Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

Det gør sig ligeledes gældende for Andreas, at han er mindre civiliseret, skønt det er på en anden
måde. Andreas ligger ikke under for gældende normer. Han horer, drikker og er krybskytte. Denne
måde at være ”vild” på tiltaler det oplevende jeg, for Andreas er manden som kan betvinge både
vildtet og kvinderne. Det fortællende jeg opfatter således også fiskerkonen som et stykke vildt, som
skal fanges og betvinges.
Den egentlige historie indledes med ordene: ”I disse Naturomgivelser og mellem disse Mennesker
skulde jeg opleve et ret mærkeligt Æventyr” (Pontoppidan 1999: 345). Ordet ”Æventyr” antyder en
stor oplevelse på de vilde vover, som er forbundet med en vis risiko. Det fortællende jeg opfatter da
også oplevelsen som risikofyldt og spændende, og slutningen indikerer, at hans eventyr ikke har
været uden omkostninger. Dog sidder man som læser med fornemmelsen af, at det ikke er så vildt
endda. Nok kan fjorden være farlig i stormvejr, men ellers er naturen her ganske blid. Ligeledes er
krybskytten Andreas langt fra så vild og uciviliseret, som det fortællende jeg vil gøre ham til,
hvilket er evident i slutningen. Yderligere er fiskerkonen ikke et stykke vildt, men en voksen kvinde
som kan gennemskue ham og sætte ham på plads. Dermed kan titlen på romanen forstås ironisk.
Hvis læseren ser, at titlen er ironisk, kan det blive betragtet som et fingerpeg om, at der også er ironi
på spil i resten af romanen. Hermed bliver titlen en paratekstuel advarsel til læseren.
Titlen kan på den ene side være et udtryk for fortællerens forståelse af sit eventyr, på den anden side
kan det være den implicitte forfatters advarsel til sin læser om, at der er ironi på spil i romanen og
der er således tale om en titel, hvis betydninger er særdeles tvetydige.
Fortælleren – Den sværmende romantiker
At vi har at gøre med en overfladisk fortæller kommer til udtryk flere gange i romanen. Det er
tydeligt i det oplevende jegs besættelse af tøj og grej, og i det fortællende jegs beskrivelser af såvel
sit eget tøj som andres. Det oplevende jeg klæder sig ud som fisker:
”Udstyret med en islandsk Faareuldstrøje, Søstøvler og en tjæret Sydvest [...]” og ”[...] en Samling forskellige
Fiskestænger foruden alle Slags moderne Mede-Redskaber, saasom kunstige Fluer, Nikkelhager, Tvekroge
o.s.v. – [...] og tillige forsynet med rigelig Tobak, et Fyrtøj, en Vandkikkert og en stor Beholder til Fangstens
Opbevaring [...]” (Pontoppidan 1999: 349-350).
30