Download PDF - Ensomme Gamles Værn

30 31
[Samtalen bevæger sig fra at omhandle de sociale arrangementer i værestedet
til spisning]
informant: Og så også det med maden og sådan noget.. det er et godt arrangement.
interviewer: Hvad er det for noget med maden?
informant: At vi får mad om aftenen.. to gange om ugen. Det betyder altså
rigtig meget også. Det, at man véd, at de to aftener, der får vi mad herovre. Og
det er også et socialt samvær på en eller anden måde, ikk’. Det synes jeg også,
er rigtig hyggeligt.. at vi kan sidde og spise sammen og sådan noget der… og
så sidder man også og får en hyggelig snak og sådan noget. Det kan jeg godt
lide.
Her udtrykkes to centrale ting. For det første arrangementets vished: det er betydningsfuldt, at man som
bruger kan vide sig sikker på den stabilitet og rytme der ligger i, at der serveres et varmt måltid to gange
ugentligt. Dernæst lægges der vægt på det sociale samvær: det er hyggeligt at sidde og spise sammen, og
der opstår rart samvær og gode samtaler. Den informant som udtaler sig i det ovenstående uddrag, er
en af værestedets faste brugere. Han er forbi hver dag med meget få undtagelser. Det kan derfor synes
bemærkelsesværdigt, at han kalder aftenspisningerne for ”et godt arrangement”. Til trods for at de fælles
spisninger afholdes inden for værestedets normale åbningstid og er en fast del af ugen hele året rundt,
udgør de alligevel noget andet end hverdagen. Det kan søges forklaret med de mange samtidigt tilstedeværende
brugere. Lokalet summer af aktivitet, samtale og gensyn, og adskiller sig derved fra de mere
rolige for- og eftermiddage i værestedets hverdag. Dernæst er de tilstedeværende alle samlet omkring det
specifikt samme formål: de skal spise aftensmad. Herved er de tilstedeværende brugere forbundet på en
måde, der adskiller sig fra hverdagens løsere struktur. Aftenspisningerne får karakter af arrangementer,
fordi deltagelsen fordrer en fælles bevægelse og den enkelte brugers vilje til at praktisere fællesskab
gennem fysisk nærvær og ofte også konversation ved bordene i rummet. Man kan gå så vidt som til at
sige, at samværet her er styret af andre logikker. Det betyder samtidig, at flere af de faste dag-brugere
ikke deltager på disse aftener, og det kan tænkes at bunde i tabet af den fleksibilitet og autonomi, der
er forbundet med den løsere struktur i dagtimerne. Deltagelse i aftenspisningerne kræver noget andet,
og derfor beskrives denne tilbagevendende og faste bestanddel af hverdagen som et arrangement.
”Det (de fælles spisninger, red.) er også godt, hvis man nu.. ikke har lyst til at
spise alene for eksempel. Nu er jeg startet med at lave mad, men der var et tidspunkt,
hvor jeg aldrig lavede mad.. kun ja.. købemad eller smørrebrød. Og så
var det meget godt at komme her og spise noget billig mad. […] Og sådan tror
jeg at der er mange som har det her. De gider ikke spise alene, og det er rart at
komme et sted og ja.. spise sammen med nogen.”
Informanten fortæller, hvordan hun har brugt tilbuddet om aftenspisning i en periode af sit liv. Andetsteds
forklarer hun, at værestedet har været vigtigt for hende i en tid med sygemelding, arbejdsløshed og
en deraf følgende ensomhed. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan hun overfører denne følelse på andre
brugere og fortæller, at hun tror at mange deler denne følelse. Når hun siger om andre at: ”De gider ikke
spise alene og det er rart at komme et sted og ja.. spise sammen med nogen”, får det ytrede nogen en speciel vægt.
