Download PDF - Ensomme Gamles Værn

66 67
Den franske antropolog Marc Augé (1995) arbejder med begrebet om ikke-steder i bestræbelsen på at
beskrive, hvordan nutidens 55 mange transit-steder som fx lufthavne, parkeringspladser, venterum, storcentre
m.fl. besværlig- eller umuliggør kontakt, interesse og medansvar imellem mennesker. Som den
danske sociolog Michael Hviid Jacobsen skriver i sin udlægning af Augé, så besidder dette ikke-sted
kun sin endimensionale funktionalitet, fx forbrug eller transport, og det medfører distance, isolation,
ensretning og afføder følelser af fremmedgørelse og meningsløshed (Jacobsen 2012: 122-123). Pointen er her
ikke at drage direkte paralleller imellem ideen om supermodernitetens ikke-steder og aflastningsafdelingerne,
men vi kan alligevel bruge ansatsen til at reflektere over beboernes hverdag på afdelingen.
Beboerne beskriver oplevelsen af at befinde sig i en tilstand af transit, noget som kan sættes i forhold til
Augés lufthavne og venterum – beboerne er imellem hjem og derfor hverken hjemme eller ude. Vi ser flere
steder, hvordan ideen om afdelingerne som mellemstation kommer til udtryk. I det forrige afsnit kan en
transit-fornemmelse betragtes gennem de mange beskrivelser af tidsfordriv og beboernes forskellige taktikker
til at få hverdagens kedsomhed og den mangel på meningsfuldhed, der opstår som konsekvens af
opholdet, på afstand. Ventetiden resulterer i rådvildhed og frustration. Augés perspektiv kan bruges til
at begribe den transit-fornemmelse, som det daglige liv er karakteriseret ved, og hvor funktionaliteten er i
højsæde. Dette forhold træder frem i et interview med en ansat der, efter at have beskrevet en struktureret
morgenrutine, går i gang med at fortælle om den resterende dag:
”Resten af dagen det bliver mere sådan.. øh.. altså mange gange så er dagen
tilrettelagt efter.. tider. For de forskellige beboere, de har jo forskellige behov
på forskellige tidspunkter. Så hvis, for eksempel det her med sondeernæring, at
nogen skal have mad på en speciel måde, så kan det være, at vi har tidspunkter
for, hvornår det skal gives, og der er man nødt til at lægge.. plejen inden for de
områder og de tidspunkter.”
Her fortælles, hvordan dagen struktureres med base i plejen og praktiske opgaver. Vi ser et udtalt fokus
på det, Jacobsen kalder funktionalitet. Hverdagen er tilrettelagt efter tider, som refererer til den pleje,
de ansatte udfører, deres professionelle virke og den deraf følgende rationelle, 56 tidsmæssige strukturering
af dagen. En art funktionelt paradigme udgør altså det fundament, hverdagen bygges på. Det er på
ingen måde odiøst eller spektakulært, eftersom afdelingens ansatte har en professionel sundhedsfaglig
tilgang. Men vi kan samtidig betragte, hvordan denne tilgang resulterer i en rutinepræget hverdag, hvor
beboerne tilsvarende føler, at deres anvendelse af personalet alene er praktisk og relateret til sundhedsfaglige
funktioner. Det kan være en sådan tanke, der ligger i formuleringen om at: ”[…] de kan jo ikke
gøre noget, de kan jo kun passe deres administrative arbejde og.. se til at man ikke ligefrem falder om og alt sådan
noget, ikk’”. Afdelingernes fokus på funktionalitet trækker i en bestemt retning, og medfører dermed, som
Jacobsen skriver om ikke-stedet, distance, isolation og ensretning, og afføder følelser af fremmedgørelse
og meningsløshed. De professionelle dispositioner skal på ingen måde ses som det eneste element i en
årsag-virknings-kæde. Men det opleves gennem både verbale og non-verbale møder med afdelingens
beboere, hvordan den meningsløshed, der også gives udtryk for i uddragene ovenfor, er en del af livet
på afdelingerne. Meningsløshed og midlertidighed er forbundet til afdelingslivet som transittilstand:
55
Han anvender her begrebet supermoderniteten.
56
En rationalitet der kan beskrives som en faglig plejerationalitet – altså ræsonnementer der knytter sig til de faglige måder
at tænke afdeling og hverdag på.
informant: Ja.. men det er jo det, der holder én.. oppe, ikke altså. Man ved, det er
en midlertidig.. man ved, at der er andre instanser i kommunen, der arbejder på
sagen for én, ikk’. Arbejder på, at jeg kan komme på.. beskyttet bolig eller et hjem
eller sådan noget, hvor der også er andre, ikk’.. hvor jeg kan falde til ro.
interviewer: Ja.
informant: Og nu har jeg de sidste.. ja tre års tid, fire år, har jeg flyttet temmelig
mange gange, synes jeg. […] Og man bliver lidt rodløs.. det gør man.
Oplevelsen af midlertidighed og meningsløshed er ikke alene produkt af afdelingernes struktur. Mange
beboeres liv er præget af kortere og længere ophold, skift mellem egne hjem, hospitaler og andre institutioner
i en årrække inden aflastningsopholdet. Midlertidighed og transit har med andre ord været en
del af livet i mange år. Disse følelser er derfor ikke alene noget, der opstår eller ’installeres’ i beboeren
gennem livet på afdelingen, men produkt af en længere periodes forankringsløshed. Denne træthed over
at være i konstant transit kan ydermere tænkes at kulminere her, fordi afdelingen, for mange beboere,
udgør det sidste punkt på en linje af hvileløse strejftog fra sted til sted eller imellem steder. Det kan ydermere
tænkes at blive forstærket af den sociale dynamik på afdelingerne, fordi alle beboere er i en parallel,
udsat situation.
Uddraget giver desuden indblik i en interessant dobbelthed, som afdelingens iboende flygtighed besidder.
Tanken om at opholdet er begrænset i tid, medvirker for denne beboer til, at han bevarer modet. Den,
om end abstrakte viden om, at kommunens sagsbehandler, visitatorer og afdelingens personale er i gang
med at finde en vej ud af den aktuelle situation med konstante skift, og ind i en mere rolig og stabil, er
betryggende for ham og med til at gøre opholdet udholdeligt. Beboeren ser frem til en stabil tilværelse for
sig selv sammen med andre. Når han beskriver, hvordan han finder tryghed i, at der arbejdes på, at han
”[…] kan komme på.. beskyttet bolig eller et hjem eller sådan noget, hvor der også er andre, ikk’.. hvor jeg kan falde til
ro”, handler det i høj grad også om disse andre. På afdelingen kommer og går mennesker. Det er del af
hverdagen, når et navneskilt er fjernet fra en værelsesdør og en beboer ”er rejst”. Dette forhold er med
til at understrege oplevelsen af stedets transitagtige gennemstrømning. Det opstiller en ramme for de
sociale relationer, der i følelsesmæssig og praktisk forstand muliggøres og umuliggøres på afdelingerne.
Midlertidigheden gør på samme tid opholdet udholdeligt, men resulterer også i en situation, hvor beboerne
ikke kan og vil engagere sig i hinanden. Relationerne vil med stor sandsynlighed blive revet itu
af de flytninger, som er en fast bestanddel af hverdagen. Det beskrives af en beboer om ankomsten til
afdelingen:
interviewer: Hvordan tog de andre beboere imod dig?
informant: Jamen altså, der var jo bare kommet en ny der sad ude ved bordet,
ikk’.
interviewer: Ja.
informant: Sådan var det faktisk.
Det fornemmes, hvordan beboernes ind- og udflytninger er en selvfølgelig del af hverdagen, hvor den
interviewede ved sin ankomst havde følelsen af blot at være ’en ny beboer i rækken’. I uddraget nedenfor
berøres dette fra en anden vinkel, da samtalen går fra at være centreret om ønskerne for en fremtidig
bolig til at handle om gennemstrømningen af beboere (det tilsyneladende meget ledende spørgsmål fra
intervieweren relaterer sig til den foregående samtale).