Download PDF - Ensomme Gamles Værn

42 43
informant: […] hvis man er til at tale med.. på fornuftigt plan, så bliver man
lynhurtigt draget ind i et fællesskab.
interviewer: Ja. Hvordan sker det?
informant: Det sker ved at vi sidder og snakker, og ’hvad hedder du’, og ’hvor
bor du’, og ’hvad laver du’… De sidder jo også og lytter, og siger noget en gang
imellem ikk’.. og så lige pludselig.. så er vi sgu blevet gode venner.
interviewer: Ja. Jeg så godt at der var en jeg ikke har set tidligere her ved bordet
før.
informant: Ja. For.. fordi dengang vi kom nede på […] (et andet værested) for
en fem, seks år siden… der brød jeg mig ikke ret meget om Hans (en af de faste
brugere og informantens gode ven, red.).
interviewer: Nej, ok.. nå, du kendte ham dengang også?
informant: Ja ja. Men så efter at vi er kommet herop.. er vi kommet meget tæt
ind på hinanden og.. er blevet rigtig, rigtig gode venner.
interviewer: Ja.. nå, fedt.
informant: Ja.
(6 sek. Pause – informanten tænder en cigaret)
interviewer: Hvad tror du det kan skyldes? Er det fordi I har ændret jer, eller er
det stedet der gør noget andet eller..?
informant: Det er nok stedet.. der gør at… at vi har lettere ved at.. komme ind
på livet af hinanden.
interviewer: At man mødes på en anden måde simpelthen eller?
informant: Ja.
interviewer: Ja. Hvad tror du.. hvordan tænker du at det foregår?
informant: Jamen øh… Man har nemmere ved at joke med hinanden for eksempel..
og det er ikke så meget det der med at være efter hinanden.. nærmere..
joke, ikk’.
interviewer: Ja.. at være efter hinanden på den gode måde (griner).
informant: Ja.
Her beskriver en af stedets meget erfarne brugere optagelsen af nye mennesker i fællesskabet, og hvordan
samtalen spiller en vigtig rolle i denne proces. Men det fremstår på samme tid, at det ikke lige meget,
hvad man som novice siger – man skal, som det formuleres, være ”til at tale med på fornuftigt plan.” Det
handler om at lære, hvordan man passer ind. Er man ikke i stand til at tage disse krav og fordringer på sin
person, betyder det at man ikke kan optages. Vi ser altså et hierarki af normer, som er bestemmende for,
om man kan optages og på hvilke præmisser.
Den britiske socialantropolog Victor Turner er blandt andet kendt for sit arbejde med initiationsriter (rites
de passage 30 ), de ritualer som omgiver overgangen fra en social tilstand til en anden i forskellige kulturelle
kontekster. Turner anvender termen liminalitet for at begrebsliggøre, hvordan deltagere i forbindelse med
initiation, og i transformationen fra en tilstand til en anden, befinder sig i en hverken-eller-position
(1967:97). 31 Som det beskrives i interviewuddraget ovenfor, er transitionen fra bekendtskab til venskab
sket over længere tid. Informanten forklarer ændringen i bekendtskabets status med, at der i Oasen,
kontra et andet værested, som de begge frekventerede tidligere, er bedre mulighed for at møde hinanden
gennem en afslappet omgangstone, hvor der kan jokes med hinanden. Et andet bud på en fortolkning af
30 Et begreb som hentes hos den franske etnolog og folklorist Arnold Van Gennep.
31 Turner bruger begrebet betwixt and between, der kan oversættes med udenfor og imellem.
dette kunne, i forlængelse af Turner, være at initiationsprocessen mellem den erfarne bruger, der interviewes,
og novicen, som omtales i uddraget, har fået tid til at ske. Her beskrives processen af en anden
erfaren bruger.
informant: […] tilhører man ikke nogle af de grupper, som jeg har nævnt.. som
vi har svært ved at tage.. men så synes jeg ikke, det er svært for folk at komme
her og.. og blive optaget i.. i vores fællesskab. Så på den måde synes jeg, at vi
er rimelig åbne.
interviewer: Ja. Og hvordan foregår det.. hvordan optager man folk.. hvordan
kommer det i gang?
informant: Altså.. mange gange så kommer de jo hen til vores store bord her..
sætter sig ned, og måske begynder de, det er i hvert fald sket for mange, så begynder
de at snakke og så.. selvfølgelig.. kommunikerer man med dem, ikk’.
Det forklares at man – den nyankomne – hvis man tilhører en bred kategori af normale, har mulighed
for at blive optaget i fællesskabet. Dette syn på optagelse gør sig kun gældende, hvis en ny bruger er
interesseret i at blive optaget i det samtalende fællesskab. Er man interesseret i en mere isoleret anvendelse
af stedet, sker optagelsen efter andre logikker, og for en sådan ny bruger vil det kun være nødvendigt at
fremvise sin egnethed gennem en tavs og distanceret tilstedeværelse i lokalet.
I det følgende afsnit ser vi nærmere på, hvordan udfordringerne af værestedets orden kommer til udtryk,
og hvilke betydninger det har for hverdagen.
udfordring af den sociale orden – en trickster iblandt os
Allerede i feltarbejdets første uge tydeliggøres et interessant socialt fænomen, som i det følgende er analyseret
gennem ideen om en trickster. Som det fremgår af afsnittet ovenfor, og en række andre steder i rapporten, er
Oasen en ramme, der er i stand til at rumme en broget mængde af vidt forskellige mennesker med divergerende
interesser og ideer om såvel verdsligt som religiøst liv. Men der er grænser for, hvilke opførsler, der kan accepteres.
Vi skal her tage udgangspunkt i positionen den upassende. Nedenstående scene slår tonen an.
Scene:
Det er eftermiddag i værestedet og lokalet er præget af lejlighedsvise, dæmpede samtaler
mellem brugere, der sidder sammen i mindre grupper ved bordene, men også af længere
perioder med tavshed. Flere af de tilstedeværende bladrer gennem de reklamer og aviser,
der er spredt på bordene. Ind ad døren kommer en af de faste brugere. Han bevæger sig
hurtigt igennem rummet og hen til det store bord, hvor en gruppe sidder og taler sammen.
Her adresserer han gruppen og afbryder dermed den samtale, de er i gang med. Han taler
højt og ophidset om en oplevelse, han har haft samme dag, og omtaler i denne forbindelse
en bestemt religiøs trosretning, og de mennesker, der bekender sig til denne overbevisning,
i stærkt nedladende vendinger. Han fremstår vred og ophidset, men brugerne ved bordet
tager ingen særlig notits af ham. Den ene ytrer kortfattet at ”han afbryder”, og dernæst
ignorerer gruppen de følgende bemærkninger fra manden. Ved den udeblivende respons
bevæger han sig ud i køkkenet, imens han siger, ”afbryder… hvem er det, der afbryder..” og
højlydt gentager flere af de rabiate og nedsættende pointer. I køkkenet er en medarbejder i
gang med nogle praktiske opgaver, og da brugeren, som følge af sin ophidselse, spilder store