Download PDF - Ensomme Gamles Værn

38 39
Hvor de sociale gestus er materielt repræsenteret hos de mandlige brugere ovenfor, ser vi hos kvinden her
en mere direkte og praktisk rettet social tilgang til kommunikationen. Kvinden er talende, opsøgende og
udviser synlig interesse for værestedets daglige brugere. Hun fungerer som en social figur, der er i stand til
at skabe kontakt mellem stedets øvrige brugere, mellem både nye brugere og folk, der er ’gamle i gårde’,
og fungerer ofte som bindeled imellem stedets sociale grupperinger. Hun fortæller om sig selv som en person,
der tager sig af andre, når de har brug for social og eksistentiel støtte, og hun har en erfaringsmæssig
ballast at trække på. Hendes bidrag og omsorg uddyber hun i et interview på følgende måde:
informant: Og jeg tror også, at jeg har et eller andet omsorgs-gen for andre.
Hvis der er nogle andre, der har det dårligt og sådan noget, så kan jeg jo ikke dy
mig, så skal jeg jo prøve, om jeg ikke kan gøre det lidt bedre, ikk’ (griner).
interviewer: Og hvordan bruger du det her?
informant: Altså.. jamen det er, hvis der er nogle der sidder med et eller andet..
socialt problem.. hvor jeg måske kan.. gi’ nogle ting.. og sige ’jamen prøv at
gøre sådan’.. og ’hvis I gjorde sådan, så kunne det jo godt være at I kunne.. få
noget ud af det’.. også med systemet og sådan noget der.. altså, som jeg siger..
jeg kæmper meget nogle gange. Og har gjort det i mange år faktisk […].
Værestedet fremstår her også som et rum, hvor der deles livserfaringer, og hvor mennesker mødes og reflekterer
over deres livs baggage sammen. Mange brugere er fysisk, psykisk eller socialt udsatte og har på
forskellige måder levet meget af deres liv på samfundet og familiens kanter. Derfor er der også en udtalt
forståelse over for komplekse erfaringer med fx stofmisbrug, alkoholisme og andre former for sociale
og fysiske udfordringer brugerne imellem. Erfaringer fra disse begivenhedsrige liv deles ved bordene i
lokalet, og der er en udpræget og tydelig opmærksomhed over for de andre brugeres velbefindende i alle
henseender. Det uddybes af kvinden nedenfor.
informant: […] vi er der jo altså for hinanden, hvis der er nogen, der er kede af
det eller syge eller sådan noget, ikk’. Så kan vi ligesom.. bakke vedkommende
op, ikk’.
interviewer: Ja. Hvordan kommer det til udtryk?
informant: Jamen hvis.. vi lægger jo mærke til hinandens helbred.. meget.. også
hvis der er nogen, der ikke kommer i et stykke tid, og vi ved, at de plejer at
komme her hver gang. Så lægger vi jo mærke til det, og så siger vi til hinanden,
at ’gad vide om vedkommende er syg eller et eller andet?’. Og nogle gange
finder vi ud af, hvordan vi kan finde ud af, om vedkommende er syg og sådan
noget.
Uddraget beskriver den sociale opmærksomhed over for andre brugere som en vigtig del af engagementet
i hverdagen i Oasen. Brugerne ’holder øje’ med hinandens velbefindende og trivsel. Beskrivelsen
underbygges af observationer ved bordene i rummet. Talrige samtaler omhandler brugere, som ikke har
vist sig i værestedet i en periode. Samtalerne opstår i forlængelse af én brugers artikulerede undren over
en anden brugers fravær. En sådan samtale indledes typisk med et: ’Er der nogen der har hørt fra Otto?
Han var her ikke i går’. Det fortælles af en anden bruger på følgende måde:
”[…] fordi, hvis man nu af en eller anden grund ikke er her en enkelt dag, ikk’,
så når man kommer den næste dag, så siger de: ’hvor fanden har du været
henne af, har du været syg eller..’”
Der føres også længere samtaler om folk, der ikke kommer i værestedet for tiden eller som har været
fraværende over en længere periode. De tilstedeværende deler deres viden og iagttagelser med hinanden
og stykker herved et billede sammen om de fraværende. Det er flere gange iagttaget, hvordan der samles
en art socialt puslespil ved hjælp af de ’brikker af viden’, som deles omkring bordene. Ved flere lejligheder
har der været ført samtaler om en meget vellidt person, som ikke længere kommer i værestedet. De tilstedeværende
skaber sammen en fælles fortælling om dette menneske. Én har mødt ham på Nørrebrogade
og fortæller, at han så bleg ud. En anden bidrager med, at han ’da også fejlede noget med galdeblæren’.
Gennem samtalen bearbejdes det ’tab’, fællesskabet har lidt. På samme tid bekræftes de sociale bånd,
og fornemmelsen af, at ’folk bekymrer sig om hinanden’, sættes i tale brugerne imellem. Delingen af
viden om de fraværende kan altså ses som handlinger, der adresserer flere elementer i det sociale. Her ses
vigtigheden af de relationer, som er blevet knyttet i værestedet, men siden er blevet perifere eller decideret
ophørt. Ved at anvende den fraværende udtales og demonstreres viljen til omsorg direkte imellem de tilstedeværende.
Deltagerne i disse samtaler konstruerer i samme bevægelse en fortælling om sig selv som:
’mennesker der tager sig af andre’. Herved bliver fællesskabet, og den omsorg som ligger immanent i de
daglige brugeres gensidige opmærksomhed, tydelig. Fortællingen om et fællesskab, der interesserer sig
for de enkelte brugere, gentages – og bliver derved også del af den vished og tryghed, der for brugerne
knytter sig til værestedet.
POSitiONer i eN uFOrMel SOcial OrgaNiSatiON
I de følgende afsnit skal vi se nærmere på sociale positioner i værestedet betragtet som et socialt landskab.
Det har sine særlige rutiner og systemer, som kommer til udtryk gennem en uformel social organisation,
og heri bliver en række positioner mulige. Over tid har faste brugere indtaget og fået tildelt positioner,
som knyttes til deres person, men positioneringen foregår også fra dag til dag, time til time. Som beskrevet
ovenfor, kommer nogle brugeres handlinger og væsen eksplicit til udtryk i lokalet, mens andre er mere
tilbageholdende i deres måder at give deres socialitet til kende på.
Social positionering
I det følgende er ambitionen at beskrive de mest iøjnefaldende og markante sociale positioner, som er
iagttaget gennem feltarbejdet. Dette gøres for at skabe indblik i de måder, som værestedets fællesskaber
og det der tidligere er kaldt sameksistensen, fungerer på. Hvor et traditionelt sociologisk rolle-begreb 27
kan have tendens til at fastholde sociale aktører i bestemte mønstre, giver positions-begrebet plads til at
se, hvordan mennesker konstant forhandler, indtager og placeres i en given social position. Den oftest
uformelle, sociale organisering er af omskiftelig og dynamisk art.
Nedenfor er Oasens mest fremtrædende sociale positioner beskrevet, som redskab til at analysere stedets
dynamik. Positionerne er konstruktioner, dvs. at kategorierne er analyseret frem af empirien. Som
beskrivelser trækker de på stedets brugere, deres måder at indgå i sammenhængen på, men de er ikke
beskrivelser af konkrete mennesker. Denne tilgang vil give indblik i, hvordan stedets aktører manøvrerer
rundt i det sociale landskab, og i fællesskabernes præmisser i det daglige.
Den erfarne er en tydelig social position som indtages af en række brugere i hverdagen. De er kommet
på stedet gennem længere tid og har derfor en uformel anciennitet og autoritet at trække på. De fremhæver
ofte deres store erfaring med og kendskab til værestedets daglige liv og rutiner.
27 Her tænkes fx på den amerikanske sociolog Erving Goffmans arbejde (1959).