Download PDF - Ensomme Gamles Værn

36 37
brugere med et behov for ’plads omkring sig’, er denne balancegang central i det daglige. Mange indfinder
sig ved lokalets borde alene eller de er med i større forsamlinger uden at bidrage verbalt. For disse
mennesker vil et ’hej’ ved ankomst og et ’vi ses’ ved afgang udgøre det meste af den verbale interaktion
under de daglige besøg.
Det er gennem analysen synliggjort, at meget små hændelser, en kortvarig samtale med en medarbejder
eller en anden bruger, kan have stor betydning for folk i en ensom og socialt udsat situation. Dagen kan
vendes til det bedre som følge af en kort interaktion, vekslede blikke eller personer, der kender ens navn
og hilser.
geNSidigHed Og udVekSliNg
I de følgende afsnit ses nærmere på, hvordan brugerne i forskellige variationer hjælper sig selv, samtidig
med at de yder hjælp til andre. Hverdagen er vævet sammen af en myriade af små, og ved første øjekast
ubetydelige, sociale og praktiske transaktioner. Gennem deres tilstedeværelse og engagement i værestedet
over tid etablerer brugerne små opgavemæssige ’territorier’, som har deres funktion i, og til ære
for, fællesskabet. Dette fænomen handler i al sin enkelhed om udveksling. Oasen kan beskues som en social
arena, hvor denne udveksling kan foregå. Nedenfor analyseres, hvordan brugerne anvender såvel stort set
skjulte som direkte og åbenlyse måder at vise omsorg over for hinanden og markere deres tilhørsforhold
til værestedet.
usynlig omsorg
I dette afsnit adresseres de upåagtede handlinger, som er iagttaget i værestedet. Det empiriske materiale
indeholder talrige eksempler på variationer af denne form for omsorg. Her følger et par af disse eksempler:
Scene:
En bruger er meget orienteret imod at bistå den daglige oprydning i værestedet – dette er
mest udtalt umiddelbart op til værestedets lukketid. Her flytter han borde og stole til deres
rette plads, dette gerne med en udmålt nøjagtighed. Askebægre fra bordene i ryger-afdelingen
tømmes, og enkeltstående glemte kaffekopper flyttes fra bordene til opvaskebakken
på et rullebord i værestedets køkken, hvor der somme tider også hentes en klud til at tørre
bordene af med. Sammen med disse praktiske indslag iagttages en udtalt iver for at sige
’farvel og tak for i dag’ til det personale, der står for lukningen af værestedet. Det lille ritual
får gennem de mange gentagelser karakter af et behov for at ’bringe tingene tilbage til den
tilstand de var i, da stedets døre blev åbnet med dagens start’, for at hjælpe til med at gøre
lokalet klar til næste dag – for at vise taknemmelighed ved at runde dagen af. Manden er
en af de faste brugere og kommer i værestedet langt de fleste af ugens dage.
Scene:
En ældre mand, der kommer i værestedet et antal gange om ugen, bringer ofte en stak gratis-
aviser med sig. Umiddelbart efter ankomsten fordeles tryksagerne ved bordene i lokalet.
Han er gerne tidligt på færde og den gestus, som den sagte fordeling af dagens avis udgør,
bevidnes ikke nødvendigvis af andre brugere. Næsten umærkeligt bevæger den ældre herre
sig fra bord til bord med sine anonyme bidrag til dagens øvrige besøgende og den debat, der
senere vil udfolde sig ved bordene.
I de to scener kan identificeres en hensyntagen til og en fornemmelse for de andre brugere. De beskrevne
handlinger er sociale i deres sigte – de henvendes til andre, uanset hvor anonyme og afdæmpede de må
forekomme. I den første scene ses, hvordan brugeren markerer et tilhørsforhold ved at værne om og
passe på stedet. Han fremstår i mange sammenhænge som en stilfærdig person og kan i sociale situationer
opleves som indadvendt og tilbagetrukket. 26 Ved at beskue hans handlinger som socialt rettede og
kommunikative ses derimod, hvordan de daglige bidrag til oprydningen udgør en gestus til fællesskabet.
Han involverer sig selv i en vedligeholdelse af værestedet gennem hilsner og bidrag, der adresserer fællesskabets
velbefindende. Det samme gør sig gældende i anden scene, hvor aviser fordeles på stedets
borde. Gratisaviserne er yderst vigtige, fordi de bringer stof til mange af dagens samtale- og debatemner,
men de placeres her som en art anonyme gaver med fællesskabet som modtager. Handlingen gøres af
en bruger, som har en perifer rolle i værestedets sociale grupperinger. Han sidder ofte for sig selv på
den samme plads, ved bordet under de høje vinduer mod gaden, han hører dårligt og ses sjældent, eller
yderst kortvarigt, i verbal interaktion med andre brugere.
Den franske sociolog Marcel Mauss beskæftiger sig med gavegivning og reciprocitetens, gensidighedens,
væsen (2000 [1950]). Mauss viser, hvordan udveksling af gaver er med til at etablere og bekræfte sociale
bånd imellem mennesker, og at en modtaget gave altid må gengældes. Udveksling af materielle
genstande og symboler er et vigtigt element i vedligeholdelsen af samfund og fællesskaber. Ved at overføre
denne tænkning på eksemplerne ovenfor, ser vi, hvordan brugerne ’giver tilbage’ til fællesskabet
og værestedet. Ved at tænke med gensidighed som forståelsesramme for de beskrevne handlinger, ser vi,
hvordan brugerne udveksler konkrete og metaforiske gaver, og dermed træder værestedet som en social
udvekslingsarena frem.
Den amerikanske socialpsykolog George Herbert Mead opererer med begrebet den generaliserede Anden
(2005 [1934]) i bestræbelse på at vise, hvordan menneskers kommunikation og handlinger altid er
socialt privilegeret, dvs. altid har et socialt sigte. Meads mener, at vi tilrettelægger og tilpasser vores
handlinger i overensstemmelse med en fornemmelse for de modtagere vi, abstrakt, anonymt eller ansigttil-ansigt,
berører med disse handlinger. Dette er repræsenteret ved ideen om den generaliserede Anden
som skal forstås som et fællesskabs eller et samfunds generaliserede normfigur. Det beskrives ovenfor,
hvordan mændene træffer, eller tavst tiltaler, værestedets aktører, brugere og ansatte i en form, som er
svær at få øje på, da bidragene er forsigtige og diskrete og derfor utydelige i det daglige. Med Mead bliver
disse gestus til kommunikation, idet de to brugere hver har fundet et sprog – et middel til at nå disse vigtige
Andre i hverdagen, som matcher deres egne kommunikative kompetencer, lyst og behov. Hvor nogle ville
rette en hilsen, skrive et brev eller fortælle med et klap på skulderen, gør de to mænd brug af en kommunikationsform,
der gør noget materielt til symbol på tilhørsforhold og hengivenhed. De indtager derved
en plads i stedets sociale orden, som de også selv bidrager til.
åbenlys omsorg
Men også en åbenlys praktisering af omsorg er del af hverdagen i værestedet. Nedenstående scene giver
indblik i dette fænomen.
Scene:
En kvindelig bruger har en udadvendt og social rolle i værestedet. Det betyder, at hun
kender og taler med stort set alle, der kommer her. Kvinden fortæller, at en vigtig del
af hverdagen for hende handler om at sikre, at andre brugere har det godt. Hun har i
perioder haft frivillige opgaver på stedet, men er i månederne, hvor feltarbejdet foregår,
hovedsageligt bruger.
26 Men er i høj grad også talende og verbalt engageret i gruppen ved ’ryger-bordet’.