hf_59-april_07.pdf - Hus Forbi

Et urimeligt
dilemma
Susannes søn Peter er blevet mere og mere psykotiske gennem de seneste syv år, men nægter at tage imod behandling og har flere gange valgt at flakke om i ugevis uden mad og penge.
Susannes søn er alvorligt psykisk syg, men den erkendelse har han ikke selv. Han vil
bare være i fred. Og selv om han flere gange har truet sin mor på livet, kan han ikke
tvinges i behandling. Det sætter Susanne i et svært dilemma: Enten må hun selv
tage ansvar for sin søns liv og bedring, eller også må hun se ham gå til grunde
Af Tina Juul Rasmussen
Foto: Hanne Loop
Billederne taler deres eget tydelige
sprog:
Køkkenvasken er fyldt op med
beskidte gryder og tallerkener,
køkkenbordet sejler i en tyk, brun
masse, de to el-blus er også dækket
af madrester, fliserne på væggen er
sprøjtet til med brune pletter og
tom mad-emballage flyder over hele
køkkenbordet. På stuegulvet ligger
tomme papkasser, cigaretskodder og
aske side om side med en gammel,
plettet skumgummimadras, papirer
og alt muligt andet ragelse. Sofabordet
er dækket af løse cd’er og
kaffekopper, og sofaen er fyldt med
papkasser og anden emballage.
Billederne er fra en af de efterhånden
mange lejligheder, Peter er
blevet smidt ud fra, fordi han ikke
er i stand til at passe dem. Billeder,
hans mor har taget for at kunne
dokumentere, at den er gal med
hendes søn.
- Jeg vil mene, at vores samfund
ikke gør, hvad det skal, når man er
så syg som ham. Og jeg mener, at
lovgivningen skal ændres, så det
ikke er os pårørende, som er nærmest
på den syge, der skal sørge for
at få ham indlagt.
Øv, for et system
Sådan siger Susanne, mor til Peter
på 29 år. Peter har igennem de
sidste syv år været inde og ude af
psykiatriske hospitaler og er gradvist
blevet mere og mere psykotisk.
I perioder har han været forsvundet,
flakket om på gader og veje, brudt
ind i huse for at få ly og stjålet fra
butikker for at få mad.
Og hans mor Susanne er ved at
være slidt ned – både af bekymring
og smerte over at se sin søn have
det så dårligt – og over, at både det
sociale system og behandlingssystemet
gør så lidt for at hjælpe Peter.
- Peter har ikke selv nogen sygdomserkendelse
og mener bare, at
vi (hans familie, red.) skal lade ham
være i fred og ikke blande os i hans
liv. Men det er svært bare at se på,
hvor dårligt han har det. Og samtidig
har han ingen tillid til hospitalerne,
lægerne eller systemet mere.
Så han bliver meget, meget vred på
mig, hver gang jeg prøver at tale behandling
med ham. Det betyder, at
den spinkle tillid, jeg har opbygget
til ham, risikerer jeg at sætte over
styr, hvis jeg går til systemet – fordi
han oplever, at jeg svigter ham.
Men samtidig er det helt urimeligt
at bede mig om bare at se på, mens
han kommer længere og længere ud.
Min største bekymring er, at hvis
han ender på gaden igen, kan han så
holde til det? Han har tidligere sagt,
at han var træt af sit liv, siger hun.
Udover den konstante bekymring
og angst betyder Peters manglende
sygdomserkendelse også, at Susanne
er den, som gang på gang må rende
alt fra praktiserende læger, socialkontorer,
psykiatriske afdelinger og
overlæger på dørene for at få hjælp
til sin søn. En kamp, som ifølge
Susanne indtil videre ikke har givet
noget brugbart eller varigt resultat.
- Hver gang, Peter har været
indlagt, har de udskrevet ham igen,
inden han var færdigbehandlet.
Sidst han var frivilligt indlagt for
to år siden, beholdt de ham kun to
dage, selv om han selv havde bedt
om at måtte være der i mindst 14
dage, og de havde lovet ham det. Så
min tillid til systemet kan efterhånden
ligge et meget lille sted,
erkender Susanne.
Følte sig forfulgt
Peter var indtil for syv år siden en
ung mand med et helt normalt liv:
I lære som tømrer, har kæreste og
egen bolig. En dag, da han skal ud
til et job med sjakket fra firmaet,
kommer han for sent til bilen. For
mester er det ’no big deal,’ han
sender bare Peter ud til en anden
byggeplads. Men hos Peter sker der
noget, fortæller hans mor:
- Han oplever ikke at kunne få
ordene ud af munden eller kunne
flytte sine ben. Han skrev sine oplevelser
ned, og jeg har senere læst
lidt af det, og hvis det er sandt,
hvad han skriver, har han været
udsat for massivt mobning på lærepladsen.