Det fremstår i sammenhængen ikke i en betydning af nogen konkret, men snarere de mennesker, der mere
eller mindre tilfældigt måtte vise sig at deltage i spisningen på dagen. Det er dog langt fra den gennem-
snitlige oplevelse af brugernes tilgang til disse begivenheder. Den organisering som kendetegner måltiderne
i form af tilrettelæggelse af menu, som kan læses på både det ophængte månedsprogram og på en
tavle nær køkkenet, og personalemæssige indsatser kan siges at blive spejlet i brugernes engagement. De
fleste brugere har nogle bestemte mennesker de spiser sammen med på disse aftener. Det er med andre ord
ikke tilfældigt, hvem der sidder sammen, og hvor de sidder. Meget af denne organisation tager sit afsæt
i de sociale og fysiske mønstre, der er etableret og gentaget i ’den almindelige hverdag’. Det vil sige, at
brugere med tilknytning til det samme ’stambord’ ofte orienterer sig i forhold til de relationer og mønstre,
der er skabt her. Men fordi der er mange deltagende til aftenspisningen, som ellers ikke frekventerer
stedet eller som kommer sjældnere, brydes mange af disse mønstre også op. Det ses fx hvordan en ældre
mand, der til hverdag har sin base ved ’ryger-bordet’, orienterer sig imod et af stedets mindre borde på
en af disse aftener. Her sidder to kvinder som tidligere har haft en hverdag i værestedet, men som nu
hovedsageligt deltager ved de ugentlige aftenspisninger. Manden bruger begivenhederne til at holde kontakten
til de to kvinder ved lige og forlader den gruppe, han sidder sammen med i hverdagen, til fordel
for de to middagsbekendtskaber.
Fordi dagens menu er skrevet op på en tavle i køkkenet, har brugerne også haft tid til at reflektere begivenheden
gennem samtaler om fx menu og smagspræferencer. Også i denne aktivitet ligger forberedelser
til aftenens eller ugens næste fælles spisning. De sociale muligheder udforskes, og aftaler indgås.
Det iagttages desuden, hvordan flere fællesskaber sammen finder vej til nabokirkens spisetilbud om
onsdagen.
Afslutningsvist vendes tilbage til Georg Simmel og ”Måltidets sociologi”, hvor han peger på, at måltidet
besidder en grundlæggende inkluderende og sociologisk betydning, og er i stand til at forene vidt forskellige
mennesker. De spisende kan finde hinanden via en ’primitiv materiel interesse’ og herfra bevæge sig
tættere på hinanden. Simmel skriver, at fælles mad og drikke udløser ”[…] en enorm socialiserende kraft
[…]” og kan forvandle ”[…] dødsfjende til ven for en stund […]” (ibid.). I Oasen kommer dette fænomen
til udtryk, og vi ser, hvordan mad og drikke fungerer som praktiske indgange til samvær og sameksistens
brugerne imellem.
’Månedsprogrammet’ som socialt dokument – at dele fremtiden
Centralt for hverdagen i Oasen er de sociale arrangementer. De er oftest tilbagevendende begivenheder,
som afholdes med faste tidsintervaller. Der spises varm aftensmad to gange om ugen, drikkes en kop
gratis kaffe med tilhørende kage om fredagen, den såkaldte ”fredagskaffe”, og spilles banko anden onsdag
i hver måned. Årets gang markeres med grill-arrangementer med udendørs spisning om sommeren,
julefrokosten, ”Spil dansk dagen” 23 og ”Mortensaften”, hvor både brugere og ansatte deltager. Arrangementerne
er en del af værestedets traditioner. Månedens, eller periodens, 24 arrangementer formidles til
brugerne gennem værestedets kalender, der har form af et printet dokument, som hænges op på stedets
opslagstaler og placeres på bordene i lokalet, når det ’udkommer’. Som besøgende feltarbejder er det
betagende at opleve, hvilken opmærksomhed dette dokument tildeles af de daglige brugere. Det er
mest udtalt i dagene umiddelbart efter ’offentliggørelsen’, hvor dokumentet får en betydningsfuld rolle
i samtalerne ved bordene. Dokumentets indhold distribueres brugerne imellem – de først ankomne giver
nyhederne videre til senere ankomne og indleder hermed vigtige samtaler om den kommende tid. Den
ophængte kalender udgør et referencepunkt i det sociale, fordi brugerne ofte ’konsulterer’ opslagstavlen
for at bringe viden med tilbage til bordet, hvor en samtale om fremtidige fælles arrangementer lige har
fundet sted eller, med den nye viden, kan fortsættes og kvalificeres.
23 Arrangement hvor der i mange sammenhænge (radio, spillesteder etc.) spilles dansk produceret musik.
I Oasen har der i flere år på denne dag været besøg af den samme musiker, som brugerne efterhånden har lært at kende.
24 Ofte rækker det omdelte program længere frem end en måned.