TEMA: STORBYER - De Berejstes Klub

JUBILÆUM
Ole Egholm jubilerer
Få har vel været i tvivl om, at klubbens
ærværdige stifter og medlem nr. 001,
Ole Egholm, på et eller andet tidspunkt
ville passere den magiske grænse på
100 lande. Allerede da klubben blev stiftet
tilbage i 1996, lagde Ole stærkt ud
med hele 80, men siden er gassen gået
lidt af raketten, og gennem store dele af
klubbens 10-årige levetid har dens stifter
kæmpet en diskret kamp for at leve
op til aktivitetskravet om to nye lande
hvert andet år og har måttet se sig
”overhalet” af flere andre. Det er altså
heller ikke let, når en rejsebureaudirektør
bliver overfaldet indefra af noget så
normalt som flyskræk.
Til gengæld kan ole glæde sig over at
være den indtil videre yngste, der passerer
de 100 lande. Den tidligere ”rekord”
tilhørte Michael Mini (010) og undertegnede
(019), der begge var 43, da
det skarpe hjørne blev rundet. ole nåede
lige akkurat i mål, inden han fyldte 40
d.18/6 2006, en lille detalje, der ligefrem
nåede at blive trykt i bl.a. Politikens afdeling
for navne og mærkedage.
Selvom ole ”kun” nåede at være formand
i klubbens tre første leveår, er hans fingeraftryk
yderst markant. Hele ideen om
at kreere et forum af rejsende landefræsere
var hans ide, og det var ingen tilfældighed,
at de oprindelige vedtægter ene
58 GLOBEN nr. 25 / September 2006
og alene fokuserede på at tælle – til stor
fortrydelse for datidens anden hovedperson,
Poul Folkersen. Der blev talt lande,
territorier, storbyer, øer, ækvatorkryds,
breddegrader, bjerge og jordomrejser,
og havde ole fået alle sine vilde ideer
gennemført, var der også blevet ført
regnskab med medlemmernes erotiske
sidespring, kønssygdomme og luftbårne
blowjobs. ole er (med Ærede niels som
en mulig undtagelse) sikkert den eneste
i klubben, der tager det som en ubetinget
ros at blive kaldt ”overnørd”!
oles fokus på tælleri og rekorder gav
sig, især i klubbens første år, udslag i
en masse sære præmier, der næsten
alle sammen havde rod i en eller anden
form for tælleri. Især fokuseredes der
på de årlige præmieringer af ”mest berejste
mand”, ”mest berejste kvinde” (i
antal lande!), flest nye lande pr. år, flest
ækvatorkryds mm., om end der også
blev plads til mere subjektivt bedømte
præmier som ”årets bedste diasshow”,
”bedste postkort”, ”bedste rejsemails”
og en stribe julekonkurrencer. Alt sammen
med fine præmier sponseret af
Wasteels Rejser.
ole er også ”opfinderen” af vore postkort
og det dusørsystem, der rundhåndet
belønner første medlem, der nedlægger
et ubesat land eller territorium.
Selvom landescoreri ikke bør være formålet
med nogen rejse, har mere end
en hardcore ikke-landefræser omlagt
deres rejserute, så de liiiiige kunne få
fingre i en af oles fine dusører. et mildt
anfald af dobbeltmoral
nu, 10 år efter stiftelsen af klubben, er
det ensidige tælleri blevet overhalet indenom
af kvote b og otteugers-reglen,
men ole selv har aldrig lagt skjul på, at
han tilhører hurtigfræserne, for hvem
rejsetid er en overvurderet faktor. Så vidt
muligt max. tre dage i hvert land og helst
på femstjernede hoteller, så man ikke
behøver at bruge for meget tid ude i det
virkelige liv. Den slags er ikke alles kop
te, og selv den dag i dag har vi natlige,
dybt ideologiske diskussioner om ”den
rigtige måde at rejse på”, vel vidende at
begge kvoter er kommet for at blive.
Seneste nyhed i oles liv er, at han (des-
værre!) er stoppet som direktør i Wasteels
og i stedet er sprunget ud som selvstændig
brancheanalytiker med base i swimmingpoolen
i Herlev. Gennem de seneste mange
år har han hvert år lavet en uofficiel rapport
over rejsebranchens tilstand, og den
interesse er nu blevet til en så tilpas stor
business, at han er blevet professionel.
Kender jeg ole ret, skal det nok blive en
succes, men alligevel kan jeg ikke lade
være med at savne ham inde på kontoret
på Skoubogade. Få har som ole kunnet
kæle for selv de billigste billetter og
finde de mest utrolige tilbud i en skov af
flyrejser. ole er en af den slags folk, der
gør, at der altid vil være et marked for
grundig, personlig betjening.
nu er de 100 lande (101!) så nået, og
Mester ole behøver ikke længere at belaste
sjælen med hele tiden at skulle leve
op til klubbens aktivitetskrav. Sikkert til
gene for kæreste og sambo, Inger, der
stik modsat gemalen sværger til lange,
aktive rejser uden nødvendigvis at lave
nye erobringer. Var der nogen, der sagde,
at modsætninger mødes?
Claus Qvist Jessen