Den konstituerende sofapude - Dragter i Danmark

5. FORTÆLLING OG BESKRIVELSE
– indgang til kulturanalysen
5.1 To fortællinger om den samme pude
De to fortællinger, som udgør det narrative afsæt for afhandlingens analyser,
er skildringer som bygger på det empiriske materiale, dvs. på de kvalitative forskningsinterviews,
1 på observationer og fotos af sofapuden og andre boligtekstiler
tilhørende informanten, samt på mine observationer i informantens dagligstue.
Den første fortælling ”Puden bliver til” er formet over en fiktiv kursusaften
på et vævehold under Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF). Denne skildring
bygger på informantens fortælling om sin egen oplevelse af dette kursus kombineret
med mine oplevelser som aftenskolelærer på lignende kurser i vævning.
Den anden fortælling ”Puden i stuen” er et mere direkte situationsbillede fra et
af mine besøg hos informanten, hvor fortællingen veksler mellem informantens
beretninger og min oplevelser af stemninger i hendes stue.
Fortællingerne bygger primært på oplevelse og er beskrivelser af oplevelse.
Oplevelse forstået som oplevelser af menneske-i-verden-relationer. Det er komplekse
helhedsoplevelser og stemningsbilleder, hvor tanker, viden, ønsker og
normer er vævet tæt sammen. Først i den analytiske del adskilles delene, men her
i fortællingerne om oplevelsen danner de endnu en relativ enhed. Den norske
professor Hansjörg Hohr, der i sin forskning arbejder i skæringspunktet mellem
pædagogik og æstetik, taler om oplevelsens genstand som erkendelsesobjekt:
”Opplevelsens gjenstand er en helhetlig scene, dvs. innholdet i opplevelsen er snarere
relasjoner, selve interaksjonen, enn dennes komponenter”
(Hohr 1994: 3).
Med udgangspunkt i en sådan definition og i min opfattelse af materialitet som
en relation mellem kroppen og verden, handler fortællingerne om informantens
relationer før og nu, i stuen og udenfor stuen. Som forsker oplever jeg informanten
og relationerne mellem informanten, hendes stue og stuens objekter
som en helhed i nuet, dvs. i det øjeblik jeg taler med hende. Samtidig oplever vi
begge situationen med vore respektive forforståelser integrerede i oplevelsen.
Disse forforståelser krydser hinanden på steder, hvor vi har fælles forforståelse og
fortællingerne kan derfor virke normative og selvbekræftende. Som fortællinger
er de accepterende, de accepterer relationerne, som de blev oplevet og levet, og
først i analyserne udredes og diskuteres relationerne og deres konstruktioner.
5.2 Puden bliver til.
Første fortælling 1988.
Det er en ganske almindelig efterårsaften på den lokale kommuneskole i Kerteminde
i 1988. Klokken er næsten syv og kvinder i biler og på cykler kører ind og parkerer i skolegården.
Nogle er gående, men alle bærer på noget, mens de haster op af trapperne
og ind på skolens oplyste gange. Poser, net og tasker fyldt med garnbundter, stof og
lange væveskytter af træ beviklet med garn. Måske en kurv med en termokande, en
kop og et stykke kage i en lille plastikboks. Enkelte bærer på rammevæve, der er sat
op med trendgarn, og der skimtes et stykke af den påbegyndte vævning, starten på et
stribet eller ternet halstørklæde.
1 Se bilag 3 og 4