Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

tidsramme, er, at der er tale om en erindringsroman. Fortælleren kigger tilbage på en bestemt
periode i sit liv og reflekterer over denne.
Det er ikke kun på det tidsmæssige plan, at det som læser, er svært at gennemskue hvor stor
distancen er mellem handlingsplanet og nedskrivningsplanet. Det samme gælder for den
erkendelsesmæssige distance mellem det oplevende og det fortællende jeg. Som vi vil komme ind
på i vores behandling af fortællerens upålidelighed, er der flere eksempler på, at det fortællende jeg
ikke har været i stand til at bygge videre på det oplevende jegs (ufuldstændige) forståelse af sine
egne handlinger og tidligere vurderinger. Der er dog også steder i teksten, hvor det er muligt at se, at
det fortællende jeg distancerer sig fra det oplevende jeg. Han kommenterer bl.a. ”[...] og med
Ynglingens sædvanlige Mangel på Selvbeherskelse [...]” (Pontoppidan 1999: 350). Det fortællende
jeg erkender, at det oplevende jeg har mangel på selvbeherskelse og hermed distancerer det
fortællende jeg sig fra det oplevende jegs handlinger. Yderligere konstaterer det fortællende jeg et
andet sted i teksten, at: ”Jeg var kun 17 år” (Pontoppidan 1999: 347). Dette er med til at indikere, at
der er en tidsmæssig distance, hvor især ”kun” er med til at understrege, at det fortællende jeg
oplever en vis tidsmæssig distance mellem sig selv og det oplevende jeg. Det er vanskeligt at sige,
hvor stor denne distance er, især da det fortællende jeg i teksten omtaler handlinger, der er foregået
for ganske kort tid siden, som lå de langt tilbage i fortiden. Fx omtaler han sit sværmeri for Alma
Linde som noget, der ”[...] maatte tilhøre min aller spædeste Barndom” (Pontoppidan 1999: 391).
Dermed bliver han temmelig upålidelig i sine tidsangivelser.
Endelig skaber også afsnittet, der leder til andet kapitel, en vis afstand mellem det oplevende jeg og
det fortællende jeg: ”I disse Naturomgivelser og mellem disse Mennesker skulde jeg opleve et ret
mærkeligt Æventyr” (Pontoppidan 1999: 345).
Vi vil i løbet af analysen komme ind på, hvordan man kan se, at det fortællende jeg ikke er nået
meget videre end det oplevende jeg erkendelsesmæssigt.
Det første kapitel
Det første kapitel i ’Vildt’ adskiller sig fra resten af romanen på flere måder. Med undtagelse af den
første og sidste sætning i kapitlet har fortælleren, i kraft af den panorerende stil, et alvidende præg i
sine beskrivelser. Det fortællende jeg nævner kun det oplevende jeg tre steder i kapitlet: I første
linie, i afsnittet der leder til kapitel 2, og kort i beskrivelsen af tjenestepigen hos krofolkene.
Beskrivelserne, som afsnittet er præget af, er som afskåret fra det oplevende jeg. Dette gør sig også
gældende for beskrivelsen af personerne. Det første billede vi får af krofolkene er netop et
28