HVORDAN GÅR DET DEM? - Frivillignet.dk

Konklusion
Der findes ingen enkle og ens løsninger på, hvad der er den bedste boform, og dermed heller ikke hvordan
de unge får den bedste omsorg. Målet for boligformen i den første tid må derfor tilrettelægges efter den
enkeltes behov, modenhed og kompetencer.
Flere af projektets unge har ytret ønske om at bo i en dansk (pleje)familie eller i det mindste blive tilknyttet en
– det gælder også de ældste, de 17 årige. Her skal der ikke være tale om professionel familiepleje, med
mindre det fordres af hensyn til den unge.
Kunne det være en idé, at unge børn under 14-15 år, der får opholdstilladelse, automatisk anbringes i dansk
familiepleje, hvor der er integrationserfaring?
Erfaringerne med at bo hos sin etniske familie er blandede blandt dette projekts unge. Imidlertid er dårlige
erfaringer på området belastende både for den unge og for familien. Der ligger ingen automatik i, at den
etniske familie har omsorgskompetence til at kunne tage sig af en ung slægtning.
Endelig er det vigtigt, at kommunerne lever op til deres tilsynspligt med børn/unge, der bor privat.
En af de unge, der kom til Danmark som 14 årig, var blevet spurgt, om han ville flytte i børnehus eller i
plejefamilie. Han valgte børnehuset, dels fordi han var genert, dels fordi at her boede der andre landsmænd.
Han kom til udelukkende at bo sammen med andre landsmænd. Det var ikke en heldig beslutning. Faktisk
mener jeg ikke, at børnene som i ovenstående tilfælde skal have en valgmulighed, for hvordan skulle de vide,
hvad der er det bedste for dem i en sådan stor beslutning, hvor boform og omsorg er sammenkædet med
bedst mulig integration for øje?
Pædagogisk er det vigtigt at være opmærksom på, at børnene/de unge vokser. Denne udviklingsproces skal
kunne magtes af en plejefamilie. Her er tale om teenagers i en løsrivelsesproces, der gerne skulle forløses
positivt. Det vil sige, at der også skal være nogen at løsrive sig fra – på bedste vis.
Som slutreplik vil jeg henlede opmærksomheden på det nødvendige i, at der allerede fra begyndelsen i langt
højere grad end tilfældet er nu, rettes opmærksomhed mod en majoritetsbaseret tilknytning. Udflytningen til
kommunen må derfor dreje sig om en vellykket kombination af boform, omsorg og kontakt til majotitetsbefolkningen.
Boformen i sig selv skal virke som en mulighed i integrationsprocessen. Det er vigtigt. Rundt om i
kommunerne er der gjort mange erfaringer. Kunne disse indsamles og evalueres? Til de unges bedste.
Hvordan går det dem? 63