hf_59-april_07.pdf - Hus Forbi

Rådet for Socialt Udsatte:
Er udpeget af socialministeren og
har til opgave at være talerør for
hjemløse, narkomaner, prostituerede,
sindslidende, alkoholikere og andre
socialt udsatte.
Mød Rådets medlemmer her i Hus Forbi:
>> Preben Brandt (nr. 45-2006)
>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006)
>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006)
>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006)
>> Nina Brünés (nr. 54-2006)
>> Sadia Syed (nr. 55-2006)
>> Jane Koczak (nr. 56-2007)
>> Cliff Kaltoft (nr. 57-2007)
>> Joan Fisker Hougaard
>> Jens Erik Rasmussen
>> Bjarne Lenau Henriksen
>> Jannie Petersen
22 hus forbi · nr. 57 · februar 2007
- Vi afviser aldrig nogen kvinder. Men det kan godt være, de ender med at sove i en lænestol, siger Joan Fisker Hougaard,
leder af Reden i Århus. Krucifikset er en gave.
Med accept, stor rummelighed og rimelige krav, tager Joan Fisker
Hougaards imod ’gadens kvinder’ i Reden i Århus. Her følger
niende portræt af Rådet for Socialt Udsattes medlemmer
Af Helle Jørler
Foto: Claus Sjödin
Der er dømt omsorg, fra jeg træder ind i det lavloftede,
undseelige byhus, som rummer fristedet
Reden for prostituerede i Århus:
- Gik turen godt?, har du fået frokost?, vil du
have kaffe eller the? Tilbuddene strømmer en i
møde fra de ansatte og frivillige kvinder, ’anført’
af den daglige leder, Joan Fisker Hougaard. Med
varme, sødme, åbenhed, men også fast robusthed
og urokkelig autoritet. Og fru Hougaard føles som
den helt rigtige person til at tage vare på kvinder,
der er prostituerede, misbrugere eller udsat for
vold. Her er trygge rammer, en skulder at græde ud
ved, varme, en ren seng at sove i, mad, hjælp til
dette og hint. Og der er ikke adgang for mænd.
Indtil 2001 lejede Reden kun forhuset, men
da et trykkeri solgte to baghuse, købte Reden alle
tre ejendomme for en arv, der tilfaldt stedet. Det
ene rummer kontorer og bad i stuen og beskedne
soverum med køjesenge, TV-stue, thekøkken på
førstesalen. Ved det store mødebord sætter vi os
tilrette. Joan er klar. Det faste blik smiler.
- Jo. Det lå egentlig nok i kortene, at jeg
ville blive socialarbejder. Helt tilbage fra syv års
alderen husker jeg, at jeg var tiltrukket af ’skæve
eksistenser’. Jeg synes, de forhutlede på bænkene
var søde, rare, sjove, spændende. Jeg havde ikke
gnist af frygt for dem – det er fundamentalt i mit
sind, at jeg regner med, at folk vil mig det bedste,
indtil det modsatte er bevist. Min familie var
også socialt sindet, og det var ok, at jeg snakkede
med ’sutterne’. Jeg husker, hvordan en hjemløs
bad om husly hos os, men vi havde ikke plads, så
min far fulgte ham over til naboejendommen, hvor
han fik lov at sove i høet. Og jeg husker, at min
mor lavede madpakker til de vejfarende svende,
fortæller Joan.
Senere, i skolen, kunne hun ikke udholde, at
nogen blev holdt udenfor eller generet. Hun var
selv inde i varmen. Der var f.eks. en tyk dreng,
som blev mobbet. Joan inviterede ham hjem og
lege senere; altså når de andre var gået; fordi hun
nok instinktivt, trods alt, ikke ville risikere at
blive drillet med det.
- Hm. Han er faktisk en af mine allerbedste
venner den dag i dag. Og han er stadig tyk, griner
hun og tilføjer:
- men han har et godt liv.
De to har aldrig talt om den sårbare situation
fra skoletiden. Joan havde faktisk aldrig nævnt
det for nogen. Men hun fik munden på gled, da
hendes egen datter, netop som syv-otte-årig, blev
opmærksom på en pige, der trivedes dårligt – og
sagde: ”Hun må godt komme og lege – senere!”
Det har familien Hougaard grinet en del af. Så
Joan tror, at den sociale ansvarlighed går i arv;
også selv om den ikke italesættes.
Faderen blev dræbt
Joan er mellemsøster ud af tre. Da hun var 16 år
blev tæppet trukket væk under familien: Faderen
blev dræbt af en spritbilist. Joan gik i sort, da
hun et halvt år efter stødte på bilisten, der havde
dræbt hendes far. Hun måtte have luft. Gik hen
til ham, og gav ham et par borgerlige ord med på
vejen. Men sorgen og de nye vilkår i familien var
langt fra slut hermed.
- Min fars bratte død kom til at præge vores
liv i meget høj grad. Også praktisk. Han var ansat
ved DSB, og vi fik en frist på tre måneder til at
komme ud af tjenesteboligen. Kommunen i Give
hjalp os til et nyopført rækkehus, og det var godt
at forblive i området, hvor vi kendte folk, som
støttede os, siger Joan.
Økonomisk blev det også en overordentlig
stram tid. Joan havde taget realeksamen, været
et år i huset, da faderen døde. Hun kom som 16
årig i kontor-og butikslære i Brande.
- Hvis jeg skal se en positiv effekt af den
tid, så er det, at jeg meget tidligt blev socialt
og økonomisk bevidst. Udviklede min praktiske,
orden-i-tingene-side, min opfindsomhed – for
eksempel med hensyn til at ”shine” tøj op, så det
kunne se lidt friskt og moderne ud for få ører. Jeg
har altid taget mange initiativer – en iværksættertype,
som godt kan lide at generere penge.
Jeg prøver at finde løsninger, før katastroferne
indtræffer, konstaterer Joan. Hun er helt bevidst
om sit hjælper-gen, men hun føler sig ikke som en
Florence Nigthingale-type:
- Jeg stiller også krav. Jeg vil ikke have urimeligheder
og nyde-uden-at-yde. Omvendt vil jeg
gerne støtte, hvis folk viser god vilje og gør en
indsats efter evne.
Aparte folk er spændende
Joan var tidligt ude med kæreste og barn. Hun
flyttede sammen med sin mand i 1971, og de fik
en søn, da hun var 21 år.
- Da stak savnet af min far hovedet frem
igen… Jeg ville have givet min højre arm for, at
vi kunne have delt den oplevelse med ham…
Joan blev pædagogmedhjælper i en børnehave.
To år efter ventede hun sit næste barn og
blev dagplejemor. De to plejebørn var fem og et
år og børn af alkoholikere. Hendes egne var to et
halvt og nyfødt. Hendes bane i livet blev så småt
kridtet op her.
- Vi var flyttet til en firelænget gård og havde
plads og overskud, så det gik fint, smiler hun. En
TV-udsendelse om belastede unge, der bl.a. ikke
kunne finde praktikplads, fik Joans murer-mand til
at foreslå, at familien tog en af ’hvalpene’ til sig
og gav ham både læreplads og fosterhjem. Den
unge mand, de fik, var 16 år. Joan var 24 og syntes,
det var en udfordring. Desværre kom drengen
alligevel efter en tid ud i noget snavs, når han
havde fri hver tredje weekend. Han kom tilbage
til institutionen. Men forløbet bestyrkede hende
i, at hun ville arbejde med mennesker.
I 1994 blev Joan færdig som socialpædagog.
Hun arbejdede forskellige steder og lærte bl.a., at
udsatte mennesker godt kan have held til at bryde
et dårligt mønster, ligegyldigt hvor svære odds,
de har imod sig.
Hun fandt sit forbillede Oddur Gislarsson, som
stadig er leder på forsorgshjemmet Sølyst, der
fortrinsvis rummer 30-60 årige mænd; hjemløse,
misbrugere og psykisk syge.
Han viser tillid, omsorg, kærlighed og kan
rumme alle, men man er ikke et sekund i tvivl om,
at han er lederen. Dét prøver jeg at leve op til, siger
Joan. Man fornemmer, at det lykkes et langt stykke
hen ad vejen. Joan var på rette hylde på Sølyst:
- Jo mere aparte folk er, jo mere spændende
synes jeg, det er. Jeg fik gode relationer til
beboerne. Vandt en del fortrolighed. Tror, jeg
havde roen til at lade dem komme til mig. De var
tydeligvis voksne mænd, som var børn inden i.
Netop blevet overfaldet
Joan måtte i 1999 sige op på Sølyst pga. sygdom
i familien, men blev i 2000 leder af Reden i Århus.
Hun er glad for arbejdet, men det er også barsk.
Et par dage før interviewet finder sted, blev hun
f.eks. temmelig voldsomt overfaldet af en af
husets stambrugere. Men hun viser mig også et
par taknemmelige breve. Der er en del lyspunkter.
Ikke desto mindre:
- Arbejdet kræver et fyldt batteri. Ens moral
og normer kan risikere at skride igennem årene.
Jeg er glad for, at jeg bor langt
væk. Og hvis ikke jeg følte
mig ventet, set, elsket
derhjemme, ville jeg
ikke kunne holde
til det. Tingene
perspektiveres. Jeg har erkendt, at det ikke er en
selvfølge at have et godt liv. Og at sætte enormt
pris på det, jeg har.
- Haha… Joan griner råt, da hun beskriver,
hvordan hun blev inviteret med i Rådet for Socialt
Udsatte.
- Min mand og jeg havde i weekenden talt med
nogle venner om, at jeg synes, det kunne være
Reden i Århus:
Fra 1. marts i år har Reden døgnåbent, hvilket
Joan F. Hougaard har kæmpet for. (Øvrige
væresteder i Århus lukker ca. kl. 14 fredage og
kl. 8-9 om morgenen)
I 2000 var Joan Fisker Hougaard eneste
ansatte med otte frivillige hjælpere. Siden er
staben vokset til 11 ansatte og 20 frivillige.
Der er i snit 50-60 faste brugere ”plus det
løse.” Reden fungerer på et kristent grundlag
og hører under KFUK’s sociale arbejde.
Økonomisk støttes institutionen hovedsageligt
at Socialministeriet og Århus kommune
Der findes Reder i København og Odense.
www.reden.dk
sjovt at være med i Rådet, da dets ’fødsel’ var blevet
omtalt i medierne i efteråret 2001. Ugen efter
blev jeg ringet op af en herre, der præsenterede
sig som værende fra Socialministeriet og inviterede
mig med. Grinende sagde jeg bramfrit ”Hold da
kæft! - hvem er du, hvor ringer du fra?” Jeg var
sikker på, at det var en af vores venner, der to fis
på mig! Da han ydermere sagde, at Rådet skulle
have medlemmer, ”som havde styr på lortet og
ikke lort på styret,” tog det lidt tid, før jeg troede
på det… Hun er rigtig glad for at være med, bl.a.
for at kunne være og informationsmæssigt på
økonomisk forkant med begivenhederne
Nogle af Rådets sejre har, ifølge Joan, været
behandlingsgarantien for misbrugere, som hun
synes virker. Blandt andet på den måde, at
misbrugere ikke længere kommer så langt ud som
før. På hendes eget område, at det er lykkedes at
få et mere seriøst, politisk fokus på prostitution,
misbrug og vold mod kvinder – og indsatsen imod
det. Et af hendes ønsker er, at der også kommer
en behandlingsgaranti inden for psykiatrien.
hj@freelanceriet.dk
Joan Fisker Hougaard ved kurve med kondomer
til Redens brugere, så de kan beskytte
sig mod kønssygdomme, når de har kunder