Læs mere - Og nogle brokker blev hængende

lev læst og debatteret tættest: Hvor står vi i forhold til
naboerne? Det var et udmærket pædagogisk redskab - vist
fuldt på højde med § ‘er og godkendelseskrav.
3. En lærerig godkendelses-rundtur i det
vestjyske
Kolleger i styrelsen: Anders, Nygård, Birgit
Det første år blev planerne fra en halv snes kommuner indkaldt
til godkendelse det følgende år. Det var bemærkelsesværdigt, at alle (med en enkelt undtagelse) var
vestjyske kommuner, og problemstillingen var stort set den samme i alle kommuner. Tanken om dagtilbud
til børn var - om ikke en by i Ringkøbing amt - så kun i begrænset omfang slået igennem i det vestjyske.
Derimod var forsyningen med pladser i plejehjem/alderdomshjem rigelig og i forhold til den forventelige
befolkningsudvikling mere end rigelig, så en omprioritering var nok på sin plads. Ministerens brev indeholdt
desuden et tilbud om, at vi gerne tog ud til en drøftelse med kommunalbestyrelsen, hvis den ønskede
det. Alle kommunalbestyrelserne ønskede det, så det blev en oplevelses- og lærerig rundtur.
Jeg havde megen gavn af, at jeg fra min fortid havde en vis fornemmelse af tankegang og udtryksmåde
også i vestjyske kommunalbestyrelser. Alligevel fik jeg allerede før afrejsen ubevidst og utilsigtet lagt grunden
til et af vore senere problemer. Jeg blev interviewet til radioen af en i øvrigt venlig og dygtig journalist,
der hæftede sig ved, at det netop var vestjyske kommuner, der var indkaldt til godkendelse: Hvorfor? Styk
for styk gav jeg alle de gode grunde, men hver gang fulgte han op: Der måtte være mere. Den ottende eller
tiende gang kom jeg til at sige det famøse: "Der er nok flere bedsteforældre end børn i kommunalbestyrelsen!"
Den udtalelse skulle vi møde igen undervejs. I en af kommunerne startede mødet i særdeles dårlig stemning.
Vi forsøgte uden held at bløde op, indtil borgmesteren udbrød: "Her blev jeg fejret på rådhuset, fordi
jeg var blevet bedstefar. Så kommer jeg hjem, åbner for radioavisen og får den besked!" Han opfattede den
som møntet på ham. Over for ham sad Jenny Winther, en medarbejder fra mit kontor. Hun var ikke ret høj,
men da hun hurtigt rejste sig, kunne hun dog række hånden frem over bordet: "Ja men tillykke!" Det rettede
op på stemningen, så fik et fornuftigt møde.
Et sted var borgmesteren helt uforstående for, at der skulle være brug for dagtilbud til børn. Det var der
ikke i hans tid, og han havde aldrig savnet det. En af mine medarbejdere spurgte, hvor mange børn der var
på den gård, hvor han voksede op. Jeg husker ikke, om det var 6 eller 8. "Og hvor mange på nabogården?"
Der var 7. "Og hvor mange på de to gårde tilsammen i dag". Der var ét. "Tror du ikke, at han keder sig?"
Igen en af de ordvekslinger, der åbnede for en fornuftig snak og en god udgang på mødet.
En hel del af overkapaciteten på plejehjem/alderdomshjem, havde rod i kommunalreformen, som netop
var gennemført i 1970. Op til kommunalreformen var der hektisk byggeaktivitet i de små kommuner: Hellere
få noget lokalt for pengene end blot aflevere dem til den nye kommune. Det var ikke kun svømmehaller,
idrætsanlæg og Gjellerupparken, men også pleje-/alderdomshjem.
De nye kommunalbestyrelser stod nu med en økonomisk belastende overkapacitet, som de havde svært
ved at gøre noget ved, for hvert plejehjem havde sin lokale opbakning i den tidligere kommune. Selvfølgeligt
måtte de af fuld kraft bakke den lokale overkapacitet op - det var en del af spillet. Ofte mærkede vi dog
13