TEMA: STORBYER - De Berejstes Klub

SEPTEMBER 2006 / nR. 25 

Globen 

MEdlEMSBlad foR dE BEREjSTES KluB 

TEMA: 

STORBYER

Billige flybilletter til hele verden 

Gennem 12 år har vi specialiseret os i at tilbyde dig billige billetter 

med personlig service. Ring, mail, eller kom ind i en af vores 

afdelinger og få råd og vejledning fra vores søde sælgere til din 

næste rejse. 

WASTEELS Rejser København WASTEELS Rejser Århus 

Skoubogade 6 Borggade 3 

1158 København K 8000 Århus C 

Telefon 33 14 46 33 Telefon 86 12 62 11 

mail@wasteels.dk aarhus@wasteels.dk 

2 GLOBEN nr. 25 / September 2006 

JORDEN RUNDTOSSET 

Uanset hvor på jorden du rejser rundt, er det afgørende 

at være forsikret. Tag Gouda med i kufferten, og du er 

ikke kun dækket økonomisk på din tur – du er også 

få hjælp til at tænke klart 

Køb din Gouda rejseforsikring hos dit rejsebureau, 

ring på 88 20 88 20 eller se www.gouda.dk 

sikret kompetent hjælp 24 timer i døgnet. På vores 

alarmcentral sidder altid danske medarbejdere klar ved 

telefonerne. Uanset hvor du er, og hvornår du ringer. 

SIKKERHED UD OVER ALLE GRÆNSER

38 

TEMA 

6 STORBYER SKAL SES TIL FODS 

Per Danielsen beretter om oplevelser i 

forskellige storbyer. Du kommer på en 

fodtur lige fra Addis Abeba over Jakarta 

videre til New York og Paris for at ende i 

København. 

14 MOSKVA 

Tag med Lars Munk på en spændende 

rejse til Moskva. 

12 WARSZAWAS SORTE HUMOR 

For mange, mange århundreder siden 

boede en havfrue i Wislafloden. Når solen 

gik ned og der blev tusmørke, bar vandets 

bølger hendes klangfulde sang. 

16 PUERTO MONTT 

Byen på kanten af verden. Beliggende 

der hvor ”The Panamerican Highway” 

slutter længst mod syd og hvor chilensk 

Patagonien begynder. 

23 MIG OG BERLIN 

Niels J.L. Iversen beretter, at Berlin er 

byen, hvis man er til korte hæsblæsende 

ferier. 

26 ULAN BATOR 

Ulan Bators myldren, forurening og 

brutalitet kræver pusterum. Byen med 

dens nykapitalistiske iklædte ham æder 

nærmest mennesker rå. 

33 LONDON 

Samuel Johnson skrev allerede i 1700- 

tallet: ”Er man træt af London, er man 

træt af livet.” 

36 RIO - BRASILIEN 

Denne gang har Knud Bach fundet de 

bedste ting ved Rio og Brasilien. 

38 AUCKLAND 

New Zealand er – formodentlig – det mest 

velorganiserede backpackerland i verden. 

53 BUDAPEST 

Pengemagasinet på DR gav 5.000 kr. 

Det gjaldt om at holde den billigste ferie i 

Europa. 

ARTIKLER 

30 THAILAND 

En 5 dages Live Aboard sejltur sikrer dig 

det optimale udbytte – og et fantastisk 

minde for livet. 

43 REJSERNE ER MINE BØRN 

Et interview med Henrik Schuhmacher, 

hvor han beretter at rejserne er blevet 

hans livsgrundlag. 

46 BAHRAIN - 1. DEL 

En drengedrøm går i opfyldelse, når Ib 

Larsen tager os med til Bahrain. 

50 ØSTERSØEN RUNDT 

En beretning om en familie på 6 der i 6 

uger rejser igennem forskellige lande ved 

Østersøen. 

30 

26 

KLUBBEN 

4 Leder 

Dette nummer af Globen er viet til beret- 

ninger fra storbyernes verden. 

5 Næste Tema 

Hvem siger at man skal rejse til den anden 

ende af verden for at opleve det store 

eventyr. 

12 DBK’s medlemsundersøgelse 

DBK har undersøgt om medlemmerne er 

tilfredse med klubben. 

45 Afholdte DBK arrengementer 

Hvad er er der sket siden sidste nummer 

af Globen. 

56 Skribent konkurrence 

58 Ole Egholm jubilerer 

Den magiske grænse på 100 lande har Ole 

Egholm passeret. 

64 Nye medlemmer 

Se de sidste nye ansigter i klubben. 

66 Klubbens Kontaktpersoner 

53 

23 

GLOBEN nr. 25 / September 2006 3

Medlemsblad for De Berejstes Klub 

Redaktion: 

Jakob Linaa (ansv.), Pernille Föh, Heidi Korsgaard, 

Gerner Thomsen, Per Allan Jensen. 

Adresser s. 70 

Indsendelse: 

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: 

globen@berejst.dk 

Tekst / fotos: 

Medlemmer af De Berejstes Klub 

Forsidefoto: 

Heidi Korsgaard 

Billedet er fra down town Denver – byen der 

også kaldes “One mile high”, fordi den ligger, 

ja – en mil over havets overflade. 

En fascinerende storby, der ikke er større, end 

at den stadig er hyggelig. I de senere år er der 

arbejdet meget med at få det 

støvede cowboylook af byens centrum, så 

juicebarer og fancy sushibarer er dukket op, 

ligesom nye glitrende skyskrabere popper 

op i en lind strøm. 

Scan af billeder: Per Danielsen 

Tryk: 

BB Offset 

Thorsvej 11, 8850 Bjerringbro 

Oplag: 350 

ISSN: 1603-1458 

Deadline til næste nummer: 

5. november 2006 

Tema: De nordiske lande 

Annoncer: 

annoncer@berejst.dk 

Medlemskab: 

www.berejst.dk 

Formand: 

Søren Padkjær, adresse s. 70 

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt 

stof og alle meninger, der kommer til udtryk i 

bladet, er derfor skribentens synspunkter og 

deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller 

klubbens øvrige medlemmer. 


INTRO Chefredaktørens forord 

Storbyernes puls 

Den bedste sommer i mands minde er overstået, og du sidder med det nye 

Globen i hånden. Måske har du været ude i verden på jagt efter fantastiske 

oplevelser, måske er du netop nu på vej derud. eller du er ved at planlægge 

nye eventyr i vores vidunderlige verden…. 

For mig er storbyer noget af det mest fascinerende ved at rejse. Dunkende 

metropoler, kulturel mangfoldighed, fantastiske spisemuligheder, godt natteliv, 

fremragende museer, og overalt kan man få et indblik i dagliglivet, 

som det leves netop i det land, i den by. 

Dette nummer af Globen er viet til beretninger fra nogle af disse storbyer. 

over de kommende sider kommer du med til Rios pulserende gadeliv, 

den multikulturelle metropol london, et Moskva under forandring samt 

Warszawa og budapest med overraskende attraktioner. Vi kommer til en af 

de nærmeste storbyer, berlin, og en af de fjerneste, Auckland. og udover 

meget forskelligartede beretninger fra disse byer, kommer vi i dette nummer 

rundt om Østersøen, til ecuador og til Det sydlige Chile. Samt meget 

andet. 

Som altid rummer dette nummer af Globen hele vores medlemsskares 

mangfoldighed. De mange gode historier og billeder gør det til en fornøjelse 

at redigere bladet. 

Med disse ord vil jeg blot ønske dig god læsning!

NÆSTE TEMA 

De nordiske lande 

Hvem siger, at man skal rejse til den anden ende af 

verden for at opleve det store eventyr? Mange gange 

ligger det ukendte og spændende lige om hjørnet og 

venter. 

De nordiske lande byder på vidunderlige naturoplevelser 

men samtidig også spændende storbyer med 

museer, flot design og arkitektur. 

oplev midnatssol, tag en tur med hundeslæde eller 

på vandretur i fjeldene. Se de fantastiske gamle 

kirker eller tag en bytur med cafébesøg og shopping. 

Mulighederne er ubegrænsende og lige uden for 

døren. 

Har du haft en god, spændende, overraskende eller 

vild oplevelse i norden, så grib pennen og del den 

med os andre. Adressen er som altid – globen@berejst.dk 

– og send gerne en mail, inden du begynder 

at skrive. Deadline 5. november. 

Kommende temaer 

Marts 2006: Uforglemmelige togoplevelser 

(deadline 5. februar) 

juni 2007: På toppen af verden - oplevelser fra bjerglande 

(deadline 5. maj) 

September 2007: Stillehavet 

(deadline 5. august) 

Foto: Lars Nielsen 



Storbyer skal 

ses til fods 

forskellen på ferie og forretningsrejser er, at på 

en forretningsrejse skal man være så effektiv 

som mulig og kører derfor mest i taxa mellem 

lufthavn, møder og hotel. På en ferie har man 

meget bedre tid - plus at man selv betaler - og 

kan derfor vælge offentlig transport eller endnu 

bedre: bevæge sig til fods rundt i storbyerne. 

TeksT og FoTo: Per Danielsen

Efter en lang flyvetur på tolv timer eller 

mere er der ikke noget mere behageligt 

end at strække benene. Hvis man lader 

være med at lade sig lokke af taxachauffører 

i fremmede lufthavne, venter 

der én nogle spændende oplevelser. Og 

endnu større bliver oplevelsen, hvis man 

forbliver på gåben under resten af opholdet 

i storbyen, som kan være enten 

Jakarta, Addis Abeba, New York, Paris 

eller København. 

Bole Bole 

I begyndelsen af januar i år ankom jeg 

sammen med lisbeth til Addis Abeba i 

etiopien efter en tretten timer lang flyvetur 

via london. Da vi ankom til Addis 

Abeba klokken fire om morgenen var 

vi rimeligt friske, da vi havde småblundet 

undervejs. endvidere ligger bole 

lufthavnen kun fem kilometer fra centrum, 

så det var oplagt at vandre ind 

mod centrum, da vi stod udenfor lufthavnen 

klokken fem om morgenen. Vi 

havde heller ikke travlt, da vi sædvanen 

tro ikke havde bestilt noget hotel hjemmefra. 

Så vi tog rygsækkene på og begyndte 

at gå ind ad bole Road, som fører hele 

vejen ind til centrum. I begyndelsen er 

vejen en blanding af lave bygninger, 

ambassader og store nye huse, hvilket 

man kunne skimte i mørket. I starten 

mødte vi næsten ingen mennesker, og 

de fleste af dem vi mødte gik ikke, men 

løb. efterhånden som vi nærmede os 

centrum dukkede der flere og flere løbere 

op - og ind imellem grupper med 

op til ti løbere. 

etiopierne har jo altid været kendt som 

gode løbere på grund af, at det meste af 

landet i ligger i to kilometers højde, hvilket 

giver optimale træningsbetingelser. 

efterhånden blev det lysere og lysere, 

så vi fandt en bager og købte lidt brød. 

Mens vi sad og spiste brødet kunne vi 

høre hvordan byen vågnede. en caféejer 

brugte lang tid på at vande fortovet 

og planterne med en slange, mens stopfyldte 

busser med folk kørte forbi. 

Da det var blevet helt lyst, nåede vi frem 

til den store Meskel Square, som er et 

levn fra dengang socialisterne regerede 

i etiopien. Den ligner derfor en stor 

plads i Østeuropa eller Kina, men til forskel 

fra dens forbilleder, så blev denne 

her anvendt til noget fornuftigt. Mange 

af de løbere vi havde set undervejs var 

nemlig samlet på pladsen, hvor de spillede 

bold, strakte ud eller blot slappede 

af. Hvilken dejlig måde at starte dagen 

på. Ved at gå fra lufthavnen og ind til 

byen følte vi allerede, at vi kendte byen 

og dens rytme inden vi var nået frem. 

På det tidspunkt undgår man også de 

desværre ellers uundgåelige tiggere. 

løberne undgår også at skulle løbe i 

varmen midt på dagen. 

en advarsel skal dog lyde mod at bevæge 

sig på gaden overalt i Addis Abeba 

om natten. et par dage senere skulle vi 

med en tidlig bus sydpå fra busstationen, 

som ligger i nærheden af det store 

marked Merkato. Da busserne afgår ved 

solopgang for at kunne være fremme 

mens det er lyst, skal man være på busstationen 

klokken fem, hvor minibusserne 

ikke er begyndt at køre endnu. På vejen 

møder man ingen løbere, men en del 

personer, som forsøger at følges med 

én. På et tidspunkt var jeg uforvarende 

33 Bole Road i Addis Abeba er en travl vej i myldretiden. 

53 Dagen efter et kraftigt regnskyl i Jakarta står 

der stadig vand i gaderne. 

5 Meskel Square i Addis Abeba syder af aktivitet 

tidligt om morgen. 

på vej op ad en bakke kommet cirka ti 

meter foran lisbeth, hvorefter en person 

lister sig ind og stjæler lisbeths rygsæk 

med penge, flybilletter og pas. Det betød, 

at vi inden hjemrejsen skulle tilbringe 

fire dage i Addis Abeba med at få en 

politirapport, et nyt pas, indrejsevisum 

og en ny billet hjem. Meget af tiden var 

ventetid, hvor man indleverer papirerne 

den ene dag og henter dem dagen efter. 

Derfor var der god tid til at gå rundt i 

Addis Abeba. noget af vejen kørte vi dog 

med de effektive minibusser, som kører 

alle steder hen. På den måde undgik vi 

også at gå forbi Merkato igen. 

busserne har ikke nogen skilte, der fortæller 

hvor de kører hen, men billetmanden 

råber hele tiden destination. Så 

overalt i Addis Abeba kunne man høre 

råbet ”bole bole”, hvilket for os havde 

en særlig betydning, da vi var vågnet 

sammen med vejen. 

I vand til knæene 

For to år siden var vi i Indonesien, hvor 

vi startede rejsen med en lang flyvetur 

til Jakarta med mellemlandinger i 

Frankfurt og Singapore. Da vi skulle ankomme 

aftenen før nytårsdag havde vi 

undtagelsesvis for en sikkerheds skyld 

bestilt et hotelværelse hjemmefra på et 

hotel i nærheden af stationen. lufthaven 

i Jakarta ligger langt uden for byen, så 

det er nødvendigt at tage en bus ind 

til centrum. Heldigvis nåede vi i sidste 


Fra toppen af World Trade Center havde man en flot 

udsigt over den sydlige del af Manhattan. 

øjeblik den sidste bus den dag ind mod 

centrum. Køreturen forløb uden problemer, 

og til sidst ankom vi til endestationen, 

hvor de sidste stod af. 

De kneb med orienteringen, da vi ifølge 

beskrivelsen i lonely Planet skulle ende 

ved stationen. Der var imidlertid ikke 

nogen station at se, kun et stort butikscenter. 

efter et stykke tid fandt vi ud 

af, at bussen var endt i den sydlige del 

at Jakarta, så vi måtte tilbage til stationen. 

Vi kiggede begge på hinanden 

og blev enige om at bruge aftenen på 


at gå tilbage til stationen ved hjælp af 

kortet i lonely Planet. Vi var jo begge 

rimelig friske, og det var desuden dejlig 

lunt, når man kom direkte fra december 

i Danmark. 

Hurtigt fandt vi ud af, at vejskiltningen i 

Jakarta er mangelfuld eller i hvert fald i 

uoverensstemmelse med det kort på én 

side i lonely Planet, som dækker hele 

Jakarta. Vi kunne dog skimte nogle højhuse 

i det fjerne og endda se et Hilton 

hotel, som vi kunne udpege på kortet, 

så vi forsøgte at følge retningen mod 

Hilton. Af en eller anden årsag drejede 

vejene hele tiden den forkerte vej, og 

efter en times forgæves vandring besluttede 

vi at overgive os og tage en 

taxa til stationen, hvorfra vi jo nemt 

kunne finde frem ad den vej vi allerede 

havde fundet på kortet. 

Kort tid efter stod vi af taxaen foran 

stationen og var nu klar til at gå det 

sidste stykke, som var nemt at finde 

på guidens detaljerede kort over centrum. 

Det gik også fint og kort tid efter 

var vi allerede mere end halvvejen. Så

egyndte det pludselig at regne meget 

kraftigt, men heldigvis var der et af de 

utallige små gadekøkkener i nærheden, 

hvor vi slog os ned under nogle primitive 

presenninger, der lige kunne dække 

tre indonesere, lisbeth og jeg, samt vores 

bagage. 

Mændene under presenningen kunne en 

lille smule engelsk, så vi fortalte hvor vi 

kom fra og hvor vi skulle hen. Ind i mellem 

stoppede nogle af de mange motorcyklister 

på vejen og søgte ly under 

en gangbro ved siden af. efter et stykke 

tid gav de dog op og kastede sig atter 

ud i regnen. eftersom det ikke rigtig så 

ud til at løje af, besluttede vi os også 

for at tage rygsækkene på og løbe hen 

imod hotellet. Det viste sig at være en 

svær opgave, da vi hurtigt stod i vand 

til knæene. 

Heldigvis mødte vi en familie, som sad 

foran deres hus under en afdækning. De 

inviterede os indenfor, og vi kom ind i 

deres stue med dejlig tørre lænestole, 

hvor vi blev budt på te og småkager. 

Moderen og hendes sønner var gode til 

engelsk, så vi kunne i lang tid sidde og 

snakke, mens regnen fortsatte udenfor. 

Regnen fortsatte, og det var efterhånden 

blevet sent, så vi ville godt frem til 

vores hotel. Vi blev derfor udstyret med 

to paraplyer, mens to af drengene tog 

vores rygsække. efter at have fortalt 

hvor hotellet lå, løb vi derefter igennem 

dybt vand hen imod hotellet. Det 

må have været et kosteligt syn for hotelportieren 

at se to drivvåde danskere 

komme ind sammen med to drenge. 


Portieren kendte imidlertid ikke noget til 

vores reservation, og det viste sig hurtigt, 

at vi var kommet til den rigtige vej, 

men det forkerte hotel. Så der var ikke 

andet at gøre end at fortsætte optoget 

længere ned ad vejen. Heldigvis lå hotellet 

ikke så langt væk, så en ny portier 

fik atter oplevelsen af at se to drivvåde 

danskere sammen med to drenge stå og 

dryppe på det blankpolerede gulv. nu 

lykkedes det, og drengene fulgte os helt 

op på værelset, hvor de straks kastede 

sig over tv’et. Det var svært at fortælle 

dem, at vi godt ville sove, og at de skulle 

gå tilbage i regnen. 

Dagen efter skinnede solen, og vi kunne 

trave rundt i Jakartas gader, hvor der 

mange steder i nærheden af de mange 

kanaler var oversvømmet. Tænk hvis vi 

blot havde taget en taxa direkte til hotellet. 

Så havde vi slet ikke følt os hjemme 

på samme måde. 

Hele verden i gåafstand 

efter at have gennemtravet mange af 

verdens millionbyer både i de rige og 

fattige lande, så er der tre byer, som 

er mine favoritter, nemlig new York, 

Paris og - måske mest overraskende - 

København. lige efter kommer byerne 

San Francisco, berlin, Amsterdam, Rom, 

beijing og Rio de Janeiro. 

new York, eller nærmere bestemt 

Manhattan, er helt klart min favoritstorby, 

som bør ses til fods. Ikke fordi 

man kan gå fra lufthaven, selv om turen 

med subway ind fra JFK lufthavnen er 

lidt af en strabadstur. Heller ikke fordi 


man ikke kan fare vild på Manhattan. 

Men ingen andre steder i verden finder 

man så mange befolkningsgrupper 

samlet inden for et relativt lille areal. På 

det ene gadehjørne er man i Chinatown, 

mens der overfor ligger en række italienske 

restauranter. længere nede af 

gaden ligger der cafeer i new York style. 

bygningerne er også et kapitel for sig. 

Ikke kun skyskraberne med empire 

State building stikkende højest op, men 

blot nogle få blokke længere nede ad 

Fifth Avenue finder man lave bygninger, 

som kunne ligge i england. efter flere 

besøg i new York er en af mine favoritgåture 

derfor at starte oppe ved sydenden 

af Central Park på 59th Street 

og gå sydpå ad Fifth Avenue, hvor man 

ser nogle af verdens mægtigste butikker. 

Undervejs er det en fornøjelse at 

gå ned ad sidegaderne, hvor den ene 

gade er fyldt med jødiske smykkehandlere, 

mens den næste er fyldt med koreanske 

restauranter og butikker. efter 

at have passeret empire State building 

bliver bygningerne lavere, og der kommer 

flere små gallerier og caféer. Til 

sidst ender Fifth Avenue i en triumfbue 

på Washington Square, hvor der næsten 

altid er ”gratis” optræden omkring 

springvandet midt på pladsen. Her har 

jeg to gange oplevet det samme fantastiske 

akrobatikshow, som jeg også 

har set i new orleans. efter showet går 

de optrædende rundt med meget store 

indkøbsposer og samler penge ind. 

endnu længere sydpå kommer man til 

little Italy og Chinatown, som kun kan 

opleves til fods. Til sidst ender man i finanskvarteret, 

hvor man kan slappe af 

med at sejle med den gratis færge til 

Staten Island, hvor man undervejs kan 

se new York på afstand. 

Et bjerglandskab 

Man kan ikke besøge new York uden 

at være mindst én gang i Central Park, 

som ligger omgivet af højhuse midt på 

Manhattan. ligegyldigt om det er sommer 

eller vinter, så er der altid liv i 

Central Park. Især om søndagen, hvor 

man har ensrettet vejene, så alle joggere 

løber den samme vej. Her kan man 

også se, at der faktisk findes mange 

cykler i new York. om vinteren er der 

fyldt med skøjteløbere. og overalt er 

der vandrere, der ligesom forfatteren 

nyder at bevæge sig ved egen kraft. 

engang boede jeg oppe i Harlem nord 

for Central Park, hvilket gav anledning 

til en helt unik gåtur ned til sydspidsen 

af Manhattan gennem Central Park og 

videre ad Fifth Avenue. Hele den nordvestlige 

del af Central Park er tæt skov, 

og når man kommer ud af den, så ser 

man de omkringliggende højhuse som 

bjerge omkring en dal. 

Det blev en lang dag, inden jeg nåede 

bunden af Manhattan, men så tog jeg 

også subway linie A tilbage til Harlem, 

mens jeg nynnede den gamle jazzmelodi 

”Take the A train”. 

Paris igen igen 

ligesom new York, så tåler Paris også 

et gensyn på alle årstider. Hvis jeg har

København er en af mine favoritstorbyer, 

hvor jeg endnu kan finde 

nye baggårde og gader, hvor jeg 

ikke har været før. 

3 Efter en lang gåtur på Manhattan 

kan man slappe af på færgen 

til Staten Island, mens man nyder 

udsigten. 

Fra toppen af World Trade Center 

kunne man følge Fifth Avenue fra 

triumfbuen på Washington Square 

forbi Empire State Building. 

god tid, så har jeg en fast gåtur igennem 

latinerkvarteret, over til louvre, 

op ad Champs Élysées og videre til 

Montmartre. Selv om jeg har gået turen 

mange gange, så er der altid noget nyt 

at se på eller nogen detaljer på huse, 

jeg tidligere har overset. Undervejs er 

der altid tid til en øl på en fortovscafe på 

Champs Élysées, ligegyldigt om det er 

en sommeraften eller en kølig decemberdag. 

I det sidste tilfælde bliver det 

blot en lille fadøl, men det er nok til at 

have været der. 

Foruden den obligatoriske tur, så har 

jeg tit været på opdagelse i Paris i for 

mig ukendte kvarterer. engang satte 

jeg mig som mål at følge kanalen, der 

starter som en lille havn mellem Seinen 

og bastille-operaen. Foran bastille-pladsen 

går kanalen ned i en underjordisk 

tunnel under boulevard Richard lenoir. 

For enden af boulevarden dukker kanalen 

op som Canal Saint Martin, som nu 

kan følges langs bredden, hvor der ligger 

lave huse og gamle industribygninger. 

Undervejs passerer man adskillige 

flotte buede gangbroer og små caféer, 

hvor man kan nyde en forfriskning. Man 

føler sig pludselig meget langt væk fra 

det hektiske liv på de store boulevarder. 

Kanalen ender oppe i Parc del la Villette. 

Det er naturligvis også muligt at sejle 

på kanalen, hvor man får en lang tur i 

en mørk tunnel, men det giver ikke den 

samme mulighed for at stoppe op og 

kigge nærmere på nogle detaljer undervejs. 

Mange andre storbyer har kanaler, som 

indbyder til en spadseretur på tværs af 

byen. Amsterdam er kendt af de fleste, 

men også berlin har et forgrenet net af 

kanaler. I birmingham har man nogle 

meget gamle kanaler, som ikke er meget 

mere end en meter brede. også london 

har kanaler tæt på centrum, som jeg 

skal se nærmere på en dag. 

København forever 

Af de mange storbyer jeg har besøgt 

står København dog altid mit hjerte 

nær. Selv om jeg har boet her hele mit 

liv, så kan jeg stadig finde nye ting, blot 

ved at gå ned ad en sidegade, hvor jeg 

ikke har været før. Mit detailkendskab 

til København er derfor større end for 

nogen anden storby, og selv her kan jeg 

finde nyt. Selv om mit kendskab til new 

York og Paris er stort, så kan jeg her 

stadig finde kvarterer, hvor jeg ikke har 

været før og kan gå på opdagelse. en 

anden fordel ved new York og Paris er, 

at jeg har set de fleste af de seværdigheder 

”man skal se”. 

endnu større bliver fornøjelsen, når jeg 

kan gå på opdagelse i for mig helt nye 

storbyer som Jakarta og Addis Abeba. I 

alle storbyer venter der store oplevelser, 

hvis man er parat til at gribe dem 

og ikke blot kaster sig ind i den første 

den bedste taxa. 


dBK’smedlemsundersøgelse 2006 

aF gerner Thomsen 

Det er altid forbundet med en vis risiko 

at spørge om folks mening... man risikerer 

jo, at de fortæller, hvad de mener. 

Men hvis nogen skulle have rystet i bukserne 

over, hvad klubbens menige medlemmer 

kunne finde på at fremdrage af 

intrigante angreb og mudderkager i forårets 

store medlemsundersøgelse, så 

kan de roligt ånde lettet op. Der er intet 

at spore i svarene af den slags – kun 

gode råd og konstruktiv kritik. 

98 ud af 206 mulige aktive medlemmer 

valgte at afgive deres “stemme”, hvilket 

svarer til en stemmeprocent som 

ved europaparlamentsvalgene. Det må 

vel siges at være ganske godt, når man 

tænker på at medlemsundersøgelsen 

blev annonceret med blot to mails og 

uden valgtaler af Jens-Peter bonde og 

Mogens Camre. Tak for det! 

Mændenes valg 

lad os starte med at erklære valget for 

gyldigt – forstået på den måde, at deltagerne 

i medlemsundersøgelsen ligner 

et rimeligt repræsentativt udvalgt af 

klubbens medlemmer med hensyn til 

køn, alder og geografisk placering. Dog 

er der tendens til underrepræsentation 

af kvinderne. om det var lodtrækningspræmien 

blandt de indsendte besvarelser, 

der fik flere mænd op af sofaen og 

hen til de elektroniske stemmeurner, må 

stå hen i det uvisse. Men i hvert fald kan 

det allerede nu røbes, at det helt i tråd 

med den lidt skæve kønsfordeling var et 

af klubbens mandlige medlemmer, som 

blev den heldige vinder af to flasker rødvin. 

Til lykke til erik Pontoppidan! 

ferieloven strækkes 

DbK blev stiftet i en tid, hvor internettet 

var i sin ungdom. Det ses også i besvarelserne 

af spørgsmålet om, hvor man 

første gang hørte om De berejste Klub. 

For de ældre medlemmer (indmeldt i 

2003 eller tidligere), så har kun 12 pct. 


hørt om klubben for første gang på nettet, 

mens hele 45 pct. har hørt om den 

i medierne. For nyere medlemmer (indmeldt 

i 2004 eller senere), så er tallene 

for internet og medier henholdsvis 31 

pct. og 26 pct. 

Klubbens medlemmer rejste i gennemsnit 

9,9 uger udenfor Danmark (eller 

deres faste bopælsland) i 2005. Det kan 

næppe overraske nogen, at vi i gennemsnit 

ligger noget over de sølle femseks 

ferieuger, som almindelige lønslaver 

i Kongeriget er underlagt (lidt mere 

end 60 pct. rejste syv eller flere uger 

i 2005, jf. diagrammet). Men alligevel, 

her taler vi om en forøgelse med mere 

end 65 pct., og man må derfor formode, 

at medlemsskaren gemmer på en guldgrube 

af gode råd og kreative undskyldninger, 

der kan overbevise en arbejdsgiver 

om det nødvendige i at fravige den 

gængse ferielov. Måske her er et emne 

til en artikelserie i Globen? 

Simple gennemsnit fortæller dog ikke 

alt, som det også fremgår af diagrammet. 

Der er nemlig ganske stor spredning 

blandt medlemmernes rejselyst. 

Klubbens højdespringer i 2005 havde 

således 35 rejseuger, mens årets bund- 

skraber var helt og aldeles blottet for 

rejseaktivitet. Hvis man skal bore i forskellene, 

så afslører tallene også, at 

mændene rejste mere end kvinderne 

(10,3 uger mod 8,7 uger), ligesom medlemmerne 

vest for Storebælt var lidt 

længere tid uden for fædrelandet sammenlignet 

med medlemmerne østpå 

(10,8 uger mod 9,7 uger). Alderen har 

åbenbart også lidt at sige, for mens medlemmer 

på 30 år og yngre i gennemsnit 

rejste 11,2 uger i 2005, så var klubbens 

“ældre” medlemmer (over 30 år) kun 9,6 

uger uden for landets grænser. 

