TEMA: STORBYER - De Berejstes Klub

kæmpede Warszawas borgere mod be-
sættelsesmagten i hele 30 dage. byen
ville ikke give op. I 1945 lå hele hovedstaden
i ruiner. 90 % af beboelsesejendomme
og Den gamle bys historiske
bygninger blev jævnet med jorden.
Warszawas beboere lagde sten på sten,
for igen at skabe helheden. Kunstnere
bidrog med forskønnelsen. Historikere
vogtede over enhver dokumentarisk de-
talje. Ud af ruiner og nedbrændte huse
skulle opstå den sejrrige nye hovedstad.
For mig er Warszawa gennemvævet af
minder. Der har jeg tilbragt min barndom,
årene i skole og universitet.
Selvom min generation blev født mange
år efter krigen, udviklede vi vores fantasi,
når vi på vej fra skolen passerede
ruinerne af Warszawas ghetto. I beskyttelsesrum
og i husenes skeletter så vi
kun mysteriet. Vi tænkte slet ikke på
krigens gru.
18 GLOBEN nr. 25 / September 2006
I 50’erne voksede tunge stalinistiske
bygninger ovenpå ruinerne af Hitlers forbrydelser.
Kun børn frydede sig og følte
stolthed over det belyste himmelstræbende
Kulturpalads. De voksne påstod,
at den kønneste udsigt over Warszawa
får man fra dets øverste etage. Derfra
ser man nemlig ikke paladset – symbolet
på afmagt og den nye besættelse. I
»de skal med det samme klippe og barbere
deres søn!« faren svarede skriftligt: »jeg er
ikke frisør, jeg er dommer!«
gymnasiet begyndte vi at se, at alt var
gråt. Vi drømte om en ægte frihed. For
enhver pris prøvede vi at komme nærmere
det vestlige europa, som vi fra tid
til anden har beundret og kun kendte fra
kulørte postkort. Med grådighed kastede
vi os over nye vestlige trend. Det grå
kommunistiske tøj farvede vi til skrigende
papegøjefarver. På loppemarkeder
betalte vi en formue for plader med
Janis Joplin, beatles og Jimi Hendrix. Vi
protesterede over kommunismes strenge
regler. Vi ville trænge igennem jerntæppet.
Vi ville være synlige for hele
verden. Min nære ven, som i dag er en
berømt kunstner, rendte rundt på skolen
som en ægte hippie. Det hjalp ikke
med trusler og bøn fra de rigoristiske
pædagoger. Til sidst skrev skoleinspektøren
en ordre i kontaktbogen til hans
far.: ”De skal med det samme klippe
og barbere Deres søn!” Faren svarede
skriftligt: ”Jeg er ikke frisør, jeg er dommer!”
Vores første romantiske stævnemøder
fandt sted i lazienki-parken, som
er kendt for den sidste polske konge
Stanislaw Poniatowskis sommerslot.
Ved Chopin-monumentet afprøvede vi
de første kys under koncertens toner.
når vi skulkede fra skolen, gemte vi
os i Wilanow bag murene af kong Jan
Sobieskis residens, bygget i Versailles
slottets stil.
Da jeg under undtagelsestilstanden besøgte
Warszawa, var forretningernes
hylder tomme for varer. Intetheden
var trykkende. Selv køerne fra tidligt
morgen til sent aften var overflødige.
Alle fødevarer og vodka var rationeret.
Som sædvanlig lå redningen i den
sorte humor, som altid gav mulighed for
at overleve, også de sværeste stunder.
”Hvad er forskellen mellem en slagterbutik
før krigen og nu?” – lød vittighed i
Warszawa. Svaret var: ”Før krigen stod