Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

”En lille Skovsø tæt ved Bredden benævnede jeg »Almas Øje«. En ensom Hængebirk, der stod ude paa
Spidsen af en lille Pynt og hver Dag forgyldtes smukt af Aftensolen, kaldte jeg »Jomfrulok« [...]
” (Pontoppidan 1999: 348).
Det fortællende jeg beskriver på samme side fuglenes sang således: ”Oppe fra de krogede Grenes
Pulpitur lød hundrede smaa Korsangeres Hosianna; og som et Orgelbrus drog Lyden af Vindene hen
gennem de høje Kroner” (Pontoppidan 1999: 348). Der er tydelige religiøse referencer i citatet,
naturen er et kirkerum og fuglene jubler til himlen. Det oplevende jeg lader sig ekstatisk rive med af
sin egen følelse af højtidelighed, men at der er tale om en overfladisk betagelse som hurtigt
mindskes eller helt forsvinder, bliver tydelig ved, at han allerede en side efter er træt af fuglenes
larm:
”Selv i mit »Tempel« vilde Andagten ikke længere indfinde sig, og jeg irriteredes af Fuglene, fordi jeg
efterhaanden opdagede, at de i Grunden skingrede præcis paa samme dagligdags Maade her som
hjemme omkring mine Forældres Villa ved Frederiksberg Have” (Pontoppidan 1999: 349).
Misforholdet mellem jegets to opfattelser af fuglene bliver en psykologisk fortællerkommentar, som
karakteriserer det oplevende jeg, men som sandelig også siger noget om det fortællende jeg. Det står
klart for læseren, at det fortællende jeg vælger at bruge et romantisk sprog i sin behandling af
handlingsplanets oplevelser med ord som ”Hosianna”, ”Orgelbrus” og ”Pulpitur”, og som læser
studser man over, hvorfor det fortællende jeg har valgt at formulere sig så svulstigt om noget han
ganske kort tid efter forkaster. Det efterfølgende citats ”Tempel” og ”Andagt” viser tilbage til det
forrige, mens resten af formuleringen er langt mere enkel og uden det samme romantiske præg.
Yderligere viser det fortællende jegs brug af citationstegn omkring ”Tempel”, at han har distanceret
sig fra sin tidligere navngivning af dette sted som tempel, og hele tanken om naturen som tempel.
Efter interessen for det romantiske sværmeri i skoven er kølnet, opdager det oplevende jeg fiskeriets
glæder. Han overgiver sig til rollen som fisker, og anskaffer alt inden for fisketøj og blink. Efter en
kort periode mister han dog også interessen for fiskeriet: ”Jeg længtes efter noget lystigt, raskt,
fribytteragtigt... efter dristige og spændende Æventyr” (Pontoppidan 1999: 354). Dette eventyr
bliver både jagten på skovens dyr og på omegnens kvinder. Interessen for jagt begynder, da det
oplevende jeg en dag tilfældigt ser en jagtbøsse. Hans iver er straks vakt: ”Jagt! Naturligvis! ... At
jeg dog ikke var kommen til at tænke paa det straks!” (Pontoppidan 1999: 354). Som det fremgår af
citatet fortaber det oplevende jeg sig nu i jagten, og undres over sine tidligere interesser. Igen må
man som læser undre sig over, at det fortællende jeg gribes af det oplevende jegs griller og ikke
vælger at kommentere, at der netop er tale om kortvarige besættelser. At han ikke kommenterer det,
32