Grønt lys for flere 

medlemmer 

Set i bakspejlet, så var spørgsmålet om 

fordele ved medlemskab af klubben lidt 

uheldigt formuleret. Mange havde ganske 

forståeligt svært ved at opstille fordelene 

i en prioriteret rækkefølge, da 

det jo er en noget grov forsimpling af 

problemstillingen for almindeligt tænkende 

mennesker. Der er dog (heldigvis) 

en klar tendens til, at de fleste medlemmer 

prioriterer ting som medlemsmøder, 

socialt samvær og udveksling af 

rejseinformation højt, ligesom bladet 

Globen også anses som en væsentlig 

fordel. Derimod får andre mulige fordele 

(fx prestige, klubrejser og det at finde 

rejsefæller) baghjul og lav prioritering. 

I den sammenhæng kan det afsløres, 

at 21 pct. af medlemmerne rent faktisk 

har fundet rejsefæller gennem DbK, og 

at 83 pct. føler, at de ofte eller af og til 

får væsentlig rejseinformation fra andre 

medlemmer. 

I svarene på spørgsmålet om holdningen 

til øget medlemstilgang, er der ligeledes 

en klar tendens. Her svarer 39 pct., at 

grænsen for antal aktive medlemmer 

ikke er nået endnu, og hele 47 pct. er 

på vognen med “jo flere jo bedre”. Her 

kan der spores en mindre geografisk 

forskel, idet jyderne er lidt mere skepti

ske (med 20 procentpoint) over for den 

grænseløse udvidelse. 

Postkort er yt 

Selv om medlemsmøderne langt fra er 

overrendte (når man tager de senere 

års kraftige medlemstilgang i betragtning), 

så er det trods alt kun 15 pct. af 

medlemmerne, som aldrig har oplevet 

at være med, når toastmasterne trommer 

til samling. oplæsning af postkort 

viser sig at være den helt store taber, 

når de adspurgte skal pege på hvilke 

aktiviteter, der bør indgå i medlemsmøderne. 

Således er der kun 39 pct., 

som finder fornøjelse i at høre feriekortene 

blive læst højt. Tour de table får 

en score på 67 pct., spisning 79 pct., 

mens højdespringeren er rejseforedrag 

med hele 86 pct.’s opbakning. Det betyder 

dog ikke, at man blot kan udelade 

postkortoplæsningen, og dermed gøre 

flere folk tilfredse. Den store gruppe, 

som har fravalgt postkortene, er tilsyneladende 

uenige om hvilke af de øvrige 

aktiviteter, der bør indgå i et nyt mødekoncept. 

omkring 30 pct. af de adspurgte bakker 

således op omkring det nuværende koncept 

med alle fire aktiviteter (spisning, 

rejseforedrag, tour de table og postkort), 

mens kun 25 pct. synes bedst om 

kombinationen med spisning, rejseforedrag 

og tour de table. Medlemsmøder 

med udelukkende spisning og rejseforedrag 

får opbakning af blot 18 pct. af de 

adspurgte. 

besvarelserne indeholdt også mange 

gode forslag til nye mødeaktiviteter (fx 

undervisning i fototeknik og PowerPoint, 

temamøder med fokus på bestemte lande, 

rejser med børn, søgning af billige 

flybilletter på internettet osv.). Flere 

nævner også, at der bør være mere tid 

til blot at snakke sammen. 

Kun 9 pct. ser et behov for at afholde 

ekstra møder udover det sædvanlige 

hver måned. Forslag til mulige aktiviteter 

for evt. ekstra-møder går på alt 

lige fra besøg i moskeer og bedecentre 

og virksomhedsbesøg til uformelle sammenkomster 

uden for meget mad. et 

enkelt medlem, som er positivt indstillet 

overfor ekstra møder, beklager sig over 

at være sat på familiemæssig rationering. 

Ideen med at åbne op for de passive 

medlemmer på månedsmøderne får ri- 

melig opbakning. 43 pct. siger, det er 

en god ide, mens 27 pct. siger “måske”. 

Kun 22 pct. går direkte imod ideen. 

På spørgsmålet om afholdelsessted for 

møderne i øst (helt eller delvist på Cafe 

Globen, evt. kun privat) er der ingen klar 

tendens i svarene. Dog får løsningen 

med halvdelen på cafeen og halvdelen 

privat størst opbakning (31 pct.), mens 

27 pct. går ind for “kun på cafeen” eller 

“flere på cafeen”. et enkelt medlem påpeger, 

at møder i Værløse, lyngby osv. 

er møgupraktisk (skal vi gætte på, at 

medlemmet bor i København..?). Ideen 

om frokostmøder på cafeen får generel 

stor opbakning med 57 pct. 

Tilfredshed med Globen 

Det må gøre enhver avis- eller bladredaktør 

grøn af misundelse, at hele 63 

pct. af medlemmerne læser mindst 

halvdelen af Globen, hver gang der 

kommer et nyt nummer. Samtidig er der 

92 pct., som giver Globen tre eller flere 

stjerner, mens kun 6 pct. synes at kvaliteten 

kunne blive bedre. Størstedelen 

af de adspurgte (72 pct.) har før eller 

siden fundet inspiration til egne rejser 

gennem Globens artikler. 

Det går for vidt i denne artikel at nævne 

resultatet af de mange spørgsmål om 

indhold og prioritering i Globen. Dog 

kan det afsløres, at mange er positive 

overfor at få flere farvebilleder og flere 

små nyheder i bladet. De fleste læser 

en artikel mere på grund af emnet end 

forfatteren, mens næsten ingen synes, 

at der er for mange reklamer i bladet. 

Desuden har stafetten bred opbakning 

til at fortsætte i sin nuværende form. 

Kommentarerne spænder vidt – lige 

fra dem der brokker sig over for mange 

gengangere af skribenter, til medlemmet 

der erkender sin synd med ordene: 

“Undskyld at jeg endnu ikke har skrevet 

en artikel til bladet - jeg har tit tænkt 

på det”. et par medlemmer er også godt 

og grundigt trætte af at læse om stammefolk 

og “folk der går i bar røv, bast og 

skørt, mens de siger ugh”, som det så 

kønt formuleres. 

Ærede niels er en helt! 

Halvdelen af klubbens medlemmer besøger 

www.berejst.dk én til fire gange 

om måneden. De mest populære links 

er forventeligt nok “Arrangementer” og 

“blå bog”, men også “lister, statistik”, 

“beretninger” og “Postkort” bliver besøgt 

af helt op til 69 pct. af medlemmerne. 

73 pct. er tilfredse (eller det der er bedre) 

med klubbens hjemmeside, mens 24 

pct. savner noget. Af kommentarerne 

fremgår det, at det primært er layoutet 

som får hug, mens funktionalitet og indhold 

får høje karakterer. et enkelt medlem 

svømmer over af begejstring med 

ordene: “Ærede niels er en helt!”. 

Sponsorer og Cafe Globen 

Flere medlemmer har påpeget det fantastiske 

ved klubbens gode sponsoraftaler. 

Undersøgelsen viser, at Cafe 

Globen er langt den mest benyttede 

sponsor blandt medlemmerne med 64 

pct. På andenpladsen kommer Gouda 

(40 pct.), mens Friluftsland, Scanvik og 

Rejseklinikken kun er blevet benyttet at 

henholdsvis 36, 23 og 10 pct. af medlemmerne 

indenfor det sidste år. 

Kun 22 pct. af de adspurgte har aldrig 

sat deres ben i Cafe Globen, og mange 

af disse (ca. halvdelen) bor uden for 

Hovedstadsområdet. De fleste kommer 

færre end én gang om måneden, men 

der der er alligevel næsten en fjerdedel af 

medlemmerne, som dukker op én til fire 

gange om måneden. 

Tak til alle dem, 

som har deltaget i 

medlemsundersøgelsen! 

På klubbens hjemmeside 

under linket “lister, 

statistik”, kan man 

se undersøgelsens 

resultater inklusive alle 

kommentarer (dog før 

fintællingen og de sidste 

bidrag). 


Med Perestrojka i 

Moskva 

TeksT og FoTo: lars munk 

”Jeg hader mænd… Min eksmand var en 

uduelig alkoholiker, der kunne absolut 

ingen ting, så jeg måtte forsørge både 

ham, min søn og mine forældre. Og se 

bare hvordan mændene vælter rundt 

på gaden i deres branderter. Det giver 

mig kvalme”, sagde Dragen, mens hun 

skulede til mig over kanten af sin kop 

med vodka og lunken saftevand. Fra det 

tidspunkt var jeg udmærket klar over, at 

Dragen og jeg aldrig ville blive perlevenner… 

I hendes univers var alle mænd 

lige. 

Vi sad ved Tatianas – alias Dragens - lille 

spisebord i hendes køkken og sludrede 

om mafiaen, den politiske situation og 

hverdagslivet i Moskva. Min rejsefælle 

Kira og jeg var indlogeret hos hende i 

forbindelse med en uges russisk sprogkursus 

på Det Russiske Universitet i 

Moskva, hvor hun i øvrigt selv var underviser. 

Herudover tjente hun, mere 

eller mindre legalt, en ekstra skilling 

på at have studerende boende. Men 

Dragen var en bitter dame: fraskilt fra 

en alkoholiseret mand og forladt af sin 


elsker, som åbenbart havde fået kolde 

fødder. Dragen var ikke en kvinde, som 

verden smilede til. 

Mens Dragen ævlede løs om sine elendigheder, 

bemærkede jeg en sær lille 

skabning, der sad på væggen lige bag 

hende. en skabning, der grinede og 

grinede og syntes at alt, hvad Dragen 

sagde, var hylende morsomt. Jeg slog 

det hen med, at det sikkert var ren indbildning 

fra min side – måske min egen 

indre djævel, der ikke har så meget til 

overs for brok og unødig ynk – men 

senere skulle det vise sig, at skabningen 

skam var ægte nok. Ved en senere 

lejlighed præsenterede skabningen sig 

i al beskedenhed som værende selveste 

Perestrojka (rekonstruering eller 

forandringer), og den kunne med en 

vis stolthed berette, at den blev skabt 

af Gorbatjov i slutningen af 1980’erne, 

samt at den, den dag i dag, måske er 

det vigtigste begreb i Ruslands politik. 

og den sad altså på en væg lige over 

for mig og skreg af grin over stakkes 

Tatiana. Hun opdagede den overhove- 

det ikke, og faktisk tror jeg ikke, at hun 

nogen sinde opdager, hvad Perestrojka 

egentlig er for en størrelse. 

Perestrojka var egentlig en rigtig flink 

lille skabning. lidt naiv, troede på at alle 

forandringer fører noget bedre med sig, 

og den kunne se det positive i alt nyt, om 

end den intet havde til overs for den del 

af befolkningen, der led nød eller havde 

det skidt. ”Markedskræfterne skal man 

ikke slås imod”, som Perestrojka sagde, 

”for så taber man”. På vores færden 

rundt i bymidtens gader stødte vi 

konstant på denne sære skabning, men 

mens vi rendte rundt ude ved Tatiana i 

omgivelser, der mindede om det gode 

gamle Rusland, så vi ikke så meget til 

ham. Derude boede taberne. Dem der 

ikke nåede at hoppe på det buldrende 

forandringstog, som han selv var fører 

på. 

Betonforstaden 

Tatianas lejlighed lå i en af Moskvas 

utallige forstader, Tepleyvstan, 10- 

12 km fra centrum. Her, som overalt i 

Moskva, blev højhusene klasket op med 

stor hast i bedste kommunistiske betonfirkantede 

arkitektur. en byggestil, 

der startede i 1920’erne i forbindelse 

med industrialiseringen og den kommunistiske 

revolution og som varede ved til 

engang i 1980’erne. Hvis man farer vild 

på disse kanter, skal man ikke navigere 

efter husene. Dertil ligner de hinanden 

for meget. Dog skal det til ”arkitekternes” 

ros nævnes, at deres kreativitet 

har frembragt rigtig mange forskellige 

gråtoner. 

byplanlæggerne har placeret de beboede 

betonklodser så tæt på hinanden, 

at de samlet set ligner en enorm hær på 

fremmarch, men pudsigt nok har man 

også fundet plads til en masse grønne 

områder mellem højhusene. Skovene 

strækker sig ud fra højhusenes fundamenter 

og danner naturlige åndehuller

landt de 5-sporede veje og monotone 

betonbyggerier. Vores nærmeste nabolag 

kunne vel beskrives som værende 

typisk moderne russisk, efter vores ven 

Perestrojka havde været forbi og reformeret 

området: bilparken varierede 

meget spændende fra gamle rustne 

ladaer over halvbrugte japanske mærker 

til spritnye funklende Mercedes’er 

og bMW’er. Sidstnævnte klasse udgjorde 

et pudsigt indslag på vejene mellem 

boligblokkene, idet asfaltvedligeholdelsen 

var ikke-eksisterende, kabler til 

elektricitet så ud til at være smidt op 

med en skovl, og vandrør og gasledninger 

bugtede sig som sporene fra en slalomløber, 

rundt om, oven over og under 

forhindringer. Malingen på boligblokkene 

skallede af, bilvrag lå henkastet på 

må og få, dørene til opgangene havde 

for længst skreget sig stumme på Gori, 

og på boldbaner og legepladser var der 

opstået små skove af ukrudt og træer. 

Det var en smule melankolsk, men det 

var russisk, det var charme. 

en aftentur til den lokale internetmafia 

kunne dog godt være en lidt skummel 

affære. Cafeen lå i stueetagen i en af 

boligblokkene, vel nærmest i et ungdomshus. 

For at tjekke e-mails skulle 

vi igennem graffitibemalede korridorer 

med blinkende blå og gule neonrør og 

forbi punkere med nitter og læder, alt 

imens technomusikken pumpede i de 

omkringliggende lokaler. Tankerne blev 

henledt på en modernisering af filmen 

Christiane F, et scenarium der ikke blev 

gjort mindre dramatisk af at vores lokale 

park – lige som så mange andre steder 

i byen – blev brugt som opsamlingssted 

af prostituerede. 

jagten på Ruslands kultur 

Resultatet af vores lille ven Perestrojkas 

arbejde ses tydeligere i dag end nogensinde 

før. landet er midt i en vanvittig 

forandringsproces, hvor det for de unge 

og smarte byboere gælder om at spille 

med på vestens noder, mens det for den 

ældre generation og landboerne mere 

gælder om at holde fast i nogle værdier 

og holdepunkter, 

som har eksisteret 

i kommunismens 

70-årige regime. 

Med en turists øje 

overrasker Moskva 

på rigtig mange 

måder i dets bestræbelser 

på at 

opnå vestlig status. 

Stort set alle 

reklamer er på engelsk 

og omhandler 

vestlige produkter. 

Gaderne er linet op 

med vestlige kæder 

og butikker som 

McDonald’s, KFC og 

benetton, og der er 

dansk islæt i form 

af bl.a. ecco og 

legobutikker samt 

et utal af Steff- 

Houlbergs pølsevogne. 

Popmusikken, der 

buldrer ud af radio- 

3 Glasnost sætter sine spor alle steder. Her en markedsbod midt på en stor 

boulevard. 

5 Trods omvæltningerne står Kremls mure stadig. 

Vasilij Blazennyj-katedralen , nærmest symbolet på Moskva. 

erne, er engelsksproget, men paradoksalt 

nok er det kun få russere, der snakker 

og forstår engelsk, og alt andet end 

reklamerne er skrevet med det kyrilliske 

alfabet. Kun de gamle prægtige bygningsværker 

vidner om en storslået tid 

med byens funklende stjerne over dem 

alle: Vasilij blazennyj-katedralen som 

kronen på værket. Katedralen på Den 

Røde Plads med dens mange løgformede 

kupler, malet i rød/hvide bolchestriber 

og andre fantasifulde pennestrøg, ligner 


et fabelhus fra et østerlandsk eventyr. 

Den er så smuk, at arkitekten efter færdigopførelsen 

fik prikket øjnene ud af 

Ivan den Grusomme, så han ikke kunne 

konstruere kirkens lige – eller noget 

endnu smukkere. 

Men det gamle Rusland – pelshuerne, 

balalajkaerne og russerdansen 

– hvor var det blevet af? Hvad havde 

Perestrojka gjort ved de gamle værdier? 

Vi besluttede at gå på jagt efter den originale 

kultur for at få et lille indblik i det 

”rigtige” Rusland, vi alle kender fra vores 

skolelærdom. Vi var overalt: på gader, 

stræder og pladser; i parker og på 

markeder; i kirker, paladser og museer 

og gennem næsten hele metronetværket, 

men kun i det gamle Arbat-kvarter, 

Moskvas svar på Paris’s Montmartre, 

hvor gadesælgerne bl.a. handler med 

pelshuer, gamle uniformer, ikoner, KGb 

kasketter og matrjoska-dukker, fandt vi 

en lille flig af det oprindelige Rusland. 

Resten havde Perestrojka fået gjort kål 

på. Hvor end vi færdedes, fornemmede 

vi hans hånlige latter bag vores rygge, 

og han lod os ikke se noget som helst af 

den gamle kultur. Vi måtte have hjælp 

til at forstå det oprindelige Moskva, så 

vi fulgte andre veje. Perestrojka blev 

lidt bedrøvet over vores nysgerrighed 

for den oprindelige kultur - intet kunne 

jo være bedre end de forandringer, han 

selv havde sat i værk - men han tøede 

en smule op, da vi fortalte ham, at vi 

blev nødt til at kende den gamle kultur 

for at forstå den nye. Det virkede som 

om, at han accepterede det argument, 

hvorefter han susede videre ud i byen 

for at iværksætte nye forandringsprojekter. 

Sprogkursus på russisk 

Som tidligere nævnt foregik en af 

ugerne i Moskva med et sprogkursus 

på Ruslands hoveduniversitet, i en kolonorm 

bygning, der lignede en måneraket 

parat til affyring. oppe på 20. 

etage, i et lille mørkt lokale, hvor lugten 

af fugt kildrede i næsten, og hvor 

væggene var beklædt med blomstret 

tapet, skulle vi lære det russiske sprogs 

finurligheder. 

Meeen – undervisningen var af og til 

en anelse kedelig, så let og elegant 

fik vi ofte drejet emnet fra sprog og 

over på historie og politik. lærerinden 

- endnu en Tatiana, universitetsuddannet, 

ca. 50 år og bosiddende i Moskva 


- var mere end villig til at tale om den 

politiske situation – og hun var meget 

utilfreds: 

”Hvad har politikkerne givet os? 

Ingenting!! Tomme ord og brudte løfter!!! 

Intet andet!! Hvad er det hele 

værd, når tidligere velstående folk, der 

gjorde en god indsats for staten, får 

udbetalt 135 rubler (ca. 35 kr.) om måneden 

og kun kan købe brød til sig selv 

og familien? Stalin styrede landet med 

hård hånd. I Vesten siger I, at han var 

grusom, og at han ikke kendte til nåde, 

men husk på, at i hans tid voksede 

Sovjet til et stort land. Jeg ville ønske, 

at vi kunne få en Stalintype til magten 

igen”, svarede Tatiana på mit spørgsmål 

om hendes syn på den nuværende 

situation i landet. Hun nærmest dirrede 

af raseri, når Perestrojkas navn blev 

nævnt, men blødt op i stemmen når 

talen faldt på kommunismen. endnu 

engang fik vi besøg af Perestrojka, og 

atter morede han sig helt vildt over de 

folk, der ikke har fået så meget ud af 

forandringerne, og som stadig bander 

ham langt væk. At han så selv blev 

omtalt som lidt af en skurk, kunne han 

overhovedet ikke tage sig af. Dertil var 

han alt for arrogant. 

Stalin har ikke eksisteret! 

Tatiana er ikke alene med sine meninger 

og frustrationer. Rigtig mange russere 

benægter at Stalins rædselsregime har 

eksisteret, og de mener, at Stalindagene 

var de lykkeligste for Rusland i mange, 

mange år. Andre mener dog, at Putin har 

tændt et lille håb om en bedre fremtid. 

Jeg indså, at det måske netop er der, 

Ruslands sande identitet skal findes. 

Tvivlen om, hvad der er rigtigt og hvad 

der er forkert, hvad der er foregået, og 

hvad Staten har informeret om. Glasnost 

– åbenhed – blev først introduceret af 

Gorbatjov i slutningen af kommunisternes 

regeringstid. Man skal huske på, at 

russerne i de foregående 70 års kommunistiske 

styre – og før dem under zarernes 

undertrykkelse af befolkningen 

- har været vant til, at propagandaløgne 

og fortielser har dækket over et brutalt 

regime, og at historiebøgerne af samme 

årsag er skrevet om op til flere gange. 

Hvad skal man da tro på? Hvilket fundament 

skal man da bygge sit liv på? 

Intet at sige til, at russerne er en smule 

forvirrede i disse år, og måske heller 

ikke så underligt, at de lægger afstand 

til landets kultur. Hertil skal lægges 

landets ufattelige kludetæppe af små 

autonome stater, hver med sin kultur og 

nationalisme, der også prøver at trænge 

igennem på tv-skærme og i hverdagslivet, 

og som kun gør forvirringen endnu 

større. og så bedrer det ikke situationen, 

at Perestrojka er en arrogant fyr, 

der ikke ligefrem udøver Glasnost i tilstrækkelig 

grad og informerer om sine 

seneste tiltag. 

den russiske bjørn er vågnet 

Skabningen Perestrojka fulgte os fornøjet 

overalt, hvor end vi bevægede 

os, og vi var ikke i tvivl om, at han var 

godt tilfreds med sit værk. Han nød stor 

street-respekt blandt jakkesættene på 

gaderne, og det var tydeligt, at han var 

blevet en guru og helt for alle nyrige 

russere. Til hans ros skal det da også 

siges, at effekten af planøkonomi og frie 

markedskræfter er til at tage og føle på, 

om end ikke alting er forandret til det 

bedre. 

De fattige folks drømme om et frit og 

rigt liv brast fuldstændig under dem og 

efterlod dem på den dunkle side af demokratiet, 

så gamle damer nu om dage 

forsøger at overleve ved at sælge deres 

simple ejendele, et stykke sæbe eller 

en gammel lup, eller bare tigger om 

penge, hvor de er i skarp konkurrence 

med benløse uniformerede krigsveteraner, 

der kommer rundt i metroen på et 

lille rullebrædt i deres forsøg på at fritte 

folk for nogle skillinger. Men Moskva er 

yderst kontrastfyldt og ved at betragte 

den almindelige moskovit er indtrykket 

af samfundet heldigvis anderledes end 

tiggerkonernes elendighed. 

I Metroen går snakken livligt, og man 

kan virkelig se liv og sjæl i moskovitternes 

øjne, ikke de tomme blik om en trøstesløs 

fremtid, man ellers ser hos folk i 

de mindre velstående lande. Folk er fashionabelt 

klædt, nogle i skjorte og slips 

og andre i modens sidste skrig. Især ser 

pigerne fantastiske ud, og deres fremtoning 

får Claudia Schiffer og hendes 

modelkollegaer til at blegne ved siden 

af. og så er deres tøjstil rimelig udfordrende, 

en tanke, der var kættersk for 

blot få år siden. 

Den russiske bjørn er blevet løsnet fra 

sine snagende lænker. Det gør ondt, 

men der er trods alt håb om en lysere 

fremtid. og lur mig, kære læser, om vi 

ikke får set en masse til Perestrojka i 

fremtiden.

Warszawas 

sorte humor 

for mange, mange århundreder siden boede 

en havfrue i Wislafloden. når solen gik ned og 

der blev tusmørke, bar vandets bølger hendes 

klangfulde sang. 

Ved flodens bred i et lille fiskerleje levede en 

fisker, som hed Wars med sin kone Sawa. 

Sådan lyder nogle af legenderne om Warszawas 

tilblivelse. 

TeksT og FoTo: ewa Bylinska 

Faktisk har jeg aldrig opfattet Warszawa 

som en storby. Jeg ville ikke sige om 

byen, at den er så køn som Prag, æterisk 

som Wien, charmerende som Paris, 

eller majestætisk som london. Men den, 

som kender byens skæbne og historie, 

vil kunne finde den unik og beundringsværdig. 

Ingen af de europæiske byer har været 

dømt til sådan en tilintetgørelse. Ingen 

har løftet sig op fra den totale ruin og 

aske. Denne by ejer en særpræget ukuelighed, 

livskraft, vilje og styrke. På 

samme måde som i København er en 

havfrue Warszawas symbol. Men mens 

den lille københavnske havfrue er even- 

33 Den Gamle By. 

53 Havfruen – Warszawas symbol. 

5 Monumentet for Ghettoens Helte. 

tyrlig og romantisk, så står Warszawas 

symbol med skjold og sværd i hånden 

parat til ligesom den uindtagelige gudinde 

nike at værne over byen. 

Under den anden verdenskrig, da 

europas lande kapitulerede i løbet af en 

dag efter den tyske hærs indtrængen, 


kæmpede Warszawas borgere mod be- 

sættelsesmagten i hele 30 dage. byen 

ville ikke give op. I 1945 lå hele hovedstaden 

i ruiner. 90 % af beboelsesejendomme 

og Den gamle bys historiske 

bygninger blev jævnet med jorden. 

Warszawas beboere lagde sten på sten, 

for igen at skabe helheden. Kunstnere 

bidrog med forskønnelsen. Historikere 

vogtede over enhver dokumentarisk de- 

talje. Ud af ruiner og nedbrændte huse 

skulle opstå den sejrrige nye hovedstad. 

For mig er Warszawa gennemvævet af 

minder. Der har jeg tilbragt min barndom, 

årene i skole og universitet. 

Selvom min generation blev født mange 

år efter krigen, udviklede vi vores fantasi, 

når vi på vej fra skolen passerede 

ruinerne af Warszawas ghetto. I beskyttelsesrum 

og i husenes skeletter så vi 

kun mysteriet. Vi tænkte slet ikke på 

krigens gru. 


I 50’erne voksede tunge stalinistiske 

bygninger ovenpå ruinerne af Hitlers forbrydelser. 

Kun børn frydede sig og følte 

stolthed over det belyste himmelstræbende 

Kulturpalads. De voksne påstod, 

at den kønneste udsigt over Warszawa 

får man fra dets øverste etage. Derfra 

ser man nemlig ikke paladset – symbolet 

på afmagt og den nye besættelse. I 

»de skal med det samme klippe og barbere 

deres søn!« faren svarede skriftligt: »jeg er 

ikke frisør, jeg er dommer!« 

gymnasiet begyndte vi at se, at alt var 

gråt. Vi drømte om en ægte frihed. For 

enhver pris prøvede vi at komme nærmere 

det vestlige europa, som vi fra tid 

til anden har beundret og kun kendte fra 

kulørte postkort. Med grådighed kastede 

vi os over nye vestlige trend. Det grå 

kommunistiske tøj farvede vi til skrigende 

papegøjefarver. På loppemarkeder 

betalte vi en formue for plader med 

Janis Joplin, beatles og Jimi Hendrix. Vi 

protesterede over kommunismes strenge 

regler. Vi ville trænge igennem jerntæppet. 

Vi ville være synlige for hele 

verden. Min nære ven, som i dag er en 

berømt kunstner, rendte rundt på skolen 

som en ægte hippie. Det hjalp ikke 

med trusler og bøn fra de rigoristiske 

pædagoger. Til sidst skrev skoleinspektøren 

en ordre i kontaktbogen til hans 

far.: ”De skal med det samme klippe 

og barbere Deres søn!” Faren svarede 

skriftligt: ”Jeg er ikke frisør, jeg er dommer!” 

Vores første romantiske stævnemøder 

fandt sted i lazienki-parken, som 

er kendt for den sidste polske konge 

Stanislaw Poniatowskis sommerslot. 

Ved Chopin-monumentet afprøvede vi 

de første kys under koncertens toner. 

når vi skulkede fra skolen, gemte vi 

os i Wilanow bag murene af kong Jan 

Sobieskis residens, bygget i Versailles 

slottets stil. 

Da jeg under undtagelsestilstanden besøgte 

Warszawa, var forretningernes 

hylder tomme for varer. Intetheden 

var trykkende. Selv køerne fra tidligt 

morgen til sent aften var overflødige. 

Alle fødevarer og vodka var rationeret. 

Som sædvanlig lå redningen i den 

sorte humor, som altid gav mulighed for 

at overleve, også de sværeste stunder. 

”Hvad er forskellen mellem en slagterbutik 

før krigen og nu?” – lød vittighed i 

Warszawa. Svaret var: ”Før krigen stod

der ”slagter” på butiksskiltet, og inde i 

butikken var hylderne fulde med pålæg 

og kød. I dag står der ”Kød og pålæg” 

på skiltet, og inde i butikken sidder ene 

og alene en slagter”. 

Mine veninder har givet mig en værdifuld 

skat ved ankomsten; nogle ruller 

toiletpapir. ”Se, hvad vi har skaffet dig! 

For at få en tilladelse til køb af toiletpapiret 

skulle man levere 3 kg. gamle 

aviser. Det ender nok med, at man blive 

bedt om et bevis på, at man er bloddonor, 

hvis man ønsker at købe en blodpølse.” 

I dag kan man ikke se, at Warszawa har 

været i ruiner. byen er blevet moderne 

og international. Alskens varer vælter 

ned af hylderne i de mange luksuriøse 

supermarkeder. Slanke skyskrabere 

vokser op som i bryllupsvalsen omkring 

Kulturpaladset. Det er som om de vil 

skjule de tunge kommunistiske bygninger, 

dække over den stadig nærværende 

triste fortid. Gaderne nowy Swiat og 

Krakowskie Przedmiescie byder på de 

mest elegante butikker. De dufter af det 

bedste bagværk fra det berømte blikle´s 

konditori. 

Den Gamle by, fuld af liv og i nye farver, 

spejler sig i Wislafloden fra den 

høje bred. Den genopstod som en tro 

kopi af et maleri fra det 16. århundrede. 

bymurene - barbakan, der omringer 

den gamle bydel - forsvarer ikke adgangen 

til dens indre. Med sine mange 

kunstgallerier langs murerne inviterer 

den ind i labyrinten af snævre gader 

fulde af charmerende caféer og restauranter. 

