lyst til noget mere, som indeholder potentialet for forandring og udvikling, og heri ses kimen til et
selvbestemt, konkret håb, der adskiller sig fra den krav-opfyldende måde, Lasse ellers forholder sig til spørgsmålet om
beskæftigelse. Her er Lasse parat og motiveret til at engagere sig i en uddannelse som har et subjektivt, meningsfyldt
fremtidsperspektiv for ham. Fordi håbet om det anderledes for Lasse har privat karakter, bliver det sværere at handle på,
da han kun har sig selv at samarbejde med. Håbet om en anderledes beskæftigelse har ikke kunnet udforme sig konkret,
da det ikke har haft en praksis at transformere sig i, fra abstrakt forestilling til konkret praksis. Hvis Lasse havde haft en
kooperation med vigtige andre om sin drøm, ville det måske kunne have understøttet ham i at muliggøre essensens af
den, nemlig det at finde en beskæftigelse, der indholdsmæssigt byder på andre udfordringer og har andre arbejdsrutiner.
Efter værnepligten vender Lasse tilbage til sin hjemby og genoptager de gamle rutiner. Der bliver ikke samlet op på hans
kuldsejlede planer, og han har ikke nogen at generere et nyt fremtidsperspektiv eller håb sammen med. Det potentiale for
forandring og udvikling, der var for Lasse på det tidspunkt, lukkes. Lasse genfinder først et mulighedsrum for reel
forandring, hvor han kan handle på sit håb om noget anderledes, med sit job på asylcentrene flere år senere.
4.2.4 Arbejdsløshed og opbrud
Fra tiden i militæret sluttede i 2003, til Lasse flytter til København i 2009, har han forskellige job på fabrikker i
lokalområdet. Mens Lasse var i Søværnet, stoppede han med at ryge hash og det medførte et brud med en del af hans
vennekreds. Lasse forsøger ikke at starte på en ny uddannelse, da han kommer tilbage, men skifter mellem forskelligt
lønarbejde. Da han er 19-20 år, bliver han arbejdsløs første gang i en periode på ca. et halvt år. Her bliver han sendt i
aktivering først hos en VVS’er (l.639) og siden hos en anlægsgartner (l.673-74). Socialrådgiveren på jobcenteret
forholder sig ikke til, at Lasse grundlæggende ikke ved, hvad han vil eller kan. Hun spørger blot, hvad han har lyst til at
prøve (l.635-36), uden at finde ud af, om Lasse har nogen ide om dette. Igen stilles Lasse overfor et valg mellem
muligheder som han ikke har nogen klar fornemmelse af, hvad indebærer eller om han har lyst til. Fra kommunens side
vælger man at foreslå håndværksfag, på trods af at Lasse allerede er droppet ud af to grundforløb på EUD. Lasse vælger,
da han ved at han skal vælge for at få sin kontanthjælp. Det kommer ikke på tale om Lasse vil tilbage i uddannelse,
eventuelt forbedre sine karakterer i 10. klasse, selvom han ikke har anden uddannelse og hans karakterer ikke er særligt
file:///I|/...R/GADERUMMET%20DK/annemarie/2012%20Haabloes%20ungdom.%20Anne%20Marie%20Jensen,%20Speciale%20psykologi.htm[29-01-2013 18:55:11]