Læs mere - Og nogle brokker blev hængende

Arbejdsgruppen om finansiering blev nedsat af regeringen/Ritt Bjerregård i december 1980. Den fik et
halvt år – senere forlænget til 9 måneder til at kortlægge og vurdere finansieringen af de sociale opgaver
og stille forslag om indretning af finansieringssystemer, der
1. fremmer samordning mellem sammenhængende funktioner, herunder hvor disse varetages af forskellige
instanser,
2. tilskynder til forebyggelse og anden socialpolitisk hensigtsmæssig adfærd og fremmer en bedre ressourceanvendelse,
3. fremmer forsøgsordninger med henblik på at tilvejebringe alternative løsningsmuligheder.
Arbejdsgruppen blev bredt sammensat med repræsentanter for ministerier og kommunale o0rganisationer
mv. og med deltagelse eller bistand fra en lang række særligt sagkyndige, deriblandt dengang og siden så
fremtrædende navne som Nils Bernstein, Jørn Henrik Petersen, Jan Plovsing, Hans E. Zeuthen, Jørgen Lotz
og mange flere, bl.a. flere deltagere fra Socialreformklubben(!)
Det kontroversielle opstod, da Ritt Bjerregård besluttede at give arbejdsgruppen basis i Socialstyrelsen
med Ole Høeg som formand og mig som leder af arbejdsgruppens sekretariat, der
blev sammensat af medarbejdere fra styrelsen, fra departementet og fra Indenrigsministeriet:
Jeg må sige, at sekretariatets bedste medarbejdere (ud over fra mit eget kontor, naturligvis)
blev stillet af Indenrigsministeriet, mens departementet ikke prioriterede sin medvirken
særlig højt.
Placeringen gav Ole Høeg og mig nogle diplomatiske problemer i forhold til departementets ledelse ihukommende,
at ministre forgår, mens departementer består. Vi var meget omhyggelige med at orientere
departementschefen undervejs.
Indholdsmæssigt blev arbejdet i gruppen overordentligt spændende. Jeg oplevede, at jeg kunne bruge noget
af det, jeg i en fjern fortid havde lært under studiet. Der er mange paralleller mellem valutakurser og
refusionsprocenter. Det var næppe ”efter bogen”, at jeg som leder af sekretariatet fik (eller tiltog mig) en
central placering også i udvalgets konflikter. På et tidspunkt måtte jeg endog i gruppen bede formanden
effektivisere sin mødeledelse ved at begrænse sit eget tidsforbrug, hvis vi skulle overholde ministerens
tidsfrist.
Vigtigere var imidlertid modsætningerne mellem nogle hovedsynspunkter i gruppen. Refusionsreglerne var
(også) på det tidspunkt under angreb. Situationen var, at den store del af de kommunale opgaver på det
sociale område var omfattet af en 50 % refusion fra staten. Nogle betragtede dette som en skævvridning i
forhold til andre kommunale udgifter. Samtidigt var opgavefordelingen sådan, at kravene til kommunale
opgaver i vidt omfang var bestemt af amtskommunernes indsats og vica versa.
På den ene side var synspunktet, at den, der stod for en opgave, også hang fuldt ud på betalingen. På den
anden side – og det synspunkt delte jeg – krævede samordningen mellem kommunal og amtskommunal
indsats på de mange områder, hvor der var gensidig afhængighed, at der var ”fælles penge til fælles opgaver”,
dvs. at der også var knyttet økonomiske forpligtelser til undladelser, hvor det påførte den anden part
ekstra udgifter.
Ud fra begge synspunkter var incitamentsstrukturen i finansieringssystemerne væsentlig. Fra det ene synspunkt
(”ansvarshensynet”), der var det traditionelt fremherskende og bogholderimæssigt unægtelig nem-
25