Den arkitektoniske samling er 

blevet gjort til verdensarv af UneSCo. 

Det genopbyggede kongelige slot minder 

om en stor historisk begivenhed. 

Der på slottet vedtog Polen i 1791 som 

det første land i europa en demokratisk 

forfatning. Men intet hus i Warszawa 

og ingen gade har glemt byens rædsler. 

Tavlerne på husmurene og talrige 

monumenter informerer om krigsforbrydelser 

mod byens befolkning. Ved 

bymuren barbakans ydre del ses det 

mest rørende af dem - et monument af 

33 Stalins gave til Polen (1952) Kulturpaladset. 

53 Monumentet af den lille soldat ved 

Barbakan – bymuren. 

5 Torvet i Den Gamle By. 

Slotspladsen ved Den Gamle By. 

den lille soldat. Hans søde ansigtstræk 

minder om den franske revolutionære 

Gavroche. Han har alt for store støvler, 

en hjelm der skjuler hans øjne og han 

holder på et gevær, der er større end 

ham selv. Han er et minde for de polske 

spejdere og de yngste børn, som gav 

deres unge liv i kampen for Warszawa. 


Puerto Montt 

hvor verdens 

ende begynder 

TeksT: henrik Frier hansen 

FoTos: glenn roholTe 

Byen på kanten af verden. Beliggende der hvor ’The 

Panamerican Highway’ slutter længst mod syd og hvor 

chilensk Patagonien begynder. Her er vi virkelig sydpå. 

Porten til ’Carretera austral’, til de sydlige fjorde og 

gletchere og til Ildlandet. og ikke mindst til et meget 

spændende område af Chile. 

En by som mange rejsende blot passerer i transit på deres 

videre rejse sydpå, men som absolut har meget at byde på 

– og som ville være en skam ikke at opleve. 

20 GLOBEN nr. 25 / September 2006

Puerto Montt er hovedstad for Chiles tiende 

region, ’Sø-distriket’. Tusind kilometer 

sydpå fra hovedstaden Santiago 

ligger denne havneby med 165.000 indbyggere. 

Forventes at stige til 250.000 

indbyggere i 2010. Altså en by i rivende 

udvikling. Ikke mindst p.g.a. lakse-opdræts 

industrien samt en stigende ’økoturisme’. 

Puerto Montt er centrum for et opland 

spredt ud over et kæmpeområde, 

et landområde hvor byen er centrum. 

Derfor kan man sige, at Puerto Montt 

er en praktisk by, mere end noget andet. 

Her er flere isenkræmmere, tømmerhandlere 

og byggemarkeder end 

der er fortovscaféer, biblioteker og biografer. 

Flere hospitaler, reservedelsforretninger 

og kommuneforvaltninger end 

der er museer og teatre. en praktisk 

og nødvendig by, mere end et kulturelt 

centrum. 

Kontrasternes by 

Men alligevel er Puerto Montt en særdeles 

kulturel by. På den måde at byen 

er sig selv og repræsenterer den mangfoldighed, 

som en stor landregion kan 

byde på. Sjældent ser man en by præget 

af så stor forskellighed af mennesker af 

alle typer, fra alle samfundslag. Der er 

tidsaldre til forskel på folk her. 

De simpleste bønder fra øerne i 

Reloncavi-bugten fragter i små joller deres 

kartofler og hvidløg ind til byen for 

at sælge deres produkter på markedet. 

et marked, der kan finansiere en hel fa- 

milie i måneder. Alt imens advokater og 

forretningsfolk sidder på de dyre caféer 

og drikker kaffe og ryger lange cigaretter 

med hvidt filter. Rygsæksturister 

gående langs landevejen. Cruiseskibe 

på vej i havn med amerikanske turister. 

oksekærrer og Mercedes benz´er side 

om side. 

en by med store forskelle. Men også en 

by med stor venlighed og gæstfrihed. 

den magiske natur 

Udover at være regionens hovedstad, så 

må det store centrale ord for beskrivelsen 

af byen være ”naturen”. Hele oplandet 

omkring byen er så spækket med flot 

og imponerende natur, at man næsten 

ikke ved, hvor man skal starte. Havet er 

jo altid tæt på. Puerto Montt ligger side 

om side med Reloncavi-bugten og det 

imponerende Stillehav, hvor man kan 

finde både delfiner og søløver. og så er 

der vulkanerne, der omgiver byen. Den 

største af dem - osorno vulkanen - står 

majestætisk og imponerende med sin 

snehvide top og fylder det halve af himlen. 

Calbuco og Puntiagudo-vulkanerne 

ligger side om side og konkurrerer om, 

hvem der ser bedst ud, når solen går i 

vest. 

nationalparkerne findes i hundredevis. 

Mod syd, mod nord og mod øst. nogle 

store, andre små. nogle egner sig til 

trekking i verdensklasse, andre bedst 

til kajaksejlads, andre igen til klatring. 

Men generelt er de alle fulde af smuk 

og spændende flora og fauna. også 

33 Rio Cochamo. 

53Fiskerihavn og fiskemarked Angelmó. 

5 Bybusserne i Chile hedder ”micros”. 

floder og søer findes overalt. Ikke 

uden grund kaldes denne region af 

Chile for ’los lagos’ - søernes region. 

et grønt naturparadis gennemstrømmet 

af Andesbjergenes vand, der gennem 

kringlede floder fylder de mange 

søer. 

Tilbage i tiden 

Rundt omkring det sydlige Chile, specielt 

i landområderne, får man tit fornemmelsen 

af at være sat tilbage i tiden. 

Scener der virker bekendte fra 

Danmark, men som foregik 40-50 år 

tilbage. F.eks. når man ser, at mange 

af bøndernes foretrukne transportmiddel 

stadigvæk er oksekærren. eller på 

bussen, når en ung skoleknægt giver sit 

sæde til en ældre dame. eller når man 

passerer folk på gaden. F.eks. den ældre 

herre fra landet iført sin typiske ældre, 

udtjente habit – løfter sin sombrero og 

siger; ’buenos Dias, caballero!’ og smiler 

et næsten tandløst, men dog meget 

venligt smil. 

Man kommer nemt i kontakt med folk 

i landområderne, og der skal ikke meget 

til, før man bliver inviteret indenfor 

hos folk. Måske til en kop the og hjemmelavet 

brød. Måske der sælges ’empanadas’ 

friske fra brændekomfuret, men 

hvor man får en sludder og et smil med 

i købet. 


Høfligheden og velviljen er enorm på 

disse kanter, og det føles fantastisk rart 

og befriende at være så uforbeholdent 

velkommen. en fornemmelse man i vores 

hjemlige tidsalder desværre næsten 

har glemt. 

den rejsende 

og hvad har Puerto Montt så at byde 

den rejsende? 

Selv om Puerto Montt ikke er den ’iscenesatte’ 

og pæne by, hvor man kommer 

for at blive set på strøget eller 

sidde på fortovscaféer, så er byen alligevel 

et stop værd for den rejsende. 

Det er en original og levende by, og 

en by i opblomstring og med en hvis 

pionerånd. Her er masser af steder at 

spise den lækre chilenske mad og nyde 

den gode vin. overnatningsmuligheder 

i alle kategorier, både i byen og på landet. 

God infrastruktur, med transportforbindelser 

til hele Chile med både 

fly, tog, færge, bus eller lejet bil. Gode 

forbindelser til nærliggende Argentina. 

banker, hospitaler, rejsebureauer, internetcaféer, 

restauranter, natklubber, 

shopping osv. 

og aktiviteterne i området er også 

utallige: Trekking, lystfiskeri i verdensklasse, 

vulkanbestigning, kajaksejlads, 

lokale landsbyfester om som- 


meren, ture på hesteryg, pingvin og 

søløve-kolonier, besøg på laksefarme 

osv. Gamle tyske immigrant-samfund 

og indianske Mapuche-landsbyer side 

om side. Der findes en del varme kilder 

og termalske bade i området, som 

absolut også er værd at opsnuse for at 

få sig en varm dukkert efter en lang 

vandretur. 

FAKTA 

Puerto Montt: 

Regionshovedstad for Chiles ‘los 

lagos’ region 

Indbyggere: 165.000. 

en blanding af Mestizer, Mapuche-indianere 

og europæiske immigranter. 

afstand til Santiago: 1000 km. 

Transport fra Santiago: 

bus: 12-14 timer. Fremragende 1. 

klasses natbusser med service, 

masser af plads og toilet til ca. kr. 

350,- oneway. 

fly: lAn og SKY flyver mellem SCl- 

PMC. Flyvetid ca. 90 min. Priser fra 

ca. kr. 1000,-. billetter kan nemt 

være billigere lokalt i Chile end ved 

køb udefra. 

Tog: Den sidste del af toglinien 

mellem Santiago og Puerto Montt er 

netop blevet genåbnet efter mange 

Kort sagt har Puerto Montt mere at byde 

på, end man måske umiddelbart skulle 

tro. Desuden er prisniveauet er lavt og 

sikkerheden er i top her i det sydlige 

Chile. 

Så går din vej mod verdens ende? Så 

husk lige at stoppe i Puerto Montt – det 

er et besøg værd. 

års forfald. I 2005 begyndte togtrafikken 

igen mellem de to byer. 

Kræver skift i Temuco. Chiles tog 

hedder eFe. 

Møntfod: Chilensk pesos (ClP) 

1000 clp = 9 dkk 

Klima: Tempereret kystklima med 

fire årstider. 

Rejsetidspunkt: Det bedste vejr og 

de fleste aktiviteter er i den chilenske 

sommer fra december til marts. 

Januar og februar er den absolutte 

højsæson. 

Gode links: 

www.visit-chile.org 

www.puertomonttchile.cl 

www.sitecenter.dk/chile 

www.ambsantiago.um.dk 

www.efe.cl 

www.lan.com 

www.turbus.com 

Havneliv i Puerto Montt.

Mig og Berlin 

TeksT og FoTo: niels J.l. iversen 

jeg har været i Berlin adskillige gange, og jeg 

kan faktisk godt lide byen, - især nu efter “die 

Wende”, hvor man kan fare rundt på kryds og 

tværs over det hele uden hensyn til de gamle 

zonegrænser. der er flere hundrede museer og 

andre seværdigheder, der fræser alskens typer af 

tog og busser rundt, der er flere bycentre med 

hver sin karakter, og prislejet er relativt moderat. 

det er kort sagt en glimrende by at besøge, hvis 

man godt kan lide korte, hæsblæsende ferier. 

TV-turm og Mariakirche (1995) 

Første gang jeg var dernede var i 1975 

med litteraturhistorisk Institut ved 

Århus Universitet. Det var en samling 

ræverøde kommunister hele bundtet, 

og de skulle nu ned at hilse på kammeraterne 

nede i berlin, hvor det meste af 

deres lekture alligevel blev trykt. Jeg 

fulgte med som det tynde øl, - deltog 

i nogle arrangementer, der også havde 

almen interesse, men sprang andre 

over, der kun kunne have interesse for 

partimedlemmer. og så fyldte jeg i øvrigt 

ud med seværdigheder efter eget 

valg, hvilket bl.a. omfattede Østberlins 

Zoo (der hedder Tierpark), Märkisches 

Museum, Köpenick slot og museerne på 

Museumsinsel. Det var faktisk en ganske 

udbytterig tur turistmæssigt set, 

men jeg fik skam også noget ud af de 

arrangementer, som instituttet havde 

planlagt. For eksempel besøgte vi 

Statsbiblioteket ved Unter den linden, 

hvor de havde to danske aviser (land og 

Folk og Politiken), vi talte med studerende 

ved Humboldtuniversitetet lige overfor, 

- opkaldt efter den meget berejste 

Alexander von Humboldt og hans hjemmeføding 

af en bror, og vi kiggede gysende 

hen mod brandenburger Tor, som 

dengang lå i ingenmandsland. På den 

anden side boede de grimme kapitalister 

(som jeg ikke kunne komme til at besøge, 

fordi vi var på østtysk gruppevisum). 

Senere samme år besøgte jeg igen 

berlin, men nu i selskab med min moder, 

og denne gang var det Vestberlin. 

De tre vestmagters zoner kom efter 2. 

verdenskrig til at omfatte den vestlige 

del af berlin, hvor der hovedsageligt var 

boligkvarterer. Man fik imidlertid en ny 

bymidte stampet op af jorden i området 

syd for berlin Zoo, med en udløber 

ned mod sydvest ad det nye hovedstrøg 

Kurfürstendamm, som de rapkæftede 

berlinere naturligvis kun omtalte som 

Ku’Damm. berlinerne har også navne 

for andre ting, såsom Kongreshalle syd 

for Tiergarten (nu Haus der Kulturen), 

der gerne omtales som die Schwangere 

Auster (den gravide østers), et komedieteater 

på Unter den linden, der 

kaldes die Kommode (kommoden), og 

ikke mindst Gebetsgasometer, Hohle 

Zahn og Puderdose om de tre dele af 

Gedächtniskirche, der er blevet genopført 

som delvis ruin. Den nye kuppel 

på Rigsdagsbygningen har inspireret til 

navnet Der eiwärmer (Æggevarmeren), 

ikke at for veksle med das Präsidenten-ei, 

der er en bygning i tilknytning til præsidentboligen 

Schloß bellevue. og mens vi 

nu er ved de fine folk: bundeskanzleren 

(eller for tiden: die bundeskanzlerIn) 

holder til i die Waschmaschine (vaskemaskinen) 

i Tiergarten. 

A propos Tiergarten, det er den store 

park, der ligger vest for brandenburger 

Tor, og som nærmest virker som en 

demonstrativ barriere mod det gamle 

centrum øst for porten. Her står der 

en forgyldt kvindefigur på den såkaldte 

Siegessäule, og hun har naturligvis også 

fået et navn: Gold-else. Da man nu efter 

genforeningen skal have udviklet forbindelserne 

mellem de to byhalvdele, er 

Tiergarten kommet lidt i vejen, og der 

er derfor ved at udvikle sig et tredje bycentrum 

omkring Potsdamer Platz, der 

for turisten ikke mindst er interessant 

ved at have to konkurrerende 3D IMAXbiografer 

og noget ret iøjnefaldende 

moderne arkitektur. 

Mit næste besøg i berlin fandt sted i 

1990. Jeg havde købt en fridagsferie 

med overnatninger i berlin og Praha 


hos DSb, og rent en passant vil jeg da 

lige nævne, at jeg efter nøje læsning af 

køreplanerne havde fået presset et ophold 

i Dresden ind i rejseplanen. Året 

efter dukkede Dresden op i DSb’s program, 

- tilfælde eller produktudvikling?? 

I berlin boede jeg på hotel Palast lige 

overfor Museumsinsel, og jeg opfattede 

mig derfor som berettiget til at køre 

med S-tog til østtyske priser. Det var i 

de hektiske dage lige efter genforeningen, 

og man havde endnu ikke fået de 

to bydele koblet helt gnidningsfrit sammen. 

Under den kolde krig var det kun 

de øststyrede S-tog, der måtte køre i 

begge dele af byen. Som reaktion herpå 

udviklede man i vest et U-banenet, der 

nu også er blevet udbygget i den tidligere 

østzone. Men det er stadigvæk 

sådan at højttalerne i S-togene angiver 

overgangsmuligheder til andre S-tog, 

lokal- og fjerntog samt busser, - bare 

ikke til U-banen. 

Så varede det til 1998 inden jeg kom 

forbi igen, men blot for et kort besøg 

på min 7. interrailtur. Den euforiske 

stemning fra 1990 var blegnet, men til 

gengæld var byen begyndt at virke som 

som en organisk helhed. Jeg fik besøgt 

et par nye museer, herunder Museum 

für naturkunde, men herom mere nedenfor. 

og så genbesøgte jeg naturligvis 

den hæderkronede gamle berliner zoo, 

der en overgang var den zoo i verden, 

der kunne fremvise flest dyrearter. Men 

de fleste zooer indskrænker antallet af 

dyrearter for at kunne give de tilbageblevne 

bedre forhold, og det har man 

naturligvis også gjort i berlin zoo. 

og så vil jeg kun i rent forbigående 

nævne, at jeg besøgte berlin i december 

2005. I grunden var det et meget 

hæderværdigt formål: jeg ville bedrive 


antropologiske studier blandt de julekuljulekulrede tyskere, og jeg besøgte i den anledning 

erfurt, erfurt, leipzig, Halle og berlin. berlin. Men 

bortset fra leipzig, hvor hele bymidten 

var omdannet til julemarked og stank stank af 

Glühwein ligesom i de gode gamle dage, 

synes synes julegalskaben julegalskaben at være blegnet 

noget siden 1982, da jeg foretog en tilsvarende 

studierejse i det daværende 

Vesttyskland. Til gengæld fik jeg set 

en masse zoologiske haver og akvarier, 

herunder det det nye Sea life Center med 

den såkaldte Aquadom, der ligner en 

nymodens kaffemaskine: publikum står 

inde i et stempel, der bevæger op gennem 

en cylinder fyldt med akvariefisk. 

Jeg ved desværre ikke, hvad berlinerviddet 

har udkrystalliseret vedrørende kende for at få det det der visum visum (det var jo 

denne aparte mekanisme. 

ikke helt helt lyv), og at jeg jeg var vadet kilometerter 

eller kilometer med min min ansøgning i 

Min seneste visit i byen 

hånden gennem den hylende brølende 

I marts 2006 fik jeg det indfald at holde snestorm for at nå nå frem frem til deres fine 

påskeferie på Madagascar, og som følge nye hvide og og lyserøde ambassade med 

af en lidet glorværdig sagsbehandling de fine sorte sorte diplomatbiler udenfor, udenfor, så 

hos mit rejsebureau måtte jeg accep- fik hun vist lidt ondt af mig og ringede 

tere en elendig rejseplan med et par til til sin overordnede, overordnede, der accepterede at 

nætter i Kenya på vejen dertil. begge der kunne gøres en en undtagelse undtagelse fra fra den 

lande kræver visumkrav. Ingen af dem normale regel. Jeg fik fik mit mit visum, men 

har ambassade i Danmark, men begge slap først derfra en time senere, efter 

er repræsenterede i berlin. Selv om jeg at de de højere magter havde nærlæst min 

havde været i berlin så sent som i de- medbragte rejseplan. rejseplan. Så spadserede spadserede jeg 

cember 2005, checkede jeg rutinemæs- tilbage til banegården banegården og kørte kørte ind mod 

sigt muligheden for at gøre det til en centrum. Men da den kenyanske ambas- 

udflugt i stedet for blot at stole på postsade lukker kl. 13, var det for sent at 

væsnerne og rekommanderede breve. prøve lykken der.I stedet tog jeg med S- 

Da easyJet tilbød priser på 235 kr.enkelt tog til Potsdam. Her sneede det ganske 

excl. skat, slog jeg til. Herudover be- vist også, men jeg havde et hængeparti 

stilte jeg det firstjernede hotel Abacus med slottet Sanssouci, som jeg havde 

ved Tiergarten for ca. 500 pr. nat i tre set udefra i 1991, men ikke været inde 

nætter. Det var jo til at overse. 

i. Denne gang fik jeg set det, men neues 

Schloß (gamle Fritz’ overdimensionerede 

Jeg fløj derned torsdag eftermiddag, gæstehus til den nærmere familie) var 

og næste morgen skulle jeg så ud til fredagslukket, og de resterende bygnin- 

den vestlige forstad Falkensee, hvor 

Madagascar har sin ambassade. Jeg kom 

ger i området holdt vinterlukket. 

lidt sent afsted, og berlin er en stor by lørdag og søndag formiddag kunne hel- 

med lange afstande, og der var en 2-3 liges den rene turisme, da ingen ambas- 

km fra Falkensee banegård til ambassader eller konsulater ville drømme om 

saden, så jeg var der først klokken 11. at arbejde i weekenderne. Jeg startede 

Planen havde ellers været at stå der kl. lørdag morgen med at besøge min nabo 

10.05 dut, få stemplet passet og fræse Tiergarten, men da det sneede og var 

ind til centrum for at gentage seancen pivkoldt, blev jeg der kun halvanden 

hos kenyanerne i bymidten. Men det gik time. Derefter kørte jeg med U-bahn 

ikke helt sådan. Faktisk mente damen og S-tog op til Museum für naturkunde, 

i visumkontoret først, at det var totalt der ganske vist var åbent i 1998, men 

udelukket, at jeg kunne få mit visum med lignede en byggeplads. Så skulle der 

med det samme. Men da jeg en passant vel så et moderne nyindrettet museum 

nævnte at jeg var taget til berlin udeluk- klar til folket her i 2006? næ, det gjorde 

der ikke, - den vidt berømte dinosaurhal 

5 Muren falbydes i småstykker (1990). 

forventes først åbnet igen i slutningen 

3 Gold-Else alias Siegessäule i Tiergarten (post- 

af 2007. Det ligner ærlig talt noget i retkort 

1975) 

ning af en fast livstidsstilling for de der

palæontologer, der går og nusser med 

at få skruet skeletterne sammen igen. 

næste museum: jeg tog med U-bahn 

ned i midtbyen, hvor der ligger et stort 

Museum für Verkehr und Technik (eller 

også er det omvendt). De har fået en ny 

stor bygning i fem etager til deres skibe 

og fly, og eftersom den har åbne skakter 

mellem etagerne, er det noget af en 

udsigt man har fra øverste etage til kælderen. 

Den gamle del af museet, som er 

indrettet i en tidligere banegård, rummer 

mestendels tog, og den er også seværdig. 

Museet har imidlertid i den grad 

sprængt sine rammer, at man har måttet 

flytte alle biler til en filial, som jeg 

ikke fik set. Museumsbesøgene sluttede 

af ovre i området syd for Tiergarten. 

Her så jeg Musikinstrumentmuseet plus 

det voluminøse Kunstforum med værker 

fra middelalderen til 1700-tallet 

samt Kunstgewerbemuseum minus dets 

kedsommelige stolesamling. Jeg ville 

også have set neues nationalgalerie, 

men der stod en hær af mennesker og 

ventede på at komme ind, fordi der just 

var åbnet en særudstilling om Kunst og 

Sindssyge, og det gad jeg ikke vente 

på. I stedet trillede jeg med toetagers 

bybus til Ku’damm og tilbage igen, og 

så var den dag gået: fem museer og en 

zoo. Perfekt! 

Søndag skulle jeg flyve 16.15, og indcheck 

startede 14.15. Jeg var egentlig 

på vej til berlin Messe, hvor der foregik 

en stor turistmesse ved navn ITb, som 

der blev reklameret for overalt. Men 

så kom jeg til at tænke på hvor lange 

køerne der mon var, og det gad jeg 

ikke, så det blev i stedet til endnu en 

museumsdag. Jeg startede med Rudolf 

Virchows Museum für Medizinhistorie 

i Charité-hospitalet. Hvis man synes 

det er skægt at se på deformiteter og 

patologiske tilstande af enhver art, så 

nYTTIGE lInKS: KEnd dIn lufTHaVn! 

Et af Lufthansas første Dornier-fly på Transportmuseet 

(2005) 

det her. For eksempel kan man beskue 

verdens angiveligt største tyktarm, der 

ligner en sammenfoldet elefantsnabel. 

Den tilhørte i sin tid en stakkels mand 

med ualmindeligt langvarig hård mave. 

Han døde efter svare lidelser af mangel 

på plads til andre næsten ligeså 

livsvigtige organer såsom hjerte, lever 

og lunger. Man kan også se fostre uden 

hjerne eller med åbentstående rygrad, 

kræftknuder, skrofuløse skeletter og 

siamesiske tvillinger i sprit. nu til dags 

ville man nok reparere de fleste af den 

slags tilfælde i tide, men i Virchows tid 

var sygekassen ikke opfundet. Tilsidst 

besøgte jeg Märkisches Museum, hvor 

man kan se udstillinger om hele berlins 

historie fra de tidligste tider og frem. 

Jeg var her i 1975, - og nu er 1975 i den 

grad også blevet historisk. Så er ringen 

lissom sluttet. 

Har du nogensinde stået i en skrupforvirret fremmed lufthavn og spekuleret på, hvordan du kunne undslippe de glubske 

taxihajer? løsningen findes formodentlig på hjemmesiden www.toandfromtheairport.com. eller hvad med en nat i 

lufthavnen? Check først hjemmesiden www.sleepinginairports.net/airports.htm. Vil du vide, hvornår der går færge til 

Palawan i Indonesien? Det står på færgeselskabets Pelnis hjemmeside: www.pelni.com. Hvorfor er der et nandi bulltempel 

i bangalore? Det står forklaret i detaljer på hjemmesiden www.indiantemplesportal.com. Hvor er den nærmeste 

ækvatorialguineanske ambassade? Svaret er bruxelles (e-mail guineaecuatorial.brux@skynet.be), i følge hjemmesiden 

www.ambassade.dk. Men du kan ikke downloade en visumformular, - det fremgår af www.visumformular.dk, det kan du 

derimod til snesevis af andre obskure lande. 

Disse er blot nogle få af de mere end ottehundrede nyttige og informative links i listerne på de berejstes hjemmeside 

www.berejst.dk (under “links/søgning” i menuen til venstre). Af Niels Iversen 


Ulan Bator – ”den røde helt”. Opkaldt 

efter den revolutionære mongolske leder 

Suukhubaatar. Byens navn passer 

ikke dens initiativrige forretningsfolk. 

”Chinggis City” er i støbeskeen. De 

har allerede taget fat med lufthavnen. 

”Buyant Akhaa” er nu blevet til ”Chinggis 

Khaan International Airport”. Rettelig 

skal tilføjes, at lufthavnen i den grad har 

fået en indholdsmæssig opgradering. 

Den lader ikke noget tilbage at ønske 

i forhold til alverdens ligestillede i den 

bedre ende af skalaen. Velkomsten er 

fornem og aldeles problemløs, såfremt 

man ankommer til UB ad luftvejen. 

Hvis man - som jeg - ikke har været på 

besøg de seneste elleve år, ligger næste 

chok lige for: trafikken. Hvem kunne - 

selv i sin vildeste fantasi - have forestillet 

sig for elleve år siden, at Ub en dag 

ville lide under trafikkaos? Men sådan er 

det nu. I stor stil har bilerne holdt deres 

indtog, naturligvis uden dertil udbygget 

infrastruktur. Tilpasningen mangler helt 

og aldeles. bilerne buldrer frem overalt. 

At opleve morgen- og aftentrafikkaoset 

på byens ringvej tager pusten fra selv 

den mest forhærdede. og der skal mod, 

stort mod, til at forsøge at krydse den 

ottesporede Peace Avenue, som gennemløber 

bymidten. Fodgængere er nederst 

i det lokale trafikale hierarki. Ja, 

det at bevæge sig til fods er at sætte sig 

helt uden for den sociale opstigen. Hvis 

man tilbydes at blive kørt og svarer, at 

fødderne foretrækkes som transportmiddel, 

kigger folk på en, som om der 


Ulan Bator 

”Hvad skal man med et sommerhus lige uden for byen?” spurgte en ven 

mig kort tid efter min hjemkomst fra Mongoliets hovedstad og eneste store 

by ulan Bator. Referencen var min beskrivelse af min families vidunderlige 

oase mindre end tyve kilometer fra storbyens pulserende og hårdt 

pumpende hjerte. jeg forstod på min vens udtryk, at jeg ikke magtede at 

svare ham på forståelig vis, men selv var jeg ikke i tvivl om selv samme 

oases betydning. ulan Bators myldren, forurening og brutalitet kræver 

pusterum. Byen med dens nykapitalistiske iklædte ham nærmest æder 

mennesker rå. En væsentlig del af at fornøje sig i dens mange fristelser 

ligger i fra tid til anden at komme på afstand. 

TeksT og FoTo: michael sommerville 

er noget helt galt. Det er jo ikke en forfærdelig 

stor by rent pladsmæssigt, der 

synes ikke at være et umiddelbart behov 

for de mange biler, men måske tiltaler 

de mange gamle nedslidte og overfyldte 

busser ikke sådan lige de mange 

driftige mongoler. og prestigen ved en 

stor firehjulstrækker med et ”look” som 

en kampvogn vejer nok tungt. når man 

nu har pengene til sådanne udskejelser! 

Men byens miljø inklusiv luftkvaliteten 

lider voldsomt under den massive trafikale 

udfoldelse. 

når benene bliver trætte, er den nærmeste 

taxa ikke langt væk. De findes i 

to versioner: de officielle gule a la new 

York versionen og så de endnu flere 

uofficielle, som i princippet er alle andre 

køretøjer på fire hjul. Taksten er ca. 

1,20 kr. per kilometer. efter mørkets 

frembrud er det efter lokal anbefaling 

tilrådeligt kun at køre med de gule, hvis 

man gerne vil sikkert hjem og i seng. 

Så kan man passende søge lidt fred og 

ro indenfor murene i byens største buddhisttempel 

Gandan. For sådan lige at 

vedligeholde sindsroen. Det smukke 

kompleks bestående af et utal af bygninger, 

som hver for sig har sin egen helt 

specielle betydning og formål, er placeret 

midt i byen på en skråning og tilbyder 

sig derudover med en prangende 

udsigt over midtbyen samt de omkringliggende 

bjerge. Templet har naturligvis 

hundredvis af år på bagen og overlevede 

blandt andet de store udrensnin- 

ger i Mongoliets religiøse miljø gennem 

1930’erne, hvor kommunisterne gjorde 

livet mere end vanskeligt for de troende. 

Gennem denne periode måtte næsten 

en fjerdedel af landets befolkning 

lade livet grundet deres gode tro. Dette 

kan være svært at begribe anno 2006 

sådan en tidlig morgenstund i Gandankomplekset 

under den høje blå himmel, 

alt imens nogle få lokale sender dagens 

første bønner afsted til de større magter. 

