TEMA: STORBYER - De Berejstes Klub

egyndte det pludselig at regne meget
kraftigt, men heldigvis var der et af de
utallige små gadekøkkener i nærheden,
hvor vi slog os ned under nogle primitive
presenninger, der lige kunne dække
tre indonesere, lisbeth og jeg, samt vores
bagage.
Mændene under presenningen kunne en
lille smule engelsk, så vi fortalte hvor vi
kom fra og hvor vi skulle hen. Ind i mellem
stoppede nogle af de mange motorcyklister
på vejen og søgte ly under
en gangbro ved siden af. efter et stykke
tid gav de dog op og kastede sig atter
ud i regnen. eftersom det ikke rigtig så
ud til at løje af, besluttede vi os også
for at tage rygsækkene på og løbe hen
imod hotellet. Det viste sig at være en
svær opgave, da vi hurtigt stod i vand
til knæene.
Heldigvis mødte vi en familie, som sad
foran deres hus under en afdækning. De
inviterede os indenfor, og vi kom ind i
deres stue med dejlig tørre lænestole,
hvor vi blev budt på te og småkager.
Moderen og hendes sønner var gode til
engelsk, så vi kunne i lang tid sidde og
snakke, mens regnen fortsatte udenfor.
Regnen fortsatte, og det var efterhånden
blevet sent, så vi ville godt frem til
vores hotel. Vi blev derfor udstyret med
to paraplyer, mens to af drengene tog
vores rygsække. efter at have fortalt
hvor hotellet lå, løb vi derefter igennem
dybt vand hen imod hotellet. Det
må have været et kosteligt syn for hotelportieren
at se to drivvåde danskere
komme ind sammen med to drenge.
GLOBEN nr. 25 / September 2006 9