Den konstituerende sofapude - Dragter i Danmark

Poststrukturalistisk diskurs medfører en bevægelse fra at forstå selvet som et
navneord, opfattet som noget stabilt og relativt fastlåst, til at forstå selvet som et
verbum, altid i proces og ”tagende form” i og igennem de diskursive muligheder
gennem hvilke selvet er skabt. Skaberen er sproget. Det poststrukturalistiske subjekt
er i konstant proces og eksisterer kun som proces. 67 De forskellige diskurser i
hvilke mennesket deltager, igennem hvilke man får stemme eller bliver et talende
subjekt, er også den proces igennem hvilken mennesket bliver talt ind i eksistens
som subjekt. I Bronwyn Davies forståelse af subjektivering er det især det talte
sprog, der danner subjektet, og i det perspektiv synes den materielle og sanselige
kultur i mit forskningsprojekt at indtage andenpladsen og lade sig dominere af
sproget. Dorte Marie Søndergaard og Dorthe Staunæs medtænker kropslig erfaring
i deres forskningsarbejde 68 og tager dermed et skridt henimod en sanselig
subjektivering eller en sanselig diskursivering, men deres undersøgelser går
overvejende gennem forskningsinterviews som metodisk indgang, dvs. gennem
det talte sprog med fokus på, hvordan subjektet taler sig frem, dog indgår der
også enkelte iagttagelser, fx af klædedragt. I materialitetsforskningen ligger der
en udfordring i at bidrage med undersøgelser af sanselig subjektivering, dvs. observationer
og analyser af, hvordan subjektet handler sig selv frem kropsligt og
materielt, men i dette forskningsprojekt er det som sagt ikke intentionen at anvende
subjektet som indgang til selve undersøgelsen, det er artefaktet der er valgt
som forskningsgenstand og – indgang. Den poststrukturalistiske inspirerede empiriske
forskning er velegnet til bl.a. at dekonstruere de måder, hvorpå køn konstrueres
og naturaliseres. I dette forskningsprojekt er kønskonstruktion ikke problematiseret
som et hovedproblem, men ligger implicit i den faglige pædagogiske
professionalisering og behandles herunder.
Den poststrukturalistiske inspirerede empiriske forskning har sin egen terminologi,
som synes at få overtaget i den enkelte forskers akademiske sprog. Tekster
skrevet indenfor denne forskningsdisciplin kendetegnes ved gentagelser af
militante termer, bl.a. anvendes udtrykket at en ”optik fastholdes”, der tales om
”dekonstruerende snit”, ”dekonstruerende greb”, ”guidelines” og ”plot”. Sproget
bliver et diktatur og termerne optages i og styrer det personlige videnskabelige
sprog hos den enkelte forsker, hvilket næsten umærkeligt begyndte at influere
mit eget akademiske sprogbrug.
I udviklingen af ny viden og nye metoder er det nødvendigt at holde fast i sig selv
som forsker, i det akademiske sprog som et individuelt sprog, og i dette tilfælde
i artefaktet som forskningsgenstand, derfor fravalgte jeg den poststrukturalistiske
empiriske forsknings dekonstruerende metode og dens sprogbrug. Men
læsningen af Dorte Marie Søndergaard, Dorthe Staunæs og Bronwyn Davies har
bibragt undersøgelsen nogle perspektiverende kvaliteter, som kombineres med
den kulturanalytiske metode. Det er angrebsmåder i forbindelse med det kvalitative
forskningsinterview, det er perspektiveringen af puden som et materiale,
der rummer beskrivelser af levet liv og det er anvendelsen af dobbeltheden: aktørens
forståelse af praksis og aktørens praktisering af forståelse. Dorte Staunæs
nævner, at flere poststrukturalistiske forskere ikke opfatter poststrukturalisme
som en sammenhængende teori, men som forskellige tilbud om en række kritiske
strategier til at forstyrre indforståethed og selvfølgelighed. 69 Her ligger poststrukturalisterne
tæt op ad Billy Ehn og Orvar Löfgrens ønske om at aftrivialisere
det selvfølgelige gennem kulturanalyse suppleret med social konstruktionsteori
og her lejrer min undersøgelse sig ligeledes.
67 Davies 2000: 137
68 Søndergaard 1996 og 2000; Staunæs 2004
69 Staunæs 2004: 82-83