Morgenstund har guld i mund. og 

sådan er oplevelsen i Gandan. Mageløst. 

en halv time i det smukke og fredsfyldte 

kompleks observerende de lokale i stor 

respekt og dyb koncentration udføre 

deres gerninger er en god start på en 

ny dag. 

Ulan bators livsrytme starter nemlig 

senere end på vore kanter. Til gengæld 

falder den til ro langt senere. når mongolerne 

først er kommet i gang, er de 

ikke til at stoppe. Det virker lidt som 

om de føler, at de har et efterslæb på 

at leve livet. De mange år under kommunismen 

var for de fleste stille. Meget 

stille. Forandringernes vinde blæste for 

seksten år siden til, hvorledes byen i dag 

slår sine folder. Knaphed på hylderne i 

butikkerne og mangel på spisesteder og 

forlystelser hører fortiden til. Ulan bator 

må nu være den større by i verden, der 

har flest supermarkeder pr. indbygger. 

Udviklingen på dette område er også 

fænomenal. Hver tredje butik i byen er 

et supermarked. Anslået med lidt rund 

hånd. Hvad der i den grad imponerede

»når mongolerne først er kommet i gang, er 

de ikke til at stoppe. det virker lidt som om de 

føler, at de har et efterslæb på at leve livet« 


mig var deres enorme vareudbud. Der 

er bare mere udvalg i såvel produkter 

som mærker af de enkelte varer end i 

Danmark. For elleve år siden fandt jeg 

hylderne tomme i de få forretninger der 

fandtes. Forandringen er imponerende. 

Jeg blev nærmest grebet af en supermarkeds-dille. 

Gik fra supermarked til 

supermarked med åben mund og polypper! 

Det var, som om jeg søgte boblen 

der brister, men forgæves. og der blev 

fyldt i indkøbsvognene. Prisniveauet er 

naturligvis under det hjemlige, men ligeså 

er indkomsterne. og skatten - for 

de få som betaler skat. Mongolerne ser 

ud til at leve efter devisen: pengene 

ligger bedst i borgernes egne lommer. 

og i supermarkedernes kasser. 

Supermarkedsportene slås op kl. ni om 

formiddagen, og der stænges omkring 

midnatstide. nogle steder lukker dog allerede 

kl. ti aften. Shop till you drop! Alle 

varer bærer to prisskilte illustrerende 

prisforskellen på minus ti procent, såfremt 

der købes ind før middag. Men 

uanset tidspunktet er køerne lange med 

fyldte vogne ved check-pointet. De nationaløkonomiske 

statistikker kan umuligt 

passe hvad angår mongolernes bnP og 

indkomstniveau. Det vil blive bekræftet 

lige foran øjnene af enhver, som færdes 

blot nogle dage i Ulan bators shoppingeldorado. 

Mangfoldigheden længe leve. og i kunstens 

verden lever den også i Ulan bator. 

”Please, lift your foot, a flower wants to 

blossom”. Det er Saran Tsatsas motto. 

en vidunderlig, smuk og meget dygtig 

lokal kunstmaler og multikunstner. Ja, 

Tsatsa er på trods af hendes modne alder 

i omegnen af de halvtreds med sin 


udstråling og varme så dragende, at 

hun kunne få mig til at overveje at forlade 

kone, arbejde, hjem, børn, pension 

og fædreland for en lang rundrejse i 

Mongoliet - med dertil hørende overnatninger 

i tomandstelt forstås! For to år 

siden afholdtes en stor udstilling i byen 

med hendes værker fokuserende på 

mongolernes nylige indpas i forbrugerismens 

verden. Hovedværket var toiletkummer 

fyldt til lidt mere end randen 

af fabriksfremstillede, moderne, smarte 

og udpinte fødevarer. For de nye tider 

har også bragt med sig - i et nyt omfang 

for mongolerne - livsstilssygdomme 

som fedme og kræft. Selveste landets 

præsident klippede snoren til udstillingens 

start, som hun fortalte blev meget 

omtalt og debatteret. Videre fortalte 

Tsatsa, at præsidenten immervæk lod 

til at tage budskabet ombord helt personligt, 

for i løbet af det efterfølgende 

år tabte han mere end femogtyve kilo. 

og hun er netop blevet dekoreret med 

landets højeste orden. ”om det skyldes 

33 Friske grøntsager i et af byens utallige supermarkeder. 

Disse er skudt op som paddehatte 

gennem de seneste få år. 

5 Frisklavet kimchi – en koreansk delikatesse af 

kål i chil- og ingefær. Virker forrygende mod 

forstoppelse. 

En picnicplatte a la Ulan Bator: Øverst ses den 

traditionelle mongolske ”buuz”, serveret med 

kartoffelsalat ”nissle”, ris og kål i karry salat. 

Downtown Ulan Bator – byen kan snart komme 

til at hedde Chinggis City, hvis det står til det 

lokale erhvervsliv. 

Ulan Bator har et stort og frodigt kunstnermiljø. 

Her ses kunstmaleren Tsatsa i sit studie. 

Hun var ligeledes ophavsperson til livstilsudstillingen, 

som forårsagede at landets præsident 

tabte sig 25 kilo. 

Massage behandlinger er meget udbredte 

overalt i UB. En udsøgt luksus for ømme 

muskler, svage led og knogler til ca. 50 kr. for 

1 1/2 times professionel tortur. Som her, hvor 

artiklens forfatter modtager en såkaldt ”honning” 

behandling modvirkende rygerlunger!! 

mine kunstneriske evner eller glæden 

over hans eget vægttab ved jeg ikke”, 

klukker Tsatsa. Hendes malerier kan ses 

på mange af byens gallerier og udbydes 

til priser, som afspejler det nyrige miljø 

i Ulan bator: fra 10,000 kr. og opefter 

pr. værk til at pryde væggene i de mange 

nybyggede, luksuriøse lejligheder, 

som er skudt op de seneste få år. en 

årle morgenstund talte jeg seksogtyve 

byggekraner indenfor Ulan bators ringvejssystem. 

og så tænkte jeg tilbage på 

mine timer i nationaløkonomi for mange 

år siden og konkluderede: her går det 

godt! I hvert fald for nogle. 

I Ulan bator skal man leve og bo indenfor 

ringvejen. Men halvdelen af byens 

1.2 millioner indbyggere er ikke nået så 

langt. De må tage til takke med et ophold 

udenfor. På den anden side. Skyggesiden. 

Ulan bator er som to byer i en. Indenfor 

og udenfor. De sekshundrede tusinde 

gode mongoler på den forkerte side af 

grænsen til det forjættede land bor i et

sirligt virvar af de traditionelle ger-telte 

og sammenflikkede træskure. For de fleste 

uden helt basale daglige fornødenheder 

som indlagt vand, bad, toilet og el. 

Disse mange mennesker hutler sig gennem 

tilværelsen fra dag til dag. Det er 

blevet så trendy at leve i nuet for mange 

af os, der har et valg. Ulan bators underklasse 

er på den måde trendy: de lever 

i nuet. De har ikke dog ikke andet valg. 

De tjener til nuet som løsarbejdere og 

som selvstændige med at sælge alskens 

tingel-tangel fra byens tusindvis af for- 

tovsboder. ofte farverige boder til glæde 

for den bedre stillede offentlighed. Andre 

har fundet sig en niche som specialister i 

lommetyveri fra en stadig voksende turiststrøm 

af primært koreanere, japanere 

og kinesere. lommetyvenes primære 

territorium er det kolossale marked, som 

på engelsk opererer under navnet ”The 

black Market”. Mere end titusinde boder 

på et begrænset område udbyder massivt 

udvalg af beklædning, computer 

gadgets og lignende, lokale antikviteter 

samt stort udvalg af memoralia fra den 

røde tid før 1990. Ikke at forglemme intens 

trængsel samt herlige måltider fra 

alverdens køkkenregioner. Stedet er et 

fascinerende mylder af alskens liv og 

lommetyve og et paradisets have for en 

”snap-happy” fotograf. 

I den mere traditionelle turistboldgade 

byder byen sig flot til med museer og seværdigheder. 

Mit foretrukne sted er det 

noget ydmygt udseende natur Museum. 

Men indenfor udfolder sig en flot udstilling 

af Mongoliets store rigdom i flora og 

fauna med de store dinosaurer som et 

absolut højdepunkt. og en tur til et tra- 

»Mærke dynamikken og optimismen 

fra det levende og livlige gadeteater 

udfolde sig lige foran mig.« 

33 Bedehjul i et stille afsnit af det mægtige Gandan, 

byens største buddhisttempel. 

3 Udsnit fra Gandan-templet, som oser af fred og 

ro – en fredsfyldt oase i den frådende storby. 

ditionelt sang- og danseshow hører med 

til buketten af den slags oplevelser som 

skal med, når man nu er der. Kedeligt 

er det bestemt ikke, når mongolerne 

istemmer ”throat singing” tilsat lokale 

etstrengede instrumenter i farvefulde 

dragter. byens centrum domineres af 

den enorme Suukhubaatar-plads, som 

krydses af en evig strøm af mennesker 

på farten. I tilstødende grønne hjørner 

spilles skak og pool, ja pool spilles overalt 

- indendørs som vi kender det, men i 

høj grad også udendørs. Jeg noterede i 

øvrigt, at der ikke konsumeres så meget 

alkohol i gademiljøet længere, i hvert 

fald ikke i byens centrum. Måske er 

dette også et udtryk for den forbedrede 

levestandard indenfor ringvejen, nu gør 

de som hos os: de drikker ikke længere 

i rendestenen, nu tager de rendestenen 

med hjem i stuen! 

For elleve år siden gjorde jeg hver dag 

alt for ikke at spise fårekød, men der var 

intet andet for maven, så jeg endte med 

at spise får to gange dagligt. Denne gang 

nåede fårefobien ikke at sætte bo i mig. 

Uden at skænke det en tanke, tilbragte 

jeg mere end en måned i Mongoliet uden 

så meget som at sætte tænderne i det 

uldne kød en eneste gang. Dette afspejler 

så glimrende det mangfoldige tilbud 

af restauranter og små gadekøkkener 

tilbydende strålende mad fra alle egne 

af kloden. Til rimelige penge. en tre retters 

menu på f.eks. georgisk eller vietnamesisk 

restaurant kan fås for under 

en halvtredser. Den lokale nationalspise 

”buuz”, dumplings med enten okse- eller 

fårekød, er næsten gratis. Kan være 

velsmagende, men ofte mere til bare at 

tanke op. Men der kan også spises på 

japansk restaurant med friske råvarer 

fra fiskemarkedet i Tokyo til over 2.000 

kr. pr. næse. Favoritten er dog svigermors 

shaslik tilberedt på traditionel vis 

i det legendariske sommerhus lige nord 

for Ulan bator. 

lykkelige stunder for mig var dog også 

at sidde på en af de mange fortovscaféer 

ved en af de travle boulevardlignende 

gader ved ni-ti tiden om aftenen 

og se de værdige og stolte mongoler 

passere forbi. Mærke dynamikken og 

optimismen fra det levende og livlige 

gadeteater udfolde sig lige foran mig. 

På en korsvej mellem Rusland og det 

fjerne Østen. Under den høje, mørkeblå 

smukke mongolske aftenhimmel. I 

sådanne øjeblikke følte jeg mig hjemme 

og rigtig godt tilpas. Syv tusinde kilometer 

fra Christianshavn. 



I øjenhøjde med 

havskildpadder og 

mantarokker

Thailand er også smuk under havets overflade, 

og Similan-øerne byder på dykning og snorkling 

i verdensklasse. En 5 dages live aboard 

sejltur sikrer dig det optimale udbytte – og et 

fantastisk minde for livet. 

TeksT og FoTo: lone og 

michael anDersen 

Havskildpaddens sorte øjne plirrer nys- 

gerrigt, og den er næsten helt henne og 

presse snuden mod undervandskameraet. 

Selvom dykkermasken forstørrer 

synsindtrykkket er denne green turtle 

uden overdrivelse godt én meter lang. 

Det flotte mønster på rygskjoldet fremstår 

helt skarpt i det ultraklare havvand, 

der omgiver Similan-øerne. 

East of Eden 

Vi befinder os ved dykkerstedet ”east of 

eden”, der ligger ved den sjette af øgruppens 

i alt ni øer. Vi har en fornemmelse 

af at befinde os midt i et levende 

postkort med små bevoksede øer, der 

ligger som grønne totter på det turkisblå 

Andamaner Hav. 

Skildpadden inviterer os med på en 

svømmetur væk fra båden, og vi forbavses 

over, hvor hurtigt den glider igennem 

vandet. Vi får cirka 15 minutter i 

audiens, før den trækker sig ud på dybere 

hav. 

nogle af dykkene går ned på 

30 meters dybde 

ombord på skibet Westcoast explorer 

sejlede vi fra Phuket i aftes og vågende 

op til det smukke syn af Similan-øerne 

udenfor kahytten. Her tilbringer vi de to 

første dage med at udforske de mange 

dykkersites, som pryder landskabet under 

vand. 3 dyk + 1 natdyk bliver det til 

pr. dag. 

Det anbefales, at man har advanced certifikat, 

da nogle af dykkene går helt ned 

til 30 meters dybde, men open water 

dykkere kan sagtens få et fint udbytte 

af turen. Det samme kan snorklere, da 

sigtbarheden generelt er god, og der er 

masser af koraller og et væld af fisk at 

observere lige under havoverfladen. 

Vores new zealandske turleder, Milton, 

har 22 års erfaring og tusindvis af dyk 

bag sig. I seks år har Similan været hans 

andet hjem, og før hvert dyk beriger han 

os med en grundig briefing om forløbet, 

og hvad vi kan forvente at se. Med hans 

hjælp identificerede vi bl.a. hawksbill 

turtles, emperor angelfish, black-spotted 

puffer og blue-striped snapper. 


Vandet er 30-32 grader varmt, så det 

er simpelthen umuligt at komme til at 

fryse, selvom vi er i vandet op til en 

time ad gangen. et faktum der unægtelig 

er med til at forhøje nydelsen af undervandslivet. 

På et par af Similan-øerne 

får vi mulighed for at komme ind til 

land og nyde de pragtfulde sandstrande 

samt vandre op til udsigtspunkter med 

panoramaudsigt. 

lækre thailandske retter 

Den friske havluft, intensiv dykning og 

glæden ved ferielivet skærper appetitten. 

Vores thailandske køkkenpiger eoo 

og Tum fremtryller en lind strøm af lækre 

retter fra det lille køkken på nederste 

dæk. Vi svælger i bl.a. tom yam suppe, 

kongerejer, saftige ananas og friskbagt 

banankage. 

Hurtigt falder tilværelsen ind i en behagelig 

rytme: Spise, dykke, spise, dykke, 

spise, dykke, spise, dykke, spise, sove. 

Indimellem bliver der tid til at snuppe en 

lur, læse, hyggesnakke og tage et spil 

poker på soldækket. 


efter Similan sejler Kaptajn Tong os i løbet 

af natten til Richelieu Rock, der betegnes 

som et af Thailands allerbedste 

sites. Tre dyk får vi her i selskab med 

bl.a. kæmpe manta-rokker, der er helt 

op til fire meter lange og et imponerende 

syn, når de ”flyver” graciøst forbi på 

oceanets blå kulisse. Vi er også heldige 

at se bl.a. nurse sharks, barracudas, 

moray eels, napoleon fish, Andaman 

sweetlips og en lepard shark. 

lepard Sharks 

På turens sidste dag dykker vi ved Koh 

bon West Ridge samt ved Koh Tachai 

Plateau, hvor vi bl.a. ser lepard sharks. 

begge steder er der chance for at se 

whale sharks, men så heldige er vi desværre 

ikke. bedre held næste gang! 

Det er meget sandsynligt, at vi vender 

tilbage til Similan på en ny live Aboard 

sejltur på en senere rejse. Det er virke- 

FAKTA 

live Aboard turene til Similan 

afgår fra Phuket, Thailand på faste 

datoer fra starten af november 

frem til slutningen af april. 

Det bedste tidspunkt er januar 

- marts. 

Turene kan bookes gennem Jysk 

Rejsebureau. Århus 8618 2488, 

Aalborg 9812 3336, odense 6312 

1216, København 3311 1616, 

oslo (+47) 2220 2488 samt Jysk 

Specialrejser 8618 4288. 

Få flere oplysninger og detaljeret 

dag-for-dag beskrivelse 

på www.jysk-rejsebureau. 

dk/TravelPlanner. Klik ind på 

Thailand, Dykning. 

Kontakt Jysk Specialrejser, hvis 

I er en større gruppe/storfamilie 

eller gerne vil have arrangeret 

hele rejsen til Thailand inklusiv fly 

og overnatninger samt eventuelle 

ekstra eventyr-oplevelser som 

trekking i junglen eller Sea Safari. 

www.jysk-specialrejser.dk. 

Jysk Specialrejser arrangerer 

også færdigpakkede rundrejser 

til blandt andet Thailand, laos og 

Cambodja. eventyr med sikkerhedsnet.http://www.jysk-specialrejser.dk/rundrejser.php

En hyldest til 

london 

TeksT og FoTo: JakoB linaa Jensen 

Er man træt af london, er 

man træt af livet 

Således skrev Samuel Johnson allerede 

i 1700-tallet, og den dag i dag holder 

det stik. Med risiko for at blive belært 

fra adskillige berejste med hver deres 

favoritby, vil jeg hævde, at london er 

den mest varierede, kulturelt facetterede 

og gennemgående interessante by 

i hele verden. 

nuvel, jeg er anglofil (person med kærlighed 

til alt, der er engelsk) og har været 

i london 15 gange. Men det er ikke 

uden grund, at london er et af de steder 

i verden, der trækker suverænt flest turister. 

Denne artikel skal både ses som 

en personlig hyldest til byen og som en 

appetitvækker til dig, der ikke - eller kun 

en enkelt gang - har været i london. 

london som by går som meget andet 

tilbage til romertiden. Allerede dengang 

byggedes en fæstning langs Themsens 

mudrede bredder, og ”the rest is history”, 

beskrevet på glimrende vis i 

f.eks. edward Rutherfords fremragende 

bog, ”londonium”. london er egentlig 

to byer, der er vokset sammen: 

Westminster, som rummer parlamentet, 

de fleste museer, teatrene og i det hele 

taget hovedparten af kultur- og shoppinglivet, 

og City, som er landets økonomiske 

kraftværk. Her tjenes pengene, 

for london er efter krisen i 70’erne igen 

blevet en af verdens økonomiske hovedstæder. 

For en rejsende er Westminster 

den mest interessante, men også City 

har sin charme, ikke mindst mange historiske 

pubber og kirker, for det er den 

ældste del af london. 

Imperiet 

london er i dag en multietnisk og multikulturel 

by. Det har først og fremmest 

den charme, at london er blevet en 

kulinarisk hovedstad, og ifølge mange 

indere finder man her verdens bedste 

indiske køkken. Samtidig er de mange 

etniske grupperinger med til at øge den 

kulturelle mangfoldighed, der altid har 

været londons varemærke. Trods sin 

multikulturelle status er london stadig 

umiskendelig engelsk, Dronning 

Victorias gamle hovedstad fra dengang 

Storbritannien var et imperium, hvor 

solen aldrig gik ned. 

en tur ned ad Whitehall med premierministerens 

hus i Downing Street 10 på den 

ene side og de store ministerier på den 

anden giver mig altid et sug i maven. Ude 

midt på vejen står statuer og obelisker. 

Her hylder imperiet sine faldne helte, og 

dem er der mange af, for landet har været 

involveret i næsten alle større europæiske 

krige. For enden af vejen finder 

man det karakteristiske parlament med 

det berømte ur, ”big ben”, i toppen, og 

overfor ligger Westminster Abbey, hvor 

de kongelige bliver gift og de store helte 

bliver begravet. 

Kulturen 

Men london er måske først og fremmest 

kultur i alle dens afskygninger. 

Covent Garden er et tidligere marked, 

der i dag rummer shopping, eksklusive 

restauranter og et væld af koncerter, og 

omkring leicester Square finder man en 

koncentration af teatre og spillesteder, 

der kun matches af new York. london 

rummer nogle af verdens absolut bedste 

museer, og helt enestående har 

en række af dem gratis adgang. Man 

kan så give en donation efter evne. 

Fremhæves må ”british Museum”, som 

rummer kulturelle perler, ikke bare fra 

Storbritannien, men også fra en række 

af de lande, imperiet tidligere herskede 

over. Især er de egyptiske og assyriske 

afdelinger fantastiske, og konstant 

er der nye spændende vandreudstillinger. 

”national Gallery” rummer ligesom 


LONDON BY NIGHT: 

5 Westminster, hvor parlamentet holder til. 

Udsigt over Themsen fra det nye ”London Eye”. 

Klassiske lysreklamer på Piccadilly Circus. 

”Tate Gallery” nogle af verdenskunstens 

mesterværker, og på ”national History 

Museum” og ”Science Museum” finder 

man alt fra komplette dinosaurer til månelandingsfartøjer. 

Parkerne 

Ikke mange storbyer har så mange parker 

som london. en vandretur mellem 

Klassiske engelske telefonbokse 

- stadig et hyppigt syn i London i 

mobilens tidsalder! 


nogle af londons største seværdigheder 

og shoppingmuligheder kan sagtens 

tilrettelægges således, at man næsten 

hele tiden bevæger sig gennem grønne 

parker og pladser. For londonerne vil 

gerne bevare en illusion om at leve på 

landet, så selv den mindste åbne plads 

er indrettet med træer og buske. Mest 

kendt er Hyde Park med det berømte 

”Speakers Corner”, men også Regent’s 

Park, St. James Park og Kensington 

Garden er dejlige afbræk fra den hektiske 

by. nordpå finder man Hampstead 

Heath, et stort åbent område med mil- 

lionby på alle sider, og Camden, hvor 

man kan gå på markeder eller sejle 

gennem et komplekst netværk af kanaler. 

Pubberne 

Som mange danskere vil vide, er 

london hjemsted for nogle af verdens 

hyggeligste og mest originale pubber. 

Mange er hundredvis af år gamle. På 

Fleet Street, tæt ved den enorme St. 

Paul’s Cathedral, finder man gamle, støvede, 

egetræsbeklædte pubber som Ye 

olde Cock Tavern og Ye olde Cheshire

Cheese, hvor forfattere som Samuel 

Johnson, Thackeray og Dickens var 

blandt stamkunderne. På Hampstead 

Heath nord for byen, hvor londonerne 

slapper af efter den store ”Sunday 

Roast” søndag middag, er Spaniards 

Inn et absolut must. Ude bagved kroen 

lå engang en vis Dick Turpin og røvede 

de diligencer, der var på vej ind mod 

london gennem den smalle passage ud 

for pubben. Interiøret ser ud som dengang, 

og på en kold efterårsdag varmer 

pejseilden rart. 

FAKTA 

I dag er london et af de billigste og 

nemmeste rejsemål med meget hård 

konkurrence på flybilletter. Prøv 

www.ryanair.com eller www.easyjet. 

com, bare for at nævne et par muligheder. 

london er desværre en af verdens 

dyreste storbyer, men især på 

overnatning og restauranter er der 

penge at spare. Find hotel eller vandrerhjem 

på nettet hjemmefra og gå 

efter de billige etniske restauranter, 

hvis der skal spares penge. 

Specielle oplevelser i london er det 

gamle observatorium ved Greenwich 

floden 

london ville ikke være london uden 

Themsen, den store flod der løber igennem 

byen som en serpentin. et absolut 

topmål i london er en vandretur langs 

floden i weekenden, hvor alle mulige 

markeder og gøgl løber af stabelen 

langs især den sydlige bred. Det er også 

her man finder en af londons nyeste attraktioner, 

”The london eye”, som er 

et gigantisk pariserhjul, hvorfra man 

kan overskue london i sin enorme udstrækning. 

Udsigten er lige god dag og 

øst for london, verdens geografiske 

centrum. Prøv også at få lov at besøge 

parlamentet eller Højesteret og 

se politikerne råbe af hinanden eller 

oplev de klassiske advokater med 

hvide parykker. Man kan også stadig 

komme til ”Five o’clock Tea” på et af 

londons fashionable hoteller til en 

fornuftig pris. 

For berejste er Stanford’s bookshop 

på long Acre Street 12-14 noget helt 

specielt. Det er verdens største specialforretning 

for kort og rejsebøger, 

og de har AlT! 

53 Trafalgar Square er en af Londons dejligste 

pladser. Her ses kirken St. Martin in the Fields i 

baggrunden. 

5 Trafalgar Square med søjlen af Lord Nelson i 

baggrunden. 

aften. langs Themsen finder man også 

Shakespeares gamle ”Globe Theatre”, 

der er blevet genopført, og som konstant 

rummer forestillinger og kurser 

om mesterens værker. Tæt på finder 

man det nye museum, Tate Modern, som 

holder til i en tidligere fabrik, et bevis på 

at london hele tiden udvikler sig. 

Kom af sted! 

Hvornår skal man tage til london? Svaret 

er, at alle årstider er gode. Selvfølgelig 

er sommeren skøn, men menneskemængden 

er enorm, og der kan hurtigt 

blive MeGeT varmt i en storby. Forår og 

efterår byder på færre mennesker, og 

ofte er det varmt langt hen i november. 

Jeg har således oplevet 18 grader den 

2. december. london ligger noget sydligere 

end Danmark. og på kolde vinterdage 

har byen sin egen charme, og der 

er aldrig langt til en af byens tusindtallige 

restauranter eller til en pub, hvor 

det aldrig regner! 

London har alt, og jeg er klar til at tage 

derover de næste 15 gange. Jeg har allerede 

abstinenser ved tanken! 


Rio de Janeiro 

5ting du i følge Knud 

Bach skal vide om 

Rio de janeiro 

1 2 3 4 

Strandene 

Rio har 13 strande, 

men de to mest centrale 

er Copacabana og 

Ipanema. Her tilbringer 

en stor del af Rio’s 

beboere deres fritid, 

ikke bare for at sole sig, 

men også for at vise 

sig frem, diskutere eller 

spille volleyball. Pas på! 

Atlanterhavsbølgerne er 

store, og strømmen er 

meget kraftig. 


favelaer 

en stor del af Rio´s 

10 mio. indbyggere 

bor i favelaer, 

slumbebyggelse, der 

primært ligger ned ad 

bakkeskråninger. Det er 

separate samfund, hvor 

myndighed og politi ingen 

magt har. Her kommer 

den store ulighed 

i brasilien tydeligst 

frem. Desværre vokser 

favelaerne i antal og 

omfang, hvilket er en 

alvorlig trussel for byens 

fremtid. 

Mad 

Det brasilianske køkken 

er meget bredt som 

følge af de mange 

indvandrergrupper. Det 

afrikanske køkken har 

specielt sat sit præg 

i Salvador, men det 

har fået tilsat maniok 

fra indianerne. Fra det 

sydlige pampas kommer 

churrasco. Prøv 

det hele ved at gå på 

Marius på leme. 

fodbold 

Fodbold er brasiliens 

nationalsport, og Rio 

har mange af de store 

klubber som Vasco og 

Fluminense. Se en fodboldkamp 

på Maracanastadion 

og oplev stemningen. 

I det tilhørende 

museum kan man gå i 

Pele eller Ronaldinho’s 

fodspor. 

5Karneval 

I februar/marts afholdes 

verdens største 

show på Sambodromo. 

Store blocos på 4.000- 

5.000 strålende klædte 

eller afklædte personer 

sambadanser mellem to 

lange tribuner. Det tager 

en uge, og Rio står 

på den anden ende. Hoteller 

skal bookes lang 

tid forud og er meget 

dyre. Året rundt kan 

man på Plataforme leblon 

opleve karnevalkostume-show.

Flodskibe 

Fra Manaus kan man sejle i 

dage eller uger med flodskibe 

på Amazonas. 

Foz do Iguazu 

Verdens største vandfald, 

verdens næststørste 

hydrokraft-anlæg. 

Mato Grosse 

Der høstes og sås majs 

med 31 majetærskere og 

12 traktorer i en operation. 

Brasilien 

Salvador 

I den gamle kulturhovedstad, 

er der en kirke for 

hver dag i året. 

Congonhas 

I ouro Preto blev der i 

1700-tallet bygget pragtfulde 

kirker som denne. 

Jetfly 

brasiliansk embraer er en 

af verdens førende producenter 

af små jetfly. 

Brasilia 

Anlagt i 1957, men arkitekturen 

fremstår stadigt som 

futuristisk. 

Gaucho 

Gaucho med zebu-kvæg. I 

det sydlige brasilien er der 

store kvægområder. 

Sao Paulo 

15 mio. indbyggere og 5 

mio. biler. Favelaerne med 

slum kryber op. 

GLOBEN nr. 25 / September 2006 37 

GLOBEN nr. 23 / Marts 2006 37


Auckland 

et backpacker paradis på 

den anden side af jorden

Good morning, sagde den søde unge pige i 

Info centret i auckland lufthavn og sendte mig 

et Colgatesmil. Welcome to auckland, may I 

help you. Hun viste mig en liste over hostels 

i centrum. de kostede alle det samme, tyve 

new Zealand dollar. jeg valgte Central City 

Backpacker. Hun ringede op og bookede en 

seng for mig, fortalte hvor bussen holdt og hvor 

jeg skulle stå af. Sikke en velkomst, man skulle 

næsten tro jeg var turist. 

TeksT og FoTo: arne runge 

new Zealand er – formodentlig - det 

mest velorganiserede backpacker land 

i hele verden. Alt rør sig om backpackere, 

der er flere backpacker hostels end 

hoteller i det lange land down under. 

Alle busstationer har et infocenter, som 

gerne og gratis booker en seng eller et 

dobbeltværelse i et af byens hostels. 

eller i den by du er på vej til. Det kan 

ikke være nemmere. Det er faktisk næsten 

for nemt. new Zealand har virkelig 

fundet ud af, at der er penge i backpackere, 

bare der kommer mange nok og de 

bliver længe nok. backpackere er ikke 

længere fattigrøve, som de var i gamle 

dage. I dag har backpackerne ikke kun 

lang tid, de har osse mange penge. 