Han kommer også til mig
og beder om hjælp, fordi han mener,
han kan se igennem folk, husker
Susanne.
Peter bliver henvist til en psykolog,
som efter en enkelt samtale
Peter kan ikke tage vare på sig selv og er flere gange blevet smidt ud af lejligheder og værelser - og hver gang må
hans mor træde til og hjælpe. - Og samtidig siger alle i systemet, at vi skal være ’forældre’, ikke ’behandlere.’ Jo, så
lad os slippe for det, men det får vi ikke mulighed for. Alle er enige om, at han har brug for hjælp, men så længe
Peter ikke selv vil, kan de ikke gøre noget, lyder frustrationen fra hans mor.
ikke mener, at Peter behøver at
komme igen. Efter et stykke tid,
hvor Peters angst for at gå på arbejde
tiltager, får Susanne den samme
psykolog til at tale med Peter igen.
Denne gang mener psykologen, at
Peter er uden for rækkevidde.
De følgende år går det forholdsvist
hurtigt ned ad bakke for Peter.
En psykiater, han går hos, sætter
flere diagnoser på ham. Efter et år
bliver han for første gang indlagt
på ungdomspsykiatrisk
afdeling.
Efter et års
indlæggelse
og ophold på
et beskyttet
værksted
vender Peter
tilbage til sin
gamle læreplads,
men leve
det går ikke.
Kæresten forlader
ham også, og Peter isolerer sig
mere og mere. Hans familie forstår
ikke på det tidspunkt, hvor syg han
faktisk allerede er. Han bor alene
langt ude på landet, drikker en del
og kan ikke passe hverken job, hus
eller økonomi. Han fryser og sulter,
husker hans mor.
Heller ikke en periode med en
støtte-kontaktperson fra kommunen
Vi fik ham efterlyst,
fordi han flere
gange havde givet
udtryk for, at livet
ikke var værd at
gør den store forskel for Peter, som
ender med at forvinde fra sin bopæl
på en campingplads i sommeren
2003.
- Vi fik ham efterlyst, fordi han
flere gange havde givet udtryk for,
at livet ikke var værd at leve, men
han dukkede selv op uden at vide,
at han var efterlyst og blev rasende,
fordi han bare ville være i fred,
fortæller Susanne.
Peter prøver to gange at gennemføre
en HF,
men dumper, og
fra sommeren 2004
til foråret 2005 ryger
han ind og ud
af en psykiatrisk
afdeling. Han er
plaget af stemmer
og tror, at alle vil
ham til livs.
Efter endnu en
frivillig indlæggelse
i februar 2005,
hvor Peter føler sig
svigtet af personalet, lader han sig
udskrive. Han tager medicin i nogle
måneder, får det bedre og giver selv
udtryk for, at han skal have hjælp til
at komme videre. Men efter endnu
en fiasko med job på en fabrik tager
nedturen endnu engang fart.
- Peter var begyndt at drikke
massivt og blev smidt ud af kontanthjælpssystemet,
fordi de mente,
at han ikke ”gad” arbejde. Men han
kunne jo ikke – han ville virkelig
gerne! Så i det meste af 2005 isolerede
han sig bag nedrullede gardiner
og var meget ulykkelig, husker
Susanne.
Hun beslutter derfor endnu
engang at gribe ind, fordi hun kan
se, at Peter ikke selv er klar over,
hvor syg han er. Han ender også
med at få tilkendt en førtidspension.
Susanne kontakter alt fra
sagsbehandlere til distriktspsykiatri
– og alle er enige om, at Peter har
brug for behandling. Men fordi Peter
ikke selv vil, sker det ikke. Og Peter
bliver mere og mere vred på hele
verden.
Du skal dø
En morgen i marts 2006 besøger
Susanne Peter i hans lejlighed. Her
oplever hun, at han taler med forskellige
stemmer, og en af stemmerne
siger, at hun skal dø. Hun flygter
derfor fra lejligheden. Det er anden
gang, Peter truer sin mor på livet.
Efterfølgende forsvinder Peter
– for dog at blive tvangsindlagt
efter en uges tid. Her får han udgang
få dage efter, selvom Susanne
udtrykker sin bekymring for det.
- Jeg frygtede, at han ville
stikke af. Han var jo ikke kommet i
behandling endnu og havde ingen
forståelse af, hvorfor han var ind-
18 hus forbi · nr. 59 · april 2007 hus forbi · nr. 59 · april 2007 19