HVORDAN GÅR DET DEM? - Frivillignet.dk

Konklusion
I kapitlet er kompleksiteten af støtten og vejledningen til de unge belyst. 2/3 dele af de unge oplever, at de
har fået den støtte og vejledning, de har haft brug for. Denne oplevelse er dels forbundet med en boform,
hvor der ydes omsorg. Dels er den forbundet med den unges kontakt til en omsorgsperson, som den unge
knytter sig til. En del omsorgpersoner knytter sig til de unge, også efter at det professionelle forhold er ophørt.
Dette har stor betydning for den unges oplevelse af tryghed og kontinuitet og har formodentlig haft stor
betydning for graden af integration.
Når de unge når skelsår, 18 år, ophører stort set al form for hjælp og vejledning. Denne mangel er en
barriere for integrationen, som kan give sig udslag i opgivelse af mål, mangel på udvikling af danskkundskaber,
manglende uddannelse m.m. De unge siger højt og tydeligt, at de ikke klarer sig uden voksenhjælp
og støtte. De skal alt for meget alene. Kommunerne efterlader generelt de unge i alt for høj grad ved deres
18. år. Det kunne med den svenske tænker Göran Rosenbergs ord skyldes ”en konflikt mellem de
kortsigtede kalkuler og de langsigtede forpligtelser.” (Man kunne kort lade tankerne strejfe de unge, der
indrejser som 18 og 19 årige. Hvad bliver der tilbudt dem?).
Mig bekendt findes der ikke nogen overordnet politik for de uledsagede flygtninges liv her i Danmark. Der
eksisterer ikke en plan for, hvad vi vil med de unge her i landet, nu hvor vi har budt dem indenfor. Hvilke
tilbud har vi til dem? Hvilke krav har vi til dem? Og hvem fortæller dem det?
Når det ikke går værre end tilfældet er, skyldes det først og fremmest de unges ukuelighed og den gode
professionelle.
Hvad med de unge, der ikke magter denne store frihed og frisathed, der let kan glide over i forladthed og
savn? Jeg har ikke mødt dem, men de findes. I hvilket tal ved jeg ikke.
En udbygning og kombination af efterværn og ungdomsvejledning er tiltrængt. Målet må være at følge den
unge, indtil han/hun er kommet ind i en stabil uddannelses- eller beskæftigelsessituation, som også Silkeborg
kommune skriver det i deres projekt ”Kvalitet i ungdomsvejledningen.”
Det er således helt klart, at der i offentligt regi skal ske forbedrede tiltag på støtte/vejledningsområdet,
således at de unge kan udholde det lange seje uddannelses- og integrationstræk – også efter det 18. år. Det
er nødvendigt, at man gør forskel på de unge sent ankomne og danskere, da de førstnævnte pr. definition
er ”bagefter.”
På den ene side har de unge brug for gedigen vejledning fra det offentlige, på den anden side har den unge
også ret til at blive selvstændig og privat. Ser vi den unge som aktøren, der hver gang han/hun skal have
hjælp, må benytte sig af en offentlig ansat, oplever vi et ungt menneske, der skal begå sig på et felt, hvor
han er den underlegne. Jeg mener simpelthen, at det er nødvendigt, at den unge på sigt lærer at leve uden
det offentliges indblanding, uden at blive klientgjort – på lige fod med os andre. Jeg synes, at de unge har ret
til at blive en del af det private Danmark.
Som det stort set fungerer nu med udvidelsen af den professionelles domæneoverførsel til privatsfæren,
kommer de unge ikke endelig fri af det offentlige. Selv om mange af disse forhold er til stor (gensidig, håber
jeg) glæde og føles uundværlige.
Vi har alle grænser for, hvor mange vi orker at lære at kende. Det gælder formodentlig også de uledsagede,
der som klientgjorte og institutionaliserede har mødt mange nye ansigter. Man bliver, hvor der er trygt, hvis
det går. Det gør mange af os andre formodentlig også.
Min pointe bliver derfor, at de unge tidligt skal knyttes til en talsmand/mentor, som er en voksen dansker, der
vil fungere i et forpligtende forhold til den unge. Talsmanden skal være uafhængig af det offentlige. Dette
forhold kan eventuelt udbygges, eller det kan være vejen til et dansk netværk.
Spørgsmål 12e lyder: ”Er det en god idé med en voksen dansker, der hjælper en fra starten, efter at man har
fået opholdstilladelse?” Det svarer 29 ”ja” på, 1 svarer ”nej”.
Én, der tager deres parti.
Sandt at sige tror jeg, at det spiller en stor rolle at knytte kontakt til etniske danskere, fordi der heri ligger den
endelige accept af at være velkommen. Men jeg kan overfortolke. Togeby og Møller (1999:40) omtaler
imidlertid til understøttelse af min idé, at venskabelige forbindelser mellem medlemmer af minoriteten og
medlemmer af majorieteten er et godt tegn på vellykket integration. En styrkelse af den sociale kapital og
sociale anerkendelse.
Hvordan går det dem? 77