Mange rejser rundt med mobiltelefon, 

og flere og flere medbringer en laptop. 

Infocentret i lufthavnen og i Sky Tower i 

centrum af Auckland har tonsvis af brochurer 

om bungy jumps, riverrafting, 

trekking, zorb, skydiving, båd, bus og 

helikopterture. Men det koster. Så tag 

penge med, mange penge, hvis du vil 

prøve nogle af de spændende backpacker 

oplevelser, som for manges vedkommende 

kun findes her i new Zealand. 

Jeg tog et to hundrede meters skydive 

fra Sky Tower i Auckland, det kostede 

syvhundrede kroner. Men jeg var nødt 

til det, for ellers havde jeg ikke været i 

new Zealand, sagde de. 

Kiwier 

befolkningen i new Zealand bliver kald 

for Kiwier. navnet kommer fra navnet på 

fuglen Kiwi, som er landets nationalfugl. 

Desværre mødte jeg aldrig en levende 

kiwi fugl. De er nemlig ved at uddø. 

Kiwierne er natdyr og masser må, ligesom 

pindsvin i Danmark, lade livet på 

new Zealands landeveje. Men jeg så et 

par udstoppede eksempler på Auckland 

Museum. Så nu ved jeg da i det mindste, 

hvordan en kiwi ser ud. 

Gratis sightseeing 

et hostel i Auckland, ja på hele new 

Zealand, er præcist som et backpacker 

hostel skal være, med de få, men vig- 

33 Jeg gik rundt oppe i tårnet en times tid for 

ligesom at sætte mig op til springet. Der var 

langt ned. Meget langt. 

53 Tommy tog et billede af mig og maorien. Smil, 

sagde han, og så smilede vi begge to. 

5 Smil, råbte maorien. Jeg kikkede op og så ham 

tage et par fotos af mig oppe fra udspringsrampen. 

tige, ting en backpacker behøver, eller 

i hvert fald ønsker der skal være. Seng, 

badeværelse, vaskemaskine, køkken, 

opholdsstue med borde og stole, så 

man kan sidde og læse og skrive dagbog, 

og være sociale, informations tavle, 

og adgang til Internettet. Sådan var 

det osse på Central City backpacker. Alt 

var der. På infotavlen i receptionen stod 

der, at der var gratis sightseeingtur hver 

formiddag klokken ti. Det tilbud tog jeg 

naturligvis imod. 

Turen var en flot fire timers byrundtur 

med stop til at fotografere, men selvfølgelig 

en salgstur. Intet er helt gratis 

i denne verden. Men guiden gjorde ikke 

de store bevægelser for at sælge. Tag 

mit kort, sagde han, og ring til mig eller 

snak med receptionen på jeres hostel. 

Der er rabat på næsten alt, ofte tredive 

procent, bare i henviser til mig. og det 

holdt faktisk stik. Jeg fik selv et afslag 

på tredive doller for mit skydive fra Sky 

Tower. I øvrigt kan jeg lige fortælle til 

andre på min alder, at når man er over 


tres, hører men til gruppen de kalder 

”golden age”, som får rabat på al transport 

i hele landet. Vi besøgte havnen, 

hvor guiden fortalte om de mange udflugter 

i bay of Islands, med både, færger 

og sejlskibe. Der var ture, hvor man 

kunne møde delfiner og hvaler, og der 

var færger til de nærliggende øer i bugten 

plus en, to, tre og firedages ture. 

Men igen, det er dyrt, så tag mange 

penge med. 

fest i hovedgaden 

Queen Street hovedgaden med bl.a. 

Central City backpackers ligger kun et 

stenkast fra byens vartegn Sky Tower 

og består for det meste af hoteller, hostels 

og restauranter, og det er her byens 

natteliv foregår. Jeg var så heldig, 

at St. Patrick day faldt mens jeg var 

der, og sikke en fest. Jeg troede der var 

sket noget helt fantastisk, som at landet 

havde vundet et verdensmesterskab 

i rugby eller lignende, men så det var 

bare en eller anden gammel irsk helgen, 

der hed Patrick, som havde fødselsdag. 

Men alligevel, sikke en fest. 

Maorier 

Auckland har været beboet af maorier 

lige så længe som København har været 

beboet af vikinger, dvs. godt ottehundrede 

år, og var en overgang hovedstad i 

landet, opkaldt efter new Zealands første 

guvernør lord Auckland. Maoriernes 


historier er lige så drabelige som vores 

vikingehistorier. 

I dag har byen 1,2 millioner indbyggere 

og er landets internationale gateway. 

Siden begyndelsen af nittenhundrede- 

tallet har Auckland været landets hurtigst 

voksende by og er simpelthen landets 

dominerende kommercielle center, 

hvorimod politik foregår i den nuværende 

hovedstad Wellington, som bestemt 

osse er et besøg værd. 

datolinien 

Alle store flyselskaber flyver på 

Auckland, the gateway til new Zealand. 

Jeg valgte Air new Zealand på grund af 

prisen og ruten. ni tusinde to hundrede 

kroner for en returbillet gældende for et 

år og med mulighed for ændring uden 

tillæg. og så fløj de den forkerte vej, 

kunne man næsten sige. De fløj via los 

Angeles og Fiji-øerne, med gratis stopover 

begge steder og noget jeg altid 

havde ønsket mig at prøve, de fløj over 

datolinien. Jeg havde hørt sjove historier 

om at ankomme til et andet land, 

før man var fløjet hjemmefra, når man 

passerede datolinien i den rigtige retning. 

Jeg havde osse engang som mes- 

»...men så det var bare en eller anden gammel 

irsk helgen, der hed Patrick, som havde 

fødselsdag. Men alligevel, sikke en fest.« 

sedreng, for mange år siden, oplevet 

at passere ækvator med skib. Da kom 

Kong neptun ombord. Vi blev alle malet i 

hovedet og fik fiskenet med levende fisk 

hængt over os og blev smidt i vandet. 

Senere fik vi et diplom, der fortalte at vi 

havde passeret ækvator. Det var en stor 

ære. Mange år senere var jeg i det nordlige 

Sverige og passerede pludselig den 

nordlige polarcirkel. Det var et kæmpeskilt 

der fortalte, at man nu passerede 

polarcirklen, skrevet på fem sprog. Jeg 

kravlede op i toppen og fik min søn til 

at tage et foto af mig. bagefter kravlede 

han op, så jeg kunne tage et foto 

af ham. Så jeg var spændt på, hvad der 

skulle ske, når vi passerede datolinien. 

Måske ville kaptajnen komme ind i sin

Der kravlede små mænd rundt på glasvæggen 

på skyskraberen over for. et par hundrede 

meter over jorden. Det var vinduespudserne. 

3 Der var sejlture, hvor man kunne møde delfiner 

og hvaler, og der var færger til de nærliggende 

øer i bugten plus en, to, tre og firedages 

ture. Men det er dyrt, så tag mange penge 

med. 

flotte uniform og sige sådan noget som: 

Mine damer og herrer, vi passerer i dette 

øjeblik datolinien, og det er ikke længere 

tirsdag, men onsdag. Urene skal 

stilles nøjagtig fireogtyve timer frem. I 

anledning af dette meget specielle øjeblik 

vil Air new Zealand gerne invitere 

på et glas champagne og udlevere et diplom 

til hver passager. og så ville vi alle 

sammen klappe i hænderne. 

Men der skete ikke noget. Der skete 

ikke en skid. Folk sov, klokken var tre 

om natten. Jeg sad helt alene med den 

der forfærdelig Palle-alene-i-verden-følelse. 

Alle sov på nær mig, der næsten 

rystede af spænding. Jeg gik op til stewardesserne 

og bad om en whisky med 

cola. Mens den ene stewardesse lavede 

min drink sagde jeg, vi har lige passeret 

datolinien. nå, sagde hende jeg kikkede 

på, mens den anden bare fortsatte med 

at hælde cola i min whisky. Der var ingen 

reaktion. Sikke en skuffelse. Men 

jeg fik trods alt den sjove oplevelse på 

tilbagevejen at ankomme til los Angeles 

otte timer før jeg lettede fra Fijiøerne. 

Men stadig ingen champagne og intet 

diplom. Øv. 

Sky Tower 

Sky Tower, Aucklands vartegn, er 322 

meter højt og det højeste tårn på den 

sydlige halvkugle. Skal der være fest, så 

lad der være fest, tænkte jeg. når jeg 

nu skulle springe ud fra et eller andet 

for at kunne tillade mig at sige, at jeg 

havde været i new Zealand, så kunne 

jeg lige så godt vælge det højst mulige. 

og det var Sky Tower. Jeg tog elevatoren 

op til toppene og gik rundt en 

times tid, for ligesom at sætte mig op 

til springet. Der var langt ned. bilerne 

og busserne var meget små. Der kravlede 

små mænd rundt på glasvæggen 

på skyskraberen over for. et par hundrede 

meter over jorden. Det var vinduespudserne. 

Masser af skyskraberne 

har glasvægge, så der skal bruges mange 

vinduespudsere i Auckland. Herligt 

sommerjob for en ung mand, der kan 

lide at kravle op og ned af husvægge. 

Så tog jeg mig sammen, trak maven ind 

og gik ned til receptionen i stueetagen 

og sagde, at jeg gerne ville springe. Jeg 

fik dog ikke lov at springe helt oppe fra 

spidsen, men fra en platform, der var 

lavet til udspring, to hundrede meter 

over gaden. Det var nu godt nok osse 

højt nok. 

frit fald 

en ung fyr i i svenskerfarvet uniform 

tog imod mig og hjalp mig med at få en 

springeuniform med en slags sele på. 

Han fulgte mig op til springbroen, mens 

han snakkede beroligende med mig 

hele vejen. My name is Tommy, sagde 

ham, and I’m actually from england, 

what’s your name. Jeg fortalte ham 

at jeg hed Arnie og var fra Danmark. 

engelsktalende kan aldrig udtale mit 

navn Arne, de siger Arnie, og nu var jeg 

selv begyndt at sige, at jeg hed Arnie. 

From Denmark, sagde han med et stort 

smil, vi har haft mange danskere, som 

har sprunget her, er det første gang du 

skal prøve at springe? Det måtte jeg jo 

indrømme. Jeg var måske osse lidt bleg 

i ansigtet og det kneb med at blive ved 

at holde maven inde. Du får en fantastisk 

oplevelse, sagde han, alle der prøver 

det her bliver vildt begejstrede. Jeg 

har selv sprunget halvfems gange. Det 

var jeg meget imponeret over. På broen 

ventede en maori. Han var osse i svenskeruniform. 

Han satte en krog i bæltet 

på mig, så jeg ikke skulle falde ned før 

vi havde ordnet al sikkerheden ude på 

broen. Så skulle vi fotograferes. Tommy 

tog et billede af mig og maorien. Smil, 

sagde han, og så smilede vi begge to. 

Jeg kunne ikke lade være at tænke på, 

at jeg stod her og smillede, og om et 

øjeblik skulle jeg foretage et kontrolleret 

selvmord fra et to hundrede meter 

højt tårn. 

Vi gik ud på broen, mens maorien langsomt 

og beroligende fortalte mig om 

springet. Han satte to nye kroge i se- 

»Men der skete ikke noget. der skete ikke en 

skid. folk sov, klokken var tre om natten.« 

len og tog den første sikkerhedskrog 

af. Du skal bare springe ud på hovedet, 

ligesom man springer fra en vippe i en 

svømmehal, sagde han. Alt er hundrede 

procent sikkert. Der springer over 

tusinde mennesker hver måned. Det 

kunne vel ikke være så svært, tænkte 

jeg, og kikkede ned og så de små biler 

og busser i gaderne og i midten en 

lille platform, hvor jeg skulle lande. Men 

det var skræmmende, meget skræmmende. 

Det var fan’me uhyggeligt, som 


Peter Schrøder siger. om lidt siger jeg 

en, to, tre, spring, sagde maorien, og 

så springer du bare, og jeg svarede ja. 

Jeg tror han simpelthen hypnotiserede 

mig. Så trak han vejret og sagde, en, 

to tre, spring og så sprang jeg, næsten 

uden at tænke overhovedet. Det gav et 

kick. Det øjeblik hvor jeg slap fodfæstet 

og svævede mellem liv og død to 

hundrede meter oppe i luften, hold da 

kæft et kick det gav. Jeg tog et flot hovedspring, 

ligesom fra tremetervippen 

i Østerbro svømmehal da jeg var barn. 

Men få sekunder efter blev jeg bremset 

i faldet og hang bare der i luften i en 

wire og dinglede. Smil, råbte maorien. 

Jeg kikkede op og så ham tage et par 

fotos af mig oppe fra udspringsrampen. 

Jeg skulle lige til at smile, da snoren gav 

efter igen og jeg fløj de tohundrede meter 

ned mod gaden, i frit fald, med firs 

km i timen. Hold da kæft et sug i maven. 

Glem alt om rutsjebanerne i Tivoli og på 

bakken. Det her var ”the real thing”. 

Pludselig strammede snoren sig igen og 

jeg dalede, ligesom en engel, de sidste 

fem meter ned på platformen, hvor to 

F A K T A 

Rejsetidspunkt 

Det er bedst at besøge Auckland og 

nordøen fra november til marts. De 

har sommer når vi har vinter, og der 

er tolv timers tidsforskel. Så man 

kan ikke komme meget længere væk 

fra Danmark. 

flyselskaber 

De fleste store flyselskaber flyver 

til Auckland. Jeg valgte Air new 

Zealand via Californien og Fiji Island 

på grund af prisen (9.200 kroner og 

gældende et år) og på grund af de to 

stopovers. 

Sprog 

engelsk og maori er ligestillede officielle 

sprog, men alle, osse maorierne, 

taler engelsk. Med en charmerende 

kiwi accent. 

Priser 

Regn med, i gennemsnit, omkring 

halvdelen af, hvad det ville koste på 

vores breddegrader. en nZ dollar er 

cirka fire danske kroner. 

Visum og vaccinationer 

Der kræves hverken vaccinationer 

eller visum til new Zealand og det 

er ganske let at få et seks måneders 


andre medarbejder i svenskerfarvede 

springeruniformer smilende stod og tog 

imod mig. en filmdiskette blev firet ned 

med en line. Den tog vi med ind i receptionen, 

hvor de læste den ind på en PC. 

Vil du ha en tur mere? 

et øjeblik senere var jeg den lykkelige 

ejer af to fotos af springet plus en CD 

og et diplom. Tillykke, sagde Tommy. 

Så pyt med, at jeg ikke fik noget diplom 

da jeg passerede ækvator. Der er ikke 

andre der skal springe lige nu, så hvis 

du vil ha et ekstraspring gratis, må du 

gerne få det, sagde Tommy. Det var naturligvis 

derfor han havde sprunget så 

mange gange, når der ikke var kunder, 

så sprang han selv. Jeg tog selvfølgelig 

imod det gratis spring og det hele gentog 

sig. Jeg gik stolt tilbage til mit hostel 

og fortalte de andre om springet. I 

did it, råbte jeg, and I did it twice. Jeg 

gjorde det to gange. Det føltes som 

højdepunktet på min rejse. Welcome to 

new Zealand, welcome to Auckland. Vil 

du ha’ en Gajol. 

arbejdsvisum, som mange udenlandske 

og osse danske backpackere 

bruger på frugt- og bærplukning. 

Kost og logi 

en seng i en sovesal koster mellem 

femten og femogtyve new Zealand 

dollar. og det er ofte femstjernede 

hostels, kvaliteten er høj. et dobbeltværelse 

koster ikke meget mere 

end to senge i sovesalen. og der 

er masser af hoteller og hostels, 

men som de fleste steder er det 

en god ide at booke på forhånd i 

højsæsonen omkring juletid, hvor 

der kommer millioner af backpackere 

til new Zealand. Det gøres let 

via nettet. Det er billigere at gå ud 

at spise end i Danmark, og for os 

på et mindre budget er der masser 

af supermarkedskæder, der holder 

åbent fireogtyve timer, trehundrede 

og fem og tres dage om året. og de 

er for det meste en del billigere end i 

Danmark. Mange slår sig sammen og 

lejer en Van. nogle stopper så ved 

hostels for at overnatte, mens andre 

simpelthen sover i bilen. Så sparer 

de penge til overnatning, der som oftest 

er ligeså dyrt eller dyrere end at 

leje bilen. og så kommer de ud, hvor 

busserne ikke kører.

Interview med Henrik Schumacher: 

Rejserne 

er mine 

børn! 

aF heiDi korsgaarD 

for Henrik Schumacher har rejselivet førsteprioritet. det kan lyde som en kliche blandt 

medlemmerne i de Berejstes Klub, men for Henrik betyder ordene mere end for de fleste. 

Rejserne er nærmest blevet hans livsgrundlag. Henrik brækkede som 18-årig halsen og 

blev lam fra halsen og ned. dengang sagde han til sig selv, at hvis han nogen sinde kom 

til at gå igen, ville han ud og opleve verden. Henrik kom på benene, og ikke nok med 

det, nu cykler han også rundt i verden. Samlet er det blevet til næsten fem år på farten 

og besøg i mere end 50 lande med mottoet: ”Vejen er målet.” Mød her den tysk/danske 

sygeplejerske, Henrik, der fortæller om ultimativ frihed, om hvorfor han aldrig abonnerer 

på en avis, og om hans møde med en prinsesse i Madagaskar. 

Henrik er født og opvokset i bremen i 

Tyskland og har en dansk mor og en tysk 

far. I barndommen var det historierne fra 

mormorens mange rejser i 1920’erne, der 

fik Henrik på langfart i tankerne. Hun havde 

både oplevet Shanghai og San Francisco, 

og Henrik syntes, det var spændende, 

men han kom ikke selv ud på mange rejser, 

før han som 14-årig tog sin første cykeltur 

alene rundt i Danmark. Siden blaffede 

Henrik til Italien, hvor han rejste med 

rygsæk og sov på stranden. Det var den 

rejse, tankerne kredsede om, da han kort 

efter brækkede halsen ved en badeulykke 

og lå lammet fra halsen og ned på hospitalet. 

Han ville for alt i verden af sted igen. 

Badeulykken fik Henrik ud i 

verden 

lige da ulykken var sket, lød lægernes 

besked til Henrik, at der var 50 procents 

chance for, at en operation ville hjælpe 

ham på benene igen. Det var svære odds 

at leve med, og Henrik klamrede sig til 

sit nye mål. blandt lægerne og sygeplejerskerne 

havde han netop besluttet sig 

for, at hvis han nogen siden kom til at gå 

igen, ville han ud i verden. operationen 

blev gennemført, og en dag, da Henrik 

havde nogle venner på besøg på hospitalet, 

skete der noget, der gav ham fornyet 

håb om rejselivet. 

”Mine venner sad rundt om mig og opfordrede 

mig til at lave øvelser. Pludselig 

kunne min venstre tommelfinger bevæge 

sig, og jeg udbrød: ”Så kan jeg snart 

blaffe igen!” Henrik griner, mens han 

viser en lille bevægelse med tommelfingeren. 

Det er tydeligt at se i Henriks 

øjne, at han aldrig glemmer det øjeblik, 

hvor verden kom ham i møde med tommelfingerens 

bevægelse. 

I fire måneder opholdt Henrik sig på 

hospitalet og genoptræningscentret, og 

han blev udskrevet med benskinne og 

stok. Rejsedrømmen kunne snart gå i 

opfyldelse – han havde undgået livet i 

kørestol. 

”badeulykken blev en meget skelsættende 

oplevelse i mit liv, og den blev 

årsagen til, at jeg kom til at se verden. 

Det blev meget vigtigt for mig at kunne 

leve fuldt ud i bevægelse, og det gav 

rejserne mig mulighed for. Friheden 

til at kunne bevæge sig frit bliver man 

først klar over, når man ikke længere 

har den. I Danmark tænker vi jo heller 

ikke over, om vi skal spise i dag, men 

hvad vi skal spise i dag – vi tager for 

givet, at vi skal spise, på samme naturlige 

måde som vi tager for givet, at vi 

kan bevæge os. Heldigvis fik jeg bevæ- 

gelsen tilbage, og jeg føler mig meget 

heldig,” siger Henrik. 

Den første rejse varede knap fire uger, 

og nydelsen ved igen at kunne bevæge 

sig, gav Henrik mod på mere. 

Sygeplejerske i norge 

I første omgang blev det kun til rejser 

i sommerferierne med vennerne i et 

Folkevognsrugbrød sydpå, for Henrik 

skulle også passe sin skole. Han gik på 

handelsskolen, men tog efterfølgende 

arbejde på havnen for at tjene penge, 

så han kunne komme ud på længere 

rejser. For Henrik gjaldt det om at komme 

af sted så hurtigt som muligt. Snart 

pakkede han sin rygsæk og rejste over 

land til Asien. Året efter gik det gennem 

Mellemøsten til Afrika, og siden blev 

Henrik ved et tilfælde introduceret til 

sejlsporten, og han endte med at krydse 

Atlanterhavet fra Cuba til Frankrig og 

har efterhånden tilbragt sammenlagt 

seks måneder på havet. 

”At rejse med rygsæk giver ikke samme 

følelse af at være i bevægelse, som når 

man rejser med båd eller cykel. Jeg vil 

ikke bare sidde på et bagsæde i en bus. 

Det skyldes nok, at jeg har ligget på hospitalet 

i flere måneder uden at kunne 


evæge mig. Med cykel og båd går det 

fremad hele tiden, og de transportformer 

tiltaler mig,” fortæller Henrik. 

efter nogle år på farten besluttede 

Henrik sig for at tage til Hamborg. Her 

ville han læse til sygeplejerske. 

”Jeg ville være sygeplejerske, fordi jeg 

havde været indlagt og havde set, hvordan 

de arbejdede, og jeg ville gerne give 

noget tilbage, nu hvor jeg havde været 

så heldig at blive helbredt selv. Men en 

af mine tanker var da også, at sygeplejersker 

rejser meget – for eksempel med 

Røde Kors. Jeg har godt nok ikke nået det 

endnu, selv om jeg har været sygeplejerske 

i mange år,” siger Henrik og griner. 

Henrik har netop serveret te med honning, 

og eksotisk chokolade er kommet 

på bordet i flere varianter. ”Man er vel 

sygeplejerske”, siger Henrik smilende, 

inden han åbner chokoladen og fortæller, 

hvordan han endte som sygeplejerske 

på Rigshospitalet i København for 

snart mange år siden. For selv om han 

endnu ikke har været udstationeret som 

Røde Kors-sygeplejerske, blev han ikke 

i Tyskland, da han blev færdig med sin 

uddannelse. 

Henrik var lige fyldt 30 år, da han lånte 

en lejlighed i det indre København af 

nogle danske venner, og det, der bare 

skulle have været et par uger i det danske, 

blev begyndelsen på et helt nyt kapitel 

i Henriks liv. Han syntes om hovedstaden, 

kunne sproget og havde mange 

danske venner og længtes samtidig efter 

forandring. Henrik har lige siden haft 

sin gang i det københavnske, hvis han 


da ikke lige er ude at rejse de obligatoriske 

tre måneder om året, eller arbejder 

som sygeplejerske på et af norges 

hospitaler. Ikke mindre end 17 gange 

har Henrik arbejdet i det høje nord 

– fra nordkap til oslo. Sammenlagt er 

det blevet til syv måneder i det norske, 

men det er i Sydamerika, han har tabt 

sit hjerte. Sit rejsehjerte, og det skete 

allerede den gang, han lige var blevet 

færdiguddannet som sygeplejerske. 

den fantastiske cykel 

I 1992 tog Henrik for første gang til 

Sydamerika, og allerede i 1993 vidste 

han, at han ville tilbage. Denne gang til 

brasilien. For at cykle. 

”Jeg vidste, jeg ikke gad sidde i en bus 

og køre forbi flotte steder, med en cykel 

ville jeg kunne stoppe præcis, når det 

passede mig. Jeg havde ellers troet, at 

det med at sejle lige var mig, fordi det 

gynger så rart, og man kommer fremad 

hele tiden, men nu oplevede jeg, hvilket 

fantastisk transportmiddel cyklen var, 

og det har været mit foretrukne lige siden. 

På turen dengang blev det til 2000 

km på fem uger. Jeg købte bare et kort 

i lufthavnen og cyklede derfra – til at 

begynde med på motorvej, og politiet lå 

flade af grin, når de så mig. For mig var 

det den ultimative frihed at trille af sted 

på cyklen, fortæller Henrik. 

en anden gang, et helt andet sted, oplevede 

Henrik, hvordan cyklen kan give 

unikke oplevelser. 

”Jeg kom cyklende op ad en stejl bakke 

i Sydafrika og blev overhalet af et par i 

en bil. Da jeg nåede toppen, stod par- 

3 Henrik med to af cykelkammeraterne. 

5 I en fjern landsby vækker den fremmede cyklende 

altid nysgerrighed. 

af og til bliver der tid til afslapning - som her i 

hængekøjen! 

ret klar med et lille veldækket bord og 

serverede frugtsalat for mig. Det var en 

fantastisk oplevelse i en storslået natur,” 

siger Henrik. 

Men oplevelsen over alle, var nok alligevel 

mødet med prinsessen på 

Madagaskar. 

Stands og kør mig hjem! 

Det var søndag. Henrik cyklede ned ad 

en bakke. Fine folk var på vej til kirke. 

Alle hilste på Henrik, og han hilste igen, 

men så var der en pige, der ikke ville 

nøjes med et hej. Hun insisterede på 

mere kontakt ved at blive ved med at 

sige: ”Hej, hej.” Henrik overhalede, men 

så råbte pigen bare endnu højere. 

”Hun var en sød lille pige på fem år i 

blomsterkjole med håret flettet. Hun 

løb efter mig og råbte så en gang til rigtig 

højt. Da stoppede jeg. nu stod hun 

med hænderne i siden foran mig, og så 

sprang hun op på cykelstangen og kiggede 

på mig og sagde: ”Kør!” Vi kørte 

sammen til landsbyen, hvor hun boede, 

og så sagde hun pludselig: ”Stands!” Jeg 

stoppede cyklen, og så gav hun mig et 

kys på kinden! Jeg var helt solgt. Så gik 

hun ind i sin hytte, og for mig har hun lige 

siden været prinsessen af Madagaskar!” 

Henriks øjne gløder, så fortsætter han: 

”Samme dag, nogle timer senere, kørte 

jeg ind et sted og fik en kop kaffe. Der 

var en lille dreng, der aldrig før havde 

set en hvid mand med blå øjne. Hans far 

gav ham lov til, at han forsigtigt kunne 

røre min arm, og idet han rørte mig, kiggede 

han ligeså forsigtigt på mig, som 

hans lille hånd mærkede på min hud. 

Det er sådan nogle oplevelser, jeg vil

fortælle mine venners børnebørn, når 

jeg bliver 80 år. ligesom min mormor 

fortalte mig rejsehistorier. nogen vil 

sidde tilbage og tale om den Mercedes, 

de fik, andre om deres Strandvejsvilla, 

men for mig er livet alle de oplevelser, 

jeg ikke har kunnet købe for penge.” 

Rejselivet er Henrik bevidst om hele 

året rundt. Han har indrettet sit liv efter 

rejserne, og derfor har han valgt at 

arbejde som timelønnet vikar. Ingenting 

skal binde ham, ikke en gang et avisabonnement. 

”når jeg tidligere har mødt kærester, 

der ville have børn, har jeg sagt fra. Jeg 

har villet være ærlig. Jeg har hverken 

børn eller bil og drømmer ikke om at få 

det. Rejserne er mine børn, og det er 

dem, jeg prioriterer. nu har jeg fundet 

en kæreste, der også kan lide at rejse, 

og hun møder mig ude på nogle af mine 

ture, og det passer perfekt. Jeg har 

aldrig haft et otte til fire job, men jeg 

tror, jeg ville gå død i det. Jeg kan rigtig 

godt lide børn, men det ville ikke være 

til gavn for børnene, hvis jeg skulle gå 

rundt og være bitter over at have fast 

job og ikke kunne rejse. Jeg abonnerer 

for eksempel heller ikke på en avis, for 

det ville give for meget bøvl med at melde 

til og fra hele tiden – rejserne kommer 

bare først. Sådan er det.” 

Afholdte DBK Arrangementer 

9. MaRTS underholdt Jesper Kenn 

olsen i Café Globen om sin utrolige 

’World Run’. Der var desværre kun 9 

deltagere, hvilket var en stor skam 

for alle de der måske troede, at man 

skulle være ’løbe-freak’ for at få noget 

ud af foredraget. 

18. MaRTS var 11 medlemmer taget 

til Allerød, hvor Peter lindberg var 

vært og Gerner Thomsen fortalte 

om sine oplevelser i det vinterkolde 

Østsibirien. 

1. aPRIl var klubben inviteret til en 

interessant eftermiddag i billund lufthavn, 

hvorefter aftenen blev tilbragt 

i Poul og Pia Saabyes bondehus med 

god mad samt billeder fra parrets 

dramatiske tur op gennem Afrika i 

4WD. Der var 29 deltagere til den ene 

eller begge dele af arrangementet. 

18. aPRIl var 16 deltagere mødt 

op i Café Globen for at høre Michael 

Sommerville fortælle om sine mange 

år på new Zealand. Desværre var der 

computer-svigt i ’anden halvleg’, så vi 

venter spændt på en gentagelse ved 

lejlighed. 

18. Maj underholdt Amalie Mangor 

20 medlemmer om sine mange rejser 

til Stillehavsøerne, efter at aftenens 

vært, Merete Holm-bentzen i nærum, 

havde slået alle rekorder i gastronomi. 

armbåndsdrømme 

næste rejse er allerede planlagt. Den 

går til Asien. Men inden da skal Henriks 

opfindelse, et armbånd mod kvalme, 

stå sin prøve. I øjeblikket bliver det testet 

på et hospital, og hvis det går som 

Henrik håber, fungerer det uden bivirkninger. 

”Jeg vil gerne rejse rundt og være med 

til at give noget tilbage for alle de gode 

oplevelser, jeg har haft derude. Den 

enorme gæstfrihed jeg har mødt. Måske 

er armbåndene min vej væk fra sygehusvæsenet,” 

fortæller Henrik i et let 

drømmende tonefald. 

Men indtil videre er det kun billetten til 

næste Asien-rejse, der ligger fast. Den 

skal indløses i Kastrup til januar. I den 

mellemliggende tid har Henrik besluttet 

sig for at gøre noget ved sit hjem. 

Mosaik-væggen var det første skridt. 

For selv om Henrik rejser meget, er lejligheden 

på nørrebro altid hans. 

”bestyrelsen synes, det er fint, jeg rejser 

meget og fremlejer min lejlighed, 

men så skal jeg også love, at jeg sidder 

nede i gården om sommeren og fortæller 

historier fra turen. Det er især et 

ægtepar på 80 år, der holder af at høre 

historierne,” og det er rigtig hyggeligt, 

siger Henrik og kigger ud af vinduet. 

Snart skal han igen fortælle historier. 

16.-17. junI blev klubbens 10 års 

jubilæum markeret med en medlemsweekend 

i jernalderlandsbyen 

nær bjerringbro, hvor de 34 fremmødte 

blev beskæftiget med kanosejlads, 

ølsmagning og tryllekunster 

(ved Jesper Grønkjær). 

18. julI var 12 medlemmer mødt 

op til ’Fransk aften’ hos Pierre 

lahoussaye i Valby, hvor værten 

diverterede med franske specialiteter 

og underholdt med både fortællinger 

og billeder fra det populære rejseland. 

Per Allan Jensen og 

Kira Leisau 


BAHRAIN: 


et gensyn med professor 

Glob og Dilmunkulturen 

1. del

TeksT og FoTo: iB larsen 

dilmun 

en tidlig morgen i januar 2006 landede 

min kone lillian og jeg på bahrain, efter 

en kort 30 minutters flyvning fra Qatar. 

Det var lidt af en drengedrøm, der gik 

i opfyldelse. Fra 1953-1965 gravede 

professor P.V.Glob og den engelske 

Geoffrey bibby på bahrain og afdækkede 

brik for brik den 5000 år gamle 

Dilmunkultur. Jeg var fem år, da den 

første lille tomands ekspedition drog af 

sted for første gang, og sytten år, da 

ekspeditionerne for en periode blev afsluttet. 

Jeg er på det nærmeste vokset 

op med historierne om det genfundne 

Dilmun. At jeg en gang ville få mulighed 

for at besøge det gamle Dilmun var en 

drøm, der dengang lå helt ude på fantasiens 

overdrev. 

navnet Dilmun dukkede op, da man begyndte 

at udgrave de assyriske og babylonske 

byhøje i midten af 1800-tallet. 

Store mængder af lertavler supplerede 

nu de klippeinskriptioner med den såkaldte 

kileskrift, man hidtil havde kendt, 

og langsomt blev man i stand til at læse 

den 5000 år gamle skrift. Faktisk var det 

en anden tidlig dansk rejsende, Carsten 

niebuhr, kendt fra “Det lykkelige 

Arabien”, der med en nøjagtig afskrift af 

tre lange tresprogede inskriptioner fra 

Persepolis allerede i 1778 satte gang i 

arbejdet med at tyde skriften. 

I 1842 dukkede for første gang navnet 

Dilmun op på nogle alabastfliser fra 

Khorsabad i Mesopotamien, og siden gik 

det stærkt. Henvisningerne til Dilmun 

var dels særdeles verdslige, med mange 

referencer til handelskontrakter og 

politiske relationer. Men de var også 

mytiske med beretninger om Dilmun, 

der minder om edens Have, som i sagnet 

om den sumeriske vandgud enki og 

modergudinden ninhursag: “I Dilmun 

tier ravnen”. Det sagn har i øvrigt lagt 

navn til Geoffrey bibbys spændende 

bog om udgravningerne. lige så berømt 

er Gilmamesh-eposet, verdens ældste 

heltesagn. Gilgamesh begiver sig ud på 

en farefuld færd til sin udødeliggjorte 

forfader Utnapstim, der bor på Dilmun, 

for at få hjælp til at blive udødeliggjort. 

Utnapstim fortæller ham om en urt, der 

gror på havets bund, som han må finde. 

Gilmamesh finder urten, men desværre 

spiser en slange urten, hvorefter den 

straks skifter ham, et tegn på, at den 

holder sig evigt ung. Gilgamesh må opgive 

udødeligheden. I øvrigt er beretningen 

om Utnapstim så identisk med 

33 Det gamle Bahrain Muharraq. 

53 Dilmun byen og det portugisiske fort Qalaát Al 

Bahrain 

5 Paladset i Dilmun byen Qallaát Al Bahrain 

beretningen om noahs ark, at det helt 

umuligt kan være en tilfældighed. 

beretningerne fortæller også om beliggenheden 

af Dilmun, og selv om de ikke 

er særligt præcise er det dog klart, at 

Dilmun ligger et par dages sejlads fra 

Mesopotamien, i retning mod solens 

opståen. Den eneste kileskrift, der var 

kendt fra bahrain, var fundet af en englænder, 

Durand i 1879. og det viste sig 

at være en grundsten, der fortalte at 

bygningen var palads for Rinum, guden 

Inzaks tjener. og allerede i 1861 havde 

man i Mesopotamien fundet en lertavle 

med en liste over guderne, der beskrev 

Inzak som Dilmuns skytsgud. 

At bahrain har været noget særligt, 

har man altid vidst. over 8% af øen er 

»jeg er på det nærmeste vokset op med 

historierne om det genfundne dilmun. at jeg en 

gang ville få mulighed for at besøge det gamle 

dilmun var en drøm...« 

dækket af store gravhøje. over 100.000 

bliver det til. Ganske meget af en ø på 

700 km2. Men alligevel mente de fleste, 

at bahrain ikke kunne være Dilmun. For 

hvor boede folk - hvor var byerne? Fra 

udgravningerne i Mesopotamien vidste 

man, at de forsvundne byer lå som 


markante høje i landskabet, såkaldte 

tell, 30-100 m høje. Højene var dannet 

af tusinder af års nedbrydning af huse 

og bygning af nye ovenpå. og sådanne 

høje fandtes ikke på bahrain. Det var 

især her, at P.V. Glob og bibby viste sig 

at være noget særligt. I Mesopotamien 

bygger man huse af soltørret ler, på 

bahrain af sten. og sten bliver genbrugt 

fra hus til hus, så selvfølgelig vil byhøjen 

ikke vokse nær så hurtigt her. Den 

fangede de to herrer. 

bibby havde arbejdet nogle år på 

bahrain for et engelsk olieselskab og 

var nu blevet ansat som arkæolog 

på det dengang lille provinsmuseum 

“Forhistorisk Museum” i Århus under ledelse 

af P.V.Glob. Det var under en middag 

hos P.V.Glob i 1952 at bibby fortalte 

om bahrain, og allerede samme aften 

slog P.V.Glob i bordet og sagde “vi tager 

sgu derned”. 

Hvordan det så lige efter anden verdenskrig 

lykkedes at samle midler til en 

dansk ekspedition til bahrain er en historie 

for sig selv. Men i december 1953 

lander P.V.Glob og bibby på bahrain. 

Allerede under den første gravesæson 

finder Glob og bibby byhøjen, Dilmuns 

hovedstad! lige uden for hovedstaden 

Manama ligger ruinerne af et portugisisk 

fort på toppen af en lille 7-8 meter 

høj banke. Dusinvis af arkæologer og 

historikere fra hele verden havde været 

her før, men ingen havde som Glob 

straks set, at dette var Dilmuns byhøj! 

Hele 7 byer fra en 4000-årig periode 

gemte sig under det hvide sand. Men 

det var ikke nok. Samme år finder Glob 

barbar templet, der er endnu ældre, og 

som peger på, hvorfor bahrain var noget 


særligt allerede for 4-5000 siden. Her er 

vand! barbartemplet rummer et stort 

underjordisk kildetempel, der tydeligvis 

har spillet en central rolle i ritualerne og 

gudedyrkelsen. 

nationalmuseet 

Vores første mål på bahrain var 

nationalmuseet. Det er et flot museum. 

Imponerende, for så lille et land. Ifølge 

museet var det den kortvarige udstilling, 

som Glob og bibby arrangerede i et 

klasseværelse i 1957, der skabte en så 

enorm interesse for historien på bahrain, 

at museet blev en realitet. Relationerne 

til Danmark er stadig åbenlyse. Den nuværende 

museumsbygning fra 1988 er 

tegnet af danske arkitekter i samarbejde 

med CoWI. Det første der mødte os, 

da vi kom inden for, var en stor specialudstilling 

i foyeren: “Discovering Dilmun 

- 50 years of Danish Investigations”. Her 

var der gamle filmklip fra udgravningerne, 

dagbøger og breve fra bibby og Glob 

og meget andet. I en af montrerne hang 

det bronze tyrehoved med højt svungne 

horn fra omkring 2000 bC, som Glob og 

bibby havde fundet i barbartemplet, og 

som oprindeligt havde overbevist Glob 

og bibby om relationerne mellem templet 

og Mesopotamien, fordi man bl.a. i 

Ur har fundet tilsvarende svungne horn. 

Det horn er nu museets vartegn. Ved siden 

af hang en lille bronzemandsfigur, 

der var fundet samtidigt med hornet. 

også den viste klare forbindelser til 

Mesopotamien. 

Museet rummer en stor hal med genstande 

fra Dilmun kulturen. bl.a. findes 

der her en stor oval “badekargrav” af 

ler, med skelet og gravgaver, der allerede 

i den første sæson var fundet under 

gulvet på Dilmun paladset på byhøjen, 

Qalaát al-bahrain. Ved siden af stod en 

»Perlen er den urt fra havets bund, som 

slangen stjal fra Gilgamesh for at opnå evig 

ungdom.« 

række små lerskåle med låg, hver med 

et slangeskelet og en perle. De var også 

fundet muret ned under gulvet på paladset 

i Qalaát al-bahrain. P.V.Glob ser i 

hans bog “Al bahrain” en klar forbindelse 

mellem disse kar og Gilgamesh sagnet. 

Perlen er den urt fra havets bund, som 

slangen stjal fra Gilgamesh for at opnå 

evig ungdom. Denne forbindelse styrkes 

af, at det på sydenden af bahrain lykkedes 

Glob at finde affaldsdynger fra perlefiskeri 

fra Dilmuntiden. Perlefiskeriet 

fortsatte med at være bahrains hovedlevevej, 

lige indtil kunstperlerne fra Japan 

ødelagde markedet i trediverne. Men det 

er kun fra Dilmunkulturen, at man finder 

affaldsdyngerne. Dengang tog man 

muslingerne med i land, hvor de åbnede 

sig af sig selv, når de tørrede ind. Siden 

begyndte man at åbne dem med kniv på 

havet og smide muslingerne over bord. 

Qalaát al-Bahrain 

bahrains hovedstad Manama er i dag 

nået helt ud til Qalaát al-bahrain. Stadig

ligger byhøjen lige ned til den Persiske 

bugt, men kigger man en lille smule til 

siden, dækkes horisonten af de store 

landindvindinger, der nu skjuler den 

gamle kyst hele vejen herud. en klar dokumentation 

af den voldsomme vækst, 

som olien har bragt. 

På de tre andre sider ligger byhøjen dog 

endnu omgivet af palmelunde og haver. 

Frodigheden viser klart, hvad der 

siden Dilmuntiden har gjort bahrain til 

noget specielt: kilderne og vandet. Med 

det første skridt op på byhøjen ændrer 

dette sig markant. Heroppe er der kun 

sand, kridhvidt sand. Højen er totalt 

bar, uden nogen vegetation overhovedet. 

I dag er det nemt at genkende 

højen som noget specielt, men sådan 

var det ikke, da Glob og bahrain kom 

her i 1953. Dengang var en stor del af 

højen bebygget. Den bebyggelse er nu 

fjernet. en flisesti over højen fører op 

til det portugisiske fort, der nu kaldes 

“bahrain Fort”. Fortet er i dag totalt restaureret 

og minder på ingen måde om 

den ruin, som Glob og bibby så. Vi gik 

en tur rundt på fortet, men en stor del 

var spærret pga. renoveringen. 

Så var det, at lillian faldt i snak med 

den eneste arbejder, der var i gang på 

fortet: Mansoor Mohin fra landsbyen 

barbar. Det var ikke meget engelsk 

han kunne, men han forstod det øjeblikkeligt, 

da lillian spurgte til Dilmunudgravningerne. 

om vi kendte Glob og 

bibby? Jo, dem havde vi da hørt om. 

Så var alle døre åbne. Mansoor havde i 

mange år gravet på barbar templet med 

museumsinspektør Helmuth Andersen, 

der havde deltaget i ekspeditionerne 

1957-62. Sammen med Mansoor flyttede 

vi et adgang forbudt skilt og kom 

ind i den indre borggård. Herinde var 

der bygget en lejr bestående af traditionelle 

bahrain barasti palmebladshytter. 

Det var sådan, at Glob og bibbys ekspeditioner 

havde boet. og det var faktisk 

lige netop her - i den indre borggård på 

det portugisiske fort. Det var ikke mange 

penge ekspeditionerne havde, så de 

måtte tage til takke med at bo på lokal 

vis - lige ovenpå deres elskede byhøj. 

lejren var blevet genopbygget i 2003 til 

minde om 50-året for de danske ekspeditioner. 

Sammen med Mansoor forlod vi fortet, 

hoppede over et par hegn med adgang 

forbudt skilte og forsvandt ned i Globs 

gamle udgravning. Sekunder efter gik 

vi ned ad en hovedgade i den gamle 

Dilmun by. Vi fulgte muren ind til det 

gamle palads. Den stod stadig 4-5 m 

høj. For enden af vejen gik vi igennem 

den traditionelle høje og smalle indgang 

til paladset. Herinde så vi på udgravede 

toiletter, templer og brønde, 

indtil Mansoor blev kaldt op og vi måtte 

følge. 

Vi fulgte flisestien forbi fortet og ned 

mod havet. Hernede lå en anden udgravning, 

fundet af bibby. et stort fort, 

bygget i den senere græske (Tylos) periode 

fra omkring Kristi fødsel. Fortet 

var siden ombygget under den islami- 

33 Dilmun typehuse Sar. 

3 DanmarkBaharain Dilmun udstilling Nationalmuseet. 

5 Den grønne ø udsight mod Qalaát Al Bahrain 

ske periode, indtil det omsider forfaldt 

og blev efterfulgt af det portugisiske 

fort oppe på toppen af højen. Fra Tylos 

fortet behøvede vi bare at vende os om, 

så fik vi et indtryk at størrelsen af den 

gamle Dilmun by, for her havde man udgravet 

et langt stykke af bymuren, der 

stadig stod flere meter høj. 

lige inden for byporten havde bibby 

fundet ikke mindre end ni seglsten. 

Seglstenene var signaturerne fra den 

tids købmænd. De blev brugt til at signere 

kontrakter og andre dokumenter. 

Ikke mærkeligt at så mange af dem blev 

fundet lige inden for byporten, hvor al 

handel blev kontrolleret. Seglsten blev 

også fundet mange andre steder på 

højen og ved barbartemplet. De udgør 

nok det mest sikre bevis for den omfattende 

handel mellem Mesopotamien 

og bahrain, og dermed for at bahrain 

faktisk er Dilmun. en kontrakt, der var 

stemplet med en Dilmunkøbmands segl, 

er fundet i Ur i Mesopotamien. Af de 

tretten seglsten, der er fundet i Ur, er de 

otte typiske Dilmunsegl. Motiverne på 

seglene er meget spændende. Mange af 

dem illustrerer tydeligt de gamle sagn 

om Gilgamesh og enki. På museet er 

der udstillet en spændende samling af 

seglstenene. 

fortsættes i næste nr. 


Østersøen rundt 

TeksT og FoTo: BenTe og PreBen knuDsen 

I sommeren 2005 var vi en tur Østersøen 

rundt i seks uger. ”Vi” er Daniel 10 år og 

Majken 8 år, Anders 5 år, Benjamin 3 

år, vores Toyota Hi-Ace 19 år, og os to 

gamle Bente og Preben. 

Vi valgte at køre syd om, og allerede 

første dag nåede vi et stykke ind i Polen. 

nærmere bestemt Chaplinek, som vi 

havde besøgt i 2004. Her vidste vi, at de 

havde en campingplads. et fint sted lige 

uden for byen nede ved søen. De havde 

oven i købet fået lavet en helt ny toiletbygning, 

så det var helt ærgerligt, at vi 

kun skulle være der en nat. 

De sidste otte år vi har været af sted har 

vi haft en gammel campingvogn, men 

den var blevet for ringe selv for os, så 

i stedet havde vi fået købt et telt. Det 

gik helt fint med at få slået teltet op her 

den første dag, og vi sov glimrende om 

natten. 

efter en god gang morgenmad pakkede 

vi teltet sammen og fortsatte østpå. 

Vejene var fine og trafikken var ”light”, 

så det gik bare deruda’. Vi fortsatte til det 

Mazuriske søområde (cirka hundrede kilometer 

fra litauen), som er Polens svar 

på Silkeborgs søområde. Vi kørte rundt 

i byen Mikolaiki for at finde en campingplads, 

og vi fandt også et skilt som viste, 

at her var der camping. Skiltet stod 

uden for et ganske almindeligt hus, som 

ikke så ud til at have noget som helst 

med camping at gøre. Men vi prøvede at 

ringe på, og jo, de havde skam camping, 

vi skulle bare køre ”bagom”, så manden 

hoppede ind i vores bil, så var han 

guide, og vi endte da også omme i deres 

baghave, som så var campingplads. Den 

mindste campingplads vi har set, men 

et meget hyggeligt sted. Det med at 

stedet var ligesom Silkeborgs søområde 

viste sig at være ganske rigtigt. Her var 

skove, søer, bakker, sejlbåde og turister 

samt en masse cafeer og madsteder. 

Forskellen var så, at priserne kun var en 

tredjedel af Silkeborg. børnene havde 

fået hundrede kroner af deres bedsteforældre 

til is, og her var Polen jo det 


helt rigtige sted at handle is, for en is 

med en kugle kostede halvanden krone. 

Så de kunne hver få en seksten sytten 

stykker. 

en dag lavede vi en udflugt fra Mikolaiki 

op til en lille by tæt ved den russiske 

grænse. Det var en rigtig storkeby. 

Der var en tolv-fjorten huse og gårde, 

og der var nok cirka halvtreds storke i 

byen. Vi talte storke på hele turen og 

nåede op på over tusinde. en anden dag 

var vi ude at se ulveskansen, som var 

Hitlers hovedkvarter under store dele af 

anden verdenskrig. Det var her, at en 

gruppe officerer prøvede at lave et attentat 

mod Hitler, som så mislykkedes. 

bunkerne er op til otte meter tykke, 

men mange er blevet ødelagt delvist af 

tyskerne selv i januar 1945 inden ruserne 

kom. Vi syntes for øvrigt det må 

have været et mærkeligt sted at have 

haft hovedkvarter, for mens vi var der 

var der så mange myg, at de var ved at 

drive os til vanvid. 

efter en uge i Mikolaiki var det tid at 

komme videre til litauen. Vi havde bestemt, 

at vi ville tage til Kaunas, som er 

den andenstørste by og som ligger centralt 

placeret i forhold til at se litauen. 

Men tænk sig, det var ikke muligt at finde 

en campingplads i litauens anden- 

største by. Så besluttede vi at køre mod 

Vilnius, og i byen Trakai femten kilometer 

fra Vilnius fandt vi en campingplads. 

Her fik vi prøvet vores telt af for alvor. 

Historien er, at jeg havde besluttet at 

lave pandekager på vores medbragte 

gasblus. Pludselig kom der flere og flere 

sorte skyer, og de første dråber begyndte 

at falde, men jeg trak bare ind i teltet 

og fortsatte pandekagebagningen, 

mens resten af familien satte sig ind i 

bilen. Det blev dog værre, og det blæste 

op og der begyndte at falde store grene 

ned på bilen. Jeg sad inde i teltet med 

mine pandekager, og vandet begyndte 

at stige, så jeg måtte have gasblusset 

klodset op. Vandet steg så meget, at 

jeg var ved at blive bekymret for, om 

det ville komme ind i vores sovekabiner, 

men vandet stoppede få millimeter fra 

kanten, så vores soveposer og andet 

udstyr slap for at blive vådt. Men jeg fik 

da bagt pandekagerne færdig og sprang 

ind i bilen og serverede. og vores telt 

holdt tæt og blev godkendt. 

I Vilnius så vi KGbs tidligere hovedkvarter 

og var nede i fangekælderen under 

bygningen. Ikke noget rart sted at havne 

med diverse torturinstrumenter og eneceller. 

Men vi måtte videre mod letland. 

På vejen gjorde vi et stop i Siauliai i det 

nordlige litauen. Her findes korshøjen,

som er et sted med hundredtusindvis af 

kors i alle størrelser. Ingen ved hvordan 

det startede med at folk tog herud og 

satte et kors op. Men under sovjettiden 

udviklede det sig til, at det blev en protest 

mod Sovjet. Stedet blev da også 

ryddet to gange af russerne, men begge 

gange kom korsene tilbage igen. nu om 

dage tager nygifte brudepar ud og sætter 

et kors op. Paven har besøgt stedet, 

og da han gjorde det, blev der bygget 

en lille kirke på stedet. Imponerende 

sted, men måske lidt smagløst. På vejen 

videre mod letland fik vi en blaffer 

op. en ældre kone, som snakkede og 

snakkede, på sit sprog altså. Vi forstod 

ikke en lyd, men det var hun nu ligeglad 

med. 

Vi fik uden problemer krydset grænsen 

til letland og skulle se, om vi kunne 

finde et dansk-lettisk ægtepar, som vi 

havde fået adressen på af nogle af vores 

venner i Danmark. Det lykkedes, og 

vi kunne sige goddag til Jørgen og eva. 

Hun havde været au-pair i Danmark, og 

der havde de truffet hinanden. De havde 

så valgt at bosætte sig nær Cesis, 

hvor de havde renoveret et gammelt 

hus med sauna og storke i haven. De 

har boet der i ti år. I starten var han 

leder af en fabrik som lavede havehegn 

og havde godt hundrede ansatte, men 

det blev for bøvlet, og i stedet har de 

startet eget 

firma, hvor de hjælper bønderne med at 

søge eU-tilskud. Det at have eget firma 

er nu heller ikke helt let. en almindelig 

telefonforbindelse har de ikke, da der 

intet telefonkabel er, og en internetforbindelse 

er heller ikke eksisterende, så 

der må de tage ind på deres kontor i 

Riga. 

efter tre dage hos eva og Jørgen og tre 

dage ved havet i letland valgte vi at køre 

til estland. Her slog vi lejr cirka midt i 

estland i byen Viljandi. en søndag vi gik 

på torvet så vi, at der var et motionsløb 

i byen. Det kunne Daniel og undertegnede 

godt tænke os at prøve, så vi betalte 

vores startgebyr på fem kroner og 

fik vores startnummer på brystet. løbet 

var et erindringsløb for en løber, som 

havde været med til ol i 1920! Vi skulle 

løbe godt fire kilometer, og vi startede 

ud med blå blink og en politibil i front. 

Det var nu ikke bare motionister, som 

vi løb sammen med, jeg vil nærmere 

kalde dem supermotionister, men vi fik 

os da slæbt i mål (placeringen snakker 

vi ikke om). efter løbet fik vi hver et flot 

diplom, og Daniel fik en CD. Ja hvad får 

man ikke for fem kroner. 

Vi fortsatte vores tur og kørte til Tallinn. 

Stedet hvor Dannebrog dalede ned i 

1219. Tallinn er en flot by, men der er 

godt nok mange turister. Faktisk det 

sted på hele turen vi så flest. Vi skulle 

sejle fra Tallinn til Helsinki tidligt om 

morgenen, så vi besluttede at overnatte 

på havnen. Vi slog vores bord og stole 

op og fik lavet noget spaghetti og fik 

børstet vores tænder, og så gik vi ellers 

”i bil”. børnene ligger lige som i en seng, 

mens vi voksne lægger forsæderne ned, 

og så prøver vi at sove der. Det er såmænd 

ok, men man vågner jo nogle 

gange i løbet af sådan en nat. 

om morgenen kørte vi ombord på færgen 

og krydsede den finske bugt. Da vi 

før har været i Helsinki, kørte vi straks 

videre til Turku i det sydvestligste 

Finland. Her skulle vi mødes med min 

søster, som er finsk gift. De har også 

fire børn, så der var rigtig nogle at lege 

med. De bor i Danmark, men var på ferie 

i Finland. Vi var med dem i Mumiland, 

som er en forlystelsespark, hvor mumitroldene 

”går frit omkring”. Der er også 

skuespil med dem. Vi var på værksted 

med Toyotaen, da den havde fået en 

underlig lyd. Det viste sig at være galt 

med kardankrydset. Sådant et havde de 

ikke på lager, så de bestilte et hjem fra 

belgien. Så i vores japanske, dansk indregisrerede 

bil fik vi på et finsk værksted 

monteret et kardankryds, som kom 

fra belgien. Det er da globalt. 

næste stop på turen var Mariahamn på 

Ålandsøerne. og Ålandsøerne er bare 

Billeder: 

Modsat side: en af turens mange idylliske søer 

Herover: Korshøjen, et imponerende syn 

Herunder: madlavning i teltet mens børnene ser på 

Herunder 2: endnu en idyl. Vejret vekslede meget 

natur for alle pengene. Mellem mange 

af øerne går der små færger, som er 

helt gratis. nogle steder skal man ringe 

til færgemanden, og så kommer han 

springende og sejler en over. Så manglede 

vi kun turen gennem Sverige, inden 

vi igen kunne sætte foden på dansk 

grund. Vi gjorde et par stop i Sverige. I 

Granna på (østsiden af Vättern) så vi, 

hvordan de lavede polkagrise, som er 

en slags slikkepinde, og det var jo et 

hit for børnene. endelig prøvede vi at 

køre på skinnecykler øst for Malmø på 

en nedlagt jernbanestrækning mellem 

bjørnstorp og Vipperød. 

På turen kørte vi 6.000 km, og den kostede 

for os alle seks 23.000 kroner alt 

inklusiv. 


LØRDAG D. 2. SEPTEMBER VAR AFTENEN, HVOR MEXICO-FESTEN ENDELIG BLEV SKUDT AF PÅ CAFÉ 

GLOBEN – OG HVILKEN EN FEST!!! DER VAR OMKRING 50 

SPISENDE GÆSTER, SOM ALLE HVER ISÆR BIDROG TIL EN HERLIG 

ATMOSFÆRDE, DER BESTEMT IKKE LOD MEXICO NOGET EFTER. 

OM DET VAR DEN MALMAGTIGE STRØM AF MEXOCANSK ØL: 

BOHEMIA, NEGRA MODELO OG XX DOS EQUIS, DER HAVDE 

INDFLYDELSE PÅ HUMØRET, SKAL VÆRE USAGT, MEN FACTS ER, 

AT STEMNINGEN EFTERHÅNDEN BLEV USÆDVANLIG 

LØSSLUPPEN. EFTER MADEN STOD DER EKSOTISKE DRINKS PÅ 

MENUEN. ALDRIG ER DER BLEVET PRODUCERET SÅ MANGE 

CAIPIRINHAER OG MOJITOS PÅ CAFE GLOBEN SOM PÅ DENNE 

AFTEN, OG TEQUILAEN BLEV DER NATURLIGVIS OGSÅ FLITTET SKÆNKET OP AF. EFFEKTEN AF DE 

LYKSAGELIGE DRIKKE VAR, AT HOFTERNE BLEV SVINGEDE LIDT EKSTRA TIL DE LATINAMERIKANSKE 

RYTMER, DER DRØNEDE UD AF HØJTALERNE. 

Vores fantastiske kok: Patricia. 

HUSK I ØVRIGT, AT HVIS DU MANGLER ET STED TIL 

JULEFROKOSTEN, KAN CAFEEN LÅNES KVIT OG FRIT. 

DE NÆSTE PAR TEMAFESTER VIL VÆRE: OKTOBER (ØL) FEST I 

OKTOBER, VIKINGEFEST I NOVEMBER OG AUSTRALIEN-FEST I 

JANUAR. 

CAFÉ GLOBEN 

VI VAR SÅ HELDIGE, AT EN SØD OG HJÆLPSOM MEXICANSK PIGE - 

PATRICIA - MEGET GERNE VILLE STÅ FOR TILBEREDNING AF 

MADEN, SÅ ENE OG ALENE HAVDE PATRICIA PRODUCERET DEN 

MEST VIDUNDERLIGE MAD TIL ALLE GÆSTERNE. SELV 

AMBASSADENS TO REPRÆSENTANTER VAR HENRYKTE. 

FESTEN FORTJENER EN GENTAGELSE, SÅ HVIS DU GIK GLIP AF 

DENNE FEST, KOMMER DER HELT SIKKERT EN NY MEXICO-FEST 

PÅ ET ANDET TIDSPUNKT. 

Bartenderdans skal der naturligvis til... 

CCAFÉ CAFÉ 

GLOBEN, TURESENSGADE TURESENSGADE 2B, 1368 KBH. K. 33930077, WWW.CAFEGLOBEN.DK

aF mikie Breum 

Det er mørkt og sent, da journalisten fra 

DR og jeg lander i budapest lufthavn. 

Jeg ringer til det Youth Hostel, hvor 

jeg har forsøgt at booke en seng over 

Internettet, men der er desværre fyldt 

op. Fulgt af kameraet slår jeg kursen 

mod lufthavnens turistkontor, og her tilbyder 

en medarbejder uopfordret at ringe 

til byens øvrige vandrehjem. Inden et 

kvarter har jeg fået en sengeplads på et 

REJS BILLIGT TIL 

BUDAPEST 

dR’s Pengemagasin tilbød mig i juni at 

deltage i en konkurrence om at rejse 

billigst i Europa med konceptet ”at holde 

en ferie for under 5.000 kr. i Europa”. - 

jeg skulle konkurrere mod en pige på 20 

år. Mit valg faldt på Budapest, da det er 

en spændende og relativ billig by. 

centralt beliggende vandrehjem. Tilbyder 

lokale hjælp, gælder det om at tage 

imod, så rejsen bliver så nem som mulig. 

Journalisten og jeg tager lufthavnsbussen 

og bliver kørt lige til døren. 

På vandrehjemmet får jeg heldigvis kun 

én værelseskammerat, der til gengæld 

er hyggelig, selvom der er plads til 12 

personer i rummet. Ved morgenbordet 

med DR 

den næste morgen bliver jeg gode venner 

med en pige, som jeg bliver enig om 

at dele værelse med, så vi slipper for at 

ligge på sovesal. 

Primrose, min japanske, spareivrige 

veninde, har allerede besluttet sig for 

et billigt spisested. Jeg følger med, godkender 

stedet og vupti er den første af 

DR’s opgaver løst med at finde en lokal 


estaurant med billig mad. Som altid 

bliver rejsen billigst og nemmest ved at 

være fleksibel og ved at lytte til andres 

ideer og erfaringer. 

En eventbaseret oplevelse 

Den næste opgave bliver at finde på en 

eventbaseret oplevelsestur. På hovedbanegården 

ved vandrehjemmet køber 

jeg en togbillet til et meget berømt 

og traditionsrigt rideshow 150 km. fra 

budapest til dagen efter, i stedet for 

at købe en organiseret pakkeløsning. 

Herved sparer jeg 300 kr. 

næste happening samme dag bliver en 

tur til det termalske bad i Hotel Gellerts, 

der er det mest kendte i budapest. Det 

er et ganske spontant påhit, så journalisten 

må klare sig uden badebukser. 

Sporvogne, biler og busser er blandet 

i et uoverskueligt virvar udenfor banegården. 

efter få minutter får jeg dog 


købt en uges metrokort, og efter at have 

kigget på tog- og busplanen, genvinder 

jeg straks overblikket. Trafiksystemet 

virker pludselig lækkert, effektivt og 

smidigt, og inden 15 min. er vi ved det 

termalske bad. 

badet er fuldt af smukke søjler, mosaikker 

og fine statuer, så man med lethed 

mærker historiens sus. Journalisten følger 

mig med kameraet mens jeg bader, 

og alle kigger nysgerrigt og undrende 

på. Imens lader jeg overfor mig selv 

som om, at journalisten er en bekendt, 

der er glad for mig. 

Sammen med de lokale kønsfæller bliver 

jeg svedt godt igennem i de 38 grader 

varme vandbade efterfulgt af endnu 

varmere dampbade. Turen afsluttes 

på det eksklusive hotels tagterrasse, 

hvor der er liggestole, swimmingpool 

og en fænomenal udsigt over byen og 

Donaufloden. 

3 En gåtur langs Donaufloden om aftenen er 

noget af det mest romantiske jeg endnu har 

oplevet. 

Donaufloden prydes af smukke broer og vigtige 

bygninger med flotte spir. 

Tidligt næste morgen stiger vi på toget 

og når efter et par timer frem til en 

større by nær hesteshowet. Ingen taler 

imidlertid engelsk i byen. Jeg tegner 

en hest til en lokal ung pige, hun fatter 

pointen og skriver øjensynligt navnet 

på et hesteshow ned. Snart sidder 

vi i en privat bil med en fyr, der ikke 

kan forstå eller mægle et ord på engelsk. 

Spændingen er i top - jeg skulle 

jo nødig komme på afveje under DR’s 

optagelser. Men inden længe ankommer 

vi til et hesteshow, netop et kvarter før 

den hestevognstur starter, der en del af 

de organiserede tures pakkeløsning. Vi 

duver stille gennem Pusztaen - Ungarns 

madkammer - og kommer tilbage til den 

storslåede herregård, hvor rideopvisningen 

vil foregå. 

Hesteshowet begynder. Coboltklædte 

ryttere smælder med meterlange piske, 

der knalder som pistolskud. 

lippizanerhestene forholder sig fuldstændig 

roligt og sætter sig som lydige 

hunde med bagen i jorden og benene 

pænt samlet foran sig. Showets højdepunkt 

bliver en optræden, hvor en rytter 

står overskrævs på to hest i fuld galop 

foran et stort hestespand. Støvet hvirvles 

op i luften, og jorden ryster af hestenes 

dundren. Spændingen kan dog 

blive endnu større, da kommentatoren 

lover, at tilskuere må prøve, når showet 

er ovre. efterfølgende serveres den 

traditionelle og velsmagende gullachsuppe, 

der indtages akkompageret af

levende folkemusik med 4-5 musikanter. 

Hjemturen bliver endnu lettere end udturen, 

da jeg efter få minutters venten får 

arrangeret et lift til budapests centrum. 

optagelserne slutter imidlertid herefter. 

budapest - en perle for romantikere og 

fans af gamle huse 

Jeg bliver hurtigt enig med mig selv om, 

at budapest er en by for romantikere 

og for folk med hang til historie, ældre 

kvarterer og arkitektoniske vidundere. 

Jeg skiftevis går og kører i metro. 

Donaufloden snor sig gennem byen og 

adskiller buda fra Pest. Floden prydes af 

smukke ældre bygninger, heriblandt paladset, 

parlamentet og kirker med flotte 

spir. Hele byen er fuld af arkitektoniske 

perler fra diverse antikke tidsaldre og 

stilarter, som jeg MÅ se. Den ydre skønhed 

overgås af den indre, hvilket kan 

opleves ved besøg af de mange museer, 

der byder på smukke indvendige arki- 

3 Ungarn er kendt for sine gamle ridetraditioner 

med de berømte Lippizanere. Rytterne mestrer 

at galoppere stående på to heste med et helt 

hestespand foran sig og de kan få hestene til 

at sidde som lydige hunde. 

tekturer, der gør museumsbesøgene til 

et “must”, der kan klares for få håndører. 

Trænger man til at slappe af, har 

budapest et rigt udbud af kulturelle oplevelser, 

såsom besøg af den internationalt 

berømte opera og diverse balletter, 

teater- og danseforestillinger. Jeg ser 

en opera, fatter ikke meget, men nyder 

musikken, stemmerne, den smukke sal 

og ikke mindst stemningen. 

Romantikken topper med en efterfølgende 

gåtur i mørket langs Donaufloden 

med en irsk fyr jeg mødte under forestillingen. 

De ældre bygninger og broer 

oplyses, stråler i mørket og gør turen 

uforglemmelig. Især udsigten fra borgpaladset 

og gåturen gennem borghøjens 

stille gamle gader er fantastisk. er 

man ikke forelsket ved en sådan aftenturs 

start, så bliver man det inden den 

er omme! 

I weekenden spadserer det halve af byen 

op og ned af kædebroen, der fører op til 

slottet, mens de lytter til diverse bands 

og kigger på gadesælgernes varer - så 

det gør jeg også. er man til shopping 

og internationale dyre tøjforretninger er 

der et helt strøg nær broen forbeholdt 

fodgængere. 

Szentendre - lutter 

landsbyidyl 

en halv times togtur fra byen ligger 

landsbyen Szentendre med toppede 

brosten, gamle charmerende huse, kirker 

og kunstmalere. Her fyldes jeg af en 

dejlig ro efter at have oplevet storbyens 

pulseren. Hjemturen til budapest bliver 

ganske behagelig med en smuk sejltur 

på Donaufloden, og det er en skøn afslutning 

på rejsen til Ungarn. 

Spareråd 

Som vist i DR’s Pengemagasin kan en 

uges rejse til budapest gøres for 4.100 

kr. inklusiv flyrejse, ophold, transport 

og diverse indgange m.v. , hvis man er 

frisk på at dele værelse med én på et 

vandrehjem. er man flere, kan overnatningen 

klares for samme pris ved at 

leje en lejlighed eller et værelse hos en 

ungarsk familie, og herved kan man få 

en kulturel og social oplevelse med i købet. 

en uges metrokort koster 110 kr., 

og der kan spares mange penge ved at 

vælge billige restauranter. 


Skribentkonkurrencen 2006 

Atter et år er gået, og det har forhåbent- 

lig ikke forbigået nogen af medlemmer- 

nes opmærksomhed, at Globen bare er 

blevet bedre og bedre. Ikke nok med at 

især vores jubilæumsnummer blev den 

smukke farvelade, bestyrelsen havde 

tænkt og håbet på, men selve substansen 

i bladene – altså artiklerne – bare 

stiger og stiger i kvalitet. 

Ren luksus kan man mene, men desværre 

kommer gode artikler ikke bare 

af sig selv, og ganske som de tre foregående 

år synes bestyrelsen, at det er 

passende at præmiere nogle af vore farverige 

skriverkarle og fotografer. Vi vil 

derfor gentage det, der efterhånden er 

blevet en fin tradition: Afholde en demokratisk 

afstemning for at finde ud af, 

hvem der bedst fortjener den ærefulde 

titel som årets skribent. 

Vi har tidligere eksperimenteret med to 

forskellige modeller, hvor folk har kunnet 

stemme på enten enkelte artikler eller på 

selve forfatteren. At stemme på de enkelte 

artikler funkede ikke helt så godt, 

så i år er vi tilbage til den ”gamle” model 

fra 2003 og -04, hvor medlemmerne 

(både aktive og passive) kan stemme på 

den enkelte forfatter, og hvor man absolut 

ikke må stemme på sig selv. 

Hvordan du ellers vælger at prioritere, 

vil vi lade være op til dig. Viften af forfattere 

er større end nogensinde, og 

det vigtigste er, at du stemmer ærligt! 


Ideen med konkurrencen er trods alt at 

finde de bedste skribenter, ikke de bedste 

venner, så lad være med at stemme 

på Arne bjarne, blot fordi han er en flink 

fyr. Drop nepotismen, og stem på dem, 

der vitterlig har skrevet de fedeste artikler 

og derigennem bidraget bedst til 

at gøre Globen til Danmarks flotteste 

klubblad. 

Proceduren er altså: 

1. l æs de seneste fire eksemplarer 

(dec.05-sept.06) af Globen grundigt 

igennem mindst et par gange. Har 

du ikke mod på det, finder du på de 

næste par sider en fin liste over de 

seneste fire numres forfattere og deres 

artikler. 

2. Skyl grundigt undervejs med et passende 

kvantum MacAllan 10 years eller 

(til meget sene nætter) Tallisker, 

Ardbeg eller bowmore. 

3. l æs hele årgangen et par gange til, 

eller smugkig en gang til i listen på 

næste side. 

4. Find din yndlingsforfatter plus de 

næste fire i rækken. 

5. Hop ind på Internettet, og aflever 

dine stemmer på adressen afstemning@berejst.dk. 

For at hindre misforståelser, 

skriv udtrykkeligt, hvem 

der er den bedste (5 points), hvem 

der er næstbedst (4 pt.) etc. Skriver 

du bare fem navne, vil dommerne 

automatisk formode, at den øverst 

placerede er din favorit. Deadline er 

1/11-06. 

6. Husk at skrive dit eget navn og medlemsnummer 

på stemmesedlen. er 

der ikke det, er stemmerne ugyldige. 

7. Fortryder du dit valg, kan det ændres 

lige indtil deadline (d.1/11-06). 

I så fald vil den nye stemmeseddel 

automatisk erstatte den gamle. 

Resultatet offentliggøres til generalforsamlingen 

i november, og som tidligere år 

vil der naturligvis være en stribe smukke 

præmier til de heldige/dygtige skribenter. 

Desværre kender vi i skrivende stund ikke 

omfanget af sponsorpræmier, men vore 

sponsorer er jo både søde og venlige, og 

det har det med at smitte af på præmierne. 

oveni udlover bestyrelsen seks vinpræmier 

til fordeling mellem de mange, 

der gør sig ulejligheden at stemme. Dette 

er bare endnu en god grund til at huske 

navn og nummer på stemmesedlen! 

Til de, der savner årets fotokonkurrence, 

skal det siges, at den skam lever i 

bedste velgående. bestyrelsen har blot 

besluttet ikke at lade de to konkurrencer 

falde sammen. Derfor kan du allerede 

nu begynde at tænke på flotte billeder 

til fotokonkurrencen, der løber af 

stablen om et halvt års tid. 

På bestyrelsens vegne 

Claus Q 

Blot som en appetitvækker: Byen 

Fira på Santorini. God stemmelyst! 

Foto: Jakob Linaa

Globeskribenter fra dec. 05 til sept. 06. 

[D] = december 05 , [M] = marts 06 , [J] = juni 06 , [S] = september 06 

Inge andersen: 

Hash og orangutanger på borneo [D] 

Stafetten: 10 værste 

røverhistorier [M] 

lone og Michael andersen: 

Dykning [S] 

Sisse Skipper andersen: 

Inkastien til verdens navle [D] 

Knud Bach: 

Jesuitmissionærerne i 

Sydamerika [D] 

Fem ting om Rio, brasilien [S] 

Mikie Breum: 

budapest [S] 

Ewa Bylinska: 

betagende oplevelser i Sydamerika [D] 

nytår i Wien [M] 

Kafountine - en fiskerlandsby i 

Senegal [J] 

Warszawa [S] 

Marianne Christensen: 

To be or not to be berejst [M] 

Per danielsen 

en storby skal ses til fods [S] 

jesper Kiby denborg: 

Det tredje køn [M] 

Henrik døcker: 

Den nye verden i Syden (Chile og 

Argentina) [D] 

equador [S] 

Erik futtrup 

Stafetten: mine 10 eksotiske 

rejsedårligdomme [S] 

uffe Gadeberg & l. dangaard: 

luksusturist i Myanmar [M] 

Matthias Gamrath: 

Aserbajdsjan [J] 

Henrik frier Hansen: 

el tren patagónico [J] 

Puerto Montt [S] 

niels j.l. Iversen: 

Mayakulturens højdepunkter [D] 

berlin [S] 

john lau jensen: 

I yakkaravanens fodspor 

gennem Dolpo [M] 

På afveje i burma [M] 

et rejsejubilæum: 25 gange i nepal [J] 

jakob linaa jensen: 

Det forsvundne Atlantis? (Kreta) [D] 

Stafetten: Mit livs ti bedste 

fiskemåltider [D] 

Vietnam 30 år efter krigen [J] 

london [S] 

Per allan jensen: 

Fra Dakar til Timbuktu [M] 

Prøvelsernes dag; transportoplevelse 

i Guinea [J] 

Claus Qvist jessen: 

Kailash Kora; rundt om verdens 

helligste bjerg [M] 

Stafetten: 10 fedeste fiskesteder [M] 

Kampfiskeri i Somaliland [J] 

Preben Knudsen: 

Østersøen rundt [S] 

Heidi Korsgaard: 

livets universitet - Per Meyer [M] 

Interview med Claus Andersen [J] 

Rejserne er mine børn – interview med 

Henrik Schumacher [S] 

5 ting om Seattle, USA [J] 

Ib larsen: 

I naturens vold. Møde med tyfonen 

lupid [J] 

bahrain [S] 

Malaika Malmos: 

Fest i Shivas navn [D] 

Mødet med verdens fattige [J] 

lars Munk: 

Det portugisiske ansigt [D] 

Østens Madmystik [M] 

Moskva [S] 

Bente Mølgaard: 

Rejsebrev fra Guatemala [M] 

lars nielsen: 

bagantemplerne i Myanmar [D] 

Søren Padkjær: 

Jimmy Carter [M] 

arne Runge: 

Cuba -revolutionens sidste højborg [M] 

Auckland [S] 

Stafetten: 10 fængslende 

fortællinger [M] 

Dårlig mave i Marokko; bremsespor i 

underbukserne [J] 

Pia og Poul Saabye: 

Manden fra lalibela [J] 

anette Sode & Paul-Erik jensen: 

På velbevogtet besøg i nordkorea [D] 

Tibet 2005 [M] 

Stafetten: top 10 set fra børnehøjde 

Michael Sommerville 

Ulan bator [S] 

Katrine Thiesen: 

Indtryk fra Madagascar [M] 

nikolaj Witte: 

Den udødelige hær (Xian) [D] 

5 ting om bangkok [M] 

buddhisme [M] 

Dromomania, sygelig trang til at vagabondere 

[J] 

jakob Øster & Charlotte felk: 

Himbaerne fra Kaokoland [J] 


JUBILÆUM 

Ole Egholm jubilerer 

Få har vel været i tvivl om, at klubbens 

ærværdige stifter og medlem nr. 001, 

Ole Egholm, på et eller andet tidspunkt 

ville passere den magiske grænse på 

100 lande. Allerede da klubben blev stiftet 

tilbage i 1996, lagde Ole stærkt ud 

med hele 80, men siden er gassen gået 

lidt af raketten, og gennem store dele af 

klubbens 10-årige levetid har dens stifter 

kæmpet en diskret kamp for at leve 

op til aktivitetskravet om to nye lande 

hvert andet år og har måttet se sig 

”overhalet” af flere andre. Det er altså 

heller ikke let, når en rejsebureaudirektør 

bliver overfaldet indefra af noget så 

normalt som flyskræk. 

Til gengæld kan ole glæde sig over at 

være den indtil videre yngste, der passerer 

de 100 lande. Den tidligere ”rekord” 

tilhørte Michael Mini (010) og undertegnede 

(019), der begge var 43, da 

det skarpe hjørne blev rundet. ole nåede 

lige akkurat i mål, inden han fyldte 40 

d.18/6 2006, en lille detalje, der ligefrem 

nåede at blive trykt i bl.a. Politikens afdeling 

for navne og mærkedage. 

Selvom ole ”kun” nåede at være formand 

i klubbens tre første leveår, er hans fingeraftryk 

yderst markant. Hele ideen om 

at kreere et forum af rejsende landefræsere 

var hans ide, og det var ingen tilfældighed, 

at de oprindelige vedtægter ene 


og alene fokuserede på at tælle – til stor 

fortrydelse for datidens anden hovedperson, 

Poul Folkersen. Der blev talt lande, 

territorier, storbyer, øer, ækvatorkryds, 

breddegrader, bjerge og jordomrejser, 

og havde ole fået alle sine vilde ideer 

gennemført, var der også blevet ført 

regnskab med medlemmernes erotiske 

sidespring, kønssygdomme og luftbårne 

blowjobs. ole er (med Ærede niels som 

en mulig undtagelse) sikkert den eneste 

i klubben, der tager det som en ubetinget 

ros at blive kaldt ”overnørd”! 

oles fokus på tælleri og rekorder gav 

sig, især i klubbens første år, udslag i 

en masse sære præmier, der næsten 

alle sammen havde rod i en eller anden 

form for tælleri. Især fokuseredes der 

på de årlige præmieringer af ”mest berejste 

mand”, ”mest berejste kvinde” (i 

antal lande!), flest nye lande pr. år, flest 

ækvatorkryds mm., om end der også 

blev plads til mere subjektivt bedømte 

præmier som ”årets bedste diasshow”, 

”bedste postkort”, ”bedste rejsemails” 

og en stribe julekonkurrencer. Alt sammen 

med fine præmier sponseret af 

Wasteels Rejser. 

ole er også ”opfinderen” af vore postkort 

og det dusørsystem, der rundhåndet 

belønner første medlem, der nedlægger 

et ubesat land eller territorium. 

Selvom landescoreri ikke bør være formålet 

med nogen rejse, har mere end 

en hardcore ikke-landefræser omlagt 

deres rejserute, så de liiiiige kunne få 

fingre i en af oles fine dusører. et mildt 

anfald af dobbeltmoral 

nu, 10 år efter stiftelsen af klubben, er 

det ensidige tælleri blevet overhalet indenom 

af kvote b og otteugers-reglen, 

men ole selv har aldrig lagt skjul på, at 

han tilhører hurtigfræserne, for hvem 

rejsetid er en overvurderet faktor. Så vidt 

muligt max. tre dage i hvert land og helst 

på femstjernede hoteller, så man ikke 

behøver at bruge for meget tid ude i det 

virkelige liv. Den slags er ikke alles kop 

te, og selv den dag i dag har vi natlige, 

dybt ideologiske diskussioner om ”den 

rigtige måde at rejse på”, vel vidende at 

begge kvoter er kommet for at blive. 

Seneste nyhed i oles liv er, at han (des- 

værre!) er stoppet som direktør i Wasteels 

og i stedet er sprunget ud som selvstændig 

brancheanalytiker med base i swimmingpoolen 

i Herlev. Gennem de seneste mange 

år har han hvert år lavet en uofficiel rapport 

over rejsebranchens tilstand, og den 

interesse er nu blevet til en så tilpas stor 

business, at han er blevet professionel. 

Kender jeg ole ret, skal det nok blive en 

succes, men alligevel kan jeg ikke lade 

være med at savne ham inde på kontoret 

på Skoubogade. Få har som ole kunnet 

kæle for selv de billigste billetter og 

finde de mest utrolige tilbud i en skov af 

flyrejser. ole er en af den slags folk, der 

gør, at der altid vil være et marked for 

grundig, personlig betjening. 

nu er de 100 lande (101!) så nået, og 

Mester ole behøver ikke længere at belaste 

sjælen med hele tiden at skulle leve 

op til klubbens aktivitetskrav. Sikkert til 

gene for kæreste og sambo, Inger, der 

stik modsat gemalen sværger til lange, 

aktive rejser uden nødvendigvis at lave 

nye erobringer. Var der nogen, der sagde, 

at modsætninger mødes? 

Claus Qvist Jessen

Blivdusmeddyrenepå 

Galapagosøerne 

”Koincidens”, sagde filosofiprofessoren 

og så spørgende på studenten. 

Tja, studenten – det var mig, og 

situationen ligger sådan ca. 45 

år tilbage. da jeg var oppe til den 

nu hedengangne filosofiprøve, 

kaldet filosofikum. den randt mig 

i hu, da jeg vinteren 2006 kom til 

Ecuadors hovedstad Quito med min 

rejsekammerat Eli, som oplevede 

koincidens, sammentræf, så det forslog! 

og altså som et ganske ufilosofisk 

fænomen. 

aF henrik Døcker 

Oghavtålmodighed 

medmenneskenei 

Ecuador 

Han var ankommet et par dag før mig, begav sig hurtigt til en inter- 

netcafé og gjorde dér en stedlig kvindes bekendtskab. Dagen efter 

mødte han hende tilfældigt på én af millionbyens restauranter, og 

dagen efter stødte vi minsandten på en gade tilfældigt ind i hende 

igen! Min ven troede straks, at dette også skulle få amorinerne til 

at funke, med det var dog ikke inkluderet i denne tilskikkelse af 

skæbnen! Alexandra, som hun hed, blev et nyttigt bekendtskab, 

for vi indgik hurtigt en ”forretningsaftale” om, at hun med sin søn 


Diego som chauffør - og mod en rimelig 

betaling - i familiens bil kørte os rundt 

i den ecuadorianske hovedstad i et par 

dage. Den langstrakte Quito (1,4 mio. 

indbyggere) ligger 2850 meter over 

havet, og det betyder et behageligt og 

5 Vi kørte rundt i Quito i et par dage, og det er 

rart med en chauffør i så stor en by. 

ikke for varmt klima året rundt. Vores 

hotel lå i et kvarter med lav bebyggelse, 

nærmest et slags villakvarter, hvor 

husene dog var omgivet af solide mure 

eller plankeværker. Fornemmelse af ro 

og fred blev ligesom brudt ved synet af 

de mange bevæbnede vagter, herunder 

én i vores lille hotel døgnet rundt. Fra 

nabohusene hørtes arrig hundeglammen, 

når man gik forbi. Jovist, freden 

og roen blev sikret - og det mest synligt 

ved vagt- og politikorps. 

franskmænd var de første til 

at bestemme, hvor Ækvator 

ligger 

Kun 22 km nord for Quito ligger Ækvator 

(for resten betyder ecuador simpelthen 

ækvator på spansk!), her kaldet la 

Mitad del Mundo, og det blev da vort første 

udflugtsmål sammen med vore nye 

ecuadorianske venner. et stort monu- 


ment med en globus omgivet af diverse 

mindre huse med forskellige udstillinger 

samt et lille hyggeligt spanskpræget 

”turistkvarter” markerer stedet. 

Der er noget vist fascinerende andet på 

den sydlige halvkugle og så i øvrigt iagttage 

”forunderlige” eksperimenter til 

belysning af forskellen mellem at være 

hist og hisset! Det skyldes den franske 

geodæt Charles Marie de la Condamines 

ekspedition til dette område i 1736, at 

man fik målt sig frem til, at ækvator 

befandt sig lige her. Vi kunne her med 

undren iagttage, hvordan nogle blade 

placeret i en vandfyldt kumme, når man 

trak proppen ud, blev suget mod afløbet 

med og mod uret alt eftersom man 

befandt sig på den nordlige eller sydlige 

halvkugle! 

Inde i Quito kunne vi beundre det ældgamle 

kloster for den hellige Frans, San 

Francisco, der kan føres tilbage til omkring 

grundlæggelsen af Quito i 1534, 

men som på grund af jordskælv er blevet 

rekonstrueret og ombygget adskillige 

gange. Denne kirke – som andre i 

Quitos gamle bydel – har hvide mure, 

mens selve indgangsportalen og området 

deromkring er gråt. Inde i kirkerummet 

kan man se pragtfulde, guldornamenterede 

alterbilleder og anden form 

for udsmykning. Gulvene er af træ. 

Vores videre fart førte os til den sneklædte 

vulkan Cotopaxi med sine 

maleriske gletschere og siden hen 

provinsbyen baños, hvor vi tilbragte 

et par dage. Det myldrede med mennesker 

i den lille by, hvor besøgende 

kørte rundt i små traktorlignende køretøjer. 

Her som andetsteds i ecuador 

var der mange små billige restauranter, 

der i bedste USA-stil serverede 

tre retter for nogle få dollars. en del 

af dem havde ikke spiritusbevilling, akkurat 

som i USA. byens domkirke, viet 

til ”det hellige vands frue”, nuestra 

Señora de Agua Santa, bød på en del 

malerier af såkaldte undere, som skal 

have fundet sted her, så som en mand, 

der faldt af sin hest, men slap uskadt, 

eller andre, der på grund af tro på den 

hellige ”vandjomfru” er sluppet godt ud 

af brændende hoteller, lavamasser fra 

vulkaner i udbrud osv. 

Vandfald og vandsjov 

Med bus tog vi til en stribe vandfald - 

men vi betingede vi os at komme til at 

sidde i førerhuset, fordi vi fra en anden 

udflugt vidste, at man i tilgift fik høj 

popmusik, og den slap man kun for ved 

siden af føreren. Ét af vandfaldene kunne 

vi kun komme til at se ved at begive 

os ud på en længere vandretur ad stenede 

stier ned i en slags slugt. Såmænd 

ikke helt ufarligt. 

På grund af fastelavn bevægede små 

flokke af børn og unge sig til fods eller 

pr. bil rundt i baños og kastede en slags 

sæbepulver eller vand på forbipasserende. 

Denne ”morskab” strakte sig over 

samtlige fire helligdage, som Fastelavn 

her omfatter. Dagen før vor planlagte 

afrejse fra byen købte vi nummererede 

busbilletter til næste by, Riobamba, 

på busterminalen. I god tid før afgang 

indfandt vi os så på afrejsedagen – og 

hørte mindst to personer gå rundt og 

råbe: ”Riobamba” et kvarters tid før vores 

afgangstid kl. 11. Det var imidlertid 

busser fra konkurrerende busselskaber, 

fik vi at vide. To gange spurgte vi 

i det billetudstedende kontor, hvor vores 

bus mon befandt sig. beskeden var, 

at vi bare skulle vente. To minutter før 

afgang kom en dreng springende hen 

til os og skyndte vældigt på os. Tværs 

over busterminalens gårdsplads styrtede 

vi nu af sted med vores kufferter 

og fik udpeget en bus, der befandt sig 

på den anden side af en stærk befærdet 

nabogade. buschaufføren truttede 

og gjorde mine til at køre næsten før 

vi havde fået anbragt vores bagage i 

det særlige bagagerum. Vi nærmest kastede 

os ind i bussen, der nu begyndte 

at køre, om end i vældige ryk. Jeg følte 

mig omtrent som en vægtløs i en rumkabine, 

alt mens jeg – under drøje danske 

eder - bevægede mig ned gennem 

bussen for at finde en ledig plads. en 

sælsom oplevelse. Det var det også at 

iagttage Riobambas unge køre rundt i 

biler og smide vand på hinanden - karnevalsdagenes 

mest yndede sport! 

Videre fart skete pr. gammelt tog, ja 

nærmest veterantog fra Riobambas mildest 

talt primitive jernbanestation. et 

stykke inde på ruten indbød togføreren 

os til at gøre ham selskab og få udsigten 

fra førerhuset. Med ca. 20 km. i timen 

sneglede vort tog sig af sted gennem 

Andesbjergene og en pragtfuld natur. 

Jordskred har fra tid til anden gjort jernbanen 

ufremkommelig, og godt står det 

generelt ikke til med skinnerne hos den 

godt 100 år gamle jernbanelinje. Flere 

gange blev vi afsporet, men togfører og 

konduktører var vant til at få motorvog-

nen bugseret på plads, så der var ingen 

grund til panik. 

Ringe social mobilitet hos 

de underprivilegerede 

indianere 

Vi fik en god snak med en yngre ecuadoriansk 

kvinde, lærerinden Grace, som 

havde boet nogle år i Frankrig og kendte 

til verden uden for sit fødeland. Hun forstod 

til fulde min frustration over, at jeg 

ikke havde fundet postkasser, men hendes 

landsmænd var i vane med at aflevere 

posten på posthuset! og mange 

skrev aldrig! 

Grace korrigerede en bemærkning fra 

Alexandra i Quito om, at der ikke var nogen 

videre diskrimination af landets indianere, 

vel omkring 25 pct. af de 13,5 

mio. indbyggere. De er i almindelighed 

henvist til de mere ydmyge jobs, og den 

del af befolkningen har gennemgående 

svag social mobilitet, bedyrede hun. 

65 pct. er mestitzer, altså af blandet 

spansk-indiansk herkomst. Indianerne 

udgør den overvejende del af landbefolkningen, 

cirka 40 pct. af alle indbyggerne, 

og dem med de laveste indkomster. 

De mangler forbilleder blandt 

deres egne, og deres levestandard har 

ikke forbedret sig meget i de sidste 25 

år. lidet hjalp det, at lucio Gutiérrez i 

2003 som den første blev valgt til landets 

præsident på et pro-indiansk, antikorruptionsprogram 

– allerede i 2005 

blev han tvunget til at gå af og i eksil, 

fordi han efter eget forgodtbefindende 

var begyndt at udskifte alle Højesterets 

Søløverne putter sig ofte ind til hinanden på 

strandene 

dommere. Siden er han vendt tilbage og 

havnet bag tremmer. 

Selv om ecuadors præsidenter vælges 

for fire år ad gangen, har adskillige måtte 

vige sædet flere år før udløbet af deres 

præsidentperiode, hvad enten de nu 

var for korrupte eller de på anden måde 

havde misbrugt deres magt. Som vor 

togveninde Grace forklarer: ”Det gale 

her i landet er, at politikere, så snart 

de er valgt ind i parlamentet, er parat 

til at spille med musklerne og blæse på 

alt hvad der hedder lovgivning, det er 

alene magt, der tæller”. I dag er den 

indianske politiske bevægelse, der stod 

bag Gutiérrez, splittet, og desperation 

har grebet mange landbo-indianere. I 

marts 2006 blev fem højlandsprovinser 

erklæret i undtagelsestilstand efter at 

indianerne havde opsat vejspærringer 

mange steder. Den fungerende præsident, 

dr. Alfredo Palacio, synes for svag 

til at skabe stabilitet og mere tilfredshed 

i landet, inden det til efteråret går 

til valg. 

3 Der er rigtig mange søløver på Galapagos, og 

de fleste af dem er tamme 

I nærkontakt med 

Galapagos’ søløver 

nå, tilbage til vor rejse: Vi sprang af toget 

i Alausi, hvor vi nåede dagens sidste 

bus til Guyaquil, og så gik det dagen 

derpå med fly til Galapagosøerne, 

1200 km vestpå ude i Stillehavet – og 

uden for enhver tvivl denne rejse absolutte 

clou! Der er cirka 15 øer, hvoraf 

nogle dog kun er mindre skær. Se, her 

begynder eventyret! Men hvis nogen 

skulle tro, at der er tale om et naturparadis 

med enkelte huse eller hytter til 

de nysgerrige turister og så ellers bare 

dyrene, ja så må jeg skuffe dem. For 

det første har det været nødvendigt at 

anlægge en egentlig flyveplads. Ad de 

asfalterede veje kører rigtige busser, og 

der forefindes også en hel del byer (om 

end ikke vældig store). 

Vi mindes om den katolske kirkes tag i 

befolkningen, siden de spanske kolonister 

indfandt sig i 1530’erne, for det er 

på Isla Santa Cruz, det hellige kors’ ø, at 

turismen ligesom har plantet sig særlig 

eftertrykkeligt. Vel nok fordi den ligger 

klinet op ad den mindre ø beltra, hvor 

flyene lander og letter. Den største ø, 

Isla Isabela, er forsynet med en hel stribe 

vulkaner, der indimellem er i udbrud. 

Kun fem af Galapagosøerne er beboede. 

Inden vi fandt vort hotel i havnebyen 

Puerto Ayora nød vi et fem-dages minikrydstogt 

rundt til forskellige øer. 

Vores ecuadorianske guide, en yngre 

mand, vidste god besked om dyrene, 

var vel nærmest en slags naturvejleder, 

og beskrev hvordan ecuador i sit 

særlige naturbeskyttelsesprogram for 

Galapagosøerne værner om dyre- og 


planteliv her. Antallet af nærmest tam- 

me søløver er her helt overvældende. De 

generer sig ikke det mindste for mennesker 

og ”ligner” os på mange måder: På 

strandene ligger de ”i bundter” og slapper 

af, de putter sig ind til hinanden, de 

ældre lægger ofte en skærmene finne 

omkring en yngre artsfælle. Men de går 

heller ikke af vejen for længere spadsereture 

ad stier og ubekvemme lavasten. 

Da vi gjorde en tidlig morgenlandgang 

på én af øerne, gryntede nogle af dem 

misbilligende, det var minsandten for 

tidligt at blive vækket. et andet sted 

havde en søløve placeret sig midt på 

en landgangsbro og ville ikke flytte sig. 

Andre søløver havde bemægtiget sig 

alle bænke i havenområdet, hvor de var 

vældig gode til at slappe af! 

leguanerne – de gigantiske firben - som 

dog højest bliver en halv meters penge 

(ofte er de mindre) lå også om morgenen 

her sløvt og lod sig ikke vække af 

vor nærhed. Men mest forbavsende var 

det nok, at også fuglene ikke virkede 

spor skræmte. Mest fascinerede var vi 

nok af fregatfuglen med det store røde 

bryst. Vi kom ganske nær til sådanne 

fugles reder og kunne beskue ungerne! 

også den blåfodede booby (sule) blev 

vi gode venner med! I vandet svømmede 

vældige vandskildpadder rundt, 

delfiner tog deres vante spring, og 

højt over vore hoveder kredsede rovfugle, 

hvis præcise navne vi ikke altid 

fik rede på. Andetsteds spankulerede 

flamingoer rundt. Med ca. 25 grader og 

mulighed for mange svømmeture blev 

det en svært stimulerende rejse. Skibet 

medbragte to gummibåde, som vi be- 


nyttede, når vi skulle lægge til på én af 

øerne. 

darwin hentede inspiration 

på Galapagosøerne 

Men det er altså ikke på nogen måde 

uspoleret natur, man besøger. og dog 

– i nyere tid har den ecuadorianske stat 

truffet en lang række forholdsregler til 

beskyttelse af den vældige naturpark, 

Galapagosøerne i dag kan siges at udgøre. 

Fortidens skadevirkninger er afbødet. 

en betydelig kapitaltilførsel sikrer 

dyrebestanden, og turismen er reguleret 

(60.000 om året). Sørøvere, sæl- og 

hvalfangere, kolonister og rene eventyrere 

gjorde ellers i svundne århundreder 

deres bedste for at udnytte det hele 

– ved rovdrift på naturressourcerne. 

Tre år efter at ecuador officielt havde 

proklameret Galapagosøerne som sit 

territorium i 1832 kom øernes uden for 

enhver tvivl mest betydende gæst, den 

britiske zoolog Charles Darwin hertil. 

Under sit fem uger lange ophold fandt 

han meget af inspirationen til sine senere 

så banebrydende teorier om ”de 

stærkes overleven”, survival of the fittiest. 

et mindre natur- og forskningsreservat 

i Porto Ayora bærer hans navn. 

Her kan man bl.a. beskue de gigantiske 

landskildpadder, der kan veje op til 250 

kg. og kan blive op til 150 år gamle. 

Under afslapningsdage på et hotel efter 

krydstogtet kunne man more sig 

over de også tamme pelikaner, som 

hver dag holdt sig til hos fiskehandleren 

i hans udendørs forretning i byen. 

Der er jævnlig noget, der skal skæres 

fra, når folk kommer og køber de frisk- 

3 Lidt overraskende er også fuglene på Galapagosøerne 

tamme. Her er det en fregatfugl der 

er ved at puste sig op. 

fangede fisk, og så stor mindst ti sultne 

pelikaner på spring! Meget lettere end 

når man selv skal ud i bugten og fange 

dem, tænker de! 

Inden hjemrejsen til europa blev der tid 

til et par dage i førnævnte Guyaquil. Her 

har vi at gøre med en moderne storby, 

som først og fremmest har grund til at 

være stolt af sin indbydende 2,5 km. 

lange promenade ud til floden Guaya, 

Malecón, der blev anlagt i år 2000. Her 

er både fornemme og ganske enkle restauranter, 

en botanisk have, et stort 

indkøbscenter, en udrangeret jernbanevogn, 

indrettet som internetcafé, et 

etnografisk museum og meget mere. 

Men her er først og fremmest flot! Her 

er smagfuldt beplantet, her er bænke, 

her er stemning og adspredelser for 

voksne, børn, familier. Tæt ved ligger 

imponerende store bygninger og statuer 

af nationens stolte sønner, ja også 

et historisk museum, hvor man kan se 

malerier af alle landets præsidenter lige 

siden selvstændigheden i 1832. De to 

navnkundige spanske conquistadorer 

bolivar og San Martin mødtes sågar 

her i 1822, og dét er foreviget i én af 

statuerne. Den smukke hvide domkirke 

tæt ved er ny, fra 1948 og restaureret 

1978, og ingen af de andre kirker har 

mere end cirka 100 år på bagen. Men 

mest bemærkelsesværdigt er nok det 

store opbud af politi og uniformerede 

sikkerhedsvagter, man kunne ikke gå 

fem minutter uden at møde mindst én 

af slagsen, selv i weekenden! 

ecuador har et stærkt ønske om at markere 

sig som turistland - det ved danske 

rejsebureauers forposter i Quito, Ida, 

fra Roskilde, som oprindelig købte et 

stykke regnskov i ecuador og med tiden 

blev grebet af landet, som hun nu bor 

i. ”Men infrastrukturen er for dårlig, og 

viljen til at satse for svag”, sagde hun. 

Ja, og så er der dét med, at uendelig få 

taler engelsk, og de manglende postkasser 

(selv i lufthavnene fandtes ingen). 

en indkomstudjævning ville sikkert også 

skabe mere stabile tilstande.

Med himmeltoget til Tibet 

– og i Landcruiser tværs gennem Himalaya til Nepal 

En transasiatisk kulturrejse udover det sædvanlige 

Med åbningen af den nye jernbanerute fra Beijing over det gigantiske tibetanske 

plateau til Lhasa er det nu blevet muligt at besøge Tibet på den hidtil mest unikke måde. 

Vi tilbyder her en kombination af det klassiske Kina med Tibet og Lhasa, for at slutte af 

med det høje Himalaya og Mt. Everest, inden der dykkes ned til det frodige Nepal og 

Kathmandu, hvorfra vi flyver hjem. Det er - sagt i al beskedenhed - en af den nyere tids 

største rejseoplevelser, vi her præsenterer. 

Fra Beijing d. 28. august, 7. 16. og 25. september, 5. 14. og 26. oktober i 2006 samt 

29. marts, 7. 16. og 26. april, 7. og 17. maj 2007. 

Pris fra 11.480,- fra Beijing 

Rejs på motorcykel ! 

WWW.MOTO-MUNDO.COM 

Moto Mundo er startet af Hjalte Tin 

og datteren Ida Tin, efter et liv med 

motorcykelrejser i hele verden. 

-Lad os give dig en autentisk oplevelse af flotte, 

eventyrlige og venlige steder på den anden side af 

jorden eller tæt på Danmark. 

Der står en motorcykel klar til dig, eller du kan 

sidde med i følgebilen. Bagagen tager vi os af, 

og om aftenen venter et godt hotel. Nyd 

friheden, glæden og venskabet på en motorcykelrejse. 

Cuba, Island, Mongoliet, Californien, Sydafrika, 

Tyrkiet, Vietnam, Nordkap og weekendture. Du 

kan også få et kørekort med din første tur 

inkluderet. 

www.kiplingtravel.dk 

Rundrejser og trekkingture i verdens bedste rejselande. 

Masser af garanterede rejser. 

Siciliens Ansigter 9 dage ...................................................... 7.780,- 

Sardinien trekking 2/9, 14/10 ............................................... 9.980,- 

Pyrenæerne trekking 22/8, 31/8 ........................................... 6.880,- 

Indien, Rajasthan rundrejse 9/10 ........................................ 19.980,- 

Nepal, Everest base camp 5/10 ........................................... 20.980,- 

Nepal, Kanchenjunga 15/10 ............................................... 26.780,- 

Tanzania, Kilimanjaro 10/9, 7/2 .......................................... 20.980,- 

Tibet, Overland til Lhasa, 14 dage ........................................ 8.780,- 

Og masser af andre spændende rejser... 

Tlf: 47 16 12 20 www.kiplingtravel.dk 


nye medlemmer 


315: anne Maria Rasmussen 

Min rejselyst startede med børneprogrammerne 

i TV i 70’erne. ellers 

bød min barndom mest på ski i 

norge, camping i Skandinavien og 

charter i europa. Med et år som 

udvekslingsstudent i Tunesien 

hos en arabisk familie startede 

rejselysten for alvor. efter en del års 

uddannelse brugte jeg 4 år på at 

rejse og arbejde for at tjene penge 

til at rejse igen. nu er der dog mere 

fast grund under fødderne og fast 

arbejde. Dog ikke mere fast end at 

jeg har haft 14 bopæle på 16 år i 

København. 

317: Helmut lykke Hansen 

Jeg har altid haft stor rejselyst. Men 

da jeg er fra en generation, hvor 

en tur til København tog flere dage 

for en fynbo, begyndte jeg først 

at rejse i en forholdsvis sen alder. 

Heldigvis blev jeg tidligt pensionist 

og siden mit fyrretyvende år har 

jeg brugt tiden på at rejse. Først 

købte vi campingvogn og senere en 

autocamper. I starten rejste vi mest 

i europa men vi begav os så småt 

længere og længere væk. Altid på 

egen hånd. Så kan vi lade os overraske 

og selv bestemme tempoet. 

319 Esther jensen 

Jeg er kromutter i Jylland. Jeg holder 

meget ferie i vinterhalvåret og 

tager arbejdsræset om sommeren. 

Mit hjerte banker mest for Afrika. I 

løbet af vinteren rejser jeg normalt 

3 – 4 gange, op til 1 måneds varighed 

pr. rejse. Kroen er inspireret 

af mine rejser, idet værelserne har 

navne og er indrettede efter steder, 

jeg har rejst, samt efter kendte 

personer. også dyreparken bærer 

præg af mine rejser. Desuden har vi 

en helt speciel afdeling, hvor man 

kan overnatte i et afrikansk pælehus 

eller i safaritelt. 

321 Claus Søndergaard 

Min første udlandsrejse var i 1979 

- med spejderne i norge. Her fandt 

jeg ud af, at der er så meget derude 

at se og opleve. Jeg har altid haft 

interesse for geografi og andre kulturer. 

Jeg er uddannet cand.pharm, 

og heldigvis har jeg i dag et job som 

global ansvarlig for anvendelse af 

vitaminer, hvilket bringer mig vidt 

omkring. At arrangere og følge op 

synes jeg er lige så spændende som 

rejsen i sig selv. Ved det får jeg 3dobbelt 

udbytte af rejserne. Jeg er 

fotoamatør og rejser ingen stedet 

uden kameraet. 

316: jens Tidemann 

Jeg har altid været nysgerrig og 

videbegærlig og min interesse for 

at rejse og besøge andre lande er 

drevet af lysten til at lære nyt og 

lade mig inspirere af andet end 

den hjemlige andedam. Min første 

længevarende rejse med rygsæk var 

i slutningen af studierne, hvor jeg 

rejste jorden rundt med rygsæk. Jeg 

har desuden i flere omgange boet 

og arbejdet i udlandet. Jeg elsker 

at tage billeder og jeg rejser aldrig 

uden mit kamera. 

318: Kirsten Kjærsgaard 

Så langt tilbage jeg mindes, har 

jeg haft rejsefeber. over et atlas i 

geografitimerne kunne jeg svømme 

helt hen. Først var det campingture 

rundt i europa, mens børnene var 

små, men på min første rygsæktur 

med åben billet i 86 blev jeg tændt. 

Jeg søger især naturoplevelser, og 

de senere år er jeg blevet meget 

begejstret for new Zealand, øerne i 

Stillehavet og Centralamerika. Jeg 

har været der et par gange. Jeg har 

snorklet i mange år, men i 2001 blev 

jeg dykker, hvilket har givet mange 

nye muligheder. 

320: Kit nørgaard 

Jeg er opvokset i en dejlig familie 

med en stor oplevelseslyst. Vi tog af 

sted i hver ferie, i Danmark, europa 

og senere nordafrika. Mine forældre 

har en stærk kærlighed for naturen, 

så den dyrkede vi meget. I 1997, da 

jeg fik en rigtig rygsæk på ryggen, 

fandt jeg ud af hvor fantastisk det 

var. Min første tur var med en af mine 

bedste veninder ½ år i Sydamerika. 

Senere gav mit arbejde mig chancen 

for et par ture til Japan - og måske 

fordi jeg intet forventede blev jeg 

helt overvældet af den imponerende 

japanske kultur. 

322: jesper Grønkjær 

I knap 15 år har jeg levet som en 

af landets eneste professionelle 

tryllekunstnere, hvor igennem jeg 

rejser rundt i det meste af verden. 

Der udover er jeg skuespiller, 

freelance journalist, foredragsholder 

mv. For mig er det ikke så vigtigt 

med breddegrader, højeste punkter 

mv. For mig handler det om, at jeg 

er i den enestående situation, at mit 

arbejde åbner en masse døre, og at 

der altid følger smil og glæde med 

begge veje. At jeg med andre ord 

ikke blot rejser for at FÅ oplevelser, 

men i lige så høj grad for at GIVe 

oplevelser.

323: Mads fiil Hjorth 

Jeg er årgang 1982, og studerer 

idræt på 3. år på KU. Tidspunkterne 

for mine ferier ligger derfor primært 

i juli/august, der tillader 

rejser på godt 1 måneds tid. Herudover 

kommer mindre 1 uges 

skiferier og senest også charter, 

hvis muligheden byder sig. På 

mine rejser nyder jeg naturen og 

befolkningen i de mere afsides 

liggende egne og mine ture 

bringer mig ikke nødvendigvis til 

storbyerne. 

325: jytte dølrath Kristensen 

Jeg var ret gammel, før jeg kom 

uden for landets grænser. bortset 

fra et par charterture var mit første 

”rigtige” udlandsophold et halvt år 

i kibbutz, hvor jeg malkede køer. 

et par år senere tog jeg 1 år ud af 

programmet og købte en enkeltbillet 

til bangkok. Asien er helt klar min 

yndlingsdestination. Mellemøsten 

har også altid fascineret mig. 

Syrien overraskede mig med alle de 

spændende ting, der er at se, samt 

de meget venlige mennesker. 

327: Eva Bue Bitsch 

Jeg har haft en rigtig spændende 

opvækst hvad rejser angår. Jeg og 

min familie lå i telt i Kroatien og 

ved Gardasøen, boede i udlandet 

i et par omgange og har også 

været på eksotiske rejser til USA 

og Australien. I gymnasietidens 

sommerferier blev rygsækken 

pakket og turen gik til Østeuropa 

med bumletog. og nu står den så 

på den store jordomrejse, hvor jeg 

skal besøge Sydøstasien, Australien, 

new Zealand, Fiji, Mellemamerika 

og Cuba. 

329: joan Sortberg 

Allerede som barn var jeg glad 

for at rejse. Det startede med 

charterrejser og ulidelige lange 

Tjæreborg busrejser sydpå. Som 

så mange andre børn havde jeg et 

skriveunderlag med verdenskortet. 

Det blev nøje studeret. Fra jeg var 

14 år, havde jeg en drøm om at lære 

sprog og arbejde i en international 

virksomhed med mulighed for at 

komme på forretningsrejser. Det 

lykkedes, og blev for 10 år siden 

udstationeret til Singapore for i alt 

5 år. Jeg ser frem til at udveksle 

rejseerfaringer med jer. 

331: Elsa lysgaard Ranzau 

Selvom jeg har rejst med mine 

forældre som barn og været med 

på udstationeringer steder som 

Surinam og Tunesien blev jeg først 

for alvor smittet med rejsefeber i 

1995, hvor jeg var på rygsækrejse 

i 5 måneder. efter mine studier tog 

jeg til Grønland og arbejdede et år. 

Dette gav mig smag for den nordlige 

halvkugle, og det er siden blevet til 

flere besøg i lapland. Jeg foretrækker 

rygsækrejser, hvor der er mulighed 

for vandring og dykning. 

324: Christian Kirkeberg 

I mine ungdomsår rejste jeg alene 

rundt i europa. Den første lange 

tur uden for europa foretog jeg i 

1989. Derefter blev det til den ene 

tur efter den anden. Jeg har på 

de fleste af mine ture rejst med 

rulleskøjter og rygsæk. Jeg har 

hovedsagligt brugt rulleskøjterne 

som lokalt transportmiddel. I beijing 

kunne jeg køre mellem alle cyklerne 

og i Uganda blev jeg hyldet som 

en rockstar. Jeg har på en dag 

tilbagelagt 160 km på rulleskøjterne. 

326: ole Pedersen 

For tre år siden valgte jeg at flytte fra 

Danmark. Det blev Spanien. Hovedsageligt 

for at lære at tale spansk. 

Jeg arbejder som freelance tv-fotograf 

og rejser en del i mit job. Mit 

hjerte ligger i Sydamerika, mest på 

grund af sproget. når nogle spørger 

om, hvor det bedste sted jeg har været 

er, så er det meget svært at svare 

på. For mig er det de små og pudsige 

oplevelser man bedst husker. Disse 

oplevelser kan kun deles med dem, 

man oplevede det med. Derfor siger 

jeg at man skal selv ud at opleve. 

328 anette lillevang Kristiansen 

oprindeligt havde jeg rejseskræk. 

Jeg var sikker på, at jeg ville kunne 

fare vild i toget mellem Jylland og 

København. Jeg var 8, da min bror var 

i Kibbutz og i USA. Min begejstring 

var stor, da han sendte farvestrålende 

postkort hjem. For mig startede det 

med en tur til Tunesien, og senere 

USA. Herefter var jeg om nogen 

overbevist om min skæbne – jeg 

skulle bare rejse. Processen med at 

sætte sig ind i et lands befolkning 

pirrer mit videbegærlige sind. Mit mål 

er at rejse i 100 lande. 

330: anders leifer 

Jeg er født 1968 i Kalundborg og 

uddannet Cand.phil. i filmvidenskab. 

Siden 1998 har jeg arbejdet som 

filmkonsulent på TV2/Danmark. Jeg 

var på udvekslingsophold i Portugal 

i 1986-87 og det er efterfølgende 

blevet til i alt 23 rejser til mit 

kæreste andet fædreland. Jeg har 

foretaget længerevarende rejser til 

Sydamerika, Mellemamerika, Kina 

og Vietnam. Jeg har lavet dokumentarfilm 

i Mexico og Portugal; filmene 

har bl.a. været vist på DR1/DR2 og 

på tv og filmfestivaler i en række 

lande. 

332: Mikkel Harder 

Min første egentlige udlandsrejse 

gik ikke længere end til london. 

Det var i sommerferien mellem 2. 

G og 3. G, hvor jeg fandt arbejde i 

den engelske metropol for en kort 

periode. Jeg nød at være af sted 

på egen hånd og lære en anden by 

og nye mennesker at kende. Siden 

da er det blevet til adskillige ture 

– både længerevarende studier og 

arbejde men også rene ”turistrejser”. 

Turene er indpasset i min fritid 

fra antropologistudierne, som af 

uransagelige grunde har trukket lidt 

ud. 



Klubbens kontaktpersoner 

- September 2006 

Søren Padkjær 

info@berejst.dk 

Skovagervej 22 

8850 Bjerringbro 

Tel. 86 68 36 63 

Formand 

Martin Anker Nielsen 

nytmedlem@berejst.dk 

Østergade 84D, 4. sal 

2100 København Ø 

Tel. 59 91 14 47 

40 85 88 57 

Medlemskontakter 

Claus Qvist Jessen 

secretary@berejst.dk 

Kalkerupvej 22, Fensmark 

4684 Holmegaard 

Tel. 60 12 36 61 

Sekretær 

Gerner Thomsen 

pr@berejst.dk 

Marathonvej 21, 1.-5 

2300 København 

Tel. 3259 6095 

PR-ansvarlig 

Ansvarlig for passive medlemmer 

Jakob Linaa 

kasserer@berejst.dk 

Katrinebjergvej 67, 2. th 

8200 Århus N 

Tel. 2086 7777 

Kasserer 

Globen, ansv. redaktør 

Niels Iversen 

webmaster@berejst.dk 

Grøfthøjparken 162, 2.mf. 

8260 Viby J 

Tel. 86 28 18 56 

Webmaster 

Per Allan Jensen 

toastmaster-east@berejst.dk 

Bernhard Bangs Allé 51A, 2.th 

2000 Frederiksberg 

Tel. 38 10 10 78 

Toastmaster ØST 

Kira Leisau 

toastmaster-west@berejst.dk 

Lyøvej 21, 2tv 

2000 Frederiksberg 

Tlf. 38 87 48 04 

2633 2709 

Toastmaster VEST 

Lars K. Munk 

annoncer@berejst.dk 

Smedetoften 24, 1. th 

2400 København NV 

Tel. 3834 8980 

Sponsoransvarlig 

Pernille A. Föh 

globen@berejst.dk 

Kobbersmedevej 15 

8900 Randers 

Tel. 86 42 13 86 

Globen, redaktør

VIND EN REJSE ! 

WWW.TOPAS.DK 

Ud med Topas! 

Nepal - Trekking &Adventure 

Klassiske treks i verdensklasse. Fra farverig 

kultur på de gamle karavaneruter til udfordrende 

bestigninger blandt de højeste tinder. 

Everest Panorama - 17 dage 

Oplev bl.a. dalen Imja Khola ved foden af verdens højeste tinder 

over 8000 m., besøg på det tibetanske kloster i Thyangboche, 

Kathmandu og udsigten til »verdens smukkeste bjerg« AmaDablam. 

Afrejse d. 11/10/06 og 31/03/07. 14.980,- 

Rundt om Annapurna - 24 dage 

Oplev bl.a. trek hele vejen rundt om Annapurnamassivet fra ca. 700 

moh. til 5416 moh., landsbyen Chame – den første tibetanske bebyggelse 

og varme kilder ved bredden af fl oden Kali Ghandaki. 

Afrejse d. 04/10/06 og 31/03/07. 17.480,- 

BOOK PÅ WWW.TOPAS.DK 

OG SE FLERE TILBUD 

OG DAG TIL DAG PROGRAMMER. 

Vietnam - Adventure &Trekking 

Eksotiske eventyr i en af Sydøstasiens rigeste kulturer. 

Vælg en kulturel rundrejse i det tropiske syd og en 

vandretur blandt farverige stammefolk i bjergene mod nord. 

Syd til Nord - 22 dage 

Oplev bl.a. 2 dages rundtur i det frodige Mekong delta, afslapning på 

strandene i Hoi An, 4-dages trekking og besøg ved minoritetsstammer i 

det nordlige Vietnam og den charmerende hovedstad Hanoi. 

Afrejse d. 07/10/06, 06/02/07, 27/02/07, 20/03/07 og 10/04/07. 18.480,- 

Hanoi, Topas Ecolodge og Halong Bugten - 12 dage 

Oplev bl.a. den hyggelige hovedstad Hanoi, 2 dage med markeder, fl odsejlads 

og farverige minoriteter i det nordlige Vietnam og sejlads og badning 

mellem de mere end 1500 limstens øer i Halong bugten. 

Afrejse d. 22/08/06, 29/08/06, 05/09/06 12/09/06, 19/09/06 og 26/09/06. 

9.980,- 

Se mange fl ere rejser til Nepal og Vietnam og alle vore andre destinationer på www.topas.dk 

TLF 86 89 36 22 • WWW.TOPAS.DK

www.jysk-rejsebureau.dk 

o 

Thailand 

Vi tilbyder ankomstpakke i Bangkok · Sea Safari · 

Live Aboard · Dykkerkurser · Jungletrekking mv. 

Peru 

Vi tilbyder ankomstpakke i Lima · Machu Picchu 

trekking · Manu nationalpark · Spanskkursus mv. 

Arhus 8618 2488 Kobenhavn 3311 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 6312 1216 

Nepal/Tibet 

Vi tilbyder ankomstpakke i Kathmandu · Bhairav Kund 

trekking · River Rafting · Tibet overland tur mv. 

Vietnam 

Vi tilbyder ankomstpakke i Hanoi · Halong Bay tur · 

Minoritetstrekking · Jeep-ture · Fansipan bjergtrek mv. 

Indien 

Vi tilbyder ankomstpakke i Delhi · Rajasthan tur · 

Stok Kangri bjergbestigning (6.153m) · Klatrekursus mv. 

Transsibirisk Jernbane 

Vi tilbyder overnatning i Moskva · 

Tog Moskva-Irkusk-Beijing · Trekking Bajkal Trail mv. 

Ostafrika 

Vi tilbyder ankomstpakke i Nairobi · Safari Masai Mara · 

Mt. Kenya trekking · Zanzibar mv. 

Cuba 

Vi tilbyder overnatning i Havana · 

Overnatning i Varadeo · Billeje mv. 

Alle ankomstpakker inkluderer afhentning i lufthavn og to overnatninger. 

Vi kan desuden tilbyde fly, hoteller og ture i bl.a. Laos, Indonesien, Venezuela og Ecuador. 

Vores rejsekonsulenter har rejst i mere end 160 lande tilsammen, og vi tømmer gerne vores rygsæk over i din. 

TravelPlanner 

I Jysk Rejsebureaus interaktive atlas kan du hente 

inspiration og skræddersy din egen rejse. 

Klik ind pa www.jysk-rejsebureau.dk/travelplanner

TEMA: STORBYER - De Berejstes Klub

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?