Download PDF - Ensomme Gamles Værn

54 55
SteMNiNg Og SteMtHed i VæreStedet
Dette afsnit afrunder kapitlet om Oasen. Vi skal se nærmere på værestedets stemning. Tilbuddet giver,
som det er vist ovenfor, brugerne noget, de ikke finder andre steder. I det følgende forsøges dette noget
tydeliggjort. En informant beskriver en del af dette komplekse særkende og stemningsfænomen på følgende
måde:
informant: […] der ligger et cafeteria lige oppe på Tagensvej […], og der er
også en helt anden tone her end oppe på cafeteriet, fordi det er håndværkere
og sygehjælpere og den slags, der kommer der, ikk’, som bare lige har en halv
time de skal have til at gå. Her kan vi jo sidde i timevis.
interviewer: Så hvad er forskellen.. der er mere ro på her eller?
informant: Ja. Og det at det er de samme mennesker.. og at man kender dem,
ikk’.. deroppe kender man ikke ret mange, vel.. selvom de kommer hver dag,
og man ser dem.. det er jo ikke nogen, man… jeg kommer jo ikke i snak med
nogle håndværkere, jeg ikke kender, eller nogle sygehjælpere, jeg ikke kender,
vel.
interviewer: Nej, det er mere anonymt på en eller anden måde ude i byen.
informant: Ja, man er.. her, der er man en del af et fællesskab, ikk’. Deroppe
der en man nærmest.. kun sig selv.
Gennem kontrastering til et lokalt cafeteria forstår vi, at Oasen byder på ”en helt anden tone”. Som den
resterende del af uddraget viser, skal denne tone forstås som hele det stemningskompleks, der kendetegner
værestedet. Som det første nævnes ro, og dernæst det forhold, at brugerne kender hinanden og
dermed opnår en tryghed i forhold til, hvad der kan forventes af dagen. Som den norske filosof Lars Fr.
H. Svendsen skriver, er det at være stemt ”ikke bare en værensmæssig bestemmelse ved os, men udgør også
en erkendelsesmæssig betingelse for, at tingene skal kunne være meningsbærende på forskellige måder
(ibid.: 117)”. Visse stemninger åbner således for socialitet, mens andre fx ”[..] fører mod ensomhed
(ibid.: 118)”. Med base i dette arbejde træder den tone, der relateres til værestedet, og som beskrives
ovenfor, frem som noget helt igennem altafgørende for stedets sociale liv. Med Svendsen ses, hvordan
verden opleves fra den stemthed, vi som mennesker befinder os i aktuelt. Det næste uddrag er fra samme
interview og viser, hvordan denne oplevelse konkret kommer til udtryk.
informant: Ja. Og (vi) tager hensyn til hinanden.
interviewer: Ja… Hvordan fungerer det med at tage hensyn, tænker du?
(pause ca. 5 sek.)
informant: Øh.. hvis dagen er lidt trist… Og man kan se det.. jamen så sørger
man for at komme i snak og sige: ’hvad fanden fejler du i dag’ eller.. ’har du det
dårligt’ eller.. og så.. hvis man har det dårligt, jamen det går jo væk, når man
kommer til at snakke. Ja… Jeg har sgu da også dage hvor jeg.. tænker, ’fuck det
hele’.. men så når man kommer herop og kommer til at sidde og snakke, ikk’
så.. så forsvinder den der fuck-følelse.
interviewer: Ja.. fordi man får delt det med andre eller?
informant: Mm, ja.
Værestedet og samværet fungerer som en art værn imod det, der er beskrevet som en ”fuck-følelse” –
altså oplevelsen af at verden bliver utålelig og for meget. Svendsen skriver:
”Vi har ikke blot stemninger hver for sig, men deler dem ofte, og der er grund til at tro, at enhver socialsfære
er afhængig af delte stemninger for at kunne eksistere (ibid.: 118).”
Når man er i en stemning, fremstår verden altså som et bestemt felt af muligheder. Informanten fortæller
ovenfor, hvordan værestedet kan være med til at ændre den stemning, han er i. Hvordan samværet og
de sociale forbindelser yder indflydelse på hans humør, og dermed på hans muligheder for at være i sine
omgivelser. Stemningen tager ham fra en oplevelse af verden som et begrænset felt og i retning af en
mere positiv og mulighedsrig oplevelse af sig selv og omgivelserne. Den stemthed der opstår og deles i
værestedet, er medvirkende til at ændre mandens dag i retning af noget bedre. En generaliseret syntese
herfra vil være: fordi vores oplevelse af verden bestemmes af den aktuelle stemthed, der omgiver os, og
fordi værestedet er i stand til at ændre denne stemning til noget bedre, svarer det til at sige, at Oasen er
med til at ændre brugernes liv. Det skal dog ikke forstås som radikale og gennemgribende ændringer i
alle disse menneskers liv, men som ændringer, der både kan være små og kortvarige, og som processer
der foregår over længere tid.
Stemningen indfinder sig ikke automatisk med brugernes indtagelse af lokalet. Værestedet er arbejdsplads
for en række medarbejdere, der er i stand til at påvirke hverdagen og stemningen gennem velovervejede
og kompetente interaktioner med brugerne. Møderne ved køkkenets skranke, ankomsthilsner og
small-talk tilpasset den enkelte brugers behov for social kontakt udgør kimen, eller et væsentligt bidrag,
til den stemning der er synliggjort gennem analysen i dette kapitel.
Værestedets evne til at bringe folk i en anden stemning er altså et produkt af både brugere og ansattes
bestræbelser på, og successer med at gøre Oasen til et rart sted at være.