Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

oman ikke er en lovprisning af romantikken og en advarsel mod naturens drifter, men snarere er en
advarsel mod fantasteri og flugten ind i romantisk sværmeri.
Opsummering
Som vi har set er den tidsmæssige distance mellem handlingsplanet og nedskrivningsplanet
vanskelig at gennemskue, da det fortællende jeg giver meget få oplysninger om
nedskrivningsplanet. Yderligere har vi set, at det fortællende jeg er upålidelig hvad angår
tidsangivelser, hvilket yderligere vanskeliggør bestemmelsen af den tidsmæssige distance. Da vi har
meget få oplysninger om det fortællende jegs livssituation, fremstår han som en udramatiseret
fortæller.
Endvidere er det fortællende jeg en ureflekteret og ubevidst upålidelig fortæller. Som vi har set i
vores analyse, vælger hovedpersonen den overfladiske virkelighedsflugt frem for fordybelsen. Han
trættes hurtigt af sine forskellige aktiviteter og kaster sig med ny iver ud i nye aktiviteter. Hver gang
oplever han det som et radikalt skift i sin måde at anskue verden på. Som læser gennemskuer man
dog, at hver ny interesse kun repræsenterer et overfladisk skift. Det oplevende jeg er i bund og
grund den samme romantiker, ligegyldigt om han besynger naturen eller leger koldblodig jæger,
men det fortællende jeg er ikke i stand til at gennemskue dette. Det fortællende jeg kan ikke se, at
han dybest set er den samme i ny forklædning, og dermed bliver den erkendelsesmæssige distance
mellem det oplevende – og det fortællende jeg, ganske lille. Der er altså ikke tale om et fortællende
jeg, der med overblik reflekterer over sine tidligere tanker og handlinger.
Det er det fortællende jegs mangel på selverkendelse og indsigt i andre mennesker, der er grobund
for de forskellige typer af upålidelighed, fortælleren gør sig skyldig i gennem romanen. Ligeledes er
den ironi, der er på spil i romanen, nært knyttet til det fortællende jegs karakter. Titlen ’Vildt’ er
også præget af ironi og er med til at karakterisere fortælleren.
46