Ulan Bator – ”den røde helt”. Opkaldt efter den revolutionære mongolske leder Suukhubaatar. Byens navn passer ikke dens initiativrige forretningsfolk. ”Chinggis City” er i støbeskeen. <strong>De</strong> har allerede taget fat med lufthavnen. ”Buyant Akhaa” er nu blevet til ”Chinggis Khaan International Airport”. Rettelig skal tilføjes, at lufthavnen i den grad har fået en indholdsmæssig opgradering. <strong>De</strong>n lader ikke noget tilbage at ønske i forhold til alverdens ligestillede i den bedre ende af skalaen. Velkomsten er fornem og aldeles problemløs, såfremt man ankommer til UB ad luftvejen. Hvis man - som jeg - ikke har været på besøg de seneste elleve år, ligger næste chok lige for: trafikken. Hvem kunne - selv i sin vildeste fantasi - have forestillet sig for elleve år siden, at Ub en dag ville lide under trafikkaos? Men sådan er det nu. I stor stil har bilerne holdt deres indtog, naturligvis uden dertil udbygget infrastruktur. Tilpasningen mangler helt og aldeles. bilerne buldrer frem overalt. At opleve morgen- og aftentrafikkaoset på byens ringvej tager pusten fra selv den mest forhærdede. og der skal mod, stort mod, til at forsøge at krydse den ottesporede Peace Avenue, som gennemløber bymidten. Fodgængere er nederst i det lokale trafikale hierarki. Ja, det at bevæge sig til fods er at sætte sig helt uden for den sociale opstigen. Hvis man tilbydes at blive kørt og svarer, at fødderne foretrækkes som transportmiddel, kigger folk på en, som om der 26 GLOBEN nr. 25 / September 2006 Ulan Bator ”Hvad skal man med et sommerhus lige uden for byen?” spurgte en ven mig kort tid efter min hjemkomst fra Mongoliets hovedstad og eneste store by ulan Bator. Referencen var min beskrivelse af min families vidunderlige oase mindre end tyve kilometer fra storbyens pulserende og hårdt pumpende hjerte. jeg forstod på min vens udtryk, at jeg ikke magtede at svare ham på forståelig vis, men selv var jeg ikke i tvivl om selv samme oases betydning. ulan Bators myldren, forurening og brutalitet kræver pusterum. Byen med dens nykapitalistiske iklædte ham nærmest æder mennesker rå. En væsentlig del af at fornøje sig i dens mange fristelser ligger i fra tid til anden at komme på afstand. TeksT og FoTo: michael sommerville er noget helt galt. <strong>De</strong>t er jo ikke en forfærdelig stor by rent pladsmæssigt, der synes ikke at være et umiddelbart behov for de mange biler, men måske tiltaler de mange gamle nedslidte og overfyldte busser ikke sådan lige de mange driftige mongoler. og prestigen ved en stor firehjulstrækker med et ”look” som en kampvogn vejer nok tungt. når man nu har pengene til sådanne udskejelser! Men byens miljø inklusiv luftkvaliteten lider voldsomt under den massive trafikale udfoldelse. når benene bliver trætte, er den nærmeste taxa ikke langt væk. <strong>De</strong> findes i to versioner: de officielle gule a la new York versionen og så de endnu flere uofficielle, som i princippet er alle andre køretøjer på fire hjul. Taksten er ca. 1,20 kr. per kilometer. efter mørkets frembrud er det efter lokal anbefaling tilrådeligt kun at køre med de gule, hvis man gerne vil sikkert hjem og i seng. Så kan man passende søge lidt fred og ro indenfor murene i byens største buddhisttempel Gandan. For sådan lige at vedligeholde sindsroen. <strong>De</strong>t smukke kompleks bestående af et utal af bygninger, som hver for sig har sin egen helt specielle betydning og formål, er placeret midt i byen på en skråning og tilbyder sig derudover med en prangende udsigt over midtbyen samt de omkringliggende bjerge. Templet har naturligvis hundredvis af år på bagen og overlevede blandt andet de store udrensnin- ger i Mongoliets religiøse miljø gennem 1930’erne, hvor kommunisterne gjorde livet mere end vanskeligt for de troende. Gennem denne periode måtte næsten en fjerdedel af landets befolkning lade livet grundet deres gode tro. <strong>De</strong>tte kan være svært at begribe anno 2006 sådan en tidlig morgenstund i Gandankomplekset under den høje blå himmel, alt imens nogle få lokale sender dagens første bønner afsted til de større magter. Morgenstund har guld i mund. og sådan er oplevelsen i Gandan. Mageløst. en halv time i det smukke og fredsfyldte kompleks observerende de lokale i stor respekt og dyb koncentration udføre deres gerninger er en god start på en ny dag. Ulan bators livsrytme starter nemlig senere end på vore kanter. Til gengæld falder den til ro langt senere. når mongolerne først er kommet i gang, er de ikke til at stoppe. <strong>De</strong>t virker lidt som om de føler, at de har et efterslæb på at leve livet. <strong>De</strong> mange år under kommunismen var for de fleste stille. Meget stille. Forandringernes vinde blæste for seksten år siden til, hvorledes byen i dag slår sine folder. Knaphed på hylderne i butikkerne og mangel på spisesteder og forlystelser hører fortiden til. Ulan bator må nu være den større by i verden, der har flest supermarkeder pr. indbygger. Udviklingen på dette område er også fænomenal. Hver tredje butik i byen er et supermarked. Anslået med lidt rund hånd. Hvad der i den grad imponerede
»når mongolerne først er kommet i gang, er de ikke til at stoppe. det virker lidt som om de føler, at de har et efterslæb på at leve livet« GLOBEN nr. 25 / September 2006 27
Change language