FLV10-jun2005 - Forsvarskommandoen

RESPEKT FOR ELEMENTERNE ER BLIND PASSAGER
AF KATHRINE BISGAARD VASE
KNAPT 38 ÅR I FLYVENDE TJENESTE HAR BENNY SCHULER BAG SIG.
TILBAGEBLIKKET VIDNER OM EN GOD TID MED HÅRDE OPGAVER OG
GODT SAMMENHOLD, OG IKKE MINDST STOR RESPEKT FOR VIND OG
VEJR.
6585,5 timer er det blevet til ombord på S-61-helikopteren.
Flymaskinist Benny Schuler fløj sin sidste mission for Eskadrille
722 den 11. april 2005 på jubilæumsdagen for den gamle helikopter.
Han har gjort tjeneste i Flyvevåbnet lige så længe som S-61,
men nu er det tid til at gå på pension. At det har været hårdt arbejde,
er han ikke i tvivl om.
- Jeg mødte til flyvende tjeneste i 722 den 15. november 1967
efter at have været på flymekanikeruddannelse og på værksted i
Værløse, og jeg startede som redder. Det er jo ikke et job uden risiko,
og man kan virkelig få tæsk, når man skal ned og kæmpe
med elementerne, fortæller han.
HELT SPECIELT SAMMENHOLD
Benny Schuler sidder i kaffestuen i eskadrillen og bladrer lidt i de
gamle scrapbøger. Vores snak afbrydes indimellem af personer,
der skal ind og sige pænt farvel til ham. Fælles for dem alle er, at
de siger tak for godt samarbejde. Og netop samarbejdet er en
essentiel del af arbejdet i eskadrillen.
- Vi er jo som en lille familie, for vi lever så tæt sammen med
hinanden gennem så mange timer, og det gør også, at fællesskabet
set med militære øjne er lidt atypisk, for der er ingen rangorden.
Missionerne kræver, at alle i besætningen er gode til deres
job, og ingen kæde er stærkere end det svageste led.
Sammenholdet bliver også fasttømret efter nogle ofte barske
oplevelser.
- Vi oplever jo nogle ting sammen på missioner, som andre ikke
rigtigt kan sætte sig ind i, og så er man nødt til at tale det ud af
systemet. Ingen går i seng uden at have fået afklaret sådan noget,
og det betyder også, at tonen nok er meget speciel her.
NOGLE MISSIONER ER TÆT PÅ
Jeg spørger ham om det ofte stillede spørgsmål. Hvilken mission
har gjort størst indtryk?
- Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt om
det, og det er enormt svært at svare på. I min tid her har jeg fløjet
over 1500 missioner, og dybest set gør de jo alle sammen indtryk.
Man er nødt til at distancere sig for at kunne holde til det, selv
om det lyder lidt hårdt.
Benny Schuler kigger ud af vinduet og tænker sig om.
Benny Schulers kone var med på den sidste flyvetur i hans lange karriere
i Flyvevåbnet. Hans afsked faldt meget passende på 40 års jubilæumsdagen
for S-61-helikopteren, som han har fløjet 6585,5 timer i.
- Vi havde jo en periode med mange flystyrt, og det er rigtigt
svært at være den første på stedet. Selv om man måske ikke kender
dem personligt, så er det alligevel kolleger. Derudover var jeg
med til at rydde op efter havariet i 1968. Da kom det hele meget
tæt på, fordi man tænker, at det jo et eller andet sted kunne have
været en selv.
Derudover har især missioner, hvor der har været børn involveret
sat deres spor.
- Det er aldrig rart, når det har noget med børn at gøre. De er
uforskyldte, og voksne kan måske lidt bedre overskue konsekvensen
af deres handlinger.
VIL IKKE HYLDES
Udtryk som ”at gøre en forskel” og ”hverdagens helte” vil Benny
Schuler ikke rigtigt høre. Han har nydt sit job, men søger tydeligvis
ikke efter skulderklap og anderkendelse fra omverden.
- Altså, det her job giver så meget, og selvfølgelig er det en rar
fornemmelse at være med til at redde liv, men man skal ikke fortabe
sig for meget i selvtilfredshed, for det er vores arbejde, og
sådan er det.
Respekten for elementerne er tydelig hos Benny Schuler.
Fotos: Eskild J. Nielsen-Ferreira, Flyvevåbnets Fototjenste
30