printvenlige udgave af Kort Nyt nr. 11 - marts 2011 - Dansk Erhverv

Virksomheden redegjorde nøje for faldet i omsætningen, for den generelle personalesituation i hele
firmaet og den konkrete filial, samt for hvor mange opsigelser og ikke-genbesatte stillinger, der
havde været.
Endvidere blev der udførligt redegjort for alderssammensætningen og anciennitetsfordelingen i
virksomheden.
Virksomheden begrundede opsigelsen af netop den konkrete medarbejder med, at det var hendes
primære arbejdsområde, som var hårdest ramt af krisen, at de øvrige medarbejdere var mere
fagligt kompetente, at hun ikke var så god til kundebetjening, samt at hun ikke var særlig vellidt.
Byretten starter med at konstatere, at nedskæringerne var sagligt begrundede i
omsætningsnedgangen, og at der var arbejdsmangel. Efter at have kigget på
alderssammensætningen i virksomheden og de skete nyansættelser, der fandt sted før krisen, lader
byretten virksomheden slippe med skrækken i forhold til forskelsbehandlingsloven, idet retten ikke
finder, at medarbejderen har sandsynliggjort, at der er blevet lagt vægt på alder.
I stedet dømmes virksomheden for usaglig afskedigelse i henhold til funktionærlovens § 2b som
følge af kvindens anciennitet. Retten fandt, at der måtte være skærpede krav til beviset for
saglighed, når der er tale om en medarbejder, der havde tilbragt næsten hele sit arbejdsliv i
virksomheden. Det bevis havde virksomheden ikke ført. Der var ansat nye i stillinger, som kvinden
kunne have klaret uden særlig oplæring eller omskoling, og der var ikke gjort reelle
omplaceringsforsøg. Der var endvidere ikke givet en advarsel vedrørende de mere personlige dele
af opsigelsesbegrundelsen. Kvinden fik derfor tilkendt en godtgørelse på 4 måneders løn – et beløb,
der dog ligger pænt under de 6-9 måneders løn, der efterhånden tilkendes ved
aldersdiskrimination.
Sagen for Ligebehandlingsnævnet
En kommune, som var i økonomiske vanskeligheder, opsagde en række medarbejdere i
kommunens støttecentre. Heriblandt en 62-årig omsorgsmedarbejder.
Forud for opsigelsen havde kommunen tilbudt at omplacere medarbejderen til en stilling som
nattevagt, hvilket han takkede nej til.
Omsorgsmedarbejderen klagede til Ligebehandlingsnævnet, idet han mente, at han havde været
udsat for aldersdiskrimination, eftersom kommunen vidste, at deres tilbud om genplacering ikke
havde nogen interesse.
Kommunen understregede, at de medarbejdere, som var indstillet til afskedigelse, var fra årgang
1947 – 1976, at den pågældende omsorgsmedarbejder ikke havde en uddannelse, at nogle af hans
arbejdsopgaver ville forsvinde, og at han manglede energi i det daglige arbejde.
Ligebehandlingsnævnet fandt, at den pågældende medarbejder ikke havde påvist omstændigheder,
som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for aldersdiskrimination. Blandt andet
lagde Nævnet vægt på aldersspændet mellem de opsagte medarbejdere.