Læs mere - Og nogle brokker blev hængende

Jacob Sørensen chokerede departementet (se
nærmere i kapitel 1)
ler på, at det altid var ”til ministerens bedste”.
partementet og ikke mindst ministeren kunne have haft af styrelsen,
dens kontaktnet og bl.a. som buffer over for mange udfordringer.
Der var i begge ”huse” mange kvaliteter, men også kulturer af gensidig
mistillid. Begge huse havde brede kontaktnet, som vel i nogle
tilfælde lappede over, men også dækkede forskellige målgrupper.
Selv om der iblandt var eksempler på godt samarbejde, var der
igennem 1970’erne og 1980’erne i departementet for mig at se
også en udbredt og ubegribelig trang til selvhævdelse og til at nedgøre
styrelsen både udadtil og over for skiftende ministre. Jeg tviv-
Vel stammede den dårlige stemning ikke kun fra topledelserne, men jeg er ikke i tvivl om, at den kunne
have gjort noget for at overvinde den. Der var i begyndelsen af 1970’erne flere overvejelser, udvalg og betænkninger
om hensigtsmæssige strukturer af ministerier: store departementer/små styrelser, små departementer/store
styrelser osv. Der var givetvis opgaver i Socialministeriet, som lå bedst i departementet, og
opgaver, som lå bedst i styrelser, og opgaver, som trængte til at blive flyttet.
I 1970’ernes og 1980’ernes Socialministerium fik seriøse og strategiske overvejelser om disse emner sjældent
chancer for at overvinde myterne. Først omkring 1990, da departementets topledelse blev fornyet,
blev det bedre – og da var 20 års muligheder allerede forspildt. En opdeling af Socialstyrelsen og en fusionering
af resten med departementet var eneste vej.
Men naturligvis var der undervejs en hverdag i styrelsen, og et par minder derfra vil jeg trække frem.
4. Muntre minder fra udvalg og fester
Kombinationen af tværgående kontor og planlægning/analyse betød, at vi ofte måtte levere sekretariatsbetjening
til udvalg eller repræsentere styrelsen og undertiden endog ministeriet i en lang række eksterne
udvalg, typisk på ”grænseområderne”, hvor der kunne forventes modsætninger, f.eks. i forhold til Indenrigsministeriet/Sundhedsstyrelsen,
Finansministeriet og Undervisningsministeriet.
Disse udvalgsopgaver gav ofte ganske pudsige oplevelser, som da jeg ved det sidste møde i en lang og langstrakt
møderække i Undervisningsministeriet måtte forlange udvalgets kommissorium optaget som min
særudtalelse til betænkningen. Udvalget havde efter min mening bevæget sig langt uden for sit kommissorium
og der draget konklusioner, jeg ikke var enig i. Denne manøvre morede specielt KL’s repræsentant,
daværende borgmester Ib Juul meget og højlydt.
Jeg husker en episode fra et udvalg i Indenrigsministeriet, hvor jeg konsekvent henvendte mig til Dansk
Sygeplejeråds repræsentant. Efterhånden bemærkede repræsentanterne for Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen
dette, og jeg måtte svare, at jeg foretrak at handle i hovedafdelingen fremfor i filialerne.
Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen var på det tidspunkt efter min smag for følgagtige overfor Sygeplejerådet
og dets magtfulde formand, Kirsten Stallknecht.
23