Spis Bare 1 2008

Der var tre ting, islændingene måtte ophøre med, da kristendommen
kom til deres ø: at dyrke afguder, at spise
hestekød og at sætte svagelige børn ud til den visse død
i ødemarken.
en hedensk spise
tekst: per henrik hansen .2 Hestekød er billigt og smager fortræffeligt.
Alligevel har det ikke været populært i de nordiske
lande de sidste 1.000 år. Forklaringen handler om Odin, Thor,
Jesus og kristne missionærer.
Var det noget med en bøf, som smager mindst lige så godt som
den sædvanlige af oksekød, indeholder de samme næringsstoffer,
og som tilmed er 20 til 30 procent billigere – den kommer altså
bare fra en hest?
Nej tak, vil de allerfleste danskere svare. Heste spiser man bare
ikke her i landet. Eller i hvert fald næsten ikke, hvilket også de
tørre tal fra Danmarks Statistik viser.
Siden slutningen af 1960-erne har en gennemsnitlig dansker kun
lagt omkring 100 gram hestekød, svarende til en enkelt lille bøf,
på sin tallerken om året.
Vi var mindre kræsne, da dyrtiden og manglen på varer under og
efter 2. verdenskrig satte gang i de kreative ideer om, hvad der
kan sættes på bordet. I 1949 kulminerede forbruget med 3,4 kg
hestekød pr. indbygger.
Men selv den gang, hvor enhver husmor vidste, hvor hun kunne
finde en hesteslagter, blev hestekød ikke regnet for helt så fint og
respektabelt som kød fra kvæg og svin. Faktisk er der her i landet i
over 1.000 år blevet set ned på hestekød som en mere eller mindre
underlødig spise.
Det fortæller Sara Heil Jensen, som er magister i forhistorisk
arkæologi og har skrevet afhandling om menneskets forhold til
heste igennem historien.
– Modstanden mod hestekød afspejler absolut ikke dets kulinariske
egenskaber. Det er faktisk meget velsmagende kød, tilføjer
Sara Heil Jensen, som selv både er rytter med egen ridehest og
ynder at sætte tænderne i et stykke godt mørt kød fra samme
slags dyr.
Sydeuropæisk delikatesse
I de sydeuropæiske lande som Frankrig og Spanien er synet på hestekød
helt anderledes end herhjemme. Der regnes kødet for en
delikatesse, og prisen er betydeligt højere end her.
I Sydeuropa er hestekødet så populært, at avlerne har bevaret
nogle store og tunge racer, som giver meget kød. Meget mere end
de lette rideheste, der havner hos de få tilbageværende danske
hesteslagtere, når de har fået for store skader eller er blevet for
gamle til at bære en rytter.
Den påfaldende forskel på nord- og sydeuropa hænger ifølge
Sara Heil Jensen sammen med det syn, der mødte de kristne missionærer,
der drog ud for at forkynde deres glade budskab for
vores hedenske forfædre.
– I Danmark og andre nordiske lande var hesten det mest benyttede
dyr ved ofringer til guderne og ved andre særlige lejligheder,
fortæller hun.
Hestens særlige status dengang ses også af, at den var det mest
afbildede dyr fra bronzealderen frem til vikingetiden.
– Hesten har været højt værdsat, og samtidig har man spist den.
Men man spiste den på en anden og mere højtidelig måde, end når
man spiste andre dyr. Da så kristendommen kom her til landet, så
man spisning af hest som noget, der havde at gøre med afgudsdyrkelse.
Og det ville kirken udrense sammen med den gamle tro,
fortæller Sara Heil Jensen.
Forbud blev lempet
Nogle steder blev det ligefrem forbudt at spise hestekød. Ifølge
den norske forfatter Henry Notaker står der således i Njals Saga,
at der var tre ting, islændingene måtte ophøre med, da kristendommen
kom til deres ø: at dyrke afguder, at spise hestekød og at
sætte svagelige børn ud. Det sidste skete til den visse død i ødemarken.
På grund af de ofte barske forhold på Island – hvor der lejlighedsvis
var mangel på mad – blev forbudene mod at spise hest og
sætte børn ud dog snart lempet.
I Danmark blev det aldrig ligefrem ved lov forbudt at spise hest,
fortæller Sara Heil Jensen.
– Men det blev gjort til noget ufint og ildeset, som ordentlige
mennesker ikke gjorde, siger hun.
I det sydlige Europa var det anderledes. Der havde befolkningen
i oldtiden åbenbart ikke samme halvreligiøse forhold til hesten p
31