Læs mere - Og nogle brokker blev hængende

Kontoret var på sin vis placeret i et flydende krater, både i forhold
til hyppige organisationsomlægninger og til de stadige spændinger
såvel mellem ”den faglige styrelse” eller ”ministerens redskab” som
til et konsekvent illoyalt departement. Det vender jeg tilbage til.
Kontoret var kendetegnet og begunstiget af gennemgående særdeles
dygtige medarbejdere. I perioder var det af mange betragtet
Brian Nicholls og Birthe Frederiksen
som et godt uddannelsessted og springbræt – af andre afskyet på
grund af den umulige chef. Det var vist ikke noget ringe udgangspunkt for rekrutteringen, men betød, at vi
ofte måtte rekruttere ”udefra”. Jeg bestræbte mig for en personsammensætning med så forskellige udgangspunkter
og kompetencer som muligt, holdnings- og uddannelsesmæssigt.
Det betød, at jeg ofte blev betragtet som ”juristhader”, hvad der var fjernt fra virkeligheden. Men i en kultur
og med en bemanding, der var helt domineret af jurister, måtte det være min rolle at styrke alsidigheden
ved medarbejdere med anden baggrund. Når en medarbejder var stærk til tal og umulig til sproglige
formuleringer, var det en fryd at kunne sætte pågældende sammen med en
medarbejder med de modsatte kvaliteter. Det gav gode resultater.
Egentligt var mange af dem i ”systemet”, jeg gennem årene arbejdede mest
og bedst sammen med, netop jurister. Når kun ganske få af dem skal nævnes
her, må den første i rækken blive Jette Jacobsen, som i mange år var min
uundværlige støtte og kompetente souschef, der sikrede kontorets daglige og
effektive drift.
Ole Høeg er allerede nævnt flere gange. Finn Mortensen skal også nævnes: I
en periode var han chef for ”søsterkontoret” i Departementet. Vi arbejdede
tæt sammen og brød med det traditionelle dobbeltarbejde mellem et styrelseskontor
og et departementskontor, hvor styrelsen afgiver indstillinger, som
så omarbejdes let i departementet, før det videregives.
Thomas Børner
Vi delte opgaverne og udvekslede brevpapir! Det var på den tid noget ganske
nyt mellem departement og styrelse og fortsatte i øvrigt under Finns efterfølger,
Thomas Børner. Det var sikkert med til, at den senere overgang fra styrelse til departement skete og
føltes ret glidende for Analysekontoret. Det gode samarbejde fortsatte, da Finn blev departementschef, og
vi blandt andet skulle få det bedste ud af mine sidste år før pensionen.
Grethe Buss kommer vi ikke uden om. Grethe blev min afdelingschef allerede fra styrelsen. Formelt havde
vi konkurreret om stillingen, som jeg havde fungeret i en periode. Jeg insisterede på at byde hende velkommen
i jobbet. Dels fordi jeg mente, at hun var den bedste til det, og jeg glædede mig til at arbejde
sammen med hende. Dels fordi jeg ikke ville have myter – ingen skulle spekulere i en konkurrence mellem
Grethe og mig. Grethe var en fremragende jurist, lært op bl.a. af Birthe Frederiksen, endnu en jurist, som
jeg havde stor respekt for.
Jeg har nævnt det før: Grethe talte ikke højt, og hun hadede at gentage sig selv. I nogle år sad vi sammen i
styrelsens chefkollegium – et forum, hvor stilfærdig tilbageholdenhed sjældent gav pote. Jeg lyttede til
Grethe. Nogle gange kunne jeg tage hendes gode ideer op med større stemmestyrke og pågåenhed, så vi
17