Læs mere - Og nogle brokker blev hængende

nens tid. Jeg kom også godt ud af det med kolleger
og medarbejdere i øvrigt, selv om enkelte vist
syntes, at jeg var en mærkelig starut.
Omkring årsskiftet 1983-84 startede jeg på KIOL
(Kursus I Offentlig Ledelse). Det blev 8 spændende
og lærerige uger fordelt over et årstid og på et
hold, blandet af chefer fra kommuner, amtskommuner
og stat. Vi manglede kun den private
sektor, for at alle fordomme var samlet. Det var
dér, jeg lærte, at det ’hitte på-gen’, jeg havde
levet godt af i 10 år, var meget svagt, mens min
styrke var at sy andres ideer sammen. Ved eftertanke:
Det var da vist også det, jeg havde gjort.
KIOL 10 år efter
Blandingen af chefer har nu ikke været så ringe endda. Mange af os mødes endnu årligt til opfriskning, snak
og hygge. Vi har holdt 25 års jubilæum, tilmed to gange. For var det nu i efteråret 2008 eller 2009, de 25 år
var gået, når vi startede ved årsskiftet 1983-84? For en sikkerheds skyld fejrede vi det begge år.
Jeg ledsagede ofte Seierup på rejser, f.eks. engang til Ålborghallen, hvor SASU, Sammenslutningen af Sociale
Udvalg holdt årsmøde, og Seierup skulle tale. Han indledte noget tøvende og brød så af: "Undskyld, jeg
har det lidt svært med talen. Jeg faldt i går og slog håndleddet, så nu har jeg svært ved at læse manuskriptet!"
Der blev nogle sekunders tænksom stilhed, før folk kom i tanker om, at Seierup var blind og derfor
holdt kontakten med manuskriptet via fingrene. Det var vist på samme tur, vi boede på et motel nogle km
nord for Ålborg. Seierup var en økonomisk mand. Han havde opdaget, at vi boede betydeligt billigere dér
end på hotellerne i Ålborg. Og så kunne vi gå en tur i landsbyen frem for at lade os friste af Ålborgs natteliv.
En anden gang var vi i Kalmar, hvor den svenske Socialchefforening holdt sit årsmøde. Vi kom netop ind på
hotellet, som TV bragte et kæmpeslagsmål mellem USA's og Ruslands ishockeylandshold direkte. Og mødet:
Foreningen havde helt fejlvurderet fremmødet, så de i sidste øjeblik måtte flytte mødet til et større
lokale, som viste sig at være byens teatersal.
Det betød, at talerstolen, hvorfra Seierup skulle tale, var på forkanten af scenen, og at Seierup skulle over
en bro, nærmest et par brædder lagt over orkestergraven. I betragtning af, at han var blind, var det en lidt
farlig færd. Specielt var jeg bekymret for, hvordan han ramte brædderne, når han var færdig og trådte ned
fra talerstolen. Jeg kendte hans manuskript, så ved sidste sætning for jeg op ved siden af talerstolen, så jeg
kunne føre ham ned i god behold.
3. Nostalgisk mellemlanding ved et landsmøde i Odense
Men først skulle plansystemet opbygges og indkøres. Det betød mange nye kontakter, men gav også glædelige
gensyn med mange fra tidligere tid, både ude i landet, i de kommunale organisationer og i andre
ministerier. Lidt pudsig nostalgi dukkede op i forbindelse med, at Ole Asmussen og jeg havde været på Århus
Universitet, hvor vi havde præsenteret og diskuteret vort oplæg til plansystem, bl.a. med en række
fælles bekendte.
19