Download PDF - Ensomme Gamles Værn

64 65
Nedenfor inddrages en sidste beskrivelse af hverdagen, som vil bringe os i retning af næste afsnit.
interviewer: Hvordan går en almindelig hverdag her i huset, hvordan ser den
ud for dig?
informant: Den går trægt, den går langsomt, den er besværlig..
interviewer: Nå, hvordan besværlig?
informant: Ja... altså, man har svært ved at få tiden til at gå... og man tager hele
tiden kontakt til de myndigheder, som skal sørge for ens sag og bopæl... og det går
der meget tid med at tænke på. Man bliver passiv og... ja, man bliver passiv.
Uddraget bidrager til synliggørelsen af tiden på afdelingen som træg. Beboeren finder sin hverdag langsom
og besværlig og har ”svært ved at få tiden til at gå”. Men der bringes også et forhold på banen, der
endnu ikke er behandlet, nemlig oplevelsen af at befinde sig i en sårbar position imellem systemer og
boliger. Det handler næste afsnit om.
at beFiNde Sig i eN traNSit-tilStaNd
Aflastningsafdelingerne er karakteriseret ved at have midlertidigheden som et uomgængeligt vilkår. Midlertidigheden
gør sig gældende i flere henseender, fx når det kommer til stemningen på afdelingerne, hvor
der er en konstant skiftende beboersammensætning. Målet med beboernes indflytning er, allerede fra
den første dag, deres udflytning. De bor på afdelingen som del af en proces, der handler om at finde
enten aflastning for en periode eller en mere permanent, og i forhold til beboerens kapaciteter, passende
løsning på deres bo-situation. De skal alle videre, hvad enten vejen går tilbage til egen lejlighed eller videre
ud i et bofællesskab, en beskyttet bolig, plejebolig eller et lignende institutionstilbud. I dette afsnit
skal vi se, hvordan beboerne er i en slags transit under opholdet på afdelingen.
[samtalen handler om beboerens egen lejlighed og de besværligheder der er
oplevet her]
informant: Ja, men det var noget lort. Jamen, det var, fordi at jeg ikke kunne
komme ned ad trappen jo. Så når jeg først var blevet lukket inde deroppe, så
måtte jeg være der.
interviewer: Ja, i lejligheden. Den gamle lejlighed?
informant: Ja.. jeg har den endnu. (pause ca. 4. sek.) Jeg håber sgu ikke, jeg
skal tilbage dertil.
interviewer: Nej, det er der vel ikke klarhed over endnu?
informant: Nej, de ved ikke, hvor de skal anbringe mig.. det tror jeg ikke i hvert
fald.. nej.
Vi ser, hvordan livet på afdelingen består af en række usikkerheder. Gennem fortællingen om den lejlighed,
hvor beboeren har boet en årrække og åbenlyst ikke finder sig tilpas i, kommer samtalen til at handle om
hans livs uforudsigelighed. Han er, som mange af beboerne, flyttet ind på aflastningen efter et længere
hospitalsophold. Beboeren fortæller gentagne gange, hvordan lejligheden i et af Københavns kvarterer
ikke kan udfylde hans behov for en passende bolig, da han er socialt afhængig af at kunne bevæge sig ud
for at møde andre mennesker, men ikke selv kan komme på gaden. 53 Blandingen af social isolation, et
misbrug af alkohol og andre substanser og diabetes var, ifølge beboeren selv, direkte medvirkende til en
række hospitalsindlæggelser. Da der spørges til grunden for hans ophold på afdelingen, svarer han:
53 Jf. Andersen, Bilfeldt & Jørgensen 2012: 96-97.
informant: Ja.. ja, men det er også en sjov historie. Det var, fordi Bispebjerg
(hospital, red.).. de var trætte af at se mig på alle de der indlæggelser.. så de
satte det forløb i gang her, som gør, at jeg er her.
interviewer: Fordi du havde været meget indlagt i en periode eller hvordan?
informant: Ja.. jamen, jeg har været indlagt tonsvis af gange.. gerne i forbindelse
med min insulin og alt det der.. ja, og så druk.. jeg er jo en tørstig sjæl. Det
har du opdaget.
Det handler for beboeren altså om et kompleks, der består af afsky for en lejlighed, der repræsenterer en
række begrænsninger i forhold til sociale forbindelser, fysisk og social mobilitet. Han fortæller ved andre
møder, hvordan indlæggelserne har fungeret som åndehuller fra livet i den lille lejlighed. Hvordan han på
hospitalet er vågnet op fra bevidstløse tilstande med en lettet følelse af at have undsluppet døden, men
også sluppet fri af den isolation, som han oplevede i lejligheden, og som efter hans egne udsagn, udgjorde
en del af årsagen til det massive brug af alkohol og substanser. Vi har altså at gøre med en mand,
som har levet en pendlertilværelse imellem et hjem, der ikke fungerede for ham, og utallige indlæggelser.
Ifølge beboerens beskrivelser får systemet øje på dette misforhold og igangsætter derfor forløbet på
aflastningsafdelingen. Vi ser altså en fortumlet tilværelse imellem hjem og hospital blive overtaget af en
langt mere stabil tilværelse på aflastningsafdelingen. Men det er til stadighed en tilværelse, der er karakteriseret
ved en gennemgribende uvished om fremtiden. Dette for aflastningen karakteristiske forhold
beskrives af en anden beboer på følgende måde.
informant: Jeg var glad, sådan lige da jeg flyttede ind.. fordi det er jo pænt, ikk’. Og
her er rent.. og personalet er også søde og rare, bestemt. Men som sagt, de kan jo
ikke gøre noget, de kan jo kun passe deres administrative arbejde og.. se til, at man
ikke ligefrem falder om og alt sådan noget, ikk’. […] Da jeg flyttede ind, der var jeg
faktisk glad for det. Fordi der havde jeg lige været indlagt.. og der var jeg træt af at
være til sidst, der havde jeg gået og ventet på en plads her.. så jeg var glad, lige da
jeg flyttede ind. Men som tiden er gået, er det altså blevet mere og mere surt.
interviewer: Fordi det er det samme og det samme? (ref. til informantens
beskrivelser tidligere i interviewet)
informant: Ja ja. Det er en trummerum, man kommer ingen vegne i livet jo.
interviewer: Så den ene ventetid på hospitalet blev afløst af en ny ventetid?
informant: Ja. Ja, lige nøjagtigt. Det gjorde den nemlig.
Beboeren beskriver, hvordan han den første tid på afdelingen var glad for opholdet. Men i længden kan
renhed, orden og flinke ansatte dog ikke holde ham tilfreds. For ham handler det om at komme videre,
om at finde et sted, hvor han kan falde til ro og få stabilitet i sin hverdag. Når han i uddragets første del
siger om personalet, at ”de kan jo ikke gøre noget”, er det på ingen måde en kritik af deres arbejde, men et
udtryk for frustrationen over en udeblivende afklaring af hans sag. Denne uvished taler han meget om i de
mange samtaler, jeg har med ham under feltarbejdet, og det må derfor betragtes som noget, der har stor
betydning. Personalet er her de af systemets repræsentanter som er nærværende i hverdagen, men de er
ikke beslutningstagere i forhold til hans fremtid. Tiden på afdelingen bliver til ventetid, fordi opholdet skal
munde ud i en flytning til noget andet og derfor bliver en mellemstation. Opholdet er synonymt med behovet
for et fast sted at bo, som netop ikke er afdelingen. Beboeren befinder sig i en marginal position, hvor han
ikke er i stand til at gøre noget for at påvirke sin egen livssituation. Han er på afdelingen placeret i et limbo, 54
hvor han er nødt til at læne sig tilbage og afvente, at systemet arbejder og træffer beslutninger.
54 Jf. Victor Turner som er inddraget i det foregående kapitel. Se side 42.