Download PDF - Ensomme Gamles Værn

62 63
”Ja altså, nu var der jo.. på det tidspunkt var der fem stykker, der var... sådan
meget, meget ramt og ikke kunne snakke og ikke kunne.. altså, så man havde
ikke noget at snakke om.. og dem som kunne snakke, de sad bare og passede
sig selv, fordi de havde siddet med det andet i flere måneder og havde givet op,
ikk’.. […] halvfems procent af dem, der er her nu, de husker som en si. Altså
næsten hver aften starter med, at der kommer en og siger ’nå, den kaffe den er
nok stærk. Er det fordi det er noget ny kaffe eller er den stærkere end i går’, og
så smager de sådan, ikk’ (gestikulerer med sin hånd). Sådan starter det hver
gang. Og så kommer der en og siger.. jamen det er nøjagtig det samme, og så
lidt efter ’nå, bor du også på Amager’, ikk’. Altså, det er det samme, der sker
hver aften.. Hver aften..”
Beboeren fortæller ved flere lejligheder, hvordan han har brug for flere intellektuelle udfordringer i hverdagen
og nævner her spillet skak som en mulighed. Men i den aktuelle beboersammensætning er der
ikke andre med samme ønske. Som beboeren antyder, handler det både om de andres sociale og fysiske
formåen, men også om den stemning eller tradition, der er på afdelingen, og som nye beboere socialiseres
ind i. Mere om dette følger i et senere afsnit, og her vendes tilbage til beskrivelserne af hverdagen.
interviewer: Hvordan går en almindelig hverdag for dig?
informant: Ja, hvordan går den, altså.. jeg følger de der regler der, ikk’. Altså jeg
overtræder dem ikke i hvert fald. Og hvis der er noget, jeg er utilfreds med, så
nævner jeg det. Og det tager de også pænt. Og så går jeg ture og har samtaler
med nogle af beboerne, man kan tale med, ikk’. Jeg gør det så alsidigt som
muligt.. og så nogle gange, så har jeg bare lyst til at være mig selv, og så går jeg
herind.. så ligger jeg og læser. Ja, det er så mange gange.. jeg kan godt lide at
læse faglitteratur.. og en god kriminalroman en gang imellem. Ja, det er sådan
set, hvad dagen går med.
interviewer: Så du prøver at veksle lidt så..
informant: Ja, så det ikke bliver for ensformigt, fordi at det kan det meget
hurtigt blive, ikk’. Hvis man ikke gør noget selv. Netop fordi der ikke er nogen
aktiviteter. Der var en dag.. hvor jeg tænkte ’nej, nu skal der altså ske noget’..
helt åndsvagt, noget der ikke plejer at ske.. og, ja nu er det godt nok et stykke
tid siden, men det er lige meget.. så sagde jeg.. ’os som drikker cola, skal vi ikke
gemme colaflaskerne, så laver jeg en stor kugle, jeg har lært’, den ligger derinde,
af avispapir... ’og så kan vi gå ud på gangen’.. så satte vi de her colaflasker for
enden, og så stod vi i den anden ende, og så bowlede vi. (begge griner).
Ja, et eller andet skulle der jo ske, ikk’. Jeg kedede mig og.. og så tænkte jeg
’nej, fandeme, nu laver jeg dét’, og så var pigerne med på den. Der var noget af
personalet der sådan, kiggede lidt skævt, ikk’, men de sagde ikke noget.
Her ses, hvordan en beboer finder måder at udfylde tiden på. Hun går ”ture og har samtaler med nogle af
beboerne, man kan tale med […]” – altså de mennesker som hun kan identificere sig med, har interessefællesskaber
med, og som endelig evner at gøre noget. Beboeren fortæller også, hvordan værelset fungerer
som et refugium, der kan anvendes til at komme på afstand af andre beboere og ansatte. Det nævnes
flere gange af beboerne, at de fortrækker til deres værelser i kortere eller længere perioder af dagen.
Hos personalet findes tanken om at beboerne skal beskæftige sig selv:
interviewer: Og hvordan i forhold til at beboerne skal aktivere sig selv, som du
sagde før... der foregår ikke noget ellers?
ansat: Nej, vi har én der er frivillig i øjeblikket.. og hun kommer så nogle gange,
jeg tror det er to gange om ugen, og så går hun ture med nogle af dem eller
også sidder hun og snakker med beboerne inde i dagligstuen. Her i weekenden
var personen på besøg, hvor vi sad og spillede kort sammen, det var faktisk
rigtig hyggeligt, og mange af beboerne nød det faktisk så.. men ellers så.. de
er jo velkomne til at have noget computer med her.. have fjernsyn med, læse
bøger.. hvad de nu kan finde på, ikk’.
Beboerne skal altså aktivere sig selv. Gennem beskrivelsen af en selvskabt aktivitet, og i dette tilfælde med
et socialt sigte, idet andre beboere inviteres til at samle colaflasker og deltage, ses, at simple ideer kan
bringe glæde ind i hverdagen. Det fornemmes, hvordan små brud værdsættes i den meget rutineprægede
hverdag. Det understreges fx af beboerne, at en ’hyggeaften’; samling omkring tv-programmet ’Bingobanko’,
og det dertil knyttede sociale samvær, er en enkeltstående begivenhed, der betyder meget. Det
samme træder frem i feltarbejdets start, da der en eftermiddag bliver igangsat en leg. En ansat tager en
’faldskærm’ frem fra et depot og initierer legen, hvor de tilstedeværende beboere, fordelt rundt langs
skærmens kanter, bevæger en bold på skærmens bølgende stof. Aktiviteten bringer mærkbar glæde og
ansporer til højlydte grin og en mere livlig samtale, end det ellers er iagttaget i opholdsstuen. Faldskærmslegen
denne eftermiddag er den eneste igangsatte aktivitet, der er observeret under feltarbejdet.
Den beskrevne, selvskabte aktivitet ’flaske-bowling’ kan, i forlængelse af den måde som personalet væves
ind i fortællingen på, næsten fremstå som en kommentar til de udeblivende tilbud, som mange af de
interviewede beboere ytrer ønske om. Men også selvskabte aktiviteter på afdelingerne ses sjældent eller
i perioder, på de to etager. I undersøgelsens første uger spiller to beboere på fjerde sal, lejlighedsvist
suppleret af en tredje, Ludo en eller flere gange om dagen. En gruppe beboere fra denne afdeling har
ligeledes fundet sammen om daglige gåture i lokalområdet. De to aktiviteter befinder sig på grænsen til
at være selvskabte, da de er hjulpet på vej af en frivillig, der for en periode har et par ugentlige besøg på
den ene afdeling. Der kan derfor nærmere tales om, at beboerne har taget imod et tilbud fra en udefrakommende
og derefter selv ’vedligeholder’ aktiviteten.
Som antydet i afsnittets første uddrag er fænomenet tidsfordriv, 52 eller ideen om at holde kedsomhed og
stilstand på afstand, en væsentlig del af det daglige liv på afdelingerne. I afsnittet er beboernes taktikker
til at omgå kedsomhed, oplevelse af stilstand og lurende ensomhed beskrevet. Både isolerede og sociale
praktikker tjener dette formål. Det kan måske virke voldsomt at få en sådan erkendelse præsenteret så
tidligt i denne del af rapporten, men det er ikke desto mindre, og som vi vil studere nærmere i det følgende,
en central del af at forstå beboernes hverdag på afdelingerne.
52 Dette i begrebets mest neutrale og deskriptive forstand – fordrivelse af tiden.