Den konstituerende sofapude - Dragter i Danmark

Med udgangspunkt i Donald W. Winnicott’s teori om transitobjektet 33 , udvider
Judy Attfield sin egen analyse til at omfatte refleksioner over tekstile objekters
særlige kvalitet, og hvordan mennesket anvender tekstile genstande til at udleve
særlige aspekter af væren – i – verden på et direkte sanseligt oplevelsesniveau
med reference til tid. 34
Hun siger om denne særlige kvalitet:
”Thus textiles present a particularly apposite object type to illustrate how things are
used to mediate the interior mental world of the individual, the body and the exterior
objective world beyond the self through which a sense of identity is constructed
and transacted within social relations.”
(Attfield 2000: 123)
Hendes tanke er her, at tekstile artefakter ikke kun forbinder den enkeltes indre
mentale verden med kroppen og med den ydre objektverden, men at artefakterne
fungerer medierende som et interagerende mellemled eller lag, der formidler
kontakt og samspil mellem kroppen og verden, en interaktion, der rækker
udover det enkelte menneske, hvorved der konstrueres en fornemmelse af
identitet, som udleves indenfor sociale relationer. Judy Attfield fremhæver det
tekstile objekts flygtighed og implicerer begrebet tid i transitobjektet, hvorefter
hun præciserer teorien:
” So the experience of time passing is sensed physically and subjectively through
fabric as a form of transitional object that acts as a mediating tissue between the
body and the external world.”
(Attfield 2000: 123)
I Judy Attfields perspektivering af begrebet social relation indgår ikke kun opfattelsen
af artefaktet som et middel til sociale relationer mennesker imellem
men også en opfattelse af menneske - artefakt relationen som en social relation
i sig selv. Hun mener, at tekstile objekter på den måde udfordrer dualiteten
som adskiller natur og kultur, form og indhold samt den fysiske genstand og
tankerne bag den, og at muligheden for at forene subjekt og objekt som en
social relation dermed øges. 35
Her nærmer hun sig Bruno Latour i hans fortale for objektets eller artefaktets
ligeværdighed i et netværk af sociale relationer, men hvordan forholder Latour
sig til den emotionelle side af forholdet mellem artefakt og menneske? Før
denne diskussion tages op uddybes Judy Attfields karakteristik af det tekstile
som transitobjekt:
Hun karakteriserer bl.a. tekstile objekter på følgende måde: Tekstiler kendetegnes
ved bevægelighed, varme, struktur og flygtighed. Tekstiler knyttes til skiftende
identitetskonstruktioner livet igennem, de anvendes, ordnes, opbevares,
slides, ændres, genbruges, og er dog genkendelige gennem alle stadier med
spor af deres originale form, fx i mutationsprocessen fra sommerkjole til kludetæppe.
Tekstiler kan være skrøbelige og forgængelige i brug, og alligevel har
det været muligt at bevare historiske tekstiler gennem flere århundrede.
33 Donald W. Winnicott (1898-1971) eksemplificerer transitobjektet i et psykoanalytisk perspektiv
gennem barnets anvendelse af sutteklud som en art moderobjekt. Fra Winnicott (1971) 1991:” Playing
and Reality.” (Judy Attfields henvisning.)
34 Attfield 2000: 122
35 Ibid.: 125-126