Læs mere - Og nogle brokker blev hængende

uddannelser på de sociale områder, hvor etableringen af en hjemmehjælperuddannelse i disse år spillede
en væsentlig rolle.
4. "Folkevalgt" leder af Koordinationssektionen. Badut på stillinger.
Fra den første tid i Socialstyrelsen husker jeg især to markante opgaver: Den første hang sammen med, at
styrelsen skulle tilpasses fusionen og de ændrede opgaver og bl.a. afgive 80 årsværk. Den anden var, at
styrelsen skulle afgive høringssvar om det forslag til Bistandslov, der skulle udmønte væsentlige dele af
Socialreformen.
Tilpasningen af styrelsen og ikke mindst reduktionen med 80 årsværk krævede et tæt samarbejde mellem
ledelse og medarbejder og deres organisationer. Dette samarbejde var - ud over i afdelings- og hovedsamarbejdsudvalg
- udtrykt i et 'Seksmands-udvalg' med repræsentanter for ledelse og medarbejdere. Jeg blev
sekretær for dette udvalg.
På et tidspunkt arrangerede udvalget en bredere heldags-konference for afdelings- og hovedsamarbejdsudvalg
mv., hvor jeg skulle forelægge et oplæg til, hvordan vi kom igennem hele denne omstilling. Her havde
jeg megen gavn af, at jeg tilbage omkring 1960 - omend fra en anden synsvinkel - havde fulgt en noget
lignende tilpasning af Varedirektoratet, som blev reduceret med 400 årsværk. Det skete imidlertid i en situation
med fuld beskæftigelse og stærk efterspørgsel efter medarbejdere med kvalifikationer fra Varedirektoratet.
I 1972 var situationen en anden.
Jeg skulle samle op på dagens debat, besvare spørgsmål og afsluttende komme med evt. forslag til justering
af oplægget. Her fik jeg megen hjælp af direktør Horsten. Han mindede mig om de mange ældre folketingsmedlemmer,
jeg havde mødt i min tid i Venstre. De kunne blunde blidt, når de sad i Folketingssalen
under de lange møder. Men blev der sagt blot ét ord anderledes end forventet, var de lysvågne. Jeg lagde
mærke til, at Horsten havde samme evne, som jeg siden værdsatte også i Chefkollegiet. Jeg noterede de
spørgsmål og kommentarer, hvor Horsten glippede med øjnene. Ved dagens slutning besvarede jeg de
spørgsmål og inddrog de kommentarer i tilpasning af oplægget, hvor Horsten havde reageret - og sprang
resten over. Det ramte, og deltagerne var tilfredse.
Efter mødet skulle "Seksmands-udvalget" afgive indstilling om, hvem de ønskede som leder af den nyetablerede
Koordinationssektionen, og det blev mig.
Stillingsmæssigt blev det en noget springende tilværelse som konstitueret eller fungerende i skiftende kontorchef-
og konsulentstillinger, dog hele tiden lønmæssigt på kontorchef-niveau. Da jeg på et tidspunkt
kom hjem og fortalte Bette, at nu var jeg blevet udnævnt til konsulent, kommenterede hun det med en lille
"uartig" historie:
"To hvide hankaniner, Jim og Joe, sprang lystigt hen over en græsmark. De kom til et højt hegn med pigtråd foroven. Bag
hegnet myldrede det med hunkaniner. Jim og Joe tog tilløb og satte i drabelige spring over hegnet. Jim gik straks i gang med
det muntre liv. Efter nogen tid bemærkede han, at Joe sad inaktivt tilbage ved hegnet. "Kom nu i gang, råbte Jim. Men Joe
kiggede sørgmodigt op på en lille hvid tot øverst på pigtråden. "Åh, hva'," råbte Jim, "du kan jo altid kalde dig konsulent.""
Endeligt var der en reelt ledig kontorchefstilling eller rettere en håndtegnet stilling som "Kommunalpolitisk
konsulent”, da Ole Asmussen skiftede til Indenrigsministeriet, hvor han senere blev departementschef. Jeg
5