Download PDF - Ensomme Gamles Værn

68 69
informant: Ja, så.. altså hen et sted.. fast, hvor man ved..
interviewer: Hvor man ved, hvem der er der, så man ikke knytter sig til folk, og så
flytter de?
informant: Ja. Ja, så.. altså nu.. det ved du også godt.. der er jo nogle få, sådan en
som Ole.. er jo en af dem jeg snakker.. meget med (’meget’ udtales tydeligt, red.).
Han har også boet her i lang tid.. altså, for ellers så flytter folk jo ud og ind.
På afdelingen er nogle få mennesker, informanten snakker mere end bare overfladisk med. Ole er en af
dem, hun har en nær relation til, og hun forbinder det tætte forhold med ideen om, at de begge har boet
i huset gennem længere tid. De har haft tid til at føle sig ind på hinanden og har desuden fundet hinanden
gennem en fælles interesse omkring indtagelsen af alkohol. En interesse som praktiseres uden for
huset, og som også har ledt til en form for romantisk forbindelse imellem de to. Den sociale konsekvens
af udskiftningen af beboere adresseres igen nedenfor.
informant: ”Men der er, som jeg også sagde, at der er jo stor udskiftning altså.
Man når lige at lære en at kende og så… flytter de.”
Udskiftningen italesættes som en barriere for et dybere kendskab og nære relationer imellem beboerne.
Nedenfor fortælles en lignede oplevelse gennem erindringen om det at ankomme til afdelingen.
interviewer: Hvordan er det at komme som ny i huset?
informant: Ja, det.. det er jo ikke så rart.. det er dejligt at møde nye mennesker,
men altså.. når man ved, at man skal kunne sammen med dem eller sådan.. fordi
der foregår alligevel så meget, som jeg ikke kan lide at være med til, ikk’. Som jeg
siger fra (overfor, red.). Det er også derfor, jeg er begyndt at tage mere ud for mig
selv. (pause 4 sek.).. så det var lidt underligt lige i starten.. vi snakkede ikke rigtig
sammen. Nogle var sådan mere ’goddav med dig og velkommen’ lige i starten, men
ellers ikke noget. Men de.. de er jo rejst nu, ikk’.
interviewer: Ja, der er meget udskiftning jo, selvfølgelig?
informant: Ja, der har været udskiftet undervejs, ikk’, der er kommet nye til. Men så
gør man det samme.. man byder dem bare velkommen og så.. så er det gjort, ikk’.
interviewer: Ja. (begge griner)
informant: Det.. det kan godt være, at det er lidt koldt, men sådan er det altså.
Hvor det i udgangspunktet kan være rart at møde nye mennesker, antydes det her også, hvordan det
føles som et pres, at man som ny beboer skal finde sig tilrette socialt med den aktuelle beboergruppe. De
bor tæt sammen på lidt plads, og ikke alle har samme interesser. Det resulterer i, at beboeren forlader
afdelingen, når det er muligt. Han beskriver, hvordan han i begyndelsen fandt det underligt, at beboerne
ikke snakkede sammen. Han giver udtryk for efterfølgende at have taget den generelle stemning og
velkomstpraksis, som beskrives i uddraget, til sig og giver nu nye beboere samme afmålte opmærksomhed,
som han selv modtog ved ankomsten. Informanten peger her på, hvordan manglen på forudsigelighed
resulterer i denne distancerede og afmålte velkomst af nye beboere. Han involverer sig ikke, da han ikke
ved, hvor længe en nyankommen vil bo på afdelingen, og derfor heller ikke, hvor længe hans eget navn
vil være at finde på døren til værelset. Vi kan her igen drage sammenligning til karakteristikken af Augés
ikke-sted, hvor kontakt, interesse og medansvar imellem mennesker besværliggøres. 57 Afdelingernes
midlertidighed og den gennemgribende transit-fornemmelse bærer dette vilkår med sig.
57 Jf. side 66.
HjeM-ligHed
Dette afsnit handler om, hvordan beboerne finder sig tilrette i de fysiske omgivelser på afdelingerne. Vi
skal se, hvordan de lokaler, som udgør en midlertidig bolig, indtages, og hvordan beboerne tænker om
sig selv i den, materielle ramme.
Den tyske filosof Martin Heidegger reflekterer i teksten ”Tænke bygge bo” fra 1951 over, hvordan vi
som mennesker finder os hjemme i verden og skaber et hjem (2000 [1951]: 33). Heidegger undersøger
slægtskabet mellem at bygge og at bo og viser gennem arbejdet med det tyske ord for at bo, wohnen,
forbindelseslinjerne til begrebet om at være (ibid.: 35-36). For Heidegger er det at skabe hjem og bolig et
eksistentielt forehavende, og han diskuterer, hvordan vores eksistentielle beboelse af verden sker gennem
en frembringelse og en ændring af det bestående – gennem et både konkret og metaforisk bygge- og
tilegnelsesarbejde. Som antropologen Tim Ingold peger på, stiller Heidegger sig herved spørgende overfor,
om huse i sig selv stiller en garanti for at de bebos (2000: 185). Ingold skriver videre, at Heideggers
spørgsmål kan omformuleres, således at der i stedet spørges: ”Hvad skal der til for at et hus bliver et
hjem?” (ibid.). Dette spørgsmål er relevant at stille på aflastningsafdelingerne, der på mange måder skal
fungere som beboernes hjem, i hvert fald faste base, i en kortere eller længere periode. Skal – kan – afdelingen
gøre sig ud for et hjem? Spørger man den tavse indretning af de fælles arealer, er svaret flertydigt.
De to daglig- og spisestuer på henholdsvis 4. sal og i stuen indeholder hver et identisk reolsystem, der
med deres brune flader sender tankerne i retning af en dagligstue holdt i en dansk indretningsstil fra
omkring 1960’erne. Begge stuer indeholder et stort og et mindre spisebord, et større fjernsyn med tilhørende
DVD-afspiller, og et ’blødt’ hjørne med henholdsvis to sofaer, en lænestol og kaffebord i den
ene, og en gruppe lænestole og et kaffebord i den anden. Borde og stole bærer stilmæssigt præg af at
være institutionsmøbler og vil med deres æstetiske udtryk sjældent være at finde i den private sfære. I
forbindelse med dagligstuen findes det lille køkken, som er personalets domæne. Beboerne er ikke tilladt
adgang til dette område og skal anvende en anden indgang til dagligstuen. Den lange gang som udgør
afdelingernes fysiske kerne er simpelt indrettet. Tæt ved afdelingernes indgange findes rygekabinerne,
som indeholder to stole og må befolkes af maksimalt tre beboere eller personaler på samme tid. Langs
gangens vægge findes gelændere som kan bruges af gangbesværede. Dekorationen på gangarealet er
simpel og består af enkelte plakater, en opslagstavle og de ofte farverige ’hjemmelavede’ navneskilte, der
pryder dørene til beboernes værelser. Ved ankomsten til en af husets afdelinger flytter nye beboere ind i et
af værelserne på den lange gang. Disse rum er møbleret på forhånd og består alle af det samme inventar:
en automatiseret seng, et bord med to stole ved vinduet og et møbel med et fjernsyn. 58 Dekorationen
på værelserne er sparsom og begrænser sig til en plakat eller et par billeder på nogle værelser og de bare
hvide vægge på andre. I det nedenstående interviewuddrag beskriver en beboer sin indflytning.
interviewer: Hvordan blev du modtaget?
informant: Fint. Ja ja, de kom ned og hentede mig nede på rampen.. og sagde
’du skal være her’, så fik jeg denne her pind her 59 .. ja, nummer 22.. så, ’jamen,
du skal bo her’, siger de så... det.. jamen hvad skulle jeg sige, du ved, jeg vidste
jo ikke sådan noget på det tidspunkt... så sådan var dét.
interviewer: Og så flyttede de dine ting ind eller...?
informant: Ja, jeg havde ikke så mange ting. Jeg har ikke så meget vel... men
altså...
58
Enkelte værelser har intet fjernsyn, hvilket ofte løses ved, at en beboer får indleveret sit eget apparat,
og at de så flyttes rundt internt på afdelingen.
59 “
Pind” bruges af beboeren til at omtale værelset.