Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

Trin to er, at læseren søger at komme med alternative tolkninger. Alternativerne vil til en vis grad
være kontradiktoriske med, hvad det bogstavelige udsagn synes at sige.
Læseren må som det tredje trin vurdere den implicitte forfatters viden eller holdninger. Læseren
vurderer her den implicitte forfatters karakter, situation og mulige hensigter. Man skal være
opmærksom på, at de to første trin ikke kan bestemme, om en påstand er ironisk; man skal som
læser gøre sig klart, om det er plausibelt, at det man afviser, også bliver afvist af forfatteren.
Det er væsentligt at gøre sig klart, at den holdning man som læser beslutter sig for at indtage her kan
gå i mange retninger. Man kan således ikke være sikker på, at ens rekonstruktion stemmer overens
med den implicitte forfatters intention. Ironi bliver dermed et usikkert virkemiddel at bruge, en
problematik Booth ikke selv nævner.
Det fjerde trin er, at læseren, efter at have vurderet forfatterens holdninger og viden, kan beslutte
sig for en ny mening.
Med denne model er det vigtigt at holde sig trekantsforholdet mellem læser, fortæller og den
implicitte forfatter for øje. Især forholdet mellem læseren og den implicitte forfatter rummer mange
problematikker, som Booth ikke levner meget plads. Først og fremmest er der problemet med at
identificere ironi, som kræver at læseren kan identificere sig med den implicitte forfatters
holdninger. Her er der fare for, at læseren enten overser ironi eller projicerer egne værdier ind i
værket, og dermed finder ironi, hvor der ingen er.
I en succesfuld rekonstruktion skabes en intimitet mellem forfatter og læser, hen over hovedet på
fortælleren. Der opstår en indforstået overenskomst mellem de to om, at man ikke kan sætte
lighedstegn mellem fortællerens og den implicitte forfatters synspunkter. Der etableres samtidig
også en distance mellem den implicitte forfatter og fortælleren, da det er tydeligt, at fortælleren og
den implicitte forfatters holdninger ikke er de samme.
Ved at læse og forstå ironiske tekster, skabes altså også en følelse af at være en del af en særlig
udvalgt gruppe, og ironi bliver således et magtfuldt virkemiddel. Der er altså et bånd mellem
læseren og den implicitte forfatter (Booth 1987: 304).
22