Læs mere - Og nogle brokker blev hængende

More documents

Recommendations

Info

lev indstillet til den, men socialministeren (departementet?) ønskede at bruge stillingen til at løse et problem for Den Sociale Højskole. Skolen havde i mange år måttet leve med skiftende konstituerede rektorer, senest Åge Valbak (stavekontrollen insisterer på at kalde ham Vallak!), som imidlertid var valgt til Folketinget. Socialministeren så en mulighed for at sikre Højskolen en mere varig og stabil ledelse ved at overtale Valbak til at lade sig flytte til den ledige kontorchef-/konsulentstilling. Sådan blev det, selv om DJØF fandt manøvren lidt odiøs. Jeg fik besøg af Valbak, som jeg kendte udmærket fra "Socialreformklubben" (se senere om den). Han fortalte, at han straks ville søge orlov, så jeg kunne fortsætte som konstitueret. Kort efter kom der imidlertid et folketingsvalg, og Valbak faldt! Dagen efter stillede han i styrelsen for at tiltræde sin stilling. Nu var der sket det sammentræf, at der var blevet endnu en kontorchefstilling ledig i styrelsen, denne gang en "rigtig", omend noget stilfærdig stilling som chef for Invalideforsikringsfonden, hvis væsentligste opgave var at refundere en række kommunale udgifter. Valbak sad nu i stilling som Kommunalpolitisk konsulent og i virkeligheden med mine hidtidige opgaver, som han bedyrede (vist med begrænset sanddruhed), at han ikke havde forstand på, mens jeg søgte og fik stillingen som chef for Invalideforsikringsfonden, der ikke interesserede mig et hak. Valbak var meget modtagelig for argumentet om, at de økonomiske relationer til kommunerne i Invalideforsikringsfonden var så omfattende, at de kunne berettige en Kommunalpolitisk konsulent, så vi byttede opgaver: Jeg beholdt mine områder og - ihukommende Bettes historie - kontorcheftitlen! I princippet sad jeg i denne stilling resten af mine år i Socialstyrelsen og Socialministeriet. Det kan lyde ret stationært og kedeligt, men var det bestemt ikke. Det gør ikke noget at sidde samme sted, når blot opgaverne skifter og kommer dertil i en stadig og varieret strøm, som det fremgår af det følgende. 5. Høringssvar om forslag til Bistandslov Det er vist lidt specielt, at en styrelse inddrages i en høringsrunde om et lovforslag, som den selv i vidt omfang skal administrere. Normalt ville en styrelse nok være inddraget i en tidligere fase. Måske ønskede Departementet blot at markere, at lovforslaget var dets. Men når nu lejligheden bød sig, ville styrelsen naturligvis udnytte den. Derfor blev alle styrelsens afdelinger og kontorer bedt om bidrag fra hver deres synsvinkel og område. Det blev til adskilligt hundrede bidrag, som naturligvis ikke alle stemte overens. Det blev Koordinationssektionens opgave at sammenfatte og systematisere bidragene i et beslutningsgrundlag, og det faldt i mit lod at guide Chefkollegiet (CK) igennem behandlingen. Det blev en langstrakt affære. Vi startede kl. 10 med gennemgang og beslutning punkt for punkt (og der var som nævnt mange), holdt en pause midt på dagen, for at CK-medlemmerne kunne klare dagens øvrige gøremål. Kl. 15 genoptog vi mødet. Hvert medlem havde jo sin afdeling og sine kontorers synspunkter og argumenter med, så der skulle strikkes rigtigt mange kompromisser. Ved 19-tiden begyndte sulten at melde sig (især hos Bank-Mikkelsen) med forslag om pause. Jeg fastholdt, at vi gjorde os færdige først. Erfaringerne fra Venstre-tiden var endnu tæt på. Når katten er ved at være i sækken, skal den ikke slippes løs, for så risikerer man at skulle starte helt forfra. Sulten er en forbundsfælle. 6
Kl. 21 var vi så langt, at Bank-Mikkelsen "fik lov til" at hente forsyninger fra en pølsevogn. Kl. godt 22 kunne vi slutte med enighed om et omfattende og detaljeret høringssvar, som i renskrevet form dagen efter nåede Departementet netop inden for høringsfristen. 14.2. Da staten var driftsherre 1. Erfaringerne taler ikke for gentagelse Endnu i 1970’erne var staten direkte driftsherre for ganske store områder: statshospitaler, særforsorg (herunder åndssvageforsorgen), klædefabrik osv. osv. Det var ikke godt. Når det sker, at det i den offentlige debat foreslås, at ”så kan staten bare overtage det”, burde det være obligatorisk at gå tilbage og se på erfaringerne fra dengang, det var tilfældet. Egentligt tror jeg ikke, vi var stort dårligere til at styre og administrere dengang, end folk ville være nu. Snarere giver et miskmask af lovgiver-, tilsyns-, bestiller- og udførerroller vilkår, som går ud over alle roller. 2. Åndssvageforsorgens særlige forhold til bevillinger Et ledelsessekretariat hænger ofte på de opgaver, som ingen andre er vilde med at tage ansvar for. Sådan også her. Det bragte os i 1970'erne dybt ind i Særforsorgens og specielt Åndssvageforsorgens bevillingsoverskridelser. Flere gange i slutningen af 1970'erne kom Åndssvageforsorgen ud af finansårene med betydelige bevillingsoverskridelser, typisk omkring 30 millioner kr. af en bevilling på ca. 1 milliard kr. Medvirkende til bevillingsoverskridelserne var Åndssvageforsorgen særlige ledelsesform. Åndssvageforsorgen var opbygget med 10 forsorgscentre, dvs. 10 virksomheder hver i størrelsesordenen 100 mio.kr. (det var mange penge og store virksomheder i 1970'erne) og hver med en kollektiv centerledelse med fire ligestillede ledere, også kaldet "Det firhovede uhyre". De fire hoveder var overlægen, undervisningslederen, sociallederen og inspektøren. Blandt "ligestillede" ledere bestemmer den højeste lønramme - og det var overlægen. Dertil kom et Lokalt Vejledende Råd for hvert center med repræsentanter for amtskommune, kommuner, personale-og pårørendeforeninger og et tilsvarende Centralt Vejledende Råd – ganske stærke pressionsorganer. I Socialstyrelsen sad Bank-Mikkelsen som forsorgschef og I. C. Petersen som kontorchef. De havde været øverste chefer for henholdsvis Østifternes Åndssvageforsorg og De Kellerske Anstalter (Åndssvageforsorgen i Jylland), som i 1960 var blevet fusioneret til Statens Åndssvageforsorg. De var begge rare og venlige mennesker, og det var dem, centerledelserne var vant til at få besøg af, bl.a. når de havde overskredet bevillingerne. 7
Page 1 and 2: 14. Socialstyrelsen: Afvikling og o
Page 3 and 4: 14.1. Spændende opgaver helt fra s
Page 5: uddannelser på de sociale områder
Page 9 and 10: ikke blandede mig i centrets intern
Page 11 and 12: Bank-Mikkelsen, I. C. Petersen og j
Page 13 and 14: lev læst og debatteret tættest: H
Page 15 and 16: Når de indsendte planerne til os,
Page 17 and 18: Kontoret var på sin vis placeret i
Page 19 and 20: nens tid. Jeg kom også godt ud af
Page 21 and 22: Det var et stort arbejde for alle p
Page 23 and 24: Jacob Sørensen chokerede departeme
Page 25 and 26: Arbejdsgruppen om finansiering blev
Page 27 and 28: Bernstein, Nils, nationalbankdirekt

Læs mere - Og nogle brokker blev hængende

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?