Download PDF - Ensomme Gamles Værn

82 83
til sine perifere familierelationer og besværet med at holde disse ved lige og giver herigennem blik for,
hvordan fællesskabet på bodegaen har overtaget dele af de familiære sociale funktioner. 73 Han fortæller
desuden, hvordan det giver ham en god fornemmelse, at en bekendt har videregivet besked om hans
indlæggelse til fællesskabet på bodegaen.
[Interviewer refererer til tidligere samtale]
interviewer: Men det er da meget rart, tænker jeg, at du alligevel ved, at der er
nogen der har sendt besked til de mennesker, du kender på bodegaen?
informant: Jo jo.. det er også rigtigt.. og det ville være dejligt at kunne køre ned
og sige hej til dem.. ikk’.. og det kommer også.. det gør det.
Manden har mistet sin omgangskreds på et øjeblik som følge af en indlæggelse, og fællesskabet er stærkt
bundet til det fysiske sted, bodegaen og gaden. Det er derfor umuligt for beboeren at handle på sit behov
for selv at give besked om grunden til hans fravær – lige som han ikke får besøg af sine bekendte. Igen
fornemmes et håb og en underliggende tvivl, når han ytrer at: ”det ville være dejligt at kunne køre ned og sige
hej til dem.. ikk’.. og det kommer også.. det gør det.”
En variation over dette tema ses i en anden beboers beskrivelse af, hvad adskillelsen mellem ham selv og
lokalområdet betyder for hans sociale liv.
[samtalen handler om, hvad informanten har ændret siden indflytningen på
afdelingen]
informant: […] jeg plejer ikke at se fjernsyn om dagen, det gør jeg her. Så det
har jeg også lavet om. Jeg plejer at være meget udadvendt og tage op på den
lokale pub.. eller café, hvor jeg sidder med det samme hold klokken elleve og
et andet hold klokken to, som jeg har kendt i tyve år eller sådan noget. Så hver
gang jeg er hjemme, giver jeg mig lige en halv time eller tre kvarter til at tage
derop.. og besøge dem, der er, ikk’. Så.. ja, jeg har fået lavet mit sociale mønster
om.
En væsentlig forskel imellem de to beboere er, at sidstnævnte er i stand til at tage hjem og besøge fællesskabet
i pubben. Beboeren fortæller også i dette tilfælde, at det er mennesker, han har kendt gennem
en lang årrække, og som spiller vigtige roller i hans liv. Beboernes fysiske mobilitet og økonomi adskiller
dem, da den udadvendte beboer i er i stand til at betale sin egen kørsel med taxa eller anden transport.
Der kan altså også være økonomiske aspekter forbundet med sociale muligheder og begrænsninger.
I nedenstående uddrag ses, at vaner der ikke nødvendigvis er socialt rettede, også transformeres i mødet
med hverdagen og livet på afdelingerne.
informant: Jeg har også undret mig over, at der for eksempel ikke er ret mange
af pigerne, der strikker.. det kan godt være, at det ikke er så moderne mere,
men.. jeg har da en del veninder og de.. sidder da og strikker og sådan noget
ikke. Og laver de pæneste ting, ikk’.
interviewer: Ja, det er da rigtigt. Det ser man slet ikke.
73 En funktion som Oasen også besidder, se side 21.
informant: Nej, det ser man slet ikke her, det gør man ikke.. og heller ikke nogle
andre former for håndarbejde. Jeg gør det altså heller ikke selv, det er så en anden
side af det (griner). Jeg gør det derhjemme.. men det er også noget andet,
tror jeg. Og det kan være, at de har det på samme måde. Vi har ikke været inde
på emnet i detaljer.. hvorfor man ikke gør det.
Beboeren trækker her en skarp linje imellem, hvad der gøres derhjemme og på afdelingen. Hun giver
udtryk for at det er to helt forskellige verdener. Ved at reflektere over de andre beboeres aktiviteter og
ved nærmere eftertanke sin egen, bliver hun opmærksom på, at hun har efterladt beskæftigelsen med at
strikke derhjemme – at denne vane ikke er blevet en del af hendes afdelingsliv. Heraf ses, hvordan livet
på afdelingen er synonymt med brud på fundamentale vaner i hverdagslivet hos beboerne. At beboerne
tager ændringer på sig som følge af livet i en institutionaliseret hverdag, 74 ses også, når en mand beretter,
hvordan opholdet på hospital har fået ham til at stoppe med at ryge.
informant: […] jeg røg jo som en skorsten, før jeg blev indlagt.. jeg røg jo
næsten tredive i snit om dagen, og det er jeg så holdt op med.. og jeg har også
trangen, men.. ikke behovet, nej.
interviewer: Nå, det er da flot.
informant: Ja, ja.. jo, men det.. jeg har da også prøvet at holde op et par
gange, for man er jo godt klar over at.. det er jo usundt.. […] Jo, men det gibber
også lidt i mig en gang imellem, når jeg kører forbi derude (rygekabinen,
red.).. ’ahh, jeg kunne godt lige tænke mig en smøg nu’, ikk’.. men det, sådan
er det jo at være afhængig af det fordi man […], det er en vanesag hvad det
angår, ikk’.
Her skabes blik for at se, hvordan den indlæggelse, der ofte går forud for opholdet, ikke bare river beboerne
ud af deres fysiske og sociale miljø, men også udgør starten på en proces, hvor ændringer i det personlige
liv kan indfinde sig. I normativ forstand er ændringen positiv, da manden udmærket er klar over
rygningens helbredsmæssige konsekvenser, men det ses også, hvordan han tvinges til at tilpasse og tage
ændringer på sig i relation til de gældende ordner, han er blevet placeret i. Indlæggelsen fungerer som en art
pædagogik, 75 og de vanebrud, som sker på hospitalet, følger også de ældre mennesker videre på aflastningsafdelingen.
Det bliver altså, gennem personlige vaner som strikning og rygning, tydeligt, hvordan
beboerne må tage varige såvel som midlertidige ændringer på sig under et ophold på afdelingen.
74
Med institutionaliseret hverdag henvises til de komplekse forløb med indlæggelser etc., som afdelingslivet er en del af.
75
Schmidt 2006.