TEMA: STORBYER - De Berejstes Klub

et fabelhus fra et østerlandsk eventyr.
Den er så smuk, at arkitekten efter færdigopførelsen
fik prikket øjnene ud af
Ivan den Grusomme, så han ikke kunne
konstruere kirkens lige – eller noget
endnu smukkere.
Men det gamle Rusland – pelshuerne,
balalajkaerne og russerdansen
– hvor var det blevet af? Hvad havde
Perestrojka gjort ved de gamle værdier?
Vi besluttede at gå på jagt efter den originale
kultur for at få et lille indblik i det
”rigtige” Rusland, vi alle kender fra vores
skolelærdom. Vi var overalt: på gader,
stræder og pladser; i parker og på
markeder; i kirker, paladser og museer
og gennem næsten hele metronetværket,
men kun i det gamle Arbat-kvarter,
Moskvas svar på Paris’s Montmartre,
hvor gadesælgerne bl.a. handler med
pelshuer, gamle uniformer, ikoner, KGb
kasketter og matrjoska-dukker, fandt vi
en lille flig af det oprindelige Rusland.
Resten havde Perestrojka fået gjort kål
på. Hvor end vi færdedes, fornemmede
vi hans hånlige latter bag vores rygge,
og han lod os ikke se noget som helst af
den gamle kultur. Vi måtte have hjælp
til at forstå det oprindelige Moskva, så
vi fulgte andre veje. Perestrojka blev
lidt bedrøvet over vores nysgerrighed
for den oprindelige kultur - intet kunne
jo være bedre end de forandringer, han
selv havde sat i værk - men han tøede
en smule op, da vi fortalte ham, at vi
blev nødt til at kende den gamle kultur
for at forstå den nye. Det virkede som
om, at han accepterede det argument,
hvorefter han susede videre ud i byen
for at iværksætte nye forandringsprojekter.
Sprogkursus på russisk
Som tidligere nævnt foregik en af
ugerne i Moskva med et sprogkursus
på Ruslands hoveduniversitet, i en kolonorm
bygning, der lignede en måneraket
parat til affyring. oppe på 20.
etage, i et lille mørkt lokale, hvor lugten
af fugt kildrede i næsten, og hvor
væggene var beklædt med blomstret
tapet, skulle vi lære det russiske sprogs
finurligheder.
Meeen – undervisningen var af og til
en anelse kedelig, så let og elegant
fik vi ofte drejet emnet fra sprog og
over på historie og politik. lærerinden
- endnu en Tatiana, universitetsuddannet,
ca. 50 år og bosiddende i Moskva
16 GLOBEN nr. 25 / September 2006
- var mere end villig til at tale om den
politiske situation – og hun var meget
utilfreds:
”Hvad har politikkerne givet os?
Ingenting!! Tomme ord og brudte løfter!!!
Intet andet!! Hvad er det hele
værd, når tidligere velstående folk, der
gjorde en god indsats for staten, får
udbetalt 135 rubler (ca. 35 kr.) om måneden
og kun kan købe brød til sig selv
og familien? Stalin styrede landet med
hård hånd. I Vesten siger I, at han var
grusom, og at han ikke kendte til nåde,
men husk på, at i hans tid voksede
Sovjet til et stort land. Jeg ville ønske,
at vi kunne få en Stalintype til magten
igen”, svarede Tatiana på mit spørgsmål
om hendes syn på den nuværende
situation i landet. Hun nærmest dirrede
af raseri, når Perestrojkas navn blev
nævnt, men blødt op i stemmen når
talen faldt på kommunismen. endnu
engang fik vi besøg af Perestrojka, og
atter morede han sig helt vildt over de
folk, der ikke har fået så meget ud af
forandringerne, og som stadig bander
ham langt væk. At han så selv blev
omtalt som lidt af en skurk, kunne han
overhovedet ikke tage sig af. Dertil var
han alt for arrogant.
Stalin har ikke eksisteret!
Tatiana er ikke alene med sine meninger
og frustrationer. Rigtig mange russere
benægter at Stalins rædselsregime har
eksisteret, og de mener, at Stalindagene
var de lykkeligste for Rusland i mange,
mange år. Andre mener dog, at Putin har
tændt et lille håb om en bedre fremtid.
Jeg indså, at det måske netop er der,
Ruslands sande identitet skal findes.
Tvivlen om, hvad der er rigtigt og hvad
der er forkert, hvad der er foregået, og
hvad Staten har informeret om. Glasnost
– åbenhed – blev først introduceret af
Gorbatjov i slutningen af kommunisternes
regeringstid. Man skal huske på, at
russerne i de foregående 70 års kommunistiske
styre – og før dem under zarernes
undertrykkelse af befolkningen
- har været vant til, at propagandaløgne
og fortielser har dækket over et brutalt
regime, og at historiebøgerne af samme
årsag er skrevet om op til flere gange.
Hvad skal man da tro på? Hvilket fundament
skal man da bygge sit liv på?
Intet at sige til, at russerne er en smule
forvirrede i disse år, og måske heller
ikke så underligt, at de lægger afstand
til landets kultur. Hertil skal lægges
landets ufattelige kludetæppe af små
autonome stater, hver med sin kultur og
nationalisme, der også prøver at trænge
igennem på tv-skærme og i hverdagslivet,
og som kun gør forvirringen endnu
større. og så bedrer det ikke situationen,
at Perestrojka er en arrogant fyr,
der ikke ligefrem udøver Glasnost i tilstrækkelig
grad og informerer om sine
seneste tiltag.
den russiske bjørn er vågnet
Skabningen Perestrojka fulgte os fornøjet
overalt, hvor end vi bevægede
os, og vi var ikke i tvivl om, at han var
godt tilfreds med sit værk. Han nød stor
street-respekt blandt jakkesættene på
gaderne, og det var tydeligt, at han var
blevet en guru og helt for alle nyrige
russere. Til hans ros skal det da også
siges, at effekten af planøkonomi og frie
markedskræfter er til at tage og føle på,
om end ikke alting er forandret til det
bedre.
De fattige folks drømme om et frit og
rigt liv brast fuldstændig under dem og
efterlod dem på den dunkle side af demokratiet,
så gamle damer nu om dage
forsøger at overleve ved at sælge deres
simple ejendele, et stykke sæbe eller
en gammel lup, eller bare tigger om
penge, hvor de er i skarp konkurrence
med benløse uniformerede krigsveteraner,
der kommer rundt i metroen på et
lille rullebrædt i deres forsøg på at fritte
folk for nogle skillinger. Men Moskva er
yderst kontrastfyldt og ved at betragte
den almindelige moskovit er indtrykket
af samfundet heldigvis anderledes end
tiggerkonernes elendighed.
I Metroen går snakken livligt, og man
kan virkelig se liv og sjæl i moskovitternes
øjne, ikke de tomme blik om en trøstesløs
fremtid, man ellers ser hos folk i
de mindre velstående lande. Folk er fashionabelt
klædt, nogle i skjorte og slips
og andre i modens sidste skrig. Især ser
pigerne fantastiske ud, og deres fremtoning
får Claudia Schiffer og hendes
modelkollegaer til at blegne ved siden
af. og så er deres tøjstil rimelig udfordrende,
en tanke, der var kættersk for
blot få år siden.
Den russiske bjørn er blevet løsnet fra
sine snagende lænker. Det gør ondt,
men der er trods alt håb om en lysere
fremtid. og lur mig, kære læser, om vi
ikke får set en masse til Perestrojka i
fremtiden.