HVORDAN GÅR DET DEM? - Frivillignet.dk

De ved ikke, om de må blive, eller om de skal hjem. Fra medierne hører de ind imellem forlydender om, at nu
skal alle flygtningene sendes hjem. Nyhedernes eventuelle nuancer fortoner sig i usikkerheden og frygten for
tilbagesendelse.
På trods af dette var der ingen af dette projekts unge, der havde overskredet grænsen til opgivelse. De var
sig bevidste, at de ifølge loven skulle yde noget for at Udlændingestyrelsen ville give dem lov til at blive. Det
ville de gerne – især for deres egen skyld.
Som det fremgår i kap. 21 om det psykiske helbred, har flere af de unge psykiske problemer, der skal klares.
Med en yderligere stresset periode, mens myndighederne behandler deres sag, er der meget at holde
sammen på.
I denne tid hvor de unge dybest set ikke ved, om de må blive, eller om de skal hjem, indoptager de imidlertid
ved deres handlinger, tanker og aktiviteter omgivelsernes nye krav og udfordringer. Nok er habitus træg,
men de fleste unge har et livsmod og fleksibilitet til at indrette sig, tage nyt til sig og foretage en ”kreolisering”,
som Mørck (1999:71) kalder en kulturblanding. Langsomt øger de deres kapitals formåen – socialt, kulturelt,
symbolsk og især sprogligt. I og med at de bor her, er de tvunget til at orientere sig mod samfundets krav og
ønsker. Ved denne nyorientering fjerner de sig som tidligere anført langsomt fra deres hjemlands normer.
Sagsbehandlingens juridiske karakter sammen med integrationslovens krav om integration (indberettelser
fra kommune og politi) står i skarp modsætning til pædagodiske og psykologiske ideer om udvikling og
tryghed. Og så længe sagen om ens fremtid ligger i andres hænder, ligger det i sagens natur, at den er svær
at tage i egen hånd.
> Konklusion
Det fremgår klart, at usikkerheden ved midlertidig opholdtilladelse påvirker de unge i form af tvivl om deres
fremtidsmuligheder. Ventetiden, mens afgørelsen om fornyelse af opholdstilladelsen foregår, stresser de
unge og er derved en strukturel barriere for de unges integration med indvirkning især på det psykiske plan.
Kapitlets eksempler tegner nogle reaktioner på ventetiden. Sammen med andre stressende faktorer i
integrationsprocessen – hverdagsdiskriminering og integrationspres eksempelvis, bliver presset på den
enkelte stort.
Udover at jeg ikke synes, at de unge skal bydes endnu en usikker ventetid, mener jeg heller ikke, at de skal
bebyrdes med usikkerheden om en eventuel udvisning. Ønsker de at vende tilbage til hjemlandet, kan de til
hver en tid gøre det.
Denne rapports unge magtede at leve i usikkerheden. Hvorvidt nogen ikke står det igennem, men opgiver,
må stå som et åbent spørgsmål.
Hvordan går det dem? 56