Den konstituerende sofapude - Dragter i Danmark

Billy Ehn og Orvar Löfgrens kulturanalyse lægger op til stemnings- og oplevelsesbeskrivelse
som første trin i den fænomenologiske indgang til den kultur,
man ønsker at udforske. Kulturgruppen vælges på forhånd og kulturens grænser
søges bl.a. gennem kontrastering og gennem opsporing af modkulturer. Når
Bruno Latour taler om grupper og sociale netværk afviser han ikke kulturbegrebet,
men inkluderer også kulturgrupper. Et af hans forskningsprincipper er
dog, at gruppens grænser ikke på forhånd er antaget, men står åbne, samt at
det ikke på forhånd er bestemt af forskeren, hvem der udgør gruppens medlemmer,
således at det sociale netværk netop befinder sig i en ikke-endegyldig,
ikke-definitiv og ikke-afsluttet dannelsesproces. 44 Ofte defineres og fastholdes
en gruppes grænser for hurtigt i en forskningssituation, mener Latour, åbenheden
for ”det uventede” blændes især, hvis man som forsker er en del af den
gruppe, man ønsker at udforske. Risikoen ligger i at gruppens grænser tages for
givet og fremstår som en indiskutabel og uproblematisk enhed. Her rammer
han ned i diskussionen om distancering både generelt og i min egen forskerposition.
I min kulturanalyse af den håndvævede sofapudes tilblivelse, anvendelse
og tilstedeværelse har jeg i overensstemmelse med Bruno Latour taget udgangspunkt
i objektet eller artefaktet som aktant i et netværk af sociale relationer og
anerkendt den håndvævede sofapude som en ligeværdig aktør på linje med de
humane aktører, men selve det lokale netværk, informantens grundtvigianske
håndarbejdskultur eller lokalkultur er i min analyse af sofapudens tilblivelse, anvendelse
og tilstedeværelse en forudbestemt størrelse med forholdsvis lukkede
grænser, som det fremgår af afsnittet om subjektets kulturelle konstruktion
og kulturproces som kulturbegreb. I begrundelsen herfor lå ønsket om at begrænse
undersøgelsens bredde og omfang med henblik på at gå i dybden. Antigruppen
eller modkulturen til informantens håndarbejdsgruppe berøres i de
passager af kulturanalysen, hvor gruppens opfattelse af amatøren adskilles fra
opfattelsen af den professionelle, og i dramatiseringen af informantens besøg i
en anden dagligstue opstår der også en anti-lignende gruppe af aktør og aktanter,
men selvom kultur grundlæggende opfattes som proces i analysen af dette
lokale netværk, gøres der fra min side ikke bevidst plads for de uventede spor
elle de uventede medlemmer, idet grænserne opfattes som lukkede.
Denne erkendelse er opstået efter læsning af Bruno Latours teoretiske refleksioner
og diskussioner og betyder, at den grundtvigianske håndarbejdskulturs
grænser åbnes sidst i afhandlingen og nye spor forfølges i en mere nuanceret
analytisk viderebearbejdning af enkelhedens netværk.
Der kan med god grund spørges til, hvorvidt den valgte form for kulturanalyse
kan korrespondere med Bruno Latours aktør-netværk teori eller ej. Bruno Latour
er tilsyneladende ikke fortaler for den fænomenologiske måde at arbejde
på, men den sarkastiske humor i hans skriftlige udtryk er af og til en hindring for
forståelsen af hans intentioner. Hans lidt matematiske og naturvidenskabelige
forkærlighed for at indsætte sine iagttagelser i skemaer hører til hans arbejder
i tiden omkring 1997, 45 og det er min opfattelse, at han i dag, måske uden at
ville indrømme det, arbejder tilnærmelsesvis fænomenologisk, når han fx går
ud i verden og iagttager og oplever, hvordan tingene og menneskene agerer i
forhold til hinanden. Hans skrivestil er en blanding af fortælling og fiktion med
eksempler på aktør-aktant forhold og en teoretisering herover, og på den måde
understreger og støtter han i virkeligheden sine egne teorier om aktanternes
eller objekternes betydning i verden, men han fremhæver også oplevelse. og
spørger til, hvem eller hvad der agerer og handler, når mennesket handler.
44 Latour 2005:21 -42
45 Latour 1997; Latour 1998