samfundsfagsnyt - FALS

parterne (for en tid) havde opgivet troen på, at
de kunne få mere ud af at slås end at tale.
Har danmark særlige forudsætninger
for at gøre en forskel?
Svaret var ja ifl. tidligere udenrigsminister Per
Stig Møller (V) (2004): “Som en småstat uden
en blakket kolonial fortid i regionen og med en
afbalanceret tilgang til den arabisk-israelske
konflikt har det været muligt for os at bevare
troværdigheden i forhold til alle konfliktens parter”.
Denne karakteristik passer imidlertid også
de øvrige nordiske lande, og især Norge etablerede
sig med Oslo-aftalen og sin efterfølgende
indsats i andre fredsprocesser, som den naturlige
småstat at lytte og henvende sig til. Siden hen
gav Muhammed-tegningerne i 2005 den danske
troværdighed i den arabiske verden alvorlige
ridser i lakken, hvilket har gjort det sværere for
Danmark at fremstå som en upartisk og troværdig
mægler.
Vender vi blikket fra konfliktens parter til de
involverede stormagter, giver det tætte forhold
til USA Danmark en komparativ fordel, men
muligheden for at påvirke USA’s Mellemøstenpolitik
synes meget lille. I og med at briterne,
der står USA endnu tættere, aldrig været i stand
til at påvirke den amerikanske Mellemøstenpolitik,
er det svært at se, hvordan Danmark
skulle kunne gøre det.
Vi har heller ikke ført en politik, der adskiller
sig fra USA’s og EU’s. Danmark har stort set
fulgt med strømmen og bakket op om de initiativer,
som USA og EU har taget. Mantraet for
den danske politik har været balance: balance i
forhold til israelerne og palæstinenserne/araberne
og balance i forhold til vores partnere i
EU og i USA. Danmark spillede en rolle i forbindelse
med udformningen af Køreplanen for
Fred fra 2002, da Danmark havde EU formandskabet.
Men det er svært at påvise, at Danmark
gjorde en indholdsmæssig forskel i den førte
politik og for alvor fik sat fingeraftryk på den.
Kan danmarK gØre en forsKel i mellemØsten?
Formålet med køreplanen var først og fremmest
at få liv i Oslo-processen igen.
er betingelserne for småstatsindflydelse
til stede?
Selv med de rette forudsætninger er det imidlertid
et åbent spørgsmål, om Danmark ville kunne
gøre en forskel. Rammebetingelserne er nemlig
alt andet end gunstige for tiden. Faktisk er sandsynligheden
for, at Danmark kunne bane vejen
for et gennembrud i Israel-Palæstina konflikten
lig nul. Det skyldes for det første den “kolde
krig” i regionen, som Saddam Husseins fald har
givet anledning til. Iraks kollaps skabte et tomrum,
som Iran med nogen succes har søgt at udfylde
med en kombination af hård anti-israelsk
og anti-vestlig retorik, et tættere samarbejde med
Syrien og militær støtte til militante grupper som
Hizbollah og Hamas. Saudi-Arabien, de øvrige
Golf-stater, Egypten, Jordan, Israel og Vesten
har med næb og kløer forsøgt at mindske Irans
voksende indflydelse, og Israel-Palæstina konflikten
er blevet en central slagmark i denne
magtkamp. Det skaber mindre rum for kompromisser
på to måder. Dels ved at gøre det sværere
for den pro-vestlige arabiske lande blok at bakke
op om initiativer, der på nogen måde kan tolkes
som indrømmelser til Israel. Dels ved at gøre det
lettere for Hamas at fortsætte sin uforsonlige linie
overfor Israel. En varig fredsløsning forudsætter
opbakning fra alle regionen stormagter,
og denne opbakning har den nye kolde krig gjort
det meget vanskeligere at etablere.
For det andet har ingen af parterne i øjeblikket
nogen leder, der vil være i stand til at skabe
opbakning til de indrømmelser, som en varig
aftale ville kræve af begge parter. Den palæstinensiske
lejr er præget af en voldsom magtkamp
mellem Hamas og Fatah, der mest af alt
minder om en borgerkrig. Fatah kontrollerer
Vestbredden, mens Hamas har kontrolleret Gaza-striben
siden 2007, da den smed Fatah ud
med magt. Hamas anerkender ikke Israels ret
samfundsfagsnyt december 